Skov- og Naturstyrelsen

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Nyt liv i gamle huse

Fra dansebule til kirke

Anne-Mette Gravgaard

I Danmark ændrer vi ikke vores kirkehuse radikalt til andre anvendelser, men vi har imidlertid aldrig haft skrupler med at ændre andre lokaliteter til kirker. Gymnastiksale, badeanstalter, skoler, menighedsrum og dansesale - alt har kunnet bruges, dog ikke uden sværdslag og splittelse inden for folkekirken.

I det følgende skal omtales to af de projekter, der skabte nyt liv i gamle huse i slutningen af 1800-tallet. Der var mangel på kirker i København. Staten og kommunen havde hverken råd eller interesse for at bygge dem. Derfor tog det private Københavns Kirkefond initiativ til at købe to berygtede danseetablissementer i hver sit brokvarter, Sortedamslund i Ryesgade nr. 68, og Valkyrien, i en baggård til Vesterbrogade nr. 17. De kostede henholdsvis 130.000 kr. og 275.000 kr. og var vel begge tænkt som midlertidige kirker, medens man samlede penge ind til at opføre nye permanente kirker.

Den sidste dans i Valkyrien, som var et "såkaldt Forlystelsessted af allerlaveste Art" fandt sted natten mellem den 30. og 31. december 1897 klokken 4 om natten. Snedkermester Mørck i naboejendommen, Vesterbrogade 15, fik ikke lukket et øje hele natten, da folk "fortsatte ude i Gården og hylede op i Luften som Ulve og vilde Dyr. Det var, som da Jesus drog urene Ånder ud".

Arkitekten Valdemar Koch fjernede i løbet af tre måneder de "skammeligste Billeder" og ombyggede dansesalen til en kirkesal med godt 500 siddepladser og et sakristi i et sidelokale. Alterbilledet var en karton til fresken af Marias bebudelse i Helligåndskirken, malet af Joakim Skovgaard. Det blev anbragt, hvor den tidligere musiktribune stod. Men gaslysekronerne bevaredes med de dansende vingede genier, som dog blev omdøbt til engle.

Koch tegnede alterbord, døbefont og prædikestol. Vinduerne blev forlænget i højden, for dog "i nogen Måde at give Udtryk af Kirke".

Som kirke skiftede den hedenske "Valkyrie" sit navn ud med kristendommens fremmeste kvinde, Maria,s, og i Kirkefondets bidragsliste for april 1898, står der: "Bøder à 5 øre for at sige Valkyrien efter Kirkesalens Indvielse", 21 mennesker forsyndede sig, og indtægten blev 1 kr. og 5 øre.

Da Mariæ kirkesal blev taget i brug, var det først og fremmest for at aflaste Sankt Matthæus kirke, der havde over 70.000 sognebørn. Det tog et godt stykke tid, før den midlertidige kirkesal blev almindelig anerkendt og benyttet af sognets folk til f.eks. dåb og bryllup, men takket være en behjertet indsats fra præsternes side lykkedes det lidt efter lidt. Få år efter sin indvielse kunne Sankt Mariæ kirkesal således notere et stort gudstjenestebesøg og omkring 4000 årlige altergæster, og flere og flere sognebørn lod deres kirkelige handlinger finde sted i kirkesalen.

På Østerbro blev dansesalen i forlystelsesetablissementet, Sortedamslund, efter arkitekten, professor E.C.I. Knudsens tegninger omdannet til en lys og venlig kirkesal. "Hvor Orkestret før havde sin Plads, findes nu det skønne Alterparti med Billedhugger August Hassels forunderligt betagende Krucifiks med en legemsstor Kristusskikkelse i brændt Ler og med naturlige Farver. To smukke hvide Søjler med Overbygning indrammer Alterbilledet. De forgyldte Lysekroner er de samme, som har lyst ned over de dansende Par; nu lyser de for en Menighed, der synger "Psalmer til Guds og Lammets Pris", som pastor A. Nørfelt beskrev det.

Kirken har plads til ca. 700 mennesker. Langs kirken, fører en smal, lukket sidegang op til præsteværelset ved koret. Det er den gamle keglebane. I restaurationslokalerne blev der sakristi, menighedslokaler, bolig for præst og graver. "Hele Bygningen er en stille Prædiken om Forvandling". Søndag den 18.marts 1906 indviedes det nye Klokketaarn efter tegning af professor Martin Nyrop. Men allerede 18. november 1900 var danseetablissementet Sortedamslund blevet indviet under det i denne sammenhæng så symbolske navn "Fredens Kirke"

Som man kan læse i skrifterne fra dengang: "Det var en betydningsfuld Sejr for Guds Rige. Dér, hvor der før blev drukket og danset, skulle der nu snart bedes, synges og vidnes til Jesu Navns Ære". Og det er man fortsat med i Fredens Kirke, medens Mariae Kirkesal kun kom til at gøre tjeneste som kirke i 10 år. I 1908 havde man med basis i kirkesalen samlet penge nok ind til at opføre hhv. Eliaskirken på Vesterbros torv over for Det ny Teater og Mariakirken i Istedgade. Senere fik det gamle hus nyt liv henholdsvis som frimenighedskirke, som alkoholfri restaurant, som fotografisk atelier og nu som færingehus. Men den tidligere syndefulde dansesal og fromme kirke kan endnu beses i baggården til Vesterbrogade nr. 17. Som en slags skiltning forefindes i portens brolægning en betegnelse, der på fineste måde dækker stedets dobbelte kvaliteter: "Valhalla".

Kirkesalens inventar, Skovgaards bebudelsesbillede og Valdemar Kochs alterbord, døbefont og prædikestol, kom i øvrigt til at give liv til et nyt hus. Den kirke, som jeg er præst ved, Davidskirken i Koldinggade 11 på Østerbro, er opført i 1910 over det selv samme inventar, som engang konverterede en dansebule til en kirke.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |