Skov- og Naturstyrelsen

Hyby Fælled Øvelsesplads

Status

4. Beskrivelse af Hyby Fælled Øvelsesplads

4.1 Landskab
4.2 Geologisk beskrivelse af kyststrækningen fra Trelde Næs til og med Hyby Fælled Øvelsesplads
4.3 Den militære historie
4.4 Korttegning
4.5 Registrering af arealtyper
4.6 Plejetilstand
4.7 Flora
4.8 Fauna
4.9 Sammenfatning af naturværdierne på Hyby Fælled Øvelsesplads
4.10 Kulturhistorie

Øvelsespladsen ligger nord for Fredericia by og omfatter tilsammen med Ryes Kaserne i alt 233,7 ha. Heraf er ca. 50 ha bevokset med skov, ca. 30 ha er krat og resten består af åbne naturområder. Øvelsespladsen strækker sig over en ca. 2,5 km lang strækning med en varierende bredde på ca. 1 km.

4.1 Landskab

Ud fra en landskabelig betragtning indgår øvelsespladsen i et værdifuldt, vekslende naturområde.

Variation og dynamik kendetegner landskabet, som består af tæt skov, stejle kystklinter og dybe kløfter samtidig med der er store åbne eng-, overdrevs- og slettearealer. Specielt er de dynamiske kystklinter, som på grund af det særlige, plastiske lillebæltsler som konstant er i skred og bevægelse ud i havet.

Øvelsespladsens sydlige del er fladstrakt, men længere mod nord bliver landskabet mere bølgende, hvilket forstærkes jo tættere man bevæger sig ud mod kysten.

Landskabet ligger "klemt" mellem massiv bymæssig og industriel udnyttelse fra syd og vest, med en brat overgang ud til det åbne havområde Lillebælt mod øst. Dette fornemmes fra de mange gode udsigtspunkter langs den stejle kystklint.

Mod nord ligger det massive skovområde "Trelde Næs" hvis udbredelse begynder med forsvarets del af Kirstinebjerg Skov.

Overgangen mellem skov og land er forholdsvis blød da de mange brede levende hegn, krat og bugtede skovbryn er med til at udviske forskellen mellem det åbne og lukkede landskab. Det er et positivt særsyn at skovbrynene er brede og bugtede, samt at de tildels har fået lov til at brede sig på bekostning af de åbne land.

Figur 1
Oversigtskort på baggrund af 1:200000 kort, hvor Hyby Fælled Øvelsesplads er markeret med rød stjerne.

4.2 Geologisk beskrivelse af kyststrækningen fra Trelde Næs til og med Hyby Fælled Øvelsesplads

Kyststrækningen ud for øvelsespladsen hører ind under det nationale geologiske interesseområde, nr. 96, udpeget af Skov- og Naturstyrelsen. Lokaliteten har stor forskningsog undervisningsmæssig værdi da det er det eneste sted i landet hvor der er en åben, permanent profil gennem de såkaldte "Limniske Holstein-aflejringer" som er dateret til at være 245.000 år gamle.

Af andre spændende forekomster er Lillebæltlerformationen, som talrigt præger kyststrækningen fra Trelde Næs til og med Hyby Fælled. Formationen udgør en del af den såkaldte "plastiske ler". Det er en havaflejring fra den ældre tertiære tid, eocæn, dannet for omkring 50 milioner år siden. Desuden forekommer spredte klinter med istidsaflejringer, især smeltevandssand, fra jordens yngste periode, kvartær tiden.

Lillebæltleret er vidt udbredt i Danmarks undergrund og strækker sig ned i Slesvig og Holsten samt ud i store dele af Nordsøen. Leret ligger normalt dybt og er derfor kun synligt på et fåtal af lokaliteter, hvoraf forekomsterne fra Treldenæs til og med Hyby Fælled er de største i Danmark. Leret blev aflejret i et varmt, formentlig subtropisk hav, der udgjorde datidens Nordsø. Havet strakte sig ind over hele Danmark, Nordtyskland og HollandBelgien.

Lillebæltleret forekommer som foldede og opskudte partier, anbragt i den nuværende position under gletcherfremstød, der fandt sted i kvartærperiodens istider. Orienteringen af de foldede lag viser, at gletscherne trængte frem fra nordøstlig retning.

Lillebæltleret kendetegnes første og fremmest ved en overordentlig stor finhedsgrad. De store mængder af fine bundfældede lerpartikler skal formentlig ses i sammenhæng med en omfattende vulkansk aktivitet, der fandt sted i områderne nord og nordvest for datidens Nordsø.

Figur 2
Kystklinten mod Lillebælt udfor Hyby Fælled Øvelsesplads. Fra nord mod syd. Foto: Peter Larsen.

Den vulkanske aktivitet opstod i forbindelse med sprækkedannelse mellem Grønland og Norge, som indtil da var i nær kontakt. Ved forvitring af de vulkanske udbrudsprodukter, som har dækket landområder omkring datidens Nordsø, dannedes store mængder af lermineraler, specielt meget fint-partiklet ler, som kaldes smectit. Materialet blev af floder ført ud i datidens Nordsø, hvor det i dag findes som "plastisk ler", hvoraf Lillebæltleret udgør den største synlige del.

Den ældste del af Lillebæltleret forekommer især som stejlstående klintpartier. Den yngste del af Lillebæltleret er rigt på lermineralet smectit, der har stærkt kvællende egenskaber. Ved vandoptagelser kan det således svulme omtrent til det tredobbelte volumen. I uforstyrret stand er lagene næsten vandtætte og stabile. Når materialet blottes og kommer i kontakt med nedbør og overfladevand, som kan sive ned i revner og sprækker, svulmer det op og bliver ustabilt. Derfor ses ofte udskridende lermasser, der glider ud over strandlinjen og et stykke ud i vandet. De udskridende partier kan være af anseligt omfang. Mange steder kan man iagttage, hvorledes træer er gledet ned fra det uforstyrrede skovterræn i cirka 20 meters højde, og nu står i strandkanten, stadig på roden. Aktive skredpartier veksler med mere stabile, der hurtigt dækkes af en varieret busk- og træbevoksning. Som følge af disse processer optræder særegne, stadigt foranderlige landskabsformer langs kyststrækningen.

Figur 3
Stejlt, sumpet, skredparti. Fra vest mod øst. Foto: Erling Krabbe.

En særlig interesse knytter sig til de usædvanlige fossiler, som findes i Lillebæltleret. Et meget bredt udsnit af faunaen er blevet bevaret fossilt, og giver os i dag derfor et ganske nuanceret indblik i dyrelivet i det eocæne hav. Faunaen var varieret og afviger en del fra den som kendes fra de fleste andre aflejringer fra samme periode. Fossilerne er ikke hyppige, men dukker regelmæssigt op på kyster hvor Lillebæltler forekommer.

Mange af fossilerne stammer fra dyr, som levede i de frie vandmasser. De vidner om, at der herskede åbne marine forhold og omfatter blandt andet store slægtninge til nutidens tunfisk og sværdfisk. Desuden fandtes mange arter af hajer. Hajfaunaen (bevaret især som tænder) er indgående undersøgt og har vist sig at være meget forskellig fra faunaen i andre europæiske aflejringer fra samme periode. Også nautiler og havskildpadder færdedes i de frie vandmasser. Den bundlevende fauna var tilpasset den bløde, næringsfattige bund, især ledorme og krebsdyr var almindelige. De har i mange af lagene efterladt sig gravegange i det bløde sediment. Hyppigt er disse gange blevet cementeret, så de i dag findes som perfekte afstøbninger (sporfossiler), der detaljeret viser dyrenes adfærd. Nogle sporfossiltyper er enestående for Lillebælt og næsten kun kendt fra dette område. Endvidere levede søliljer, snegle, muslinger, krabber og søstjerner på den bløde bund.

4.3 Den militære historie

Området omkring Fredericia By har i århundrede haft en vigtig militærhistorisk betydning i opbygningen af det danske forsvar. Specielt har treårskrigen sat tydelige spor i historien, hvoraf en del af bygningsværkerne og andre anlæg stadig findes i området. På Hyby Fælled Øvelsesplads og på Ryes Kaserne findes der stadig tydelige skanser, med en vigtig og spændende historie, som efterfølgende er beskrevet.

Skanserne

Hyby Fælled Øvelsesplads udgjorde under treårskrigen (1848-1850) et vigtigt nøgleterræn for Slesvig-Holstenerne, der som besættelsesstyrker havde sat sig på det og i en vis udstrækning havde udbygget en række stillinger, løbegrave og skanser, herunder den berømte Treldeskanse, der dog ligger uden for den egentlige øvelsesplads i vore dage.

Det var vigtigt at beherske terrænet nord for Fredericia by, da man herfra kunne beskyde både Lillebælt og anløbsbroerne i Fredericia Kastel og derved vanskeliggøre eller helt afskære skibsforbindelse til Fyn. At dette ikke skete, skyldtes at Slesvig-Holstenerne simpelthen ikke var blevet færdige med udbygningerne, før udfaldet natten mellem 5. og 6. juli 1849 fandt sted. Et kæmpeheld for danskerne, der ellers ikke ville have kunnet føre tropperne fra bl.a. Als og Helgenæs via Fyn til Fredericia.

På baggrund af disse erfaringer, hvor Fredericias livsnerve til Fyn var alvorligt truet, indledtes en række kommissionsarbejder, der bl.a. resulterede i anlæggelsen af 5 lynetter, i daglig tale benævnt skanser. Skanserne blev under et benævnt "Den Befæstede Lejr" og var et resultat, der om end det lå noget fjernt fra det ønskelige, dog var acceptabelt under de givne økonomiske forudsætninger.

Den Befæstede lejr blev placeret på en svagt markeret højderyg 30-55 m over havet med en indbyrdes afstand mellem skanserne på 400 m og med løbegrave mellem de enkelte skanser. Med en sådan placering var det muligt at beherske det foranliggende terræn. Skanserne var sikret med grave, stormpæle og palisader for at modvirke stormløb. Skanserne, bortset fra skanse 5, eksisterer stadig. Skanse 1 og 2 på Hyby Fælled Øvelsesplads, skanse 3 inde på selve Ryes Kasernes områder. Skanse 4, der er etableret oven på den navnkundige Treldeskanse fra Treårskrigen, hvor Generalmajor Rye mistede store dele af sin brigade, er placeret på hjørnet af Kaltoftevej og Indre Ringvej ved det Hvide Vandtårn. Skanse 4 ejes i dag af Fredericia Kommune, Skanse 5, der lå sydligst og var den mindste, eksisterer desværre ikke mere, da den som led i et beskæftigelsesprojekt i 1930érne blev jævnet med jorden. Heldigvis nåede man at få stoppet yderligere initiativer på dette område.

Skanserne er fredede og fremstår i dag i en noget vekslende bevaringstilstand. Flere steder ses resterne af betonmagasinerne, der i 1864 blev bortsprængt af prøjserne og østrigerne.

Sprængningsopgaven var en kærkommen lejlighed til at eksperimentere med sprængning i beton og det var 4. Minørkompagni af den Westphalske Pionerbataljon nr. 7., der havde opgaven.

Skanse 1 er den, der i dag fremstår som den bedst bevarede. Det har den ikke altid gjort. Den var på trods af fredningen, nærmest ikke eksisterende i begyndelsen af 1990érne.

Skanserne restaureres

Telegrafregimentet, der overtog garnisonen i 1990, blev gjort opmærksom på problemet, og iværksatte en totalrenovering i samarbejde med Forsvarets Bygningstjeneste og Skov- og Naturstyrelsen. Sidstnævnte lagde mange ressourcer i at få fremskaffet det rigtige historiske materiale med det resultat, at skansen fremstår meget smukt og historisk korrekt.

Arbejdet med rekonstruktionen var meget besværlig, da de stejle skråningsanlæg, som projektet foreskrev, ikke kunne opbygges stabile af den fede lerjord på stedet. Det var nødvendigt at foretage mange kunstgreb for at gøre skråningerne stabile, herunder nedbanke spunsvægge og pæle og indlægge geotekstiler i jordlagene. Projektet er et godt eksempel på, at det der kunne lade sig gøre med græstørvsteknikken, som den blev udviklet fra bronzealderen og op til 1800 tallet, muliggjorde nogle jordkonstruktioner, som vores maskinteknik ikke kan efter gøre i vore dage.

I forbindelse med Slesvig-Holstenernes udbygning af deres stillinger på Hyby Fælled under tre-årskrigen forud for udfaldet fra Fredericia, besluttede kommandanten for Fredericia fæstning, oberst Lunding, at foretage et udfald for at forstyrre disse anlægsarbejder inden fuldførelsen og monteringen med tunge skyts. Under denne operation, der forløb planmæssigt med ca. 1500 mand, faldt én officer og seks menige. En af disse var Peter Andersen, der ikke blev bragt med tilbage, men blev begravet på stedet, hvor han faldt. Her blev der 25 år senere, dvs. i 1874 opsat en mindesten på initiativ af De Danske Våbenbrødre, samtidig med at der blev anlagt en gravplads. Hvert år nedlægger garnisonen en krans på denne soldatergrav, hvor Dannebrog samtidig vajer på en dertil opsat flagstang. Graven er placeret i øvelsespladsens sydlige ende, ved Skanse 2, se bilag 1.

Ryes Kaserne og øvelsespladsen

Opførelsen af den nye kaserne ved Treldevej startede i 1951 med opførelsen af enkelte garage- og depotbygninger. I forvejen var der under besættelsen opført et stort eksercerhus. Senere fulgte belægningsområder, kostforplejning, kontorbygninger, idrætsanlæg og meget andet efter, så kasernen som sådan kunne indvies 1. august 1956.

Kasernen hed oprindelig Treldevejens Kaserne, men fik nogle år senere sit nuværende navn, opkaldt efter generalmajor Olaf Rye, der faldt i Fredericia-slaget 6. juli 1849 ikke langt udenfor kasernens nuværende område.

Samtidig med kasernens opførelse blev øvelsesterrænet "Hyby Fælled Øvelsesplads" tilvejebragt -umiddelbart ved kasernen. Før øvelsesterrænet blev opkøbt har det i mange år fungeret som landbrugsland. Samtidig med landbrugsdriften er der også foregået skydninger fra de steder hvor nutidens skydepladser findes.

Ryes Kaserne er en typisk repræsentant for 1950´ernes kasernebyggeri, hvor bygningerne ikke er specielt kønne, men til gengæld præget af store grønne arealer mellem og omkring bygningerne.

På grundlag af markgennemgang, luftfotos, tidligere kort m.v. er der udarbejdet digitaliserede kort, som omfatter henholdsvis et grundkort, et Terrænkort og et drifts- og plejekort. De tre kort er indsat bagest i denne plan, som bilag 1, 2 og 3.

Grundkort (bilag 1)

Grundkortet viser status for arealanvendelsen på plantidspunktet (sommeren 2001). I princippet medtages alt af betydning for drifts- og plejeplanlægningen. Kortet anvendes som grundlag for øvelses-, drifts- og plejekortet, samt for eventuelle andre temakort, som kan udarbejdes i tilknytning til planen.

Til kortet hører en bevoksningsliste, der er en fortegnelse over terrænets arealtyper og anvendelser. Areal samt supplerende bemærkninger er angivet. Bevoksningslisten er indsat som bilag 4 i denne plan.

Grundkortet har en titel, dvs. øvelsesterrænets navn. Under titlen er angivet det samlede areal i hektar. Desuden er målestoksforholdet angivet.

På kortet inddeles terrænet i "afdelinger", dvs. delområder i en passende størrelse.

Afdelingsgrænserne følger så vidt muligt genkendelige og permanente terrænlinier som f.eks. veje og hegn. Afdelingerne nummereres med fortløbende tal - i denne plan afd. 1-8. Der beregnes areal for samtlige afdelinger og litra.

De enkelte afdelinger opdeles igen i "litra", der svarer til behandlingsenheder inden for den enkelte afdeling, dvs. arealer, der er ensartede med hensyn til f.eks. terræn, anvendelse, vækstforhold, træarter eller alder. Eksempler på litra er den enkelte mose eller eng i et større slettelandskab eller den enkelte skovbevoksning i et skovområde. Litra angives med et bogstav.

Til samtlige litra knyttes endvidere en to- eller trebogstavkode, en såkaldt "anvendelseskode", der angiver arealtypen (f.eks. ORE for overdrev, MOS for mose, SLE for græsslette, KLG for kaserne, lejr og garageområde). For de skovbevoksede arealer gælder det som hovedregel, at anvendelseskoden svarer til bevoksningens hovedtræart, mens den for de åbne arealer beskriver naturtypen bl.a. i overensstemmelse med de beskyttede naturtyper i Naturbeskyttelsesloven (jvf. i øvrigt afsnit 8 - Lovmæssige brugsbegrænsninger eller bindinger).

Der kan ofte forekomme små arealer med en anvendelse, der adskiller sig fra den øvrige del af den pågældende litra, f.eks. et mindre krat på et overdrevsareal. Disse små arealer ønskes markeret på kortet, men ikke udskilt som selvstændige litra med anvendelseskode, da de ikke vurderes at have betydning i drifts- og plejelægningssammenhænge. Disse mindre arealer indtegnes med prikket linie på kortene (ulitreret bevoksningsgrænse).

Kortet omfatter desuden en række andre signaturer, som er forklaret på kortsignaturen.

Terrænkort (bilag 2)

Terrænkortet fremstilles til illustration af den fremtidige øvelsesmæssige brug af terrænet. På kortet fremgår alle de militære installationer, sektoropdelinger m.m. Korttypen er velegnet til at gruppe- og delingsførere hurtigt kan aflæse eventuelle restriktioner i terrænet.

Det er fremstillet på grundlag af grundkortet, men viser ikke anvendelseskoder, afdelinger, litra eller udprikninger, da de er irrelevante i øvelsessammenhæng.

Arealtyperne slås sammen i større enheder, således at sammenhængende skovbevoksninger eller åbne arealer fremgår. Grøfter, vandløb og søer er også tydeligt angivet. Samtidig vises arealtyperne med separate farvesignaturer.

Drifts- og plejekort (bilag 3)

Drifts- og plejekortet er fremstillet på baggrund af ovennævnte grundkort og er en grafisk illustration af de fremtidige forskrifter og retningslinier vedrørende drift og pleje af terrænet beskrevet i drifts- og plejeplanen. Med farver og skraveringer er derudover fremhævet de steder, hvor der skal ske ændringer i anvendelsen eller gennemføres særlige plejeforanstaltninger.

Endvidere vises de kommende militære anlæg på drifts- og plejekortet i det omfang, det kan stedfæstes, f.eks. planlagte nye spor, anlæg, terrænpunkter og områdebenyttelser.

Bevoksningsliste (bilag 4)

Til grundkortet hører en bevoksningsliste, der er en fortegnelse over terrænets afdelinger, litra og arealtyper (anvendelseskoder). For hver litra er angivet arealsummen i hektar (ha) samt supplerende bemærkninger. For skovbevoksede arealer findes tillige en række oplysninger, der beskriver bevoksningen nærmere, såsom anlægsår, indblanding, højde og diameter.

4.5 Registrering af arealtyper

Se her!

Figur 4
Arealanvendelsen på Hyby Fælled Øvelsesplads.

Tabel 1
Arealers fordeling og sammensætning af arealtyper.

* Arealerne er omfattet og beskyttet af Naturbeskyttelseslovens § 3.

I det følgende er der redegjort for definition og afgrænsning af de enkelte arealtyper, som de er angivet på grundkortet. Der er ligeledes en kort beskrivelse af specielle forhold, der knytter sig til arealtyperne.

Græsklædte arealer

Overdrev (ORE)

Overdrev udgør 25 ha, svarende til 11 % af øvelsespladsen. Overdrevene findes især langs kystklinten i den sydlige og centrale del af øvelsespladsen samt øst for Egehaven.

Overdrev er karakteriseret som tørbundsarealer med en lysåben, naturlig græs- og urteflora, som ikke har været gødsket, sprøjtet eller jordbearbejdet igennem en længere årrække. Overdrevene har typisk et meget artsrigt og botanisk interessant vegetationsdække og insektliv, eksempelvis Alm. Hvene, Gul Snerre, Fåre-Svingel og Smalbladet høgeurt.

Overdrev har eksisteret som naturtype i Danmark siden agerbruget blev indført for ca. 6.000 år siden. Ordet overdrev (oredrev) betegner egentlig stenet jord, der ligger udyrket hen, og som kun benyttes til græsning. Overdrevene er typisk opstået på utilgængelige, marginale agerjorde, der ikke var opdyrkningsegnede og fungerede almindeligvis som fællesgræsning for landsbyens kreaturer. Efterhånden som gårdene flyttede ud fra landsbyerne og landbruget blev mere effektivt, blev mange af de gamle overdrev inddraget i driften. Den andel, som overdrevene udgør i det danske landskab i dag, er således ganske ringe og blot 0,3% af landets areal er i dag overdrev. Overdrevene er generelt truede af tilgroning, og vil, hvis de ikke plejes, udvikle sig til højtvoksende, ensartet græsdomineret vegetation og senere til sluttet skov.

Overdrev på 2.500 m² og derover er omfattet af bestemmelserne om beskyttelse og pleje i naturbeskyttelseslovens § 3. Amtet har undersøgt øvelsespladsens overdrev og finder ud fra en historisk kortgennemgang samt floristiske undersøgelser, at øvelsespladsens overdrev er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Dette underbygges af de arter Skov- og Naturstyrelsen har fundet under markregistreringen.

Udover de historiske overdrev, kan der endvidere findes græsklædte arealer, der, udfra en biologisk, botanisk tilgang, er overdrev, og som bør bevares. Disse er dog ikke beskyttet af naturbeskyttelseslovens §3.

Hede (HED)

Hede udgør 2 ha, svarende til 1 % af øvelsespladsens samlede areal. Naturtypen hede er karakteriseret ved en hedevegetation med tydelig forekomst af karakteristiske dværgbuske, i dette tilfælde Hedelyng, Farve-Visse samt Lav Skorsoner. Hede er knyttet til næringsfattig og sandet jord, hvor jordbunden ofte har udviklet et såkaldt podsolprofil (dvs. at man øverst i jordbunden under hedevegetationen finder et tørve- eller moragtigt organisk lag, herunder et lyst, udvasket lag (blegsand) og nederst et mørkt udfældningslag (al)).

De danske heder er skabt ved et sammenspil mellem jordbund, klima og kulturpåvirkning, og deres eksistens er for hovedpartens vedkommende afhængig af en fortsat kulturpåvirkning.

Mange af hedens plantearter er pionerarter, der har været begunstiget af de indgreb, der fulgte af tidligere tiders hedebrug, f.eks. afbrænding, afskrælning og græsning. Uden disse forstyrrelser vil der ofte komme en dominans af græsser (særligt Bølget Bunke); en proces, der i dag forstærkes af den øgede atmosfæriske tilførsel af kvælstof. Ligesom overdrev er også mange heder blevet inddraget til intensivt drevne landbrugsområder. I 1700-tallet havde de danske heder et samlet areal på ca. 7000 km², svarende til 1/6 del af Danmarks areal. I dag findes kun 1/10 del tilbage.

Naturmæssigt set er hede en vigtig naturtype på øvelsespladsen, bl.a. fordi arealerne ligger i forbindelse med andre beskyttede naturtyper som overdrev og eng. Disse områder har i lang periode været drevet uden gødskning, sprøjtning eller dyrkning, hvis overhovedet nogen sinde. Hedearealet findes på øvelsespladsens sydlige del, vest for Bane Syd.

Hedearealer er omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 3.

Slette (SLE)

Slette udgør 45,1 ha, svarende til 19 % af øvelsespladsens samlede areal, og er dermed den største naturtype i øvelsespladsens åbne landskab.

Slette er en betegnelse for landbrugsarealer, der drives med vedvarende græs, og som derfor kulturpåvirkes på den ene eller den anden måde. Opgivne marker med kulturpræg klassificeres også som slette, ligesom kultiverede græsarealer i forbindelse med rullebaner m.v., hvor græsset slås og passes. Slettearealerne udnyttes som regel landbrugsmæssigt i form af hø- eller græsslæt. Vegetationen bærer generelt præg af driften, således at den botanisk set er mindre interessant. Den består af nogle få arter, som favoriseres af den kraftige kulturpåvirkning, mens de typiske indikatorarter for overdrev forsvinder.

Slettearealerne findes hovedsageligt i den centrale del af øvelsespladsen samt nordvest og syd for Egehave.

Vådområder

Mose (MOS)

Øvelsespladsens moser udgør 7 ha, svarende til 3 % af det samlede areal. Definitionen af mose sker primært ud fra botaniske kriterier, f.eks. rørsump, starsump m.fl., og graden af fugtighed, f.eks. kærmose, vældmose m.v.

Der findes moseområder på øvelsesområdets nordlige del, i den centrale del af Kirstinebjerg Skov samt i lavningerne nord for Nærkampvej, men det absolut største moseområde findes i afdeling 5 vest for Fælledvej og udgør 5,8 ha. Området fremtræder ikke umiddelbart som en mose, da det nærmest fremtræder som en meget våd højstaudeeng.

Hvor tilgroning er en del af den naturlige dynamik i moserne, er mange moser i dag truet direkte eller indirekte af kulturpåvirkninger som grundvandsindvinding, omfattende afvanding (også af naboarealer), luftforurening og spredning af invasive planter (ikkehjemmehørende, aggressive arter), f.eks. KæmpeBjørneklo.

Mosearealerne er omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 3.

Eng (ENG)

Engene på øvelsespladsen udgør tilsammen 27,5 ha, svarende til 12 % af det samlede område.

Hvor moser er naturligt dannede plantesamfund, er enge betingede af vedvarende kulturpåvirkning som græsning eller slåning. Disse kulturindgreb skaber ændringer i konkurrenceforholdene blandt mosernes plantearter, og favoriserer de arter, der kan tåle græsning og/eller slåning. Engens plantesamfund er således karakteriseret af lavtvoksende, lyskrævende, flerårige græsser og urter som f.eks. Alm. Mjødurt, Lodden Dueurt, Eng Kabbeleje, Lav- og Bidende Ranunkel og mange lavtvoksende arter af star.

Engens planter er som nævnt tilpasset kulturpåvirkning. Lave plantearter som engkarse undgår eksempelvis nemmere dyrenes bid, ligesom visse arter f.eks. lysesiv, engkabbeleje og bidende ranunkel pga. deres indhold af giftstoffer eller bitre smagsstoffer vrages af dyrene. Opretholdelse af engen som naturtype med deres specielle og ofte artsrige plante- og dyresamfund er betinget af fortsat kulturpåvirkning. Ved ophør af driften vil der som regel ske en udvikling til et artsfattigt samfund af høje, flerårige græsser og urter (højstaudeeng). De tidligere enge vil som regel udvikle sig over i et pile- eller tjørnedomineret kratstadie til sumpskov eller skov.

Engarealerne er omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 3.

Strandbred (STB)

Strandbred er defineret som den vegetationsløse sandede del af kystzonen mellem daglig vandstandslinier og vegetationsdækkede områder.

Langs kystklinten ud mod Lillebælt er der strandbred af varierende bredde. Mod syd og nord er strandbredden op til 10 m., men omkring skredområdet midt på øvelsespladsen er strandbredden ofte helt væk pga. udskridende ler. Strandbredden udgør ca. 1.1 ha, svarende til 0,5 % af det samlede område.

Søer (SØ)

Vandhullerne på øvelsespladsen udgør tilsammen 0,8 ha, svarende til 0,3 % af det samlede område. Generelt set er Fredericia Kommune fattig på søer og vandhuller med kun 0,8 % søer og vandhuller.

Ved korttegningen er det den højeste vandstand, som er registreret enten ved markgennemgangen eller på de anvendte luftfotos der anvendes som grænse.

Øvelsespladsens største sø er en nyligt gravet sø i litra 3 f på 0,2 ha. Ud over denne sø ligger der søer på øvelsespladsens nordlige del ind mod Vesterskov, i Egehaven, nord for Bane Nord, syd for Nærkampvej, syd for Skivedepotet og i tilknytning til moseområdet i afdeling 5. Herudover findes en del små vandhuller dannet i forbindelse med kampvognskørsel. I alt er der 8 søer og 21 vandhuller.

Søer og vandhuller over 100 m² er omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 3.

Vandløb

Vandløbene på terrænet udgøres af små vandløb, hvoraf kun et enkelt er navngivet. Ryttergrøften løber fra afdeling 3 gennem engarealerne i afdeling 4 gennem Kirstinebjerg Skov ud mod Lillebælt. Herudover er der et vandløb som afvander Egehaven. Dette vandløb løber sammen med et vandløb fra Vesterskov i Kirstinebjerg Skov hvor vandløbet strømmer gennem moseområdet i skoven og ud i Lillebælt. Fra moseområdet i afdeling 5 er der et vandløb i den sydøstlige del, som føres under Fælledvej, gennem mose- og kratområdet i afdeling 6 ud i Lillebælt.

Kystklint

Skrænt og kystklint (SKR)

SKR er defineret som ubevoksede stejlskråninger og klinter, der ikke kan dyrkes eller græsses. Floraen på kystklinten har karakter af overdrev og der findes f.eks. Nikkende Limurt, og MarkTusindgylden, samt typiske tørbundsplanter som Følfod, Bugtet Kløver, Sød Astragel, og Hulkravet Kodriver. Området er præget af "bundløse" skredpartier, hvor træer og buske vokser videre, selv om de langsomt flyder ned af skrænten for til sidst at ende i havet. Klintpartierne udgør 6,0 ha hvilket svarer til 3 % af øvelsespladsen.

Skov og krat

Skov

Skovbevoksningerne udgør i alt 49,6 ha, svarende til 21 % af det samlede areal.

Når kratområderne medregnes som løvtræer, er træarterne fordelt med 96 % løv og 4 % nål.

Figur 5
Nikkende Limurt på kystskrænten. Foto: Erling Krabbe.

Løvtræarterne er: Bøg, eg, ask, rød-el, rødeg, ahorn, avnbøg, birk, poppel- og piletræer.

Nåletræarterne er fordelt på arterne rødgran og ædelgran.

Det bør bemærkes, at flere af de aldre der er angivet på Grundkortet, bilag 1 og i bevoksningslisten, bilag 4 er skønnede aldre, da det ikke har været muligt at frembringe oprindelige præcise bevoksningsdata for alle litra.

Krat (KRT)

Krat udgør i alt 29,4 ha, hvilket svarer til 13 % af øvelsespladsens samlede areal. Krat er ikkehøjstammede træ- og buskbevoksninger, som typisk er selvsåede. Oprindelsen kan både være fra hjemmehørende og forvildede træer og buske.

Størstedelen af krattene på øvelsespladsen findes langs kystklinten mod Lillebælt, derudover er der spredte krat på hele øvelsespladsen. Krattene spredes fra gamle markskel, jorddiger og skovkanter.

Det bør bemærkes at krattene langs kystklinten er pålagt Fredskovspligt, se evt. afsnit 8.9 "Skovloven".

På øvelsespladsen er der udpeget 1,2 ha hus og have, svarende til 1 % af øvelsespladsen.

Anden anvendelse

Anden anvendelse (ANN)

ANN omfatter arealer, som ikke falder ind under andre kategorier.

Veje

Veje er defineret som bilfast vej, hvor almindelige køretøjer kan færdes året rundt. På Hyby Fælled Øvelsesplads udgøres vejnettet af vejområderne på kasernen, Egehavevej, Fælledvej, Nordre Kobbelvej, Nordre og Søndre Skydebanevej og Nordre Ringvej. Vejene udgør 12,7 ha, svarende til 5 % af det samlede areal.

Dyrkede arealer

Vildtager (VAG)

Vildtagrene udgør 1,6 ha svarende til 1 % af øvelsespladsen. Vildtagrene er tilplantet med bl.a. majs og fodermarvkål.

De 7 vildtagre er placeret som små lodder spredt over øvelsespladsens åbne naturområder.

Anvendelseskoden indeholder kaserne-, værksteds- og andre områder, som ikke kan placeres i anden sammenhæng. I dette tilfælde er størstedelen af områderne i umiddelbar nærhed til kasernen udpeget som KLG og udgør 15,7 ha, svarende til 7 % af øvelsespladsens samlede areal.

Idrætsanlæg

Af idrætsanlæg (FUT) findes der 4,5 ha, svarende til 2 %. Idrætsanlægget findes inden for perimeterhegnet på Ryes Kaserne.

Skyde- og håndgranatbane (BAN)

BAN omfatter Bane Nord og -Syd samt håndgranatbanen litra 6 f, og 8 d. Områderne udgør 3,4 ha hvilket er under 1 % af øvelsespladsen.

4.6 Plejetilstand

I dette afsnit er øvelsespladsens plejetilstand beskrevet. Beskrivelsen afspejler indtrykkene under Skov- og Naturstyrelsens registreringer forår og sommer 2001 og 2002.

Det generelle indtryk af øvelsespladsen er, at øvelsesaktiviteterne ikke medfører særligt stort slid, hvorfor øvelsespladsen flere steder henligger i naturtilstand. Det lave slid, tilsammen med jordbundens store næringsværdi og et mildt kystnært klima, bevirker at den naturlige udvikling meget hurtigt går mod skov. Tjørn, pil, slåen, eg, roser og røn mm, indvandrer derfor lige så hurtigt som man "vender ryggen til arealet". Dette gør det nemt at etablere et mosaiklandskab vekslende mellem åbne naturområder, krat og skov, men samtidig stiller det store krav til plejen af området hvis en total tilgroning ikke er målet.

De åbne arealer

De åbne overdrevs- og engarealer er alle truet af tilgroning. Tilgroningen er svagest på de sandede områder syd for Nordre Ringvej, men også her er jævnlig slåning nødvendig for at holde områderne åbne. Med en stigende intensitet fra syd mod nord tiltager tilgroningen, således at de åbne naturtyper midt og nord på øvelsespladsen kræver intensiv pleje hvis de skal forblive åbne. Overalt er der små skud af tjørn og slåen, som til trods for gentagen slåning kan skyde omkring en halv meter på en vækstsæson. Rodnettet forbliver intakt, til trods for den aggressive slåning, og planterne er derfor hurtigt klar igen det efterfølgende forår.

Tidligere færdsel med bæltekøretøjer på den lerede og ofte fugtige bund har skabt dybe spor og skrab med skarpe kanter -nogle steder helt op til 1 meters dybde. Dette har vanskeliggjort maskinelle plejetiltag og almindelig færdsel på områderne, så der mange steder er opstået sumpede områder eller små kratholme. Ud fra en naturmæssig betragtning har den opnåede fordeling af krat og vådområder på de åbne arealer en positiv, effekt i og med at de skaber en varieret, mosaikstruktur med mange forskellige levesteder.

Færdslen med bæltekøretøjer er efterhånden begrænset og de dybe spor og skrab fremtræder ikke længere markant i landskabet.

I den sydlige del har der været tung kørsel pga. byggeri og udvidelse af skydebanerne. Kørslen har slidt voldsomt på det lille hedeareal vest for Bane Syd, så området nu fremstår som et nedslidt og sammenkørt byggeområde. På hede- og overdrevsarealet syd for Bane Syd er der en del opvækst af større buske og træer til trods for jævnlig slåning.

Omkring 19 % af øvelsesarealet er forpagtet ud og drives som traditionel landbrug med intensiv høslæt til bl.a. grøntpilleproduktion. Den intensive drift på disse arealer forhindrer tilgroning, men de naturmæssige omkostninger er høje, i og med at områderne stort set er nulstillet mht. naturværdien.

Spredt på de åbne arealer findes små vildtagre. Vildtagerne drives uden gødning eller sprøjtning, hvorfor majs og fodermarvkål kun udvikler sig til små individer. Driftsformen er derfor meget skånsom og har stort set ingen negative effekter.

Vådområder

Vådområderne er præget af kraftig tilgroning af tjørn, pil og rød-el mm. Den kraftige tilgroning overskygger områderne hvilket tilsammen med et forholdsvis tykt slamlag i bunden er med til at begrænse levemulighederne for dyr og planter. En del af vandhullerne har stejle brinker hvilket ligeledes er med til at nedbringe hullernes naturværdi.

I de tidligere dybe spor fra bæltekørsel har forsvaret flere steder foretaget uddybning. Resultatet er vellykket hvilket ses på det klare, varme vand, den friske bundvegetation og de mange vandlevende dyr.

Forsvaret har ligeledes reetableret og udvidet flere af de oprindelige vandhuller. Tiltagene blev udført i 2001 og, ud over at tiltagene er blevet lovliggjort i forbindelse med planprocessen, mangler der nu blot små afpudsninger af terræn og nærtstående træer før retableringen af vandhullerne er afsluttet. Tiltagene har været med til at give vandhullerne et betydeligt plejemæssigt løft hen imod værdifulde naturområder, og er gode eksempler på at øvelsespladsen har et stort naturmæssigt potentiale.

Den tidligere åbne og soleksponerede skovmose i Kirstinebjerg Skov er truet af tilgroning, og nu kommer der kun sollys ned i en stribe over den midterste del af mosen. Hele mosen er kraftigt udgrøftet, flere steder helt ned til 1 m, hvilket er én af årsagerne til at træ- og buskvegetation breder sig ud på mosen. Der er derfor behov for at indføre pleje og grøftelukninger, hvis der også i fremtiden skal være en åben skovmose med højtstående vand.

Vandløbene renses kun i forbindelse med akut opståede problemer og der er derfor lange perioder hvor vandløbene er urørte. På grund af terrænets naturlige hældning mod Lillebælt er der ingen problemer med denne praksis, og ud fra en naturmæssig betragtning er en så begrænset oprensning som mulig, at foretrække.

Skovområderne

Kirstinebjerg Skov fremstår som en meget frodig og fleretageret skov med mange forskellige træ og buskarter. Hugsten har været traditionel, men hovedsageligt ekstensiv, således at der er givet plads til mange forskellige arter og forskellige alderstrin. Enkelte steder har man imidlertid renafdrevet løvskov og erstattet det med nåletræ- eller løvtrækulturer omgivet af hegn.

Af hensyn til forsvarets behov for kørsel med bl.a. lastvogne af middelklasse og for at kunne nå indhegningerne i skoven med køretøj, er der i den centrale del for nyligt anlagt en skovvej. Skovvejen var ved planstatus (2001) delvist færdig og udført af kraftige murbrokker, asfaltstykker mv. hvilket gav et skæmmende udtryk.

Afvandingen er ret kraftig i form af dybe grøfter hvilket bl.a. er med til at ændre konkurrenceforholdet mellem eg og bøg, til stor fordel for bøgen.

Bortset fra ovenstående enkelttiltag er det generelle indtryk af Kirstinebjerg Skov stadig, at skoven er frodig og med stor naturværdi. Navnlig den sydlige del langs vejen og bækken er af biologisk stor værdi.

Egehaven havde tidligere samme udtryk, men foryngelser, renafdrift, hegninger og delvis introduktion af nåletræer har efterhånden givet skoven et produktionsmæssigt udtryk.

Krat og levende hegn

De levende hegn på øvelsespladsen har oprindeligt været forholdsvis smalle løvtræhegn med en lille fodpose af buske. Hegnene har fået lov til at udvikle sig mod en mere naturlig opbygning gennem mange år og resultatet er nu flotte strukturerede løvtræhegn med brede, tætte fodposer udadtil, gamle, store træer i midten og med en stor mængde gammelt, udgået ved. Strukturen skaber læ, føde, fourageringsmuligheder og smukke ledelinier i landskabet.

Af gode eksempler på sådanne tidligere læhegn der nu er blevet til krat ses krattet nordvest for Egehaven og krattet som løber nordsyd i afdeling 5.

Andre steder er krattene opstået langs vandløb, hvoraf især krattet litra 4 g, mellem de to engarealer, med gamle, mosbegroede, væltede træer, vandløb i bunden mv., har opnået et smukt naturskovspræg. Samme udvikling har fundet sted i de gamle strandkrat hvor der nu vokser orkideer, specielt ud for skydebanen.

I den sydlige del omkring Skanse 1 er krattene flere steder ved at springe i højskov, hvilket tilsammen med plantede nåletræsbevoksninger hindrer udsynet fra skansen ud over Lillebælt.

Langs øvelsespladsens skovområder er der tætte, artsrige skovbryn. Skovbrynene har samme naturlige opbygning og struktur som beskrevet ovenfor. Dette skaber gode læ- og klimaforhold inde i skovområderne hvilket gavner en utrolig intensiv opvækst som ses overalt.

Klinten langs kysten

Klinten er præget af sammenskridning på grund af det fede ler, der i vandmættet tilstand efter nedbørsrige perioder bliver ustabilt og forårsager store skred i klinten. Skredmaterialet fjernes lidt efter lidt under højvandsstorme og et egentligt plejebehov er ikke ønskelig, ud fra en naturmæssig og geologisk betragtning.

Udbredelsen af Kæmpe-bjørneklo er markant på klintens sydligste del, og det er nødvendigt at indføre plejetiltag for at udrydde eller begrænse planten.

Der er ikke spor eller slid efter nutidig øvelsesaktivitet. Skanse 1 og 2 fremtræder tydeligt og flot på overdrevene hvilket bl.a. skyldes plejen med får som holder græs- og urtevegetationen tæt og lav. Skanse 3 fremtræder mindre markant da den ikke er blevet restaureret og ligger indeklemt mellem undervisningslokaler og værkstedsbygninger.

4.7 Flora

Hyby Øvelsesplads rummer en meget rig og varieret flora. Skovene og kystkrattene er et fornemt eksempel på artsrig løvskov på plastisk ler, med en række sjældne plantearter. Kystklinten og overdrevene rummer også en veludviklet og bevaringsværdig flora, og på det øvrige åbne terræn findes derudover karakterplanter for både mose, eng og hede. Floraen på den åbne del af terrænet er kortfattet omtalt i Palle Gravesens "Oversigt over botaniske lokaliteter. 5. Vejle Amt", udgivet af Fredningsstyrelsen i 1986, sammen med en mere udførlig beskrivelse af floraen i Trelde Næs-skovene.

Herudover har Vejle Amt i sin publikation fra 1999 "Natur i Fredericia Kommune" beskrevet såvel flora som fauna i skovene på Trelde Næs.

En lokal botaniker, Axel Elkjær, fra Fredericia, har i årene 1975, 1976 og 1977 undersøgt det militære øvelsesområde, ikke mindst for forekomsten af orkideer. Endvidere har stud. scient. Niels Walther Møller i 1975 foretaget botaniske undersøgelser af området. Disse oplysninger er fremsendt via Bernt Løjtnant til Vejle Amt, som venligst har stillet dem til rådighed til brug for nærværende beskrivelse.

Biolog Peder Nygaard Nielsen, Vejle Amt, har i 1992 gjort fund af flere orkidearter på øvelsespladsen, og har endvidere bistået Skov- og Naturstyrelsen i en botanisk registrering af Hyby Fælled den 18. juni 2002.

Endelig har Skov- og Naturstyrelsen selv foretaget en grundig botanisk registrering i forbindelse med sin biologiske feltgennemgang af terrænet i maj og juni 2002.

Den samlede floristiske beskrivelse af terrænet er baseret på ovenstående oplysninger.

Hyby Fælled Øvelsesplads indgår landskabeligt og naturmæssigt set som en del Trelde Næs skovene, som rummer en meget rig og speciel flora og fauna. For at sætte øvelsespladsens naturværdier ind i en større sammenhæng gengives nedenfor en beskrivelse, som stammer fra Vejle Amts publikation "Natur i Fredericia Kommune" hvor bl.a. floraen i skovene på Trelde Næs er beskrevet:

Figur 6
Bestand af Elfenbens Padderok fra Kirstinebjerg Skov. Foto: Erling Krabbe.

Nogle af svampene kendes kun fra Trelde Næs-skovene i Danmark, f.eks. Indigo Slørhat, Buillards Slørhat, Violetflaget Slørhat og Ulden Slørhat. Når de findes, viser det, at det er en unik naturlokalitet. De bedste svampelokaliteter er, ligesom de bedste botaniske lokaliteter, knyttet til et ca. 2-300 meter bredt bælte langs klinterne. De vigtigste lokaliteter er ikke fredet."

8 ud af de 9 ovennævnte orkidéarter er også registreret på det militære terræn, hvorimod der ikke foreligger nærmere oplysninger om de mange sjældne svampearters eventuelle forekomst på den militære del. Dette bør undersøges nærmere. Fundet af den rødlistede og sjældne Kæmpestar i 1975 er ikke gjort på den militære del.

Den lokale botaniker Axel Elkjær, Fredericia, skriver den 22. juni 1976 følgende om sit første besøg på Hyby Fælled Øvelsesplads:

Figur 7
Hulkravet Kodriver. Foto: Erling Krabbe

Alt dette står på en lille skrænt af ler på ca. ½ til 1 tønde land. Stedet er fuld af løbegange som er trådt til af soldater og rådyr. Krattet består af Slåen-Hassel Hvidtjørn samt flere andre træsorter og buske. Da jeg søgte om adgangskort til Hyby-Fælled (stedets rigtige navn) blev jeg udspurgt af tre majorer, de kendte alle den store orkide, de to af dem kendte endog ordet Orchis purpurea. Den er endvidere kendt af 1000der af soldater gennem de mange år området har været under militæret. Derfor er det mig ubegribeligt, at det ikke er blevet meldt til Botanisk Museum.

Jeg har besøgt stedet fire gange, og vil senere undersøge frugtsætningen."

Floraen i skovområderne på Hyby Fælled Øvelsesplads:

Fredericia Skov og Kirstinebjerg Skov

Kirstinebjerg og Fredericia Skove er, som de sydligste af Trelde Næs kystskovene, afvekslende gammel løvskov med hovedtræarterne Bøg og Stilk-Eg samt enkelte små nåletræsholme af Rødgran, Sitkagran og Ædelgran.

I løvskovene findes der Bøg, Stilk-Eg, Ask, Rød-El, Avnbøg, Ahorn, Gråpopel, Poppel ssp., Storbladet Elm, Vortebirk, Gråpil, Bævre-Asp, Vorte-Birk, Selje-Pil, Femhannet Pil, forvildede Hestekastanje samt Alm. Røn. Af buske og ikke-højstammede træer blev der ved markgennemgangen i maj og juni 2002 registreret Engriflet Hvidtjørn, Hyld, Vild Æble, Mirabel, Kvalkved, Brombærarter (f.eks. Rubus vestitus), Kristtorn (hyppig), Hindbær, Hunderose, Hassel og Gyvel.

Slyngplanterne består af Vedbend og Kaprifolium.

Herudover er der ifølge en tidligere registrering fundet Benved, Tørst, Dunet Gedeblad, Spidsløn,

Egebevoksningen i den sydligste del (som kaldes Fredericia Skov) og langs åen er meget frodig. Bundfloraen består bl.a. af Krybende Læbeløs (meget talrig), Korbær, Engnellikerod, Elfenbens-Padderok, Hvid Anemone og Skovstar. Langs kystklinten vokser desuden orkideen Tyndakset Gøgeurt samt Skov-Jordbær og LundRapgræs.

Bøgeskoven nord for, i Kirstinebjerg Skov, er højereliggende, med både morbundspartier og muldbund. Hvid Anemone danner bundtæppe, og Skov-Star er karakterplante. Bundfloraen er desuden præget af Vorterod, Stor Nælde, Skovsyre, Hindbær, Brombær, Miliegræs, Skovmærke, Storblomstret Hønsetarm, Kratfladbælg, Akselblomstret Star og Stinkende Storkenæb, men der blev også registreret spredte forekomster af de mere fåtallige arter Liljekonval og Guldnælde. I et væld i bøgeskoven langs en å vokser Ramsløg, Høj Sødgræs og Elfenbenspadderok. Langs bækken i Kirstinebjerg Skov, hvor den løber ud i Lillebælt ved Radarpost Nord, vokser den sjældne Tyndakset Star. Den blev bl.a. fundet den 18. juni 2002 af Skov- og Naturstyrelsen og biolog Peder Nygaard Nielsen, Vejle Amt.

Som det fremgår af listen er der hovedsageligt tale om næringsrige muldbundssamfund, men der indgår også partier med mager muldbund eller morbund med f.eks. Bølget Bunke, Liljekonval, Håret Frytle, Lund-Rapgræs og Majblomst.

Svampe-floraen i Kirstinebjerg og Fredericia Skov ønskes nærmere undersøgt. På bøgestammer, der er styrtet ned på stranden, er fundet Kløvblad (Schizophyllum commune).

Egehaven

Egehaven består overvejende af Bøg, Ask og Eg. Den sydøstlige del af skoven var frem til slutningen af 2001 en over 100-årig egebevoksning, som forsvaret ud fra en skovdriftsmæssig synsvinkel vurderede var gået i opløsning, hvorfor den blev renafdrevet. Der er i øvrigt meget nyplantning i skoven, og dermed også mange skovlysninger med græsser og urter. Hele den centrale del af Egehaven er nyplantet eg, efter en afdrevet rødgranbevoksning.

Bundfloraen består overvejende af Hvid Anemone, Alm. Mangeløv, Fløjlsgræs, Bingelurt, Lund-Rapgræs, Enblomstret Flitteraks, Skov-Burre, Skovmærke, Skovsyre, Avnbøg, Rødel, Storkonval, Skov-Stilkaks, Kaprifolie, Feber-Nellikerod, Korsknap, Stinkende Storkenæb, Stor Fladstjerne, Slåen, Hassel, Liljekonval, Aks-Rapuntsel, Spidsløn, Skov-Galtetand. En bestand af orkideen Skov-Hullæbe blev i juni 2002 fundet ved skovsøen i NV-hjørnet af skoven. På en skovsti blev pestplanten Japansk Kæmpepileurt fundet. Der er flere fugtige, åbne skovpartier med Knopsiv, Lysesiv og Mosebunke - især i den unge egebevoksning i nordvest.

Flora i kystkrattene

De tætte, lave løvkrat langs kystklinten rummer en rig og særegen flora. Og det er her at fundet af en række orkidéarter er blevet gjort. Busk- og træarterne i kystkrattene består overvejende af Slåen, Engriflet Hvidtjørn, Hunderose og Hindbær, med spredte Fuglekirsebær, Hassel, Mirabel, Rød Kornel, Seljerøn, Navr, Seljepil, Storbladet Elm, Gråpil, Ær, Vortebirk, Rød-El, Vild Æble, Hyld og Alm. Røn. Bunddækket er rigt, da lysgennemfaldet er stort, og der sker ofte udskred. Her vokser store mængder af Elfenbens Padderok samt Sanikel, Skovstar, Hulkravet Kodriver, Akselblomstret Star, SkovJordbær, Skov-Stilkaks, Skovsalat, Skov-Viol, Vild Hør, Fladstrået Rapgræs, Alm. Mælkeurt, Enblomstret Flitteraks, Kaprifolie, Martsviol, Vorterod, Brombær, Skov-Burre, Druemunke, Vedbend, Fløjlsgræs, Alm. Mangeløv, Febernellikerod og Stor Fladstjerne. Særligt skal fremhæves forekomsten af orkidearterne Tyndakset Gøgeurt, Ægbladet Fliglæbe og Skov Gøgelilje.

Der blev trods ihærdig eftersøgning i maj 2002 ikke fundet den meget sjældne orkidé Stor Gøgeurt, som tidligere (frem til 1977 og måske senere) voksede i strandkrattene på øvelsespladsen. Den er formentlig væk nu, men det bør undersøges igen i de kommende år.

Stor Gøgeurt har i Danmark præference for to typer af geologisk underlag: Enten skrivekridt eller plastisk ler. Derimod synes en anden af de orkideer, der vokser på Trelde Næs, nemlig Tætblomstret Hullæbe, helt specifikt knyttet til det plastiske ler alene. I 1992 fandt biolog Peder Nygaard Nielsen, Vejle Amt, denne sjældne orkidé i kystkrattet. Arten blomstrer først sidst på sommeren, og dette kan være forklaringen på at den ikke blev fundet under feltregistreringen i maj-juni 2002. Også Rederod er tidligere fundet i disse krat.

Visse steder i den sydlige del at kystkrattene er der spredte, indslæbte forekomster af Kæmpe Bjørneklo, Have-Akeleje og Scilla.

Flora i levende hegn

De brede, gamle, levende hegn på terrænet består af forskellige løvtræer og -buske som Slåen, Alm. Hvidtjørn, Engriflet Hvidtjørn, Stilk-Eg, Ask, Storbladet Elm (en del udgåede på grund af elmesyge), Vild Æble, Hyld, Mirabel, Hestekastanje, Ahorn, Glat Hunderose, Femhannet Pil, Gråpil, Gråpoppel, Hassel, Navr (store træer, som danner hele bevoksninger), Spidsløn, Avnbøg, og Seljerøn. Ofte har de gamle, levende hegn nærmest antaget karakter af gammel naturskov. Nogle steder løber en lille bæk ned gennem midten af det levende hegn.

Bundfloraen består af Korbær, Hindbær, Skov-Star, Bidende Ranunkel, Krybende Læbeløs, Stor Nælde, Vorterod, Feber-Nellikerod, Skvalderkål, Korsknap, Stinkende Storkenæb, Burresnerre, Enblomstret Flitteraks, Skovmærke, Vedbend, Snebær, Kristtorn, Storkonval, Miliegræs og Butbladet Skræppe.

Floraen på overdrevsarealerne

Der er groft sagt 3 områder tilbage på terrænet, hvor den oprindelige overdrevsflora og tilstand er bevaret. Det er dels et større, sammenhængende område i syd omkring skanse 1 og 2 og området imellem disse, dels et mere spredt område i den centrale del af terrænet, syd og vest for Kirstinebjerg Skov, samt endelig et sammenhængende, mindre parti i nordenden, øst for Egehavehus.

Fælles for overdrevsarealerne på terrænet er en meget rig og varieret tørbundsflora, med mange halvsjældne og typiske overdrevsarter. Ifølge Vejle Amt er Hyby Fælled et historisk overdrev, men dele af det har i nyere tid været udnyttet til græs- og høslet med jordpåvirkning og gødskning, hvorved den rige overdrevsflora på disse dele er forsvundet.

Men på de ovennævnte, tilbageværende overdrevsarealer ser man dog stadig den oprindelige flora.

Mest spektakulært er de tusinder af blomstrende Hulkravet Kodriver i maj måned. De er navnlig talrige omkring skanserne, især skanse 1, men findes også på de øvrige overdrevsarealer.

På det sydlige overdrevsareal omkring skanserne vokser desuden typiske overdrevsplanter som Blågrøn Star, Djævelsbid, Farve-Visse, Fåresvingel, Hjertegræs, KnoldRanunkel, Markfrytle, Fløjlsgræs, Tormentil-Potentil, Krat-Fladbælg, Prikbladet Perikon, Kantet Perikon, Bugtet Kløver og Markfrytle. Desuden arter som Lav Ranunkel, Vellugtende Gulaks (dominerende), Blød Hejre (dominerende), Alm. Knopurt, Kærsnerre,, Alm. Torskemund, opvækst af Alm. Hvidtjørn, Græsbladet Fladstjerne, Liden Storkenæb, Rød Svingel, Slåen, Draphavre (dominerende), Mosebunke, Glat Hunderose, Gyvel, Gåse-Potentil, Liden Skjaller, Alm. Kællingetand, Alm. Syre (dominerende), Alm. Røllike, Alm. Hønsetarm, Mark Forglemmigej, Tofrøet Vikke, Lugtløs Kamille, Marts-Viol, Alm. Bellis, Løvefod sp., Hvidkløver, Hulsvøb, Gul Kløver, Rødkløver, Humle-Sneglebælg, Hvid x Gul Snerre hybrid, Håret Høgeurt, Rødknæ, mosdække i bunden, Alm. Hundegræs, Agertidsel, Kruset Skræppe, Rank Vinterkarse, Hvid Snerre, Dusk-Syre, Grøn Bjørneklo, Sump-Fladstjerne, Alm. Agermåne, Tveskægget Ærenpris, Skovmærke og Smalbladet Vikke. Endvidere Vild Kørvel (dominerende visse steder), Engrævehale (dominerende visse steder), Horsetidsel, Kruset Tidsel, Fandens Mælkebøtte, Agertidsel, Korsknap (dominerende), Bidende Ranunkel, Gul Fladbælg, Alm. Brunelle, Knopsiv, Lancetbladet Vejbred, Ager-Padderok, Håret Star, Kær Guldkarse, Rank Vejsennep, Burresnerre, Kæmpe-Bjørneklo, Gærdevikke, Stor Nælde, Vorterod, Feber-Nellikerod, Scilla, Påskelilje og Rejnfan. Knopsiv og Knæbøjet Rævehale vokser i lavning.

I det centrale overdrevsområde (i adf. 3, 5 og 6) blev der i maj og juni 2002 registreret følgende flora: Alm. Mjødurt, Mosebunke, Bugtet Kløver, Eng-Rævehale, Slåen og Alm. Hvidtjørn breder sig, Græsbladet Fladstjerne, Gul Fladbælg, Bugtet Kløver, Vild Gulerod, Lav Skorsoner, Prikbladet Perikon, Liden Skjaller, Hulkravet Kodriver, EngNellikerod, Korsknap, bunddække af Mos sp., Hindbær, Pengebladet Fredløs, Stor Nælde, Alm. Agermåne, Græsbladet Fladstjerne, Fløjlsgræs, Alm. Bjørneklo, Smalbladet Vikke, Mangebladet Frytle, Alm. Syre, Ager-Padderok, Glat Hunderose og Vellugtende Gulaks. På den store endevold i sydenden af Afd. 6 vokser Rejnfan, Gederams, Vild Kørvel, Brombær, Følfod, Glat Hunderose, Alm. Hvidtjørn, Kragefod, Bugtet Kløver, Prikbladet Perikon, Draphavre, Tveskægget Ærenpris, Hvid Snerre, Vellugtende Gulaks, Bidende Ranunkel, Gråpil, Toradet Star, Kratfladbælg, Gul Fladbælg og Slåen.

Det nordlige overdrevsareal i afd. 2, beliggende øst for Egehavehus, har en flora bestående af Gåsepotentil, Lancetvejbred, Agerpadderok, Alm. Bjørneklo, Kamgræs, Lysesiv, Draphavre, Alm. Mjødurt, Fløjlsgræs, Alm. Hundegræs, Rejnfan, Vild Kørvel, Elfenbenspadderok, Slåen, Mosebunke, Alm. Agermåne, Agertidsel, Stor Nælde, Alm. Brunelle, Mos sp., Prikbladet Perikon, Alm. Hvidtjørn opvækst, Liden Skjaller, Gul Fladbælg, Kærtidsel, Bugtet Kløver, Hvid Snerre, Tveskægget Ærenpris, Kruset Skræppe, Hvidkløver, Tudsesiv, Pengebladet Fredløs, Bidende Ranunkel, Alm. Røllike, Hvid Okseøje, Græsbladet Fladstjerne, Eng Rævehale, Alm. Syre og Alm. Knopurt. Af særlig interesse er en lille bestand af den sjældne Blodrød Storkenæb langs vejkanten ved det lille skovhus i Egehaven. Der kan dog muligvis være tale om forvildede planter fra en tidligere have.

Floraen på engarealerne

Større arealer på Hyby Fælled, som på grund af den fugtige bund eller ujævne terræn ikke har været slået eller kulturpåvirket, henligger i dag som fugtig højstaudeeng, som nærmest må klassificeres som tilhørende naturtypen eng. Når der ikke græsses eller slås er grænsen til mose imidlertid svær at skille. Der er også tørre partier, som danner en gradvis overgang til naturtypen overdrev. I afdeling 2 er der på engarealerne slået vildtbaner, det vil sige at græsset er slået i nogle brede baner, hvor dyr og fugle kan søge føde og tørre efter regn. Det er tydeligt at blomsterfloraen bliver favoriseret på disse åbne partier.

Af typiske og almindelige engplanter på terrænets engarealer kan nævnes Mosebunke (domimerende), Engrævehale, Eng-Rottehale, Eng-Nellikerod, Engkarse, Kærtidsel (dominerende), Elfenbens-Padderok, Løvefod sp., Stor Nælde, Korbær, Bidende Ranunkel, Slåen, Hvid Snerre, Kåltidsel, Alm. Syre, Alm. Hundegræs, Vild Kørvel, Alm. Kvik, Alm. Knopurt, Rejnfan, Bidende Ranunkel, Gåsepotentil, Hvid Snerre, opvækst af Engriflet Hvidtjørn, Mos sp. danner dække i bunden, Alm. Mjødurt, Knopsiv, Lysesiv, Alm. Bjørneklo, Agertidsel, Fløjlsgræs, Kærtidsel (dominerende), Musevikke, Kruset Skræppe, KærDueurt, Græsbladet Fladstjerne, Draphavre, Alm. Agermåne, Bugtet Kløver, Hvid Okseøje, Stjernestar, Glat Hunderose, Prikbladet Perikon, Lancetvejbred, Kratfladbælg, Kæmpe Bjørneklo, Knæbøjet Rævehale, Alm. Star, Kær-Galtetand, Tudsesiv, Gul Fladbælg, Ager Padderok, Horse-Tidsel, Grønblomstret Bjørneklo, Hvidkløver, Kær-Svovlrod, Kamgræs, Lådden Dueurt, Smalbladet Dunhammer, Kragefod, Vandmynte samt opvækst af Gråpil.

I vildtbanerne vokser Pengebladet Fredløs og Liden Skjaller

Kulturgræsarealerne, på kortet benævnt "slette", rummer en meget ensartet og lidet interessant flora, domineret af få arter som Engrævehale, Alm. Hundegræs, Alm. Kvik, Alm. Rapgræs, Ager-Tidsel, Stor Nælde og Vild Kørvel. Desuden med indslag af arter som Rødkløver, Fandens Mælkebøtte, Enårig Rapgræs, Fløjlsgræs, Brombær, Hunderose, Alm. Hvidtjørn, Alm. Hønsetarm, Bidende Ranunkel, Kruset Skræppe, Lancetbladet Vejbred. I fugtige lavninger er der Knopsiv, Mosebunke, Gåsepotentil, Kærtidsel, Butbladet Skræppe, Engkarse, Knæbøjet Rævehale, Gul Fladbælg, Toradet Star og Vandpileurt.

Kulturgræsarealerne drives som græs- eller høslet, og slås derfor flere gange i løbet af vækstsæsonen, foruden at de gødes.

Floraen på hedearealet

Umiddelbart syd for Bane Syd i terrænet sydøstlige hjørne (afd. 8) ligger et areal på ca. 2 ha, som har karakter af et lille hedeparti. Det er et tørt, græs- og lyngklædt område med spredte gyvelbuske og spredte små, gamle egekrat. Bunden er et tæt tæppe af Bølget Bunke samt forekomst af Hedelyng. Af øvrige typiske arter fra heder vokser Blåtop, KratFladbælg, Farve-Visse, Engelsk Visse, Lav Skorsoner, Liden Skjaller, Lyngsnerre, Pillestar, Smalbladet Høgeurt og Tormentil-Potentil. Særligt skal fremhæves fundet af den sjældne hedeplante Smuk Perikon, som er en såkaldt "A-art efter det botaniske klassifikationssystem.

Af øvrige, mere overdrevsprægede plantearter på hedearealet blev fundet Vellugtende Gulaks, Gyldenris, Kantet Perikon, Smalbladet Vikke, Eng-Rapgræs, Alm. Kongepen, Butbladet skræppe, Eng-Gedeskæg, Mos sp., Hundeviol, Hvid Anemone, Skovstjerne, Djævelsbid, Markfrytle og Bugtet Kløver.

Figur 8
Heden på Hyby Fælled. Foto: Erling Krabbe.
  

Figur 9
Hedelyng på Hyby Fælled. Foto: Erling Krabbe.

Floraen i vådområder

Selv om hele Hyby Fælled bærer præg af fugtig bund og høj grundvandsstand mange steder, er der kun få åbne vandområder på terrænet i form af vandhuller og vandløb. Og flere af vandhullerne er nygravede eller nyoprensede, således at der endnu ikke har indfundet sig en naturlig vegetation.

Herudover findes på terrænet et større moseområde i afd. 5 med typiske moseplanter.

Flora i og langs vandløb

Langs den vest-øst gående grøft i afd. 5 og 6 mellem Nordre Skydebanevej og Nærkampvcej vokser fugtigbundsplanter som Elfenbens-Padderok, Smalbladet Ærenpris, Gåsepotentil, Bidende Ranunkel, Engkarse, Alm. Mjødurt, Butbladet Skræppe, Alm. Agermåne, Toradet star, Krybende Læbeløs, Eng-Kabbeleje, Gul Iris, Rørgræs, Knopsiv, Tykbladet Ærenpris, Bredbladet Dunhammer, Kærtidsel og Lådden Dueurt.

I et væld i Kirstinebjerg Skov i bøgeskoven langs en å vokser Ramsløg, Høj Sødgræs og Elfenbenspadderok. Langs bækken i Kirstinebjerg Skov, hvor den løber ud i Lillebælt ved Radarpost Nord, vokser som tidligere nævnt den sjældne og rødlistede Tyndakset Star. Den blev bl.a. fundet den 18. juni 2002 af Skov- og Naturstyrelsen og biolog Peder Nygaard Nielsen, Vejle Amt.

Flora i søer og vandhuller

I den lille sø vest for flugtskydebane blev fundet vand- og moseplanterne VandRanunkel, Vejbred-Skeblad, Svømmende Vandaks, Bredbladet Dunhammer, Smalbladet Dunhammer og Manna-Sødgræs.

I de tre nyoprensede vandhuller i afdeling 5 har der allerede indfundet sig vandplanter som Gul Iris, Lav Ranunkel, Alm. Sumpstrå, Stjernestar, Liden Andemad og Kransnålalger. Sidstnævnte er botanisk set interessante, da de ikke er almindelige, og vidner om god vandkvalitet

Det store, nygravede vandhul på slettearealet ud til terrænets vestkant syd for Egehavevej havde i someren 2002 endnu ikke fået vegetation, bortset fra en lille bevoksning af Manna Sødgræs i midten.

I de to små vandhuller i terrænets nordspids (afd. 2) vokser Smalbladet Dunhammer, Bredbladet Dunhammer,Vejbred-Skeblad, Manna-Sødgræs, Kransnålalger, Svømmende Vandaks, Vandstjerne og Sværtevæld.

I det store moseparti i nordvest vokser typiske mose- og engplanter som Mosebunke, Kærtidsel, Harestar, Vandstjerne, Vejbred-Skeblad, Fliget Brøndsel, Håret Star, Pengebladet Fredløs, Knopsiv, Lysesiv, Gåsepotentil, Eng-Nellikerod, Knæbøjet Rævehale, Lav Ranunkel, Engkarse, Vild Gulerod, Alm. Agermåne, Alm. Mjødurt, Lav Skorsoner, Alm. Syre, Toradet Star, Kær-Svovlrod, Bredbladet dunhammer, Tagrør og Rørgræs.

Floraen på kystklinterne

De sandede eller lerede kystklinter har en flora, som både afspejler den tørre bund og partierne med vældkarakter. På de tørre, sandede partier af skrænterne blev der i maj og juni 2002 fundet sjældnere arter (såkaldte A-arter efter den botaniske klassifikation) som Nikkende Limurt og Mark-Tusindgylden, samt typiske tørbundsplanter som Følfod, Bugtet Kløver, Sød Astragel, Hulkravet Kodriver, Vedbend, Vår-Brandbæger, Håret Høgeurt, Uldbladet Kongelys, Bakketidsel, Alm. Kællingetand, Alm. Agermåne, Stenkløver sp., Korbær, Strandsvingel, Mark-Krageklo, Tveskægget Ærenpris, Alm. Pimpinelle, Blød Hejre, Køllevalmue, Bitter Bakkestjerne, Prikbladet Perikon, Agerpadderok, Humlesneglebælg, Fløjlsgræs, Gul Kløver, Gederams og Blåhat. På de fugtige partier voksede Elfenbens Padderok, Gul Fladbælg, Skov-Gøgelilje, Blågrøn Star, Tagrør, Kær-Svinemælk, KærTidsel, Eng-Nellikerod, Vinget Perikum, Rød Kornel, Mosebunke, Skov-Stilkaks og Musevikke.

4.8 Fauna

Pattedyr

Der er ikke fundet særlige oplysninger i litteraturen om pattedyrfaunaen på Hyby Fælled Øvelsesplads. Under Skov- og Naturstyrelsens feltregistrering i maj og juni 2002 blev der konstateret Rådyr, Hare og Ræv.

Kaptajn J.B. Dideriksen, som har været Telegrafregimenets jagtofficer siden 1996, har imidlertid givet følgende, mere fyldestgørende beskrivelse af områdets dyreliv:

Grævling yngler på terrænet. I sommeren 2001 sås en so med 3 grise ved Skansen.

Den sjældne Skovmår er truffet i Kirstinebjerg Skov, og har derfor måske en ynglebestand i Trelde Næsskovene.

Husmår lever ved beboede gårde på øvelsespladsen, bl.a. på "Iver Højs Gård". Der er ikke truffet andre mårdyr, som Hermelin, Brud , Ilder eller Mink.

Ræv ses hyppigt. Der skønnes at være to rævepar på terrænet med grave, dels ved Pistolbanen, dels ved Lerduebanen. Rævegravene i Skanse 1 vurderes til at være midlertidige sommergrave udgravet af unge, omstrejfende ræve. Gamle rævegrave i Kirstinebjerg Skov er faldet sammen, og tidligere anlagte kunstgrave fungerer ikke på grund af det plastiske ler. Der drives ikke jagt på rævene på terrænet, grundet den lille bestand på kun to familier, som formentlig afspejler områdets naturlige bæreevne. Der er kun skudt 1 ræv i forbindelse med jagt inden for de seneste 5 år.

Rådyr er også almindeligt forekommende. Der skønnes at være en god og sund bestand på ca. 30-40 dyr.

Ved Post Nord i september 2002 blev der set fod af Dådyr. Den stammer ifølge Dideriksen formentlig fra en nærliggende indhegning, hvor der er undsluppet nogle dyr, som nu opholder sig i landskabet nord for raffinaderiet.

Der findes en lille bestand af Hare på terrænet. Harerne ses frem til ca. 20. august, hvorefter de forsvinder fra området. Et fænomen, som ifølge kaptajn Dideriksen også findes andre steder på egnen.

Egern er aldrig truffet.

Af øvrige gnavere er registreret en stor bestand af Markmus. Mosegris er almindelig i den fugtige bund. Brun Rotte er truffet i bygninger med korn til vildtblandinger, hvorfor korn ikke længere opbevares .

De insektædende pattedyr er repræsenteret på terrænet af Muldvarp, som forekommer almindeligt. Der ses muldvarpeskud mange steder. Pindsvin ses mest i nærheden af syd- og vestskellene, som grænser op til villahaver. Flagermus af ubestemt art ses ifølge kaptajn Dideriksen hyppigt omkring de nedlagte gårde på terrænet. Spidsmus af ubestemt art (meget små) er truffet.

Af marine pattedyr i Lillebælt ud for Hyby Fælled ses af og til Spættet Sæl. Tidligere tiders berømte træk af Marsvin gennem Lillebælt er åbenbart ikke helt en saga blot, idet Dideriksen beretter at han en dag midt på sommeren 2002 fra en båd iagttog op mod et tusind stykker Marsvin, svømmende overalt i bæltet mellem Røjle Klint og Hyby.

Fugle

Hyby Fælled Øvelsesplads rummer en rig og varieret fuglefauna. Terrænet blev gennemgået nøje i ynglesæsonen i 2002 med henblik på en grundig registrering og optælling heraf. Der blev konstateret ca. 50 ynglefuglearter, overvejende almindelige arter, som er knyttet til kyst, overdrev, vådområder, græsarealer, krat og skov. Der blev også registreret enkelte fåtallige ynglefuglearter. Det drejer sig om Hvepsevåge, Spurvehøg, Tårnfalk, Grønspætte, Ravn, Nattergal, Sangdrossel, Bynkefugl, Rødstjert, Gulbug, Kærsanger, Jernspurv, Halemejse, Digesvale, Stillits og Gråsisken.

