Skov- og Naturstyrelsen

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Nyt liv i gamle huse

Fiskepakhusene i Skagen

Hemming Nibe Hansen

Skagen har været inspiration og grobund for et enestående kulturliv, der afspejler sig i hele Skagen, også i Skagboernes egen interesse for deres egen by og dens kultur, og i stoltheden over deres huse, som er bemærkekelsesværdigt velholdte med stor sans for det bevaringsværdige.

Arkitekturen er en kunstart, der i høj grad har præget Skagen på lige fod med andre kunstarter, og det er nærliggende, at de forskellige kunstarter har inspireret og præget hinanden, og at lysten til at bygge huse, der passer til stedet, helt tydeligt er inspireret af andre kunstarters form og farver.

Arkitekternes Skagen er først og fremmest skabt af Ulrik Plesner og Thorvald Bindesbøll, med flotte bidrag af C.F. Hansen og Thorvald Jørgensen, for ikke at forglemme nutidens arkitekter, der med flid skaber huse med stil og ånd.

Skagens arkitektur, med bygninger, der i udviklingen til større og andre formål end det, de gamle fiskeres huse repræsenterede, har alligevel bevaret stærke relationer til det gamle Skagen. Der er sammenhæng i meget af byggeriet, og man finder mange bygningsmæssige perler, også huse skabt af nutidige arkitekter. Det er vigtigt at både evnen til at bevare og til at skabe stadig har muligheder for at udfolde sig.

Ulrik Plesner og Thorvald Bindesbøll var nære venner i den kunstnerkreds, der var Skagens guldalder. De samarbejdede ved mange byggerier, med Plesner som den store produktive arkitekt og Bindesbøll med sine interesser – udsmykning, formgivning og design. De fleste af Plesners Skagensbygninger bærer præg af Bindesbølls dekorative detaljer.

Bindesbøll fik til opgave at være arkitekt på de fiskepakhuse, der skulle bygges i forbindelse med etableringen af Skagen Havn i perioden 1904 til 1907. Ganske givet har Plesner været hans rådgiver i forløbet, men der er ingen tvivl om, at pakhusene er et typisk Bindesbøllprodukt – form og farver er helt karakteristisk for Thorvald Bindesbøll.

Pakhusene skulle ligge som et centrum i havnebyggeriet og være afløser for de skure ved stranden som fiskere og fiskehandlere hidtil havde benyttet. Ideen med at skabe sammenhængende bygninger var helt rigtig, og placeringen var fortrinlig, med bassin til hyttefade med levende fisk vest for bygningerne, og den østre side af hvert enkelt pakhus indrettet til isopbevaring. Isen hentede man i brovandene nord for Skagen, pakkede det ned i tang og halm, og det blev så brugt gennem hele sommeren til opbevaring af fisk. Isrummene var eet rum uden etageadskillelse, det var foret med tykke korkplader og murtykkelsen var op til en halv meter. Adgangen hertil var tykke trælemme, hvor man baksede de tunge isstykker ud og ind.

Da man fik etableret isværk og frysehus på havnearealet, blev ishusene overflødige. Statshavnen valgte så at indrette dem til selvstændige pakhuse, som der i årene efter krigen var stort behov for. Stort set al fiskehandel og eksport foregik fra de relativt små lokaler, hvorfra man ekspederede levende fisk enten i trækasser eller lastet i kvaser, der sejlede til enten Sverige eller København.

Samtidig med indførelse af fiskeauktion og større både kom der mange fiskearter på markedet, især sild blev en stor eksportartikel, og for mange fiskeeksportører blev rammerne i de gamle pakhuse for små, og man etablerede sig andre steder på havnen. Samtidig fjernede man muligheden for at opbevare levende fisk i bassinet ved at fjerne slæbesteder og hyttefade. Så var den epoke forbi, og med det også det slæb det var at bakse med hyttefade og flåder. Det var en epoke med liv omkring pakhusene, både charmerende og helt i pagt med tidens behov.

Jeg har mange minder om mennesker og miljøer fra disse år, og jeg har på nært hold fulgt udviklingen på godt og ondt fra 1943 til 1996 som aktiv fiskehandler. Dette indlæg er skrevet på et lille kontor på 1. sal i et af pakhusene og vi skriver 2001 – et langt forløb med store forandringer, som Bindesbøll nok ikke havde tænkt sig, og som jeg bestemt heller ikke bryder mig om.

Fra et pulserende liv som centrum for en stor del af Danmarks fiskeeksport til sommersted for udskænkning af mad – og ikke mindst drikke – det er en forandring, der vil noget. Langs de gamle pakhuse er der anbragt bænke og borde, der fylder hele kajarealet, så man dårligt nok kan se Bindesbølls arkitektoniske mesterværk. Af de 30-40 lejemål, der fungerer i dag, er der kun to, der lever op til den gamle målsætning, at anvendelsen af pakhusene skal være havnerelevant.

Husene er fredet, men det ville være velgørende, at det ikke blot var mursten, man fredede, men at man også stillede krav til anvendelsen.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |