Retur til styrelsens hjemmeside

Skov- og Naturstyrelsen

Retur til Miljø- og Energiministeriets hjemmeside

Nyt liv i gamle huse

Om en provinsbiografs genfødsel

Anders Kirkegaard

[Billede: Her ses Hundested Kino.]

Hundested var omkring 1970 lidt af en kulturel ørken; som tilflytter så man straks, at her handlede det mest om at overleve. Overlevelse og nytteværdi slog tydeligt igennem i bygningsmassen, som mest bestod af beskedne hverdagshuse og særprægede havnehuse – foruden de store færgeanlæg. Af statelige huse var der blot en håndfuld – et par privatboliger ude i Lynæs, samt to meget store og meget smukke skibsprovianterings- og købmandsgårde nede i "selve" byen. Af "åndelige huse" var der blot et par små, kedelige missionshuse, en grim kirke i "gammel stil"; og en forbløffende stor Biograf – med Balkon.

Biografen lå i ret ensom majestæt ved foden af de ubebyggede Lyngbakker ved skillelinien mellem Lynæs (den oprindelige hovedby) og Hundested. Biografen så sært malplaceret ud, og den havde en sær vredladen, ældre direktør, som efterhånden både havde opgivet kampen for kulturen – og imod Vejdirektoratet. Sagen var nemlig, at der var eks-proprieret jord, så der kunne bygges en stor færgevej ned igennem lyngbakkerne og durk igennem Biografen. (Vejen er endnu ikke anlagt!)

Jeg var ikke med fra den absolutte begyndelse, så jeg véd ikke på hvilken måde, den gamle direktør opgav ævred; men pludselig bemærkede jeg, at Biografen, efter at have været lukket helt ned i en kort periode, begyndte at spille film som jeg ellers skulle køre helt ind til de Københavnske "Art Cinema’s" for at se. Hundested havde pludselig fået et åndeligt liv udover de religiøse tilbud, og jeg blev en flittig gæst.

Flittige gæster kommer automatisk i kontakt med personalet, og stor var min forbløffelse da jeg fandt ud af, at vor daværende radikale Viceborgmester var med i en slags "biografbesætter-gruppe"; det samme var en arkitekt som boede tæt på mig – og en dag kom han og spurgte, om ikke jeg kunne tænke mig at være med i gruppen.

Det blev til et par underlige år, hvor Kino hele tiden måtte slås med ikke-lokale myndigheder (Kommunen var hurtigt, måske takket viceborgmesteren, særdeles åben og velvillig overfor os) og de særeste juridiske problemer. Denne kamp mod diverse ikke-lokale myndigheder var opslidende og demoraliserende... vi var simpelthen ved at opgi’ ævred. Men så fik nogen den idé, at når "de" (altså de lidt fjernere myndigheder) nu var så opsatte på at ødelægge vort projekt – så ku’ vi sgu’ trodse deres tåbeligheder ved selv at bygge en ny Biograf!

Heldigvis havde vor Advokat personlig forbindelse til den daværende direktør for Vejdirektoratet, så det lykkedes os at opnå en slags garanti for, at den gamle bygning ikke ville blive revet ned, førend vi havde fået bygget en ny "Hundested Kino". Vi kunne derfor holde den gamle Biograf kørende og spare penge op – mens vi gik i gang med det vanvittige projekt.

Nogen fandt ud af at Slagtehuset nede ved Strandvejen/Hovedgaden kunne købes billigt. Jeg husker hverken hvordan vi fik etableret de nødvendige midler eller det juridiske grundlag – men købt huset fik vi, og i gang med arbejdet kom vi.

Det meste blev udført i weekenderne, så det gik langsomt – hvilket vi i begyndelsen var kede af. Men vi opdagede hurtigt at det var en gevinst – byggepladsen blev nemlig en lokal "turist-attraktion"; i første omgang for børn i alle aldre – som forsøgte at hjælpe til på byggepladsen; men efter børnene kom forældrene – og en del af dem var håndværkere, som vi fik stor hjælp fra – og oftest til vennepriser.

Der var udbredt Biograf-død i de år, så vi fik købt temmelig moderne inventar og maskineri til anstændige priser – primært fra den just nedlagte Bispebjerg Bio.

Under processen blev den herligt anarkistiske "biograf-gruppe" tvunget til at organisere sig som en "juridisk størrelse" ( det blev et Aps.) der bestod af 7 ægtepar. Årsagen til dette tal var ikke religiøsitét, men det simple faktum, at når vi åbnede Kino, ville vi køre forestillinger alle ugens dage – og så passede det jo med at hvert ægtepar (samt deres større eller mindre børn) havde een vagt pr. uge.

Vi gjorde meget ud af at, bygningen skulle besidde en slags "lokal autencitét", vi var derfor kede af at vore krav til loftkonstruktionen nødvendiggjorde, at murene skulle sikres mod "udskridning" ... indtil vi fandt på at opmure så mange "stræbepiller" at bygningen kom til at minde om en Redningsstation!

Byggeriet blev færdigt i foråret ‘76 – indvielsen foregik med Kulturministeren i spidsen. Der fulgte nogle euforiske år, hvor vi ikke alene var een af nationens to-tre bedste biografer, men hvor vi også begyndte at importere specielle børnefilm for ikke at tale om genimporten af "Oprøret i Ådalen"; men allermest lyksaligt var det, at lokalbefolkningen skønnede på vor indsats – ved at gå i Biffen!

I 80’erne begyndte TV/Video-idiotien at undergrave selv de bedste Biografers eksistens – fælleskabsfølelsen i de store rum tabte terræn til kernefamilien omkring "tossekassen"; og ægteparrene omkring Kino begyndte at falde fra – af den ene eller anden grund. Det hele blev sværere. Men to af de oprindelige ægtepar driver den dag i dag Hundested Kino – stadig på et flot kvalitetsniveau, og stadigvæk i det kønne lille Slagtehus ved Strandvejen, der ser ud som om det altid har ligget dér.

Hvilket det jo har – og altid vil.

[Billede: Her ses Hundested Kinos biografsal.]