I Dansk Ornitologisk Forenings landsdækkende registrering af fuglelokaliteter fra begyndelsen af 1980érne er skovene på Trelde Næs som samlet område beskrevet og klassificeret som en "meget god skovfuglelokalitet" (kategori "S 2"). Den beskrives som "gammel løvskov, bl.a. store partier med ældre egeskov." Af interessante ynglefugle for hele området nævnes Duehøg 0-1 par, Musvåge 5-6 par, Hvepsevåge 1 par, Spurvehøg 2 par, Ravn 1-2 par, Grønspætte, Misteldrossel, Rødrygget Tornskade, Korttået Træløber 7 par, Lille Korsnæb. Trelde Næs karakteriseres som "en meget vigtig ynglelokalitet for løvskovsfugle, heraf flere fåtallige arter, bl.a. Korttået Træløber (Rød-liste art)" - (på daværende tidspunkt, nu taget af listen).

Trelde Næs blev ikke omtalt i foreningens fornyede, landsdækkende lokalitetsregistrering i årene 1993-95 som en del af "Projekt Fuglenes Danmark".

I Vejle Amts publikation "Natur i Fredericia Kommune" fra 1999 er fuglefaunaen i skovene på Trelde Næs beskrevet på følgende måde: "I skoven er set karmindompap, sortspætte, pirol, en stor bestand af korttået træløber og ved skoven kirkeugle, men skovene i øvrigt rummer et rigt fugleliv, væsentligst dog med almindeligt forekommende skovfugle. Korttået Træløber er helt afhængig af insekter i gamle eges knudrede bark, og bl.a. derfor bør gamle egetræer bevares."

I Vejle Amts og Dansk Ornitologisk Forenings beskrivelser er det ikke muligt at se hvilke arter og antal der forekommer specielt i Kirstinebjerg Skov og Egehaven på den militære del af Trelde Næs.

Imidlertid blev der under Skov- og Naturstyrelsens biologiske registrering i maj-juni 2002 fundet flere af ovennævnte ynglefuglearter. Det drejer sig om de fåtallige arter Ravn, Hvepsevåge, Spurvehøg og Grønspætte.

I det følgende gennemgås fuglelivet i henholdsvis skovene, i det åbne land og krat, i de ferske vådområder og ved kysten.

Fuglelivet i skovene

I Egehaven blev der fundet en række almindelige skovfugle: Solsort 5 par, Munk 2 par, Havesanger 2 par, Tornsanger 1 par, Løvsanger 3 par, Gransanger 1 par, Gærdesmutte 2 par, Blåmejse 1 par, Halemejse 1 par, Bogfinke 4 par, Stillits 1 par, Grønirisk 1 par og Tornirisk 1 par. Desuden rastende Landsvale.

I den væsentligt større Kirstinebjerg Skov, som rummer gammel løvskov, blev følgende fuglearter registreret: Hvepsevåge 1 par, Spurvehøg 1 par, Fasan 1 par, Ringdue 3 par, Grønspætte 1 par, Stor Flagspætte 1 par, Gøg 1 par, Ravn 1 par med udfløjne unger, Krage 1 par, Solsort 2 par, Sangdrossel 4 par, Rødhals 7 par, Nattergal 1 par, Jernspurv 1 par, Munk 7 par, Havesanger 2 par, Gransanger 4 par, Løvsanger 1 par, Musvit 4 par, Blåmejse 3 par, Gærdesmutte 9 par, Bogfinke 12 par og Gulspurv 1 par.

Som nævnt er Hvepsevåge, Ravn og Grønspætte af særlig ornitologisk betydning.

Mærkeligt nok blev der slet ikke registreret Musvåge på terrænet i maj og juni 2002, selvom der både er meget velegnede ynglesteder og fødesøgningsområder på terrænet. Jagtofficer Dideriksen oplyser dog, at han ofte træffer rastende Musvåger. Måske drejer det sig om strejfeller trækfugle. Endvidere oplyser jagtofficer Dideriksen, at han flere gange har set den sjældne rovfugl Rød Glente i området i yngletiden - senest i 1998-99. Fjeldvåge ses også raste i området i vinterhalvåret.

Trods ihærdig eftersøgning blev den sjældne Korttået Træløber heller ikke konstateret, selv om den er kendt fra Trelde Næs som lokalitet. Området i sydenden af Kirstinebjerg Skov langs åen blev derfor særligt grundigt undersøgt, men som nævnt uden held. Den over 100- årige egebevoksning i Egehaven, som kunne have være et andet muligt ynglested, var netop blevet afdrevet.

Fuglene i det åbne land og krat

Det åbne land på Hyby Fælled, med de mange små lunde, krat, levende hegn og fugtige lavninger, har en meget rig fuglefauna. Både af arter som er knyttet til det helt åbne land, og af dem som foretrækker kombinationen af skjul og åbent land. I maj måned høre fuglesang overalt, ikke mindst fra terrænets store bestand af Nattergale, som skønnes at være på ca. 10 par. Nattergalene foretrækker tæt pilekrat og tykninger i fugtige lavninger i det åbne land. Herfra høres også Gøgen kukke (3-4 par).

Karakterfuglen i det helt åbne land på slettearealer er Sanglærke, som yngler med 7-9 par. Åbne, tørre græssletter med spredte, lave tjørnekrat er typisk levested for arter som Tornsanger (ca. 35 par), Gulspurv (17-19 par) og Tornirisk (3-4 par). På åbne, fugtige strækninger med høj urtevegetation som Nælder, Hjortetrøst eller Dueurt yngler Kærsanger (7 par) og Bynkefugl (1 par). I de tætte, levende hegn af løvtræer og -buske, selvgroet, ung skov af pil og lign. yngler karakterfugle som Tårnfalk (1 par), Fasan (3-4 kokke hørt), Ringdue (8- 10 par), Stor Flagspætte (2-3 par), Krage (2 par), Husskade (4-5 par), Skovskade (1 par), Solsort (23-25 par), Sangdrossel (2 par), Munk (14 par), Gærdesanger (10 par), Gulbug (2 par), Løvsanger (15 par), Gransanger (8 par), Jernspurv (8 par), Gærdesmutte (6 par), Musvit (5 par), Blåmejse (2 par), Bogfinke (9 par), Grønirisk (3 par), Stillits (3 par) og Gråsisken (1 par).

Over de åbne græsarealer sås enkelte, fouragerende Landsvale og Bysvale, samt Stæreflokke og Hvid Vipstjert, og der sås 4 Grågæs, som dog kun fløj lavt over terrænet uden at raste.

I gamle træer på Ryes Kaserne (nær cafeteria) yngler et par af den fåtallige Rødstjert.

Desuden enkelte par af Stær, Tyrkerdue, Hvid Vipstjert og Landsvale.

I bevoksningerne langs Ryes Kasernes vest- og nordlige områder findes en mindre rågekolloni.

Fuglene i de ferske vådområder

Der er som bekendt kun meget få og små ferskvandsområder på terrænet, og derfor også kun få fuglearter knyttet til denne naturtype. I det lille vandhul vest for flugtskydebanen i afdeling 6 sås 1 par Gråand, og i søen med tagrør i den vestlige ende af afdeling 5 var der 1 par Rørspurv.

Fuglene ved kysten

I kystklintens sydlige del yngler Digesvaler i en koloni, ca. 40 par. Redehullerne er gravet ud i et sandet lag på klinten.

Lang stranden blev desuden registreret almindelige arter som Hvid Vipstjert, Gråand og Tornirisk. Sidstnævnte art lever af frø fra urter på kystklinten. På bundgarnspæle i vandet er der mange rastende Skarver. 4 Gravænder sås flyve fra kysten på ture ind over fælleden, måske ynglefugle på udkig efter egnede redehuller.

Padder og Krybdyr

Der blev kun konstateret meget sparsomt padde- og krybdyrliv på terrænet ved gennemgangen i maj-juni 2002. I skovsøen i nordvesthjørnet af Egehaven sås et større antal haletudser fra en ubestemt frø- eller tudseart, og i det åbne terræn sås ved en enkelt lejlighed Almindeligt Firben.

En forklaring på det sparsomme paddeliv er formentligt de meget få oprindelige vandhuller på terrænet, og at de nyopgravede vandhuller endnu ikke har fået vegetation.

Udviklingen i krybdyr- og paddefaunaen bør følges nærmere i de kommende år.

Insekter

Dagsommerfugle

Trelde Næs-skovene er Fredericia kommunes eneste kendte gode lokalitet for sjældne dagsommerfugle. Kun her kan der træffes arter som Iris, Rødlig Perlemorssommerfugl og Okkergul Pletvinge. Måske findes Engperlemorssommerfugl stadigvæk, den blev sidst set i 1989. Men også fra Trelde Næs er der forsvundet dagsommerfuglearter. Engblåfugl er sidst set i 1971 og Markperlemorssommerfugl er sidst set i 1977. Dagsommerfugle er hovedsageligt knyttet til skovenge, skovlysninger, åbne skrænter, overdrev og skovbryn.

Under Skov- og Naturstyrelsens biologiske registrering af Hyby Fælled Øvelsesplads i maj og juni 2002 blev der ikke registreret nogle af ovennævnte, sjældne arter, men mere almindelige dagsommerfugle som Skråstreg-Bredpande, Stor Bredpande, Aurora, Grønåret Kålsommerfugl, Stor Kålsommerfugl, Dagpåfugleøje, Tidselfugl, Græsrandøje, Engrandøje, Okkergul Randøje og Lille Ildfugl. Okkergul Randøje og Lille Ildfugl er indikatorarter for ugødede naturarealer med overdrev og eng.

Terrænets sommerfuglefauna bør undersøges nærmere for at fastslå, om de ovennævnte, rødlistede og sårbare arter Rødlig Perlemorssommerfugl og Okkergul Pletvinge eventuelt forekommer på den militære del af Trelde Næs.

Biller

I 1999 og 2000 fik Vejle Amts naturafdeling foretaget en undersøgelse af billefaunaen ved Trelde Næs og Hyby Lund. Undersøgelse blev udført af billeekseperten Jan Boe Runge, EntoConsult, som et led i en amtslig undersøgelse af sjældne og truede organismer i naturen i Vejle Amt. Ved Hyby Lund, som er det militære område, blev alle naturtyper undersøgt, lige fra strandbredden, kystklinter, kystkrat og enge. Rapporten beskriver dette område som en meget interessant lokalitet hvad biller angår.

Resultaterne af undersøgelsen er beskrevet i "Bladloppen" nr. 19, 2002 (nyhedsbrev for Entomologisk Fagudvalg).

Nedenfor er gennemgået nogle af de særligt interessante billearter, som blev fundet på Hyby Lund.