Sofus Christiansen, Sammenfatning og diskussion, Den danske hede, Skov- og Naturstyrelsen

	Skov- og Naturstyrelsen
\| Forside \| \| Indhold \| \| Forrige \|

Den danske hede

Sofus Christiansen

"Hvad vi ikke ved om heden"

Sammenfatning og diskussion.

En af de meget store fordele ved et møde som det, der holdtes på Skarrildhus var, at så mange med kendskab til hede og med meget forskellig baggrundsviden var til stede - og at de bidrog med indlæg. Dette er ikke bare en fordel, men helt nødvendigt, fordi mange typer af viden er nødvendig, når det drejer sig om at indkredse forklaringer på hedens problemer: opståen, udvikling og vedligehold. Heden virker næsten som et symptom på en række årsagssammenhænge, som stadig er vanskelige at diagnosticere.

Her skal kort resumeres nogle centrale områder, hvor vor viden stadig er mangelfuld. De er ikke bragt i nogen særlig orden, fordi de udviser en betydelig grad af sammenhæng, som vanskeliggør systematisering. De bringes her for oversigtens skyld i fire grupper med overskrifterne:

jordbund,
vegetation,
udnyttelse og
kultur.

Men først lidt om begrebet "hede", som der ikke er enighed om betydningen af. Almindeligst er vel den opfattelse, at hede er lyngklædte landområder af en vis størrelse, en definition, der kan raffineres botanisk i retning af "områder overvejende bevokset med dværgbuske af lyng- og bøllefamilierne", etc. I Danmark finder man som regel disse plantesamfund på sandjord, "hedesletter", oftest dannet af den sidste istids store smeltevandsfloder, men undertiden også på andre områder med udvasket jordbund af relativt grov kornstørrelse, sand. For geologer er det hedesletterne, der er "hede", men egtl. betyder ordet i gammelt dansk vel blot "sletteland".

1.	Den ofte konstaterede sammenhæng mellem hedevegetation og jordbund er ikke en tilfældighed. Den er klart beskrevet af P.E.Mülller (1924), der så hedens jordbundsprofil som en udvikling under hedelyng på sandjord. Mekanismen er i korthed, at sandjorden, da den er fattig på plantenæring, let bliver sur, så den øverstliggende jord ved nedbørens gennemvaskning får opløst og nedvasket sine jern- og delvist også humusbestanddele. Processen, der kaldes podsolering, resulterer i, at disse i en dybde på 25-75 em danner en udfældningshorisont, alen. Hovedtrækkene i "podsoleringen" har været kendt længe, men stadig er der brug for ny viden. Hvor hurtigt foregår processen: gælder det ar, årtier eller århundreder? Har den initielle skovfældning/afsvidning/opdyrkning en særlig betydning? Og omvendt: hvordan og hvor hurtigt kan podsoleringen ophæves? Alle de nævnte forhold er udtryk for en manglende viden om processen og dens samspil med klima, vegetation og jordbehandling. Den er påkrævet også i forståelsen af andre forhold som fx hededyrkning, hvis specielle problem er, at dannelsen af et lag al kan forhindre planterødderne i at nå dybere ned end til dette, og derved begrænser dem til blot at udnytte de sparsomme beholdninger af vand og næring i "blegsandet".

2.	Om hedevegetationen mangler ligeledes en hel del viden. En bedre registrering og klassifikation af plantesamfundene vil være nyttig for at kunne skelne klart mellem hedetyper som en indledning til analyse af voksepladsen. Endnu vigtigere ville en bedre viden om sammenhæng mellem kår og vegetation være. Det gælder fx virkning af kvælstofnedfaldet, et aktuelt problem.

3.	Men der er også andre, afgørende områder, hvor viden tydeligt mangler. Er fx den "klassiske" anskuelse (T.W.Böcher, 1941) om dels en hedeudvikling mod en klimaksskov, dels i forbindelse med kulturtryk en cyklisk udvikling (i to udgaver) holdbar? Det ville være spændende at få moderne anskuelser efterprøver, som fx de fra Sahel-forskningen kendte om forskelligartet vegetationsudvikling i sammenhænge især bestemt af udgangstilstand. Også mindre omfattende problemer bør tages op. Udvikler hedelyng fx i almindelighed svamperødder (mykorrhiza)? Hvis det er tilfældet, vil de helt forskellige udfald af hedebrand i hvert fald lettere kunne forstås.

4.	Der savnes yderligere en bedre dokumentation af hedeudnyttelsens historie. Det ligger vistnok klart, at de stereotype billeder af 'hedebonden' må forlades, og at udnyttelsesmetoderne - afhængigt af bl.a. natur- og samfundsressourcer - varierede stærkt. Peter Henningsens påvisning af forskellene fx mellem "engbønder" og egtl. hedeopdyrkere bør inspirere til yderligere undersøgelser af kilderne. Antageligt er der historisk afstand mellem typerne; i hvert fald den sidstnævnte forekommer vel generelt efter, at brug med lokal næringsstofkoncentration (ind-udmarks-brug/koncentrationsbrug) er blevet afløst af "importbrug" etc. Antageligt er der også regionale forskelle af betydning, som vil kunne afsløres.

5.	I denne forbindelse bør man være opmærksom på, at der er udviklet metoder, fx ved anvendelse af pollenanalyser, der tillader en hidtil ukendt nøjagtighed ved aflæsning af miljøforhold, kombineret med en stærkt forbedret tidsopløsning. Vil man fx kunne konstatere, hvor lang tid, der forløb mellem afbrændinger af brande i heden i forskellige perioder?

6.	De nævnte eksempler berører selvfølgelig langtfra alle de områder, hvor ny viden må tilvejebringes. Men de er forhåbentligt tilstrækkelige til, at et par vigtige forhold fremtræder med tydelighed. Efter nærværende forfatters mening drejer det sig særligt om to:

Der er brug for mere samarbejde mellem disciplinerne, der beskæftiger sig med heden. Historikere/samfundsforskere må lære om en række af de naturforhold, der stiller dagsordenen for hedens mennesker, som dikterer de problemer, der må løses for at kunne overleve under de gældende forhold. Omvendt har naturforskerne brug for hjælp fra samfundsforskere/historikere for at få beskrevet bl.a. hvordan man klarede sine problemer i det daglige, fx om arbejdskraftens anvendelse i landbruget (arbejdsbelastningen, anvendt tid til transport af gødskning osv.).

Der er brug for nogle faste rammer til at samle, sammenknytte og diskutere resultaterne, der opnas af de forskellige - oftest i forhold til hinanden stærkt isolerede faggrupperinger. Sådanne rammer bør tilgodese to aspekter:

tjene til at samle symposier/møder med en vis, ikke for lav frekvens og
tjene som basis for de tiltag, der må foregå kontinuert over relativt lang tid.

Det vil næppe undre, at undertegnede mener, at en fast forsøgsstation (fx i tilknytning til skovvæsenet) ville være en god idé. Dette gælder særligt, fordi den ikke bare ville kunne være basis for langtidsforsøg fx med rekonstrueret "hedebrugsdrift, men også fordi den - ved at være centrum for formidling om hedebrug og -bevaring kunne blive af stor oplysningsværdi for det almindelige, interesserede publikum, hvis støtte er vigtig, og som ville kunne have glæde af ret direkte at opleve et glimt af den værdi, oplevelsen af et fungerende kulturlandskab vil være.