Skov- og Naturstyrelsen

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Den danske hede

Johannes Skov

Skovrider Johannes Skov bød velkommen på vicedirektør Ole Christiansens vegne ved åbningen af seminaret om "Den Danske Hede".

Det er mig en glæde at byde Jer velkommen til dette seminar om de danske heder og deres kulturhistoriske betydning.

Seminaret er det første danske bidrag til et vesteuropæisk projekt om hedernes betydning som kulturlandskab. Skov- og Naturstyrelsen er gået ind i dette arbejde, fordi vi finder det vigtigt at informere den brede befolkning om den væsentlige betydning, heden som kulturlandskab har og har haft for dansk kultur. Men også fordi det har vist sig vanskeligt at bevare de sidste hedestrækninger, hvis vi ikke inddrager kulturhistoriske aspekter i bevaringsarbejdet.

Projektet bliver støttet gennem EU’s RAPHAEL-midler. Sammen med os deltager fra Danmark Skjern-Egvad Museum, Herning Museum og Grindsted Museum. Det er vores håb, at vi med tiden vil kunne inddrage endnu flere museer og forskningsinstitutioner og også amterne i arbejdet.

Heden er en kulturlandskabsform, der har været ganske udbredt og dominerende, målt såvel i rum som i tid.

Som landskabsform er den over 3.000 år gammel. Da den havde sin største udstrækning omfattede den måske op til 60 % af Jyllands areal. Heller ikke på øerne var den ukendt: store dele af Bornholm og Nordsjælland lå f.eks. hen i hede.

Det er en landskabsform, der også kