Skov- og Naturstyrelsen

| Indhold |

Danske Fyranlæg 1750 - 1950

Indholdsfortegnelse

Indledning
Det danske fyrsystem
Sejlruter
Teknisk udvikling
De større anlæg
De mindre anlæg
Oversigt over de fredede fyranlæg
Oversigt over fredningsforslag

Anduvningsfyr
1747 - 1837
1838 - 1869
1870 - 1930

Vinkel- og ledefyr
Esbjerg fyrsystem

Litteratur

Indledning

Det danske fyrsystem
Sejlruter
Teknisk udvikling
De større anlæg
De mindre anlæg
Oversigt over de fredede fyranlæg
Oversigt over fredningsforslag

Hermed foreligger en temagennemgang af danske fyranlæg. Anlæggene i gennemgangen er opført før 1950 og tilhører Farvandsvæsnet, som driver hovedparten af fyrene i landet. Formålet med gennemgangen er at sammenfatte den eksisterende viden om danske fyr og på det grundlag pege på anlæg, der bør sikres gennem en statslig bygningsfredning, og på andre bevaringsværdige anlæg, hvis ydre det kan overvejes at sikre på anden vis.

Gennemgangen indledes med en kort oversigt over det statslige fyrsystems udvikling, den anvendte teknik og fyranlæggenes udformning. Herefter følger en kort beskrivelse af de anlæg, som Skov- og Naturstyrelsen vil foreslå fredet eller pege på som bevaringsværdige. De 12 fyr, som allerede er fredet, er desuden medtaget.

Grundlaget for gennemgangen er en oversigtlig registrering af 88 fyr, som Farvandsvæsnet lod udarbejdede i 1999, og listen over fyr i Farvandsvæsnets jubilæumsbog fra 1927, der omfatter 185 fyr i de danske farvande. De bedst bevarede fyranlæg er besigtiget af Skov- og Naturstyrelsen i sommeren 2000.

Foruden de fyr, der er anlagt og drevet af Fyrvæsnet, findes en række fyr, især havnefyr, der ikke indgår i denne temagennemgang.

Ud over fyrene afmærkes farvandene også af andre typer sømærker, som ikke indgår i temagennemgangen. På havet blev der allerede tidligt udlagt søtønder, og de faste fyr blev suppleret med fyrskibe fra 1829, hvor det første blev udlagt ved Læsø Trindel. 1886-87 indførtes lystønder med en dertil hørende gasstation i Korsør havn, hvor et gasværk, opført af Julius Pintsch, Berlin, fremstillede fedtgas til lystønderne.

På land opførtes de såkaldte båker, hvis forskelligt udformede trækonstruktioner hjalp den søfarne til at bestemme sin position. Langs den jyske vestkyst blev der eksempelvis bygget 25 båker 1884-85 på initiativ af Kyst- og Klitvæsnet. Heraf er de 11 endnu eksisterende fredet. Desuden er vandtårnet i Svaneke, der også fungere som sømærke (1952 af Jørn Utzon) fredet.

Det danske fyrsystem

Med Frederik II’s forordning fra 1560 om afmærkning af sejlruten mellem Skagen og Falsterbo med fyr og søtønder indledte statsmagten opbygningen af et sammenhængende fyrsystem i danske farvande. Det skete samtidig med at man også søgte at anlægge en statslig rustningsindustri, udbygge flåden og det statslige bureaukrati. I Danmark kan etableringen af fyrvæsnet således opfattes som et led i etableringen af renaissancetidens magtstat.

Også tidligere har der været sømærker, men de var opsat af private og har ikke udgjort noget sammenhængende system. Et af de ældste, bevarede fysiske spor er den murede "lygte" i østgavlen på St. Nikolaj kirkes tårn i Køge fra 1400-tallet. Omkring 1520 nævnes søtønder i Øresund, og tidligere har der været bygget stenvarder hist og her.

De tidlige statsfyr var få og ganske beskedne: lamper og blus ophængt i simple tømmerkonstruktioner eller placeret på jorden. Først i 1747 blev der opført et egentlig fyrtårn i det nuværende danske område "Det Hvide Fyr" på Skagen.

Under den økonomiske vækst i slutningen af 1700-tallet og i forlængelse af oplysningstidens interesse for mekanik gennemførte fyrvæsnet i løbet af 1790erne og begyndelsen af 1800-tallet en udbygning af fyrsystemet, således at antallet af fyrtårne nåede op på 12 i 1809. Samtidig fik den danske handelsflåde en anseelig størrelse under den såkaldte florissante eller blomstrende handel, der især havde København som base.

Den næste udbygning fandt sted fra omkring 1833 til 1858, hvor antallet af fyrtårne øgedes fra 15 til 36. En periode der prægedes af mekanisering i industrien, en øget produktion i landbruget og en voksende eksport af især korn. Transportvejene blev udbygget blandt andet med anlæggelsen af de første jernbaner, telegraflinier og anskaffelsen af de første, få dampskibe. For handelsflådens sammensætning havde tilvæksten i søkøbstædernes forholdsvis små sejlskibe størst betydning.

Den mest omfattende udbygning af fyrsystemet fandt sted fra omkring 1870 til 1930, hvor antallet af fyrtårne under Farvandsvæsnet øgedes fra 39 til 185. En periode hvor industrien gradvis gik over til at anvende elmotorer i stedet for dampmaskiner, landbruget øgede den animalske produktion og sin eksport især til England. Fra 1880erne anlagdes tillige de første lokale elektricitetssystemer, der forholdsvis hurtigt spredtes, således at størstedelen af landet havde adgang til elektricitet omkring 1930. Anlæggelsen af jernbanernes hovedlinier var afsluttet i begyndelsen af 1870erne, men udbygningen af sidebanenettet forsatte frem til omkring 1930. Jernbanerne kom i stigende grad til fungere som føde- og aftagerlinier for havnene. Dette i forening med indførelsen af større dampskibe førte til en stigende koncentration af skibsfarten på de større havne som København, hvor frihavnen åbnede i 1894, Århus og Esbjerg, der blev indviet i 1874. Endnu i 1870 udgjorde dampskibene kun knap 7 % af den samlede tonnage mod 45 % i 1895. Blandt sejlskibene skete der en koncentration til de store søfartssteder Fanø, Svendborg og Marstal. På trods af denne tendens til koncentration på færre havne blev fyrsystemet væsentligt mere fintmasket frem til 1930, hvad der antagelig skyldes, dels at der kom flere og især større skibe, hvorfor behovet for fyr må været vokset, dels at samfundets økonomiske formåen og vilje til at foretage offentlige investeringer var større end tidligere.

Herefter blev fyrsystemet stabiliseret, således at der stort set ikke er blevet oprettet nye fyr efter 1930. Flere af de ældre fyrbygninger især ved lede- og vinkelfyr er dog blevet udskiftet med nye gittermaster, ligesom der er blevet opført enkelte nye betontårne ved ældre anduvningsfyr som på Skagen og Due Odde på Bornholm og overgangen til elektrisk lys i det væsentlige blev gennemført efter 1930.

Indtil 1870 var næsten alle fyr under fyrvæsnet landkendingsfyr, de såkaldte anduvningsfyr, hvis opgave var at hjælpe skibene med at holde sig fri af land eller farlige grunde. Oprettelsen af nye anduvningsfyr fortsatte frem til omkring 1900, bl.a. med opførelsen af fyrtårne langs den jyske vestkyst. Men hovedparten af de nye fyr efter 1870 var såkaldte ledefyr og vinkelfyr, hvis formål er at lede skibe gennem smalle sejlrender. Ledefyr består af to eller tre fyr (forfyr, mellemfyr og bagfyr), der er placeret med en vis afstand og tilsammen danner en linie, som skibene navigere efter. Vinkelfyr består af et fyr med rødt, hvidt og grønt lys, således at man har rødt om bagbord og grønt om styrbord, når man sejler i den hvide vinkel ind mod fyret. I 1927 var der 49 anduvningsfyr, 58 ledefyr og 78 vinkelfyr.

Antal fyrtårne under Fyrvæsnet i de nuværende danske farvande. Vippefyr, fyrskibe og fyrbøjer er ikke medtaget. Kilde: Einar Blytmann og Rogert Fjeldborg (udg.): Det Kgl. Danske Fyrvæsen. 1927.

I 1999 rådede Fyrvæsnet over 197 fyr, hvoraf ca. 100 er egentlige fyrbygninger. De resterende er opsat på master og pæle. Farvandsvæsnets gennemgang i sommeren 1999 af fyr opført før 1950 omfatter 88 fyr eller 28 anduvningsfyr, 15 ledefyr og 45 vinkelfyr. Det antal vil i de kommende år blive reduceret. Ud-viklingen indenfor moderne navigationshjælpemidler såsom radar, satellitnavigation m.v. gør, at Farvandsvæsnet forventer, at en del af fyrene vil miste deres betydning for skibsfarten.

Sejlruter

Det er ikke tilfældigt, at den første spinkle kæde af fyr blev anlagt ned gennem Kattegat og Sundet, for ruten mellem Vesterhavet og Østersøen var en af Europas vigtigste handelsveje og tillige en betydelig indtægtskilde for den danske krone, der fra omkring 1429 og frem til 1857 opkrævede Øresundstolden udfor Helsingør. Det var langs denne rute, at de første større tårne blev opført, Skagen (1747) og Anholt (1788), foruden de to mindre fyr ved Nakkehoved, fyret på Kronborg (1772) og Stevns (1818). Ved indsejlingen til Københavns havn blev der først etableret et offentligt fyr på Trekroner i 1836.

Den spæde start til at sikre overfarten over bælterne kom, da postvæsnet oprettede et lygtefyr på Bågø i Lillebælt på postruten fra Assens til Årøsund i 1705. Det blev fulgt af et vippefyr ved Halsskov i 1727, nogle senere på Knudshoved og på Sprogø i 1809. Desuden oprettede postvæsnet to ledefyr ved Korsør i 1793.

1779-1787 drev postvæsnet tillige en postruten mellem Lolland og Femern med der til hørende vippefyr. Postvæsnets fyr hørte ikke under fyrvæsnet, og de blev kun tændt, når postvæsnets færger var i vente. De kom således ikke den almindelige skibsfart tilgode. Først i 1853 overtog fyrvæsnet disse fyr bortset fra fyret i Nyborg, der var i dårlig stand.

Mere spredt oprettedes fyr på Tunø i 1801, Hammeren på Bornholm og Gedser i 1802, samt Fakkebjerg på Langelands sydspids (erstattet af Keldsnor) og Christiansø i 1805

Fra slutningen af 1830erne begyndte farvandsvæsnet at etablere fyr på ruten vest om Læsø og ned gennem Store Bælt efter henvendelser fra agenter og skibsredere i Svendborg og andre sydfynske byer. Efter at klagerne var blevet taget op i Stænderforsamlingen i 1836 blev det besluttet at oprette fyr på Hirsholmene (1838), Fornæs (1839) på Djursland og Hesselø (1841) samt genoprette fyret på Sprogø. Hertil kom fyret på Kegnæs ved sydspidsen af Als (1845).

Det første fyr ved den jyske vestkyst ud over Skagen var Hansholm (1843). Herefter kom Hirtshals (1863), Bovbjerg (1877), Lodbjerg (1884), Blåvands-huk først som et lille vinkelfyr i 1888, der erstattedes af et betontårn i 1900 og Lyngvig (1906).

Indsejlingen til Limfjorden blev markeret ved Hals med et fyr opsat af Ålborg Havn i 1849, suppleret med Egense forfyr i 1878 og Hals Barre fyr i 1912. Ved Thyborøn Kanalen oprettedes et fyr på en lodsgaliot i 1856. Men det var først fra 1908 til 1911, at de indre dele af Limfjorden blev forsynet med en række vinkel- og ledefyr bl.a. ledefyret ved Løgstør i 1908 og vinkelfyret på Grisetåodde i 1909.

Anduvningsfyr, opført fra 1747 til 1930.

Ledefyr & Vinkelfyr, opført fra 1747 til 1930.

Efter Rigsdagens beslutning om at oprette en statshavn ved Esbjerg i 1868 opførtes bl.a. ledefyret ved Sædenstrand i 1873, hvis opgave var at lede skibsfarten gennem renden, Grådyb, mellem Skallingen og Rømø, og et vinkelfyr inde i havnen.

Andre vinkel- og ledefyr blev opstillet ved Storstrømmen på Ore og Orehoved i 1879, langs Grønsund i 1890erne, ved Præstø mellem 1894 og 1903, langs Lille Bælt mellem 1883 og 1916 og ved Fåborg mellem 1916 og 1925.

Teknisk udvikling

Udformningen af de såkaldte "papegøjer" eller fyrlamper, der ifølge forordningen fra 1560 skulle sættes op på Skagen, Anholt og Kullen, har antagelig bestået af en jernkurv ophængt i en stang. Man fyrede først med brænde og fra 1620erne med stenkul, hvis flammer kan ses på en afstand af henholdsvis 2-3 og 5-6 sømil. Det første vippefyr, der fulgte det samme princip som en vippebrønd, blev opstillet på Skagen i vinteren 1626-27.

Antal fyrtårne under Fyrvæsnet i de nuværende danske farvande. Vippefyr, fyrskibe og fyrbøjer er ikke medtaget. Kilde: Einar Blytmann og Rogert Fjeldborg (udg.): Det Kgl. Danske Fyrvæsen. 1927.

I 1563 blev Papegøjen på Kullen erstattet af et muret tårn, hvor der stod 12 store talglys bag tårnets glasruder. Først i 1747 erstattedes vippefyret på Skagen af det endnu eksisterende murede og 22 m høje tårn, der var tegnet af søetatens bygmester Philip de Lange. Det var et blusfyr med en jernkurv på toppen til et åbent kulbål. Udover at blusset blev hævet, og derfor kunne ses over en større afstand, adskilte det sig ikke fra de ældre fyr. Det blev fulgt af flere tårne med åbne blus: de to på Nakkehoved fra 1772, tårnet på Anholt fra 1788, og tårnet på Bågø fra 1816. Hertil kommer postvæsnets lille kulfyr ved Halsskov fra 1800, der som det sidste af blusfyrene blev taget ud af regelmæssig drift i 1856, men som fortsat blev anvendt af DSB i tåget vejr så sent som i 1904.

Blusfyrene virkede mindst effektivt i dårligt vejr, hvor behovet for at kunne se dem var størst, i det omfang man overhoved vågede sig ud at sejle. Trækken kom gennem fyrkurvens sider, og når det blæste for kraftigt, var det nødvendigt at afskærme fyrkurven med jernstænger i vindsiden, således at flammen i denne vinkel blev skjult. Desuden måtte der fyres kraftigt. Jo mere storm, regn eller sne, jo oftere måtte fyrpasseren fyre.

En måde at løse problemet på var at afskærme blusset med en lanterne, hvad der forudsatte, at man kunne kontrollere blussets røg- og varmeudvikling. Dette blev opnået ved at placere ildstedet på en jernrist med tilhørende ventilationssystem. For at give træk til ilden blev luft ledt ind under risten gennem et sindrigt system af trækkanaler, og røg og varme blev ledt ud gennem en udluftningshætte i lanternens top. Det er det samme princip, som anvendes i smedeesser. Systemet blev tilsyneladende først udviklet ved svenske og engelsk fyr og blev anvendt første gang i Danmark ved ombygningen af Nakkehoved fyrene i 1800. Her står Østfyret nogenlunde uændret siden denne ombygning. Dets lanterne er udført af støbejerns sprosser med glas mod havet og mur i landsiden. Indvendigt var muren oprindelig beklædt med messing for at reflektere lyset ud over havet. Lanternen havde jernspær dækket af jernplader. Andre kulfyr med lanterner blev opført ved Gedser (1802), Hammeren (1802), Fakkebjerg (1805), ligesom Anholt (1805) og Skagen (1816) fik lanterner.

Hovedparten af kulfyrene blev i løbet af 1830erne forsynet med olielamper, der blev den dominerende lyskilde i 1800-tallet indtil overgangen til gas- og petroleums glødenetslys i slutningen af 1800-tallet. Ved de fleste større fyr har der været skurer eller udhuset til opbevaring af brandstoffet, som f.eks. oliehuset ved Lodbjerg, hvor oliehuset ligger et stykke fra fyret antagelig pga. brandfaren. Ved de mindre fyr er gasflaskerne ofte placeret i selve fyret, men der kan også være et lille skur som ved Rinkenæs og Gammel Pøl.

Når der blev opført to fyr på Nakkehoved, var det for at skabe to hvide lys, der kunne skelnes fra det ene hvide lys, som fyret på Kullen afgav. Tilsvarende bestod Lista fyr i Norge eksempelvis af tre fyrtårne i perioden 1853-73.

En billigere måde at give fyr en særlig "karakter" var ved lysblik. Det første blikfyr blev opstillet på Christiansø i 1805 og det næste på Stevns i 1818. Blikfyr bestod af flere lamper omgivet af blankpolerede metalplader anbragt på vandrette arme fastgjort på en lodret aksel af træ, der blev sat i rotation af et urværk. Disse roterende spejlfyr blev aldrig særlig udbredte. I alt blev der indrettet otte, hvoraf det sidste på Sejrø blev nedtaget i 1903.

De faste spejlfyr blev væsentligt mere udbredte. Spejlene, der var formet, så de samlede og forstærkede lyset, blev først anvendt ved de store anduvningsfyr med Kronborg som det første i 1800. Der var ikke tale om ét spejl men mange,

Blinkfyr fra Chistiansø 1805

på Skagen var der eksempelvis 19 spejle. Fra 1840erne blev spejlene i de store fyr afløst af linseapparater. Men spejlene fik en renaissance ved de mindre lede- og vinkelfyr i årene efter 1870, tilsyneladende fordi spejlene bedre end linser kunne forstærke lyset fra en beskeden lyskilde. Ved mellemfyret på Sædenstrand fra 1873 opstilledes eksempelvis 5 spejle med vægelamper, der først i 1910 blev erstattet af en linse, og Løgstør forfyr blev i 1908 indrettet med spejlapparat. Antallet af spejlfyr toppede så sent som i 1903 med 46, og endnu i 1927 var der 36 spejlfyr.

En anden måde at forstærke lyset på er gennem store glaslinser, der enten kan være faste eller dreje og dermed skabe blik. Rotationen blev skabt af et urværk drevet af lodder. Sådanne linsefyr blev udviklet af den franske ingeniør Fresnel og første gang anvendt ved Corduanfyret ved indsejlingen til Bordeaux i 1823. I Danmark blev det første linsefyr opsat på Kronborg i 1842 og herefter i de større nye fyr bl.a. ved Hanstholm (1843), Revsnæs (Røsnæs-1844), Møn (1845) og Kegnæs på Als (1845). Men i de mindre fyr blev spejlene som nævnt først erstattet af linser i løbet af 1900-tallet.

Opbygningen af linserne er ikke blevet ændret væsentligt, men rotationshastigheden blev øget ved at montere linsen på en jernring, der passer ned i en cirkulær gryde med kviksølv således at linsen flyder på kviksølvet, i stedet for at lade lisen hvile på cylindriske eller koniske hjul, der kører på en cirkulær bane. Herved reduceredes modstanden. Princippet blev udviklet af den franske fyrdirektør Bourdelle i 1892.

Hvor spejlene er væk, anvendes linserne stadig, og nogle steder er også de oprindelige urværker bevaret, selvom urene i løbet 1900-tallet er blevet erstattet af elmotorer. I enkelte tilfælde anvendes urværket dog forsat som reserve. Fine eksempler er Lodbjerg og Stevns, hvor linserne hviler på cylindriske hjul, og Nakkehoved Vest med en hurtig roterende linse.

Det var først fra begyndelsen af 1920erne, at Fyrvæsnet begyndte at gå over til at anvende elektriske glødelamper som lyskilde. En forløber var dog fyret i Hanstholm, der i 1889 blev forhøjet og forsynet med et nyt linseapparat og en elektrisk kulbuelampe, som forinden havde været udstillet på den Nordiske Udstilling i København 1888. Men endnu i 1927 var der kun 20 fyr med elektriske glødelamper.

De større anlæg

Princippet i udformningen af de større fyrtårne, anduvningsfyrene, forblev uforandret fra det første tårn på Skagen til det sidste store fyr ved vestkysten, Lyngvig, fra 1906. Ingen af disse var ved opførelsen beregnet for elektrisk belysning.

Formålet med tårnene er at hæve en lyskilde så højt, at virkningen af jordens krumning reduceres, således at lyskilden kan ses over en større afstand, end hvis den var placeret på jorden. Hvis terrænet er højt, der hvor fyret placeres, kan tårnes højde reduceres. Eksempelvis er lyskilden hævet 62 m over havets overflade ved Bovbjerg fyr selvom tårnet kun er 26 m højt, mens lyskilden ved det Grå Fyr i Skagen er 44 m over havets overflade, selvom fyret med sine 46 m er Danmarks højeste.

Tårnene består af et skaft og en platform, som bærer lyskilden. Skaftet rummer en trappe, der er fastgjort til muren, hvorved der skabes et frirum gennem tårnets midte, som i de ældste fyr blev anvendte til at hejse brændsel op til fyrkurven, og i de yngre med roterende spejl- og linsefyr gav plads for de lodder, der drev urværket, således at fyrene minder om overdimensionerede standure. De yngre fyr, der fra opførelsen var beregnet for elbelysning, og hvor der ikke var behov for plads til brændsel og lodder, som f.eks. Due Odde og det nye Skagen Fyr fra 1950erne, har da også en mindre diameter end de ældre.

Under platformen er der ved bjælkelag eller hvælv skabt et eller flere rum øverst i skaftet, hvor fyrpasseren kunne opholde sig, når han ikke lagde kul i kurven, passede olielamperne, trak lodderne op eller observerede skibsfarten.

Frem til 1840erne var de fleste tårne fir- eller mangekantede, en undtagelse er ingeniørmajor Peymanns runde tårn på Anholt. Nogle af tårne lå frit som ved Skagen, Anholt og Gedser, men de fleste var sammenbygget med fyrpasserboligen. Tårnene blev placeret ved boligens gavl som ved Nakkehoved (1772), Stevns (1818) og Hirsholm (1838) eller i facaden som ved Fornæs (1839), Hesselø (1841), Kegnæs (1845) og Møn (1845) foruden Marienleuchte (1832) ved Puttgarten på Fermern. Desværre er de danske anlæg med tårnet midt i facaden ændret. Bl.a. er der indsat nye vinduer, ligesom der er opført nyere tårne ved dem, men hovedformen kan stadig ses. Og modsat de bevarede tegninger, hvor anlæggene mest associere til kirker som Køng eller Dreslette, associere de bevarede anlæg, der står næsten uden dekorative led, snarere til anden etatsarkitektur som f.eks. de noget mindre senklassicistiske vagtbygninger, der omgav København, eller længerne i Nyboder fra anden halvdel af 1700-tallet.

Fra begyndelsen af perioden er fyrinspektørboligen på Anholt fredet. Denne med tilhørende udhus blev opført 1826 efter tegning af G. Nielsen Holgreen (1795-1843) et stykke syd for selve fyret. Til sammen danner de to bygninger ydersiderne i en afskåret rombe, således at der opstår en beskyttet gårdsplads imellem dem. De lave bygninger står uden udsmykning med enkle tage. I kontrast til det spartanske ydre viser tegningerne en forholdsvis anseelig bolig med bl.a. havestue og kontor, køkken, bryggers og rullestue. Fyrpasserne boede i nogle ældre, nu nedrevne bindingsværksbygninger nærmere fyret.

Fra 1840erne begyndte Fyrvæsnet at samle fyr og boliger i aksefaste anlæg ved de nye, større fyrstationer. Den første var Hanstholm fra 1842-43 med hovedbygning, to fritliggende sidelænger og det mangekantede tårn. Et andet eksempel er Det Grå Fyr på Skagen fra 1858. Begge er fredet. Hertil kommer Hirtshals fra 1863, hvor tårnet flankeres af to beboelsesbygninger. Karakteristisk for disse og de fleste større anlæg fra anden halvdel af 1800-tallet er, at tårnene er placeret tæt på boligerne og er forbundet med disse ved en eller to små mellembygninger, som det da også blev anbefalet af fyrkommissionen i 1854. Desuden anbefalede kommissionen runde tårne fremfor mangekantede, en anbefaling der blev fulgt ved langt de fleste tårne i resten af 1800-tallet.

Variationer er stationen på Vejrø fra 1846, hvor tårnet er placeret i spidsen af den vinkelformede bolig og tilsammen med et lille udhus danner et kvadratisk anlæg, og Hjelm fra 1856, hvor boliger og udhuse danner et rektangulært trefløjet anlæg, hvis fjerde side lukkes af tårnet.

I 1880erne opførtes med Bovbjerg som det første flere fyrstationer, hvor to symmetrisk placeret beboelsesfløje er forbundet med tårnet via buede forbindelsesbygninger, således at anlæggene kan minde om variationer over Eigtveds ridebaneanlæg ved Christiansborg i lille målestok. Udover Bovbjerg (1877) gælder det Nordre Rønner (1880), Skjoldnæs (1881), Æbelø (1883) og Lodbjerg (1883). Selvom der hverken er anvendt pilastre eller lisener som udsmykninger giver bl.a. materialevalget og det nybarokke planskema anlæggene et senhistoricistisk stilpræg. Bortset fra Bovbjerg er tårnene ved disse anlæg granit beklæde, hvad der giver en større lys og skyggevirkning end senklassicismens pudsede murer. Ved Nordre Rønner er alle bygninger beklædt med granit, hvad der kan give associationer til fæstningstårnene ved Marstrand, Frederikshavn og Christiansø fra slutningen af 1600-tallet. Og ved Bovbjerg, der står i rød blankmur på granitsokkel, er indgangspartierne til fyrmesterboligen og tårnet fremhævet med kvadermuring, mens den fløj, der rummer assistentbolig og lager, er uden en sådan udsmykning. Også i Hirtshals er forskellen mellem mester- og assistentboliger i behersket grad markeret i udsmykningen, men i øvrigt synes der at være få tilfælde på en sådan rangordning af boligerne. Det er tårnene fremfor boligerne, der er fremhævet i anlæggene.

Medvirkende hertil har det måske været, at den nationalliberale politiker Alfred Hage flere gange var efter Fyrvæsnet under folketingets budgetforhandlinger. Eksempelvis i 1858 foreslog Hage Farvandsvæsnets bevilling reduceret, fordi: "Man frister folk (fyrpersonalerne) ind på at ville betragtes som hørende til den højere stand og på at føre et liv og levned, som ikke passer med den beskedne stilling at passe et fyr. … Hvad tror man da, at sådan et par fyrbetjente, to sådanne guardians, der skal passe et fyr og pudse disse linser og én gang om dagen vægen til lamperne --- hvad tror man, at de behøver? To store, flotte huse, hvert på 320 kvadratalen, med pommersk tømmer; med ikke mindre end 8 kakkelovne! … Man ønsker 12.500 rdl. til et nyt fyr på Trekroner. Stryg de 2.000 og køb jerntårnet fra England."

