Handlingsplan for biologisk mangfoldighed og naturbeskyttelse i Danmark 2004-2009
4 Dansk handling i internationalt perspektiv
Globale aftaler – Biodiversitetskonventionen
Biodiversiteten spiller en vigtig rolle for bæredygtig udvikling og for bekæmpelsen af fattigdom. Disse to mål danner overskrift for indsatsen
overalt i verden. Globalt og nationalt. I FN og i EU. Handlingsplanen er en konkret dansk indsats i denne sammenhæng. En indsats, vi har været med til at træffe beslutning om gennem
vores deltagelse i Biodiversitetskonventionen, hvor de øvrige EU-lande også er med.
Lige siden det første Verdenstopmøde om miljø i Rio de Janeiro i 1992 har biodiversitet været et vigtigt punkt på den internationale miljødagsorden. Omdrejningspunkterne er mange:
For Danmarks vedkommende er arbejdet i FN's biodiversitetskonvention og i EU især væsentligt. FN-arbejdet, fordi det sætter rammer for den globale indsats. EU-arbejdet, fordi
biodiversiteten her indgår i en række konkrete dele af EU-politikken. Der er indenfor såvel EU som FN en generel enighed om at gå fra politikudvikling til gennemførelse i konkrete
handlinger.
Konventionen om biologisk mangfoldighed (Biodiversitetskonventionen)
Biodiversitetskonventionens formål er ikke alene beskyttelse af biodiversitet, men også bæredygtig udnyttelse af naturens ressourcer og rimelig fordeling af udbyttet ved at udnytte
genetiske ressourcer. Herved kombinerer konventionen naturbeskyttelse med hensynet til udvikling og rækker langt videre end ældre naturbeskyttelseskonventioner, der har fokus på
særligt truede arter eller levesteder.
På konventionens 6. partskonference i 2002 vedtog landene en strategisk plan for at kunne nå det overordnede mål om en betydelig reduktion i tabet af biodiversitet inden 2010. De
strategiske mål er:
- Konventionen opfylder sin ledende rolle i relation til internationale biodiversitetsspørgsmål
- Parterne forbedrer deres finansielle, menneskelige, videnskabelige, tekniske og teknologiske kapaciteter til at implementere konventionen
- Nationale biodiversitetsstrategier og handlingsplaner samt integrationen af biodiversitetshensyn i relevante sektorer tjener som ramme for implementeringen af målene med
konventionen
- Der er en bedre forståelse for vigtigheden af biodiversiteten og af konventionen, og det har ledt til et bredere engagement i samfundet som helhed i implementering af konventionen.
På FN's Verdenstopmøde i Johannesburg 2002 traf regeringen sammen med de øvrige medlemslande en fælles beslutning om at opnå en betydelig reduktion i tabet af biodiversitet inden
2010. Der blev også truffet beslutning om at beskytte de mest værdifulde naturområder og om at fremme nationale og regionale biodiversitetsnetværk. Disse emner er et af
hovedtemaerne på den 7. partskonference under Biodiversitetskonventionen, som fandt sted i februar 2004. Konferencen vedtog et arbejdsprogram, der sigter med at etablerer et
sammenhængende globalt netværk af beskyttede områder i 2010 på land og 2012 på havet.
Arbejdet inden for Biodiversitetskonventionen vil spille en langt mere central rolle for de mange andre internationale forhandlinger, hvor naturen er på dagsordenen. Det gælder
Konventionen om handel med truede dyr og planter (CITES/Washingtonkonventionen), Konventionen om bestande af vandrende dyrearter (Bonn-konventionen), Konventionen om
vådområder (Ramsar-konventionen), de regionale konventioner til beskyttelse af det marine miljø i det nordøstlige Atlanten (OSPAR) og i Østersøen (HELCOM) og den Europæiske
Landskabskonvention. Og det gælder forhandlinger om udnyttelse af naturressourcer i f.eks. FAO og FN's internationale skovforum samt International Tropical Timber Organization
(ITTO) og ministerkonferencerne om beskyttelse af skove i Europa (MCPFE - Ministerial Conference on the Protection of Forests in Europe).
I 2001 vedtog FAO en international traktat om plantegenetiske ressourcer for fødevarer og jordbrug. Traktaten er i overensstemmelse med Biodiversitetskonventionen, og den
udstikker bindende retningslinjer for bevaring og udnyttelse af kulturplanterne og deres vilde slægtninge. I februar 2004 vedtog IMO (International Maritime Organisation) et konvention
– Ballastvandkonventionen, der skal begrænse risikoen for overførsel af invasive arter med skibenes ballastvand.
Biodiversitet i EU
Danmarks målsætning om at stoppe tabet af biodiversitet senest i år 2010 er også EU's målsætning. De politiske beslutninger om biodiversiteten på EU-plan, som Danmark i vidt
omfang selv har været med til at præge, udgør en vigtig del af grundlaget for regeringens handlingsplan. Vores indsats får maksimal gennemslagskraft, når den hænger sammen med
indsatsen i de andre EU-lande. Ved at tilslutte os EU's prioriteringer i den nationale politik, kan vi fra dansk side opnå store indholdsmæssige og økonomiske vekselvirkninger med en
række af EU's sektorpolitikker og støtteordninger.
I 1998 traf EU's miljøministre beslutning om en biodiversitetsstrategi. Den fokuserer på betydningen af at integrere biodiversitetshensyn i relevante sektorpolitikker. Som opfølgning er
der udarbejdet fire handlingsplaner for biodiversitet. De dækker landbrug, fiskeri, økonomisk samarbejde og udviklingssamarbejde samt bevaring af naturressourcer. Sammen udgør de
en forpligtende ramme for Kommissionens og EU-landenes indsats på disse områder.
Gennem EU's handlingsplan for biodiversitet og naturressourcer har alle medlemsstaterne forpligtet sig til at prioritere implementeringen af NATURA 2000-netværket af
fuglebeskyttelses- og habitatområder. Medlemslandene skal også beskytte arter og levesteder uden for dette netværk. Denne prioritering er et gennemgående træk i den danske indsats
for biodiversiteten i de kommende år. Forudsætningen for en fuld gennemførelse af NATURA 2000 er, at både EU og medlemsstaterne sørger for de nødvendige finansielle
instrumenter. Et andet af EU's overordnede mål - en hurtig ratifikation samt fuld
gennemførelse af Cartagena-protokollen om biosikkerhed – har Danmark allerede levet op til. Det skete, da vi tilsluttede os protokollen i 2002.
På fiskeriområdet lægger EU's handlingsplaner op til, at der skal gennemføres målrettede foranstaltninger og aktioner på de områder, hvor biodiversiteten er særligt truet af fiskeri eller
akvakultur. Fiskeritrykket skal begrænses de steder, hvor der ikke er balance mellem fiskeriindsatsen og fiskeressourcerne, og der kan være behov for at videreudvikle de
forvaltningsredskaber, som anvendes i fiskeripolitikken – områdelukning, beskyttede havområder samt oprettelse eller forbedring af levesteder for specifikke arter.
EU's Handlingsplan for biodiversitet på landbrugsområdet, rummer 7 prioriterede indsatsområder. De omfatter bl.a. opretholdelsen af økonomisk levedygtige og socialt acceptable
landbrug, især i biodiversitetsrige områder, hvor disse er blevet svækkede samt sikring af økologisk infrastruktur. Miljøforsvarlige landbrugsforanstaltninger skal udnyttes til bevaring og
bæredygtig udnyttelse af biodiversiteten. Den genetiske diversitet skal bevares, og man skal forebygge ukontrollabel spredning af ikke-hjemmehørende arter.
Europa kommissionen forventer snarest at fremlægge forslag til en ny forordning om bevarelse af genressourcer, der skal fortsætte det støtteprogram, EU tidligere har haft på området.
Handlingsplanen om økonomisk samarbejde og udviklingssamarbejde beskriver indsatser i forhold til at integrere biodiversitetshensyn i EU's politik for udviklingssamarbejde med
udviklingslande og de øst- og centraleuropæiske lande på tre forbundne områder, nemlig intensive produktionssystemer (landbrug, plantager, akvakultur o.l.), produktionssystemer, som
omfatter vildtlevende arter samt beskyttede områder.
Gennemslagskraften bliver desto større, når såvel Øst- som Vesteuropa er enige om indsatsområderne. På den Paneuropæiske Miljøministerkonference i maj 2003 vedtog
miljøministrene i hele Europa således at gøre EU's 2010-mål til deres. Man fastsatte også en række delmål herunder om:
- fælles kriterier for landbrugsarealer med højt naturindhold inden 2006,
- beskyttelse af en stor andel af disse landbrugsarealer gennem natur- og miljøvenlig landbrugsdrift og støtteordninger hertil inden 2008,
- beskyttelse af alle kerneområder i det paneuropæiske økologiske netværk inden 2008, og
- at mindst halvdelen af de europæiske lande har udmøntet handlingsplaner om uddannelse, kommunikation og bevidstgørelse i forhold til biodiversitet inden 2008.
| 