Retur til styrelsens hjemmeside

Skov- og Naturstyrelsen

Retur til Miljø- og Energiministeriets hjemmeside

Nyt liv i gamle huse

Nitivej 10

Multimediehuset på Frederiksberg

Niels Erik Karlsson

[Billede: Her ses Multimediehuset på Frederiksberg.]

Et stort gammelt erhversareal ved Mariendalskirken mellem Nitivej og Mariendalsvej blev i 1987 opkøbt af det daværende Statsanstalten for Livsforsikring og senere overført til Danica Ejendomme. Ejendommen tilhørte Frederiksberg Metalvarefabrik på Frederiksberg, der i øvrigt producerede de berømte Juvel Vaske, som nu er flyttet til Avedøre Holme

Den eneste bevaringsværdige bygning var den gamle fritliggende administrations- og produktionsbygning, Nitivej 10, som var i en så ringe tilstand, at den lænede sig op af en nedrivning. Resten af fabriksbygningerne på området, opført i 50-erne og 60-erne stod til nedrivning og blev nedrevet i 1992.

Man valgte i sin tid at indrette Frederiksberg Metalvarefabriks kontorer med vinduer ud til den frie gavl mod vest, i alt ca. 300 m2 i 3 etager. Resten af arealerne var produktion i 3 etager og et lager i tagetagen. I dag har vi et moderne kontorhus på 2.940 m2.

Fra 1987 stod arealerne og fabriksbygningerne tomme, demolerede og udtjente i 7 år som en nedlagt erhvervsruin i kvarteret. Indtil NK Arkitekter igangsatte en projektudvikling med direkte sigte på at etablere et nyt domicil for den landskendte virksomhed DV Industri A/S og musik og videoproducenten SDC DanDisc A/S.

Ved studier af gamle fotografier og i kommunens arkiver, blev det bærende tema at genskabe, dels det monumentale i tag og facade, og i de store og små buede vindues-partier afspejle det historiske. Facader og indretning af etagearealerne skulle være i pagt med bygningens oprindelighed og kvalitet. Bygningen er opført i begyndelsen af dette århundrede, og tegnet af arkitekten Carl Brummer som var en af datidens store arkitekter til den slags erhvervsbyggerier. Bygningen er derfor opført i en høj arkitektonisk og tidstypisk stil og i høj grad udført i gennemtænkt kvalitetshåndværk, og er solidt opført i massive, 60 cm tykke mure i stueetagen med rumhøjder på mellem 3.5 – 4 m og med en bygningsdybde på 16 m. For at give styrke til etageadskillelserne blev der udført et stærkt 25 x 25 cm træbjælkelag med en indbyrdes afstand mellem bjælkerne på kun 60 cm. Dette bjælkelags dimensioner bevirkede at nutidens brandsikringskrav BD 90 til etageadskillelsen, og dermed gennembrændingstid, blev opfyldt alene ved bjælkernes dimension. Det lykkedes kun at få dette smukke bjælkelag som synligt loft i en mindre del af stueetagen på grund af utallige tidligere gennembrydninger mellem etagerne.

Bjælkelaget er understøttet af 2 langsgående rækker stålbjælker, fra gavl til gavl, hvilende på stålsøjler med en indbyrdes afstand på ca. 5 m. Disse bjælker og søjler er brandsikret og beklædt med gipsplader. Dermed får alle etager to søjlerækker enten som kvadratiske eller runde søjler. Dette giver i det åbne rum et kraftfuldt billede af de bærende konstruktioner.

Den arkitektoniske linje i bygningen, var delvis nedbrudt, navnlig på gårdfacaden med store porte og rester af nedrevne tilbygninger. Gårdfacaden er nu genskabt fuldt ud. De murede og nænsomt lavtryksrensede, vandskurede facader og nye vinduers farve og udformning, karm og sprosseinddeling giver et billede af bygningens industrielle oprindelighed.

Nyindretningen af etagerne har taget udgangspunkt i de forskellige virksomheders individuelle behov. Inddragelse af loftetagen har medført ændrede adgangsveje. Her var også krav til en ny indvendig brandtrappe som passende blev installeret ved vestgavlen. Den oprindelige hovedtrappe i østgavlen er bevaret og forhøjet til tagetagen. Trapperummets indgangsreposer på etagerne er udvidet og installeret med elevator. Dette giver hovedtrappen en stor rummelighed og dagslys fra nord og øst.

Tagetagen, som tidligere var lagerrum for virksomheden, er nu indrettet til kontorer. De fine dragværker og søjler, der understøtter tagkonstruktionen, blev restaureret og danner ramme for ruminddelingen. Der er også indbygget en 25 m2 tagterrasse mod syd med 10 m2 stort glasparti og skydedøre, som sammen med tagvinduerne giver et fint dagslys til de åbne kontorarealer. Tagterrassen er indbygget i spærkonstruktionen og kan dermed ikke ses fra gårdrummet. Facadens linjer, taggesimsen samt tagrenden går ubrudt forbi terrassen.

Arkitektens største tegnearbejde har været at genskabe helheden, og løse kravet til brandsikring, bevarelse og genskabelse af de arkitektoniske og konstruktive detaljer. Indbygge en installationskerne i bygningens centrum med toiletter, depotrum, garderobe og repro-rum, samt usynlige føringsveje til EDB, datakommunikation og ventilation.

På Nitivej 10 er etagerne basisindrettet med en installationskerne midt i bygningen, dette giver derved en meget høj indretnings fleksibilitet. Bygningen har derfor mulighed for at modtage vidt forskellige virksomheder og opfylder stort set alle individuelle krav til indretninger og funktioner. Efter renoveringen er der senere indrettet musikstudie i stueetagen og et DVD studie i tagetagen.

SDC Studios i stueetage er et højkvalitets musikstudie i international klasse, der opfylder ufravigelige krav til lydkvalitet og akustik, samt betjening af højteknologisk intern computer teknik og kommunikation. Musikstudiet er totalt lydisoleret til 110 dB for den resterende bygning. På trods af at vinduerne er topisoleret mod lyd med en samlet glastykkelse i forsatsvinduer og facadevinduer på ca. 30 mm, er den oprindelige genskabte arkitektur i facaderne såvel ud- som indvendig fastholdt.

Nitivej 10 lige overfor den smukke Mariendals kirke kan nu igen være sig selv bekendt og er med til at tilføre kvarteret en stilfuld kvalitet sammen med de nye boliger, som i materialevalg og arkitektur ligger tæt op af Multi Medie Huset.

[Billede: Her er vi indenfor i Multimediehuset på Frederiksberg.]