Da den sidste gruppe større fyr blev opført, fik de fleste anlæg en mere fri udformning. På Vestkysten blev tårnene ved Blåvands Hug (1900) og Lyngvig (1906) placeret et stykke fra boligerne, der blev lagt lidt inde i land bag klitterne. Ved den nu nedlagte fyrstation i Højen vest for Skagen fra 1892, og ved Helnæs (1900) i det Sydfynske Øhav og Keldsnor (1905) på Langelands sydspids samledes de fleste af bygningerne omkring en gårdsplads. Bygningerne står med pudsede murer, svagt lysegult ved Vestkystanlæggene og hvidmalede ved Helnæs og Keldsnor, og med detaljer i rød blankmur. Bortset fra Lyngvig er tårnene firkantede. Konstruktivt skiller det 39 m høje tårn ved Blåvands Hug sig ud ved at være bygget i beton ligesom tårnet ved Slettehagen fra 1894.

Endelig er der en lille gruppe fyr, der er opført ude i vandet. Det ældste er Nordre Røse fra 1877, der ligger mellem Amager og Saltholm. Det står på fem m vand og består af en underbygning af granit, der hviler på pæle og sten. Tårnet er opført af granitkvadre. Hals Barre fra 1912, der ligger i Kattegat udfor Limfjorden på ni m vand, har en underbygning af jernbeton beklædt med kløvede sten. Hertil kommer Drogden fra 1937 og Røsnæs Puller fra 1939 begge med underbygninger af jernbeton, der er konstrueret som sænkekasser.

De mindre anlæg

De fleste vinkel- og ledefyr er fritstående uden tilhørende boliger, fordi de ofte blev passet af personale fra de større fyrstationer eller af en lokal som f.eks. Julebæk vinkelfyr, hvor den første fyrpasser var restauratør Christiansen. De er lave sammenlignet med anduvningsfyrene, fordi de kun skal kunne ses på forholdsvis kort afstand. Mange har først bestået af en lampe ophængt i en mast, som i flere tilfælde senere er blevet erstattet af et lille tårn eller træhus. Der er fortsat en del master, som imidlertid tid ikke er medtaget i Fyrvæsnets gennemgang fra 1999, men de fleste synes at være gittermaster fra 1960erne eller senere.

Omkring 22 af tårnene er af jern. Det første blev opsat på havnemolen i Assens i 1854. Herefter kom jerntårne på Trekroner ved indsejlingen til København i 1858 og på Sædenstrand ved Esbjerg i 1873. Resten blev opsat mellem 1893 og 1911 heraf fire i Sønderjylland, som Fyrvæsnet overtog fra Tyskland i 1920. Hovedparten af tårnene er 10-14 m høje og er konstrueret af støbejernsplader, som er boltet sammen på tårnets inderside. Jerntårne kan opfattes som tidligt, præfabrikeret, elementbyggeri, der hurtigt har kunne samles på stedet. Det første store jerntårn blev støbt i London 1842 og opsat på Jamaica ved Morant Point. Tilsvarende findes flere af Norges ca. 40 jerntårne på små utilgængelige klippeøer. Bortset fra Egense Forfyr i Kattegat udfor indsejlingen til Limfjorden er de danske jerntårnene imidlertid opstillet på steder, som ikke er specielt vanskeligt tilgængelige. Og tårnene er små sammenlignet med de norske, hvor f.eks. fyret på Færder fra 1857 er 43 m højt.

Ligesom ved anduvningsfyrene er kun enkelte af de mindre fyr opført i beton. Vigtigst er de to tårne ved Storstrømmen på Orehoved og Ore foruden tårnet på Enebærodde ved indsejlingen til Odense Fjord alle fra 1895. Deres udformning tyder på, at de er bygget i jernbeton. Hvis det er rigtigt, er de meget tidlige eksempler i Danmark på anvendelse af denne konstruktion, som netop i årene omkring 1895 var under udvikling af Hennebique og Kahn i Frankrig og USA.

Mange af vinkel- og ledefyrene blev opsat i små træskurer, hvoraf der fra 1893 til 1925 blev opført omkring 28. Skurerne står på murstens- eller betonfundamenter, der i nogle tilfælde har en betydelig højde. Det gælder eksempelvis Bogø vinkelfyr i Storstrømmen fra 1895, som blev forhøjet i 1922, Tolke Dyb på Falster fra 1923, Bækkehave på Tåsinge fra 1925 og som det bedst bevarede eksempel Løgstør Grunde Forfyr fra 1908, hvor "fundamentet", der når op i 1.sals højde, bære to små skurer som rummer hver sit fyr. I andre tilfælde har det ikke været nødvendigt at hæve fyrene meget over vandlinien. De bedst bevarede eksempler er Munke på Avernakø og Julebæk ved Hellebæk begge fra 1925.

Enkelte er placeret i tårne, der ikke adskiller sig fra anduvningsfyrene som f.eks. det 21 m høje tårn ved Strib fra 1900.

Endelig er der en del tilfælde, hvor fyrene er placeret i beboelseshuse. Det gælder f.eks. Korsør ledefyr (1856) og Hestehoved vinkelfyr (1891).

Oversigt over de fredede fyranlæg

Fyrtårne som indgår i andre fredninger

Oversigt over forslag om fredningsudvidelse

Oversigt over fredningsforslag

Anduvningsfyr
1747-1837

Det gamle fyr / Det hvide fyr

Fyret er et muret rundt tårn med 4 kraftige firkantede pilastre, beliggende ved den nuværende nordlige bygrænse. Det blev opført i 6 etager, med aftrappende murtykkelse og enkle vandrette gesimsbånd. Tårnet blev opført som kulfyr med åben fyrkurv, som i 1816 blev overdækket med en lanterne. I 1835 blev der installeret et spejlapparat i lanternen. Lanternen er fjernet igen.

Tårnet blev opført som afløsning for et tidligere vippefyr og i 1858 overtages fyrfunktionen i Skagen af et nyt fyr, som opførtes længere mod nord.

Fyrtårnet er fredet.

Nakkehoved østre fyr

Tårnet er det østligste beliggende af 2 samtidige tårne på Nakkehoved. Det er et muret firkantet tårn, der er sammenbygget med gavlen på fyrpasserboligen. Det blev opført som et åbent kulfyr, men blev omkring 1800 overdækket med en lanterne. Der er stadig 4 trapper op til lanternen. I 1835 blev der opstilletspejlapparater i tårnet. Der er sket flere ombygninger af fyrboligen. I 1898 blev østfyret nedlagt.

Nakkehoved vestre fyr

Nakkehoved vest er de vestligste af 2 fyr opført på Sjælland nordkyst allerede i 1772. På dette tidspunkt var det ikke muligt at give fyrene karakter, så der opførtes to stort set identiske fyr til forskel fra det ene på Kullen, som ikke måtte forveksles. Fyrene var oprindeligt åbne kulfyr, som først overdækkedes, og senere fik spejle og endelig en Fresnel-linse for vestfyrets vedkommende.

I 1898 blev det østre fyr taget ud af drift og det vestre forhøjedes og blev forsynet med ny linse. De omliggende bygninger er ændret flere gange, således er boligen, som er sammenbygget med tårnet, forlænget mod betydeligt mod syd og blevet forsynet med en trekantfronton på vestsiden. Der er oplagt et nyere eternitskifertag og isat nyere vinduer og døre.

Ved østfyret ligger en meget ombygget fyrgård, som nu er restaurant, og der er senere opført 2 boligbygninger og flere udhuse mellem de to fyr.

Østfyret er fredet, men fyrene i sammenhæng fortæller en væsentlig udviklingshistorie af et af landets tidligste fyranlæg.

Anholt fyr

Et af landets tidligste fyr oprettet allerede i 1561 sammen med Skagen fyr. Det murede runde tårn, som i 1780´erne afløste det gamle vippefyr, var 30 m højt med åben fyrkurv. Kulfyret overdækkes i 1805, og i 1809-14 opførte den engelske besættelsesmagt et ottekantet fæstningsværk omkring fyret, hvoraf de inderste kassematter er bevaret. Tårnets forhøjedes i 1881 og fik lanterne og moderne lysteknik. Det specielle trapetsformede boliganlæg med lukket gård opførtes 1826.

Fyret og fyrgården syd herfor er fredet.

Kronborg fyr

Fyret oprettedes i 1772 som et lygtefyr i vinduerne på Dronningens tårn, Kronborgs nordøstlige tårn. I 1800 blev den øverste del af tårnet nedtaget, og der blev opsat en lanterne i stedet. Heri etableredes en med spejle afskærmet lampe, som i 1842 erstattedes af et linseapparat.

Fyret er en del af Kronborg Slot, som er fredet

Halskov kulfyr

Fyret er det eneste bevarede åbne kulfyr i Danmark. Fyret blev oprettet i 1727 af postvæsnet. Det er et muret anlæg, som fremstår i gult blankt murværk med fire naturstenstrapper med smedejernsgelænder, som fører op til en platform. Herpå er muret en pille, hvorpå jernkurven til kullene er placeret. Der er fire trapper til platformen, så fyret kunne betjenes uden for store røggener ved alle vindretninger. Mellem trapperne er lemme til styring af luftindtag under kurven.

Fyret er fredet.

Tunø fyr

Fyret er oprettet i 1801 på tårnet på Tunø Kirke, som blev forhøjet med 10 alen ved denne lejlighed. Det er et muret firkantet tårn med murede rundbuefrise og tandsnitsgesims under lanternen, som tilføjedes i 1906. Samme år installeres ny teknik i form af et linseappart.

Fyret er en del af Tunø Kirke.

Gedser fyr

Fyret er blandt landets ældste pga. den geografisk vigtige placering. Det 6-kantede murede tårn er forhøjet flere gange, senest i 1905 hvor den nuværende rundbuefrise tilføjedes. Tårnet har ikke siden ombygget væsentligt.

Af det oprindelige fyranlæg er kun tårnet og fyrmesterboligen bevaret. Huset blev opført med gule blankmurede facader og teglhængt sadeltag. Det har gennemgået en større istandsættelse med bl.a. etablering af facadepuds og isætning af plastvinduer med termoruder.

Tårnet med teknik er velbevaret, men en stor del af det omliggende anlæg er fjernet.

Christiansø fyr

Fyret er et rundt muret tårn, som er bygget ind mellem ydre og indre mur i Store Tårn, der er en del af fæstningsværket fra 1684. Fyrtårnet er 4 stokværk højt plus lanternen. Det er ombygget flere gange, hvoraf udskiftning af bl.a. lampeteknik og trappeløb i 1879 var den mest omfattende.

Den oprindelige teknik var det tidligste danske blinkfyr, som nu findes i model på Handels- og søfartsmuseet.

Fyret er en del af det samlede fredede bygningsanlæg på Christiansø.

Bågø fyr

Fyret på Bågø blev oprettet af postvæsenet i 1705 som et lygtefyr. Det nuværende tårn er et firkantet muret tårn. I 1847 blev der installeret et spejlapparat som afløstes af en fast linse i 1878.

Fyrtårnet er fredet.

Stevns gamle fyr

Fyret er en lille halvrund muret bygning på østgavlen af fyrmesterboligen. Selve fyret er placeret på en trappe af natursten. Fyret er opført med roterende spejlapparat, som det første i landet. Det var på opførelsestidspunktet den mest avancerede lampeteknik i Europa. Lampen er i dag anbragt på museum.

Boligbygningen er udviddet midt i 1800-årene.

Bygningen er fredet.

Stevns fyr

Tårnet blev opført til at afløse det tidligere fyr, som er beliggende i gavlen på en ældre bygning umiddelbart syd for tårnet. Det runde tårn er opført af den lokale kridtsten, udskåret i blokke. Under lanternen og omgangen er en profileret gesims. Kobbertaget er kuppelformet med en oshætte. Selve tårnet er meget velbevaret med en del originalt inventar, mens den oprindelige maskinbygning og korridorbygning, som forbandt denne til tårnet, nu er fjernet.

Fyret er beliggende på lukket militært område.

Anduvningsfyr
1838 - 1869

Hanstholm fyretablissement

Et ottekantet muret og pudset tårn med en stor lanterne. Omgangen er svagt udkraget støttet af konsoller og med muret brystning. Tårnet er fritliggende men er forbundet med fyrmesterboligen med en smal gang. Det omliggende samtidige fyranlæg består af boliger, maskinhus og udhuse. Bygningerne er ligeledes pudsede, de store har tandsnitsgesimser og afvalmet sadeltag, mens de mindre udhuse har en enkel udkraget gesims og helgavle. Alle har skifertage og sprossede vinduer. Anlægget er omgivet af en læmur.

Hanstholm fyretablissement er fredet og indrettet til museum.

Røsnæs fyr

Det murede firkantede tårn er beliggende i vestgavlen på fyrmesterboligen med direkte adgang hertil. På nordsiden af gårdspladsen ligger udhuse og en stald. Anlægget er usammenhængende pga. en del ombygninger på et i forvejen relativt spredt bygningskompleks. Der er således forskellige tagmaterialer og mange vinduestyper.

Møns fyr

Tårnet er bygget halvt ind i fyrmesterboligen; en type som er kendt fra flere samtidige fyr: Kun få er imidlertid bevaret. Til anlægget hører desuden et udhus beliggende parallelt med fyrmesterboligen, et maskinhus øst herfor og en fyrpasserbolig vest for fyret.

Der er foretaget udskiftninger af vinduer, døre og tage flere steder.

Vejrø fyr

En meget karakteristisk grundplan, hvor det sekskantede tårn er placeret i hjørnet på en tolænget boligbygning. Bygningerne er grundmurede og hvidmalede og har tegltage.

Boligfløje og tårn er intakt med mange originale bygningsdele, men i dårlige vedligeholdelsesstand. De omliggende udhuse, skure og boliger er stærkt ombyggede.

Anlægget er stærkt identitetsskabende på øen og som sådan bevaringsværdigt.

Sejerø fyr

Et rundt fritliggende muret tårn med mange bevarede originale bygningsdele, som døre, trappe, lanterne kobberbelagt kuppeltag. Sydvest for tårnet ligger to boligbygninger samt flere udhuse. Anlægget som helhed er bevaringsværdigt.

Hjelm fyr

Anlægget er en trefløjet boligbygning med det runde tårn placeret for enden af gården, der lukkes af 2 læmure mellem tårn og sidefløje. Det ligger midt på øen på dennes højeste punkt. For foden af bakken ligger udhus og oliehus. De murede facader er overfladebehandlet, og der er pålagt tagpap på skifertaget.

Bygningsanlægget indeholder mange originale elementer, som fyldingsdøre, gerichter, bræddegulve, beslag osv. Anlægget er bortset fra tårnet nedslidt med mange forvitrede mursten i ydervæggene, råd i vinduer og utæt tag.

Skagen Det grå fyr

Et meget højt rundt tårn med omliggende fyranlæg. Tårnet er svagt konisk og opført i blank murværk. Bygningerne er opført til boliger for fyrpersonalet og som maskinhuse. Såvel tårn som de omliggende bygninger er præget af et klassicistisk udtryk med et enkelt formsprog. Tårnet er forbundet til fyrmesterboligen med en smal gang. Bygningerne har pudsede facader, skifertag og sprossede vinduer.

Anlægget er fredet.

Vesborg fyr

Fyret er placeret i et rundt muret tårn sammenbygget med boligbygning i dennes vestgavl. Bygningerne er oprindeligt opført i rød blank mur, som nu er tyndpudset og malet hvid. Huset er accentueret om frontkviste på både syd- og nordsiden. Der er isat nyere dør- og vinduespartier heri. Rumopdelingen og en del interiør i form af døre, gerichter gulve og lofter er intakte.

For foden af fyrbakken, som er et middelalderligt voldsted, ligger henholdsvis et træbeklædt udhus og en bindingsværksbygning som er kombineret udhus og bolig.

Anlægget består af fyrtårnet, to korridorbygninger, der forbinder fyret med de to funktionærbygninger, et udhuset (1863), et maskinhus (1914) og et sirenehus (1958?). Bygningerne er opført i hvidmalet grundmur. Tårnet står på granitsokkel, de øvrige bygninger står på sortmalet muret fundament. De to små korridorbygninger er dog opført i granitsten mod gården og beton mod havet.

Fyrtårnet er rundt og afsluttes af en kobberbeklædt lanterne. Omgangens gelænder er nyt. Døre og vinduer er fornyet. Ved opførelsen havde fyret fast linseapparat og roterende forstærkerprismer. 1914 ændredes fyret til fast fyr med blink og petroliums-glødenetbrænder. Fyret elektrificeredes i 1939.

De enetages funktionærboliger dækkes af eternitskifer beklædte sadeltage med kviste. Murene opdeles af lisener. Huset mod nord var beregnet for fyrmesteren og 1. assistenten, og huset mod syd for 2. og 3. assistenten. Nordbygningens midterfag er derfor prydet af et tilbagetrukket felt, der afsluttes af et rundbueformet savstik. Det mangler på bygningen mod syd. Vinduerne er fornyet. I den tidligere fyrmesterbolig respektere vinduerne den oprindelige udformning. I begge bygninger er rumopdelingen ændret.

Maskinhuset står i det væsentlige uændret.

Anlægget udgør en forholdsvis velbevaret helhed, og tårnet indgår i rækken af høje hvide fyr langs den jysk vestkyst.

Hesselø fyr

Fritstående rundt muret tårn, som er forbundet med fyrpasserbolig med en korridorbygning. Der er endnu et udhus intakt, mens flere småhuse er fjernet. Anlægget er som helhed betragtet godt bevaret, men med flere ændringer i form af bl.a. vinduesudskiftninger.

Sprogø fyr

Fyret er oprettet i 1809 af postvæsenet. Tårnet er rundt muret og fremstår i blank murværk muret i bånd med henholdsvis røde og gule sten. I det øverste røde bånd er der tillige mønstermurværk. Omgangen hviler på en udkragning med en rundbuefrise. Tårnet er sammenbygget med en bolig med en mindre mellemgang. Boligbygningens facader har ligeledes gule og røde murstensbånd, og husets sadeltag er skiferbeklædt.

Bygningerne er fredet.

Anduvningsfyr
1870 - 1930

Bovbjerg fyr

Fyrgården består af et sammenhængende symmetrisk bygningsanlæg med boliger, udhuse og fyrtårn. Bygningerne er murede og facaderne overfladebehandlet med maling på anlæggets yderside. Mod gården fremstår bygningerne i rødt blankt murværk. Det runde tårn har aftagende diameter opefter. Tårnet har et profileret naturstensbånd for neden og en stor tilsvarende gesims med rundbuefriser under omgangen. Tårnet er forbundet til boligbygningerne med zinktagtækkede buede korridorbygninger.

Den cylindriske originale lanterne er forankret på en brystningsmur og har diagonaltstillede sprosser samt et klokkeformet jernpladetag.

Tagene på de øvrige bygninger er henholdsvis natur- og eternitskifer. Den nordlige længe i anlægget har mange originale bygningselementer, hvorimod sydlængen brændte i midten af 1970´erne. Efterfølgende blev al interiøret samt yderdøre og vinduer udskiftet i denne længe.

Anlægget fremstår som en god helhed, der rummer betydelige bevaringsværdier især i kraft af sin samlede lukkede bebyggelsesplan men også på grund af de mange bearbejdede bygningsdetaljer og sin historiske betydning for såvel skibsfarten som lokalsamfundet. Fyret har tillige en flot og markant beliggenhed i det åbne landskab.

Nordre rønner

Fyranlægget er et 3-fløjet bygningskompleks med et rundt tårn og en runding med korridorer til tårnet, som lukker gårdrummet på den 4. side. Bygninger er opført af granit, henholdsvis kvadre på tårnet og uregelmæssige sten på de øvrige bygninger. Taget er skiferbelagt dog har rundingen zinktag. Nord for tårnet ligger et tilsvarende udhus.

Bygningerne er i dårlig vedligeholdelses stand men meget original i såvel materialer som rumopdeling.

Anlægget er placeret som eneste bygninger på en lille øgruppe nord for Læsø.

Skjoldnæs fyr

En anlægstype som findes flere steder i landet med et 3-fløjet anlæg, som lukkes med buede gange ved tårnet. Det runde tårn er af fint tilhuggede granitkvadre. Under omgangen er rundbuede konsolbårne udkragninger og lanternen, som har trekantede glas hele vejen rundt, afsluttes af et klokkeformet kobbertag med en udluftningshætte.

Boligbygningerne er opført i rød blank murværk på granitsokkel og har eternitskifertag. Der er nyere vinduer, som er opsprosset enkeltglasruder med kitfalse. Nord for fyrgården ligger mindre træbeklædte udhuse samt et maskinhus med overbygning til kystudkig.

Æbelø fyr

Anlægget er et trefløjet boliganlæg, hvor et buet gangforløb lukker gården mod tårnet. Tårnet er opført af smukt tildannede granitkvadre med en lanterne, som har trekantede glas hele vejen rundt. På taget er en kobberhætte. De øvrige bygninger er murede - rød, blank mur og har skifertag, i rundingen dog zinktag. Anlægget er meget velbevaret med stort set alle originale bygningsdele intakte. Nye tilføjede elementer er tilpasset det eksisterende.

Hele anlægget har høj bevaringsværdi såvel historisk som arkitektonisk. Alle materialer i bygningen harmonerer med huset oprindelige udtryk. Eneste undtagelse herfra er den nye lampeteknik i tårnet, hvor der er ny og fremmed solceller, batterier og lyskilde.

Lodbjerg fyr

Et samlet fyranlæg med et højt granittårn, som er forbundet til boligbygninger i det trefløjede anlæg med buede korridorbygninger. Husene er opført i rød blank murværk med sandstensbeklædninger på gavlene og eternitskifer på sadeltagene. Tårnet har en konsolbåret omgang, hvorpå lanternen er fastgjort. Der er mange bevarede bygningsdetaljer i anlægget, så som fyldingsdøre, opsprossede dannebrogsvinduer, bræddegulve og profilerede gerichter. Fyrets originale urværk med lodtræk, som driver linsen rundt, er ligeledes intakt og anvendes stadig ved strømsvigt.

Set samlede anlæg rummer stor autensitet og er i kraft heraf et af de mest helstøbte anlæg på Vestkysten fra slutningen af 1800-årene.

Hirsholm fyr

Der er to fyrtårne på Hirsholmene. Det ældste er sammenbygget med fyrmesterboligen og er ikke længere i funktion. Boligbygninger er ombygget flere gange og har bl.a. fået udskiftet vinduer og yderdør og har fået malerbehandlet de tidligere kalkede facader.

Det nyere fritliggende tårn er velbevaret med mange originale bygningselementer så som døre, vinduer, trappe, lanterne mm. Tårnet er opført af kvadratiske tilhugne granitkvadre og har et profileret gesimsbånd over døren samt en svag udkragning under omgangen.

De tilhørende boligbygninger, er ligeledes opført i granitkvadre mens maskinhuset og diverse udhuse er opført i groft tildannede uregulære granitblokke. Der er foretaget vindues- og dørudskiftninger på alle bygninger.

Fornæs fyr

Tårnet er et højt fritstående granittårn, som afløste et fyr i fyrboligen fra 1839 af Holgreen. Anlægget består derudover af udhus, 2 boligbygninger samt kontor og kystudkig. Tårnet er med sine groft behugne granitkvadre velbevaret. De øvrige omliggende bygninger er ombyggede med eller for den nyeste kontordels vedkommende opført af materialer, som ikke harmonerer med det oprindelige anlægs bygningsudtryk.

Helheden i dette meget tidlige fyranlæg er kulturhistorisk interessant - og bevaringsværdigt.

Omø fyr

Rundt, muret fritstående tårn med 2 boligbygninger og udhuse omkring en gårdsplads. Tårnet har naturstensomgang og en lanterne med rombeformede glas i skråtstillede sprosser. Anlægget er relativt intakt, men med en del bygningsændringer i boligerne. Anlægget har stor identitetsskabende værdi for øen og er som sådan bevaringsværdigt.

Helleholm fyr

Et fritliggende muret firkantet tårn med muret brystningsmur på omgangen og vandrette røde teglstensbånd på facaderne. Taget er af rødmalet jern med en vindfløj øverst. De oprindelige udhuse fra tårnets opførelse er nu fjernet. Tårnet afløste et jerntårn.

Blåvands huk fyr

Tårnet er et højt firkantet betontårn på en granitsokkel med murede detaljer omkring dør, vinduer og gesims. Det fritstående tårn spidser ganske svagt mod toppen. Den tilhørende bolig og udhus er placeret sydøst for tårnet. Bygningerne er murede, med pudsede facader, skifertag og nyere vinduer med helruder.

Lanternen er cylindrisk med kegleformet tag af galvaniserede plader. Omkring lanternen er en støbt omgang med brystningsmur og nyere gelænder.

Fyrets originale bygningselementer er stort set intakte. Den støbte trappe med trætrin, fyldingsdøre, flere sprossede hårdttræsvinduer, granitsokkel og -trappe, klinkegulv samt en stor del af det faste inventar er bevaret.

Ved elektrificeringen af lampen fjernedes snoretækket til lodderne, som hang i trappelysningen for at trække linsen rundt.

Fyret er meget markant i landskabet og er historiske set et vigtigt led i sikringen af sejladsen langs den jyske vestkyst.

Keldsnor fyr

Fyranlægget består af 2 boligbygninger, 2 udhuse, et maskinhus og et tårn omkring en gårdsplads. Det ene udhus er en træbygning med paptag, mens det øvrige byggeri har murede og kalkede facader samt eternitskifertag.

Anlægget er et særdeles velbevaret kulturmiljø. Et godt eksempel på et af de åbne anlæg, som bygges omkring 1900 som efterfølger af de aksefaste anlæg.

Lyngvig fyr

Det høje murede fritstående runde tårn er placeret på toppen af en klit. Tårnet står på et støbt fundament afsluttet med en granitsokkel. Indvendigt står vægge lodrette men murtykkelsen aftager opad, således at tårnet fremstår svagt konisk i det ydre. Den nederste del er kvaderpudset og indgangen markeret med bl.a. en segmentfronton. Under omgangen er en profileret gesims, lanternen er cylindrisk med et tag af jernplader, som afsluttes af et spir med forsiringer. Originale fyldingsdøre og sprossede vinduer af hårdttræ er bevarede.

Nedenfor klitten er fyrgården beliggende. Den består i dag primært af en boliglænge i 1˝ etage samt et overforliggende udhus. Husene er murede og pudsede, de har henholdsvis eternitskifer og tagpap på sadeltaget. Der er isat større ovenlysvinduer og opført flere glatte skorstenspiber på boliglængens tag. Der er overalt udskiftet vinduer, nogle med helruder nogle som dannebrogs vinduer med en sprosse i underrammen.

Tårnet er meget markant i landskabet og sammen med de øvrige store hvide fyr på den jyske vestkyst vigtige historiske monumenter.

Spodsbjerg fyr

Et mindre atypisk muret og hvidmalet firkantet tårn med en kvadratisk lav udbygning. Fra den lave tilbygning fører en udvendig trappe op til omgangen, som er omgivet af et enkelt jerngelænder, som også findes på udbygnings tag. Lanternen er rund med kvadratiske buede glas og har på taget en karakteristisk krone. Der er en bloktandsgesims med små blændingsfelter under som hovedgesims.

Svaneke fyr

Fyranlægget består af et firkantet sandstenstårn og 2 boligbygninger, 1 maskinhus og udhuse. Det er et relativt nyt anlæg, hvor det støbte betontårn er beklædt med Nexø sandsten. Det har granitgesims og jernlanterne med buede glas og kegleformet tag. De øvrige bygninger er opført i rød, blank teglstensmur med strømskifter i gavlene og røde halvvalmede vingeteglstage. Der er overalt sprossede vinduer og fyldingsdøre.

De nyere boligbygninger er velbevarede eksempler på en type boliger, som opførtes flere steder i landet på denne tid.

Vinkel- og ledefyr

Esbjerg fyrsystem

Trekroner fyr

Fyret er et rundt jerntårn, som er placeret centralt på Trekronerfortets kassematbygning på den forreste flanke. Det er landets ældste jerntårn. Fyret blev oprettet i 1836 som lygtefyr. I 1926 blev lanternen fornyet, og der blev installeret en fast linse.

Fortet er opført fra 1787 til 1821 for at beskytte indsejlingen til København. Det blev forstærket med betonanlæg i 1865-68.

Fyret indgår i det fredede anlægget.

Nordre røse fyr

Et rundt granittårn på en ellipseformet kunstig ø, som ligeledes er beklædt med kvaderhugget granit. Fyret er beliggende ca. 1900 m øst for Kastrup Havn på ca. 4 m vand. Tårnets diameter indsnævres i en blød bue på de nederste ca. 3 m fra ca. 8 til ca. 6 m. Lanterne er af metal med rombeformede glas i skråtstillede sposser. To senere tilføjede dækshuse (1941-42) er fjernet igen. I underbygningen er maskinhus og opholdsrum til fyrpersonalet.

Fundamentet er opført på en pælerække med stenkastning imellem.

Hestehoved fyr

Fyret er placeret i en halvrund bygning i gavlen af et muret maskinhus. En læmur mellem fyret og boligbygningen lukker gårdrummet mod øst. På boligen er såvel tag som vinduer udskiftet. Der er flere mindre træskure i anlægget, som ligger placeret i udkanten af skoven på toppen af en skrænt ned mod havet.

Det samlede anlæg udgør en velbevaret helhed.

Hov fyr

Fyrtårnet er en usædvanlig type. Det er muret på betonsokkel med en ellipseformet grundplan. Såvel etageadskillelse, som omgang og tag er monierkonstruktioner. Døre og vinduer, udført af hårdttræ, er velbevarede, ligesom der er bevaret originalt fast inventar i tårnet.

De to boligbygninger samt udhuset er traditionelle grundmurede huse med sadeltage. Der er foretaget ombygninger på disse bygninger i form af blandt andet udskiftning af tage fra teglsten til eternitplader, vinduesudskiftninger med termohelruder og nye overfladebehandlinger.

Sletterhage fyr

Maskinhus og tårn er sammenbygget, hvorimod de øvrige 3 boligbygninger, udhus og kystudkig er opført som enkelthuse. Tårnet, der i 1894 afløste et tidlige i gavlen af maskinhuset, er som det eneste opført af beton. De øvrige bygninger er murede og har skifertag. Bygninger har gennemgået istandsættelser, som blandt andet har resulteret i nye vinduer med helruder.

Det tidlige betontårn og de omliggende bygninger er som en historisk helhed bevaringsværdigt.

Elsehoved fyr

Rundt jerntårn med et meget enkelt, funktionelt udtryk på en høj betonsokkel. Tårnet er placeret ved stranden på en pynt.

Tårnet er uændret i sit ydre siden opførelsen. Det er en fin repræsentant for de mange jerntårne, som blev opsat omkring 1900.

Kegnæs fyr

Anlægget består af et muret rundt tårn med bolig og et ældre beboeleseshus, som fyret oprindeligt var en del af. Hertil er et udhus samt en udkik. Tårnet er tysk opført og har en speciel dækkonstruktion med bølgeplader og beton.

Boligbygningerne er temmelig ombygget med blandt andet nye storrudede vinduer.

Anlægget er historisk interssant med det tidlige, nu fjernede, danske fyr i beboelsesbygningen, det tyske fyr og den danske fyrmesterbolig fra 1921. Helheden i anlægget er bevaret på trods af relativt store ombygninger.

Ore fyr

Tårnet er et støbt betontårn med synlig bræddeforskalling. Det har en rektangulær grundplan og spidser svagt mod toppen. Tårnet ligger på stranden.

Orehoved fyr

Tårnet er placeret på havnen i Orehoved og er samtidigt med fyret i Ore. Det er støbt i beton med to vandrette fremhævede gesimsbånd. Indtil 1932 var det kun 6 m højt, hvorefter det blev forhøjet med 5 m.

Enebærodde fyr

Et fritstående rundt betontårn med et nøgternt udtryk. Facaden har synlige lodrette spor af forskallingsbrædder og er hvidmalet. Omgangen er let udkraget og har et enkelt jerngelænder. Lanternens buede glas sidder i skråtstilledde metalsprosser. Taget er et kegleformet metaltag med en cylindrisk hætte øverst. Tårnet er et velbevaret eksempel på et af landets tidligste betontårne.

Egense fyr

2 ottekantede jerntårne placeret på en høj betonsokkel som igen står på et fælles betonfundament omgivet af store sten på grundt vand udfor Limfjordens udmunding i Kattegat. Fyret er forfyr og er således sammenhørende med et bagfyr på land. Det oprindelige bagfyr er erstattet af en gittermast.

Forfyret er en velbevaret karakteristisk ledefyr.

Rinkenæs fyr

Et relativt lille slankt jerntårn med et rent og enkelt udseende. Kun omkring omgangen og dennes gelænder er der egentlige dekorative detaljer. Tårnet er konstruktion med 6 I-jern på ydersiden af jernplader. Taget er en halvkugle afsluttet med en udluftningshætte. Ved tårnet er placeret et muret materialehus.

Tårn og materialehus fremstår meget originalt og er velbevaret eksempel på et tysk jerntårn. Tårnet er placeret fint i landskabet.

Helnæs fyr

Fyranlægget består af et højt muret firkantet tårn, som er hvidkalket med røde blankmurede detaljer omkring dør og vinduer og fyrpasser- og fyrmesterbolig samt udhus og udkik. Tårnet har sokkel af kvaderhugget granit, en markant omgang båret af store konsoller og en lanterne med ståltag og vindfløj. Udhuset er en lav rødmalet træbeklædt bygning forbundet med tårnet med en læmur. Fyrmesterboligen er i 2˝ etager med samme facadeudtryk som tårnet og eternitskifertag. Fyrpasserboligen, som ligger lidt væk fra de øvrige, er nyistandsat med blandt andet nye helrudede vinduer.

Anlægget er velbevaret med mange originale detaljer og bygningsdele så som fyldingsdøre, trapper og gesimser.

Strib fyr

Højt, firkantet muret tårn fritliggende uden andre tilknyttede bygninger omkring. Tårnet er pudset og malet, det har en konsolbåret omgang med muret gelænder. Over lanternen er et kegleformet ståltag med vindfløj.

På trods af et forenklet udtryk, som opstod ved overpudsning af blankmurede detaljer er tårnet er godt bevaringværdigt eksempel på et enkeltstående anduvningsfyr i de indre farvande.

Nordborg fyr

Anlæg med rundt muret tårn, som aftrapper to steder markeret med naturstensbånd. Tårnet har udkraget gesims under omgangen, spidsbuede vinduer, og lanternen afsluttes med et kegleformet kobbertag med vindfløj. Fyrpasserboligen med pudsede facader og blank murværk omkring døre og udskiftede vinduer samt udhuset med trempelkonstruktion er samtidige med tårnet. På fyrmesterboligen fra 1920 er vinduer udskiftet til helruder, og der er tilføjet en udestue.

Anlægget er i sin helhed et relativt velbevaret kulturmiljø.

Gammel pøl fyr

Tårnet er en rundt jernkonstruktion på et muret fundament. Tårnet er hvidmalet med et bredt rødt bånd, og lanternen har et kobbertækket kegleformet tag afsluttet af en vindfløj. Omgangen er båret af støbejernsknægte og har jerngelænder.

Fyret er meget velbevaret med mange detaljer, og er en fin repræsentant for et jerntårn opført i tiden, hvor Sønderjylland var under tysk administation.

Tranerodde fyr

Et rundt jerntårn på et betonfundament med granitdæksten. Tårnet er hvidmalet med et bredt rødt bånd. Lanternen har et kegleformet kobber tag med en vindfløj. Omgangen er båret af støbejernsknægte og har jerngelænder.

Fyret er meget velbevaret og fremstår som en god repræsentant for et jerntårn opført i tiden, hvor Sønderjylland var under tysk herredømme. Tårnet er rigt på detaljer i støbejernet.

Årø fyr

Et rundt støbejernstårn med en diameter på 2,7 m, som står på en murstenssokkel. Taget er kegleformet og afsluttet med en kugle og vindfløj. En indvendig vindeltrappe fører op til lanternen og en omgang, som er båret af 8 støbejernsknægte. Umiddelbart ved siden af tårnet er placeret et lille muret oliehus.

Tårnet er af tysk oprindelse, og har således den kongelige preussiske statskasse som bygherre.

Grisetåodde fyr

Rundt jerntårn med flot placering på stranden øst for Oddesundbroen. Tårnet har udvendig lejder og fremstår med en enkel og klar udformning uden særlige dekorative detaljer. Fyret er med sit originale ydre et velbevaret og markant del af fyrsystemet gennem Limfjorden.

Løgstør fyr

Fyret består af 2 lanterner i en overbygning af træ som er påsat i 1910, da fyret blev forhøjet. Den oprindelige bygning er et smalt muret hus. Bygningen er kalket og har originale vinduer og nyere fyldingsdøre. En stor del af interiøret er fra opførelsestidspunktet.

Fyret er et forfyr og markerer sammen med bagfyret, som er en gittermast opstillet på en bakke vest for havnen, sejlrenden vest for Løgstør gennem Løgstør Grunde.

Det atypiske fyr indgår som et meget væsentligt element i et bevaringsværdigt havnemiljø, som historisk set er afgørende for Løgstør bys udvikling. Bagfyret indgår i det bevaringsværdige system.

Glyngøre fyr

Fyret er et rundt jerntårn placeret på havnen i Glyngøre. Tårnets udtryk er enkelt og funktionelt. Fyret er bevaringsværdigt, som et godt autentisk eksempel på et af de danske jernfyrtårne. Fyret understøtter det historiske havnemiljø.

Hellehavn Nakke

Tårnet er et 7 m højt jerntårn, som er svagt kegleformet. Det har en nøgtern funktionel udformning uden egentlige dekorative elementer. Adgangen til linsen og omgangen foregår via en løst opstillet stige. Tårnet er velbevaret, beliggende i skoven på kanten af en skrænt mod havet.

Hals barre fyr

Tårnet er en jernkonstruktion placeret på jernbeton kassen, som udvendigt er beklædt med kløvede uregulære granitsten. Betonkassen er sandfyldt, den har en ellipseformet grundplan og står på 9 m vand ca. 4 km sydøst for Limfjordens udmunding i Kattegat.

Munke fyr

Fyret er placeret i en lille træbygning på betonfundament. Bygningen er konstrueret med lodretstående beklædningsbrædder med affasede lister over samlingerne på et træskellet. Taget er et papbelagt sadeltag med helvalm.

Der er ikke foretaget væsentlige ændringer på bygningen. Den fremstår meget velbevaret i såvel det ydre som det indre, hvor snedkerdetaljer, beslag, udluftning mm er original. Fyret har desuden intakt, original lampeteknik.

Huset er et godt eksempel på denne type af mindre vinkelfyr, som findes mange steder i landet.

Fyret er placeret i et træskur på et lavt betonfundament. Skuret er beklædt med rafter, der er malet røde og hvide på siderne mod Sundet og engelsk rød på landsiden. Det dækkes af et lavt, udkravende, pyramideformet, zinkbeklædt tag med hvidmalet gesims. Der er en hvidmalet dør mod vest med klassicerende indramning. Planen er kvadratisk og opdelt i to rum et til fyret og et til flaskegas. Skuret fremstår uforandret både ude og indvendigt siden opførelsen, dog er fyrvinduet gjort større på et tidspunkt.

Julebæk Fyr er bevaringsværdigt, som et af de få velbevarede eksempel på de mange skurer, der blev opført i 1920erne til at rumme små vinkel- og ledefyr. Disse små fyr er karakteristiske for udbygningen af det danske fyrsystem i perioden mellem 1870 og 1930.

Fyranlæg ved Esbjerg

Esbjerg fyr

Fyret er en mindre træbeklædt bygning med tagpapbeklædt sadeltag. Bygningen var oprindeligt bræddebeklædt med affasede lodretstillede lister over samlingerne. Beklædningen delvist fornyet i en símplere udgave. Det originale træskellet er intakt med traditionelle tømmersamlinger og affasede kanter.

Fyret er bevaringsværdigt som et vigtigt led i fyrsystemet ved indsejlingen til Esbjerg. Selve bygningen har desuden især via i sit autentiske interiør klare historiske kvaliteter.

Strandby fyr - forfyr

Mindre træbygning som er udviddet på bagsiden i 1964. Husets originale trækonstruktion udført med traditionelle tømmersamlinger er intakt, og den oprindelige træbeklædning med affasede lodretstillede lister over bræddesamlingerne er bevaret på bagsiden inde i tilbygningen. Den øvrige del er beklædt med nyere plademateriale. Det asymmetriske sadeltag er belagt med tagpap.

Fyret er bevaringsværdigt som et led i fyrsystemet ved indsejlingen til Esbjerg. Bygningen har desuden via i sit autentiske interiør historiske kvaliteter.

Bagfyr til strandby fyr

Trebenet jernmast placeret på toppen af en betonbunker i parkområde. Fyret er bevaringsværdigt i sammenhæng med det øvrige fyrsystem i Esbjerg, som er en del af helheden og repræsentant for de nyere mastekonstruktioner.

Sædenstrand forfyr

Fyret er placeret i et udskud på fyrmesterboligen. Bygningen har rødmalet træbeklædning og skifertag. Udskuddets havde oprindeligt sadeltag, som i forbindelse med en udvidelse blev lavet om til ensidet taghældning.

Fyret er en bevaringsværdig del af fyrsystemet i Esbjerg.

Sædenstrand mellemfyr

Ottekantet jerntårn placeret på parkeringsplads ved indkøbscenter. Tårnet består af jernplader som er naglet på en skelletkonstruktion af jernprofiler. I tårnet er bl.a. bevaret den originale støbejernsvindeltrappe. Det er landets næstældste jerntårn og et vigtigt og bevaringsværdigt led i fyrsystemet i Esbjerg.

Sædenstrand bagfyr

Høj nyere trebenet gittermast placeret i et villakvarter. Fyret virker i sammenhæng med forfyr og mellemfyr, og er i denne sammenhæng et bevaringsværdigt led i fyrsystemet omkring Esbjerg.

To nyere betonkonstruktioner som er placeret henholdsvis på stranden og i et boligområde. Fyrene er en del af de bevaringsværdige fyrsystem ved Esbjerg.

I Esbjerg er der udpeget 8 fyr, heriblandt 4 nyere konstruktioner som et eksempel på et større system af ledefyr, der er samlet på et relativt lille område. Fyrene markerer 3 sejllinier gennem Grådybet og indsejling i havnen. Da havnen og sejladsen er så vigtigt en del af Esbjergs opståen og udvikling, er dette fyrsystem et væsentligt bidrag til byens historie.

Litteratur

Einar Blytmann og Rogert Fjeldborg (udg.): Det Kgl. Danske Fyrvæsen. 1927.

John Cederberg: De første bygninger og bygværker af beton og jernbeton i Danmark. Fabrik og Bolig. 1999/2, side 3-27.

Henning Henningsen: "Papegøje" og vippefyr. Det danske fyrvæsen indtil 1770. Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg. Årbog 1960.

Ejner Johansson: Noget om fyrtårne. Architectura 16, 1994, side 7-29.

Knud Klem: Fra blusfyr til blinkfyr. Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg. Årbog 1960.

Skov Knudsen: Lysene tændes igen. Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg. Årbog 1960.

Danckert Monrad-Krohn: Norske fyr. Nasjonal verneplan for fyrstationer. Riksantikvarens rapport nr. 24 1997.

Ole Mortensen: Kystlandskabet. De kulturhistoriske interesser i landskabet. V. Etting og P. Grau Møller (red.). Skov- og Naturstyrelsen 1996, side 239-261.

John Nielsen: Hovedlinier i fyrvæsnets historie fra 1830 til 1945. Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg. Årbog 1960.

Ove Hermansen: Danmarks fyrtårne og fyrskibe siden 1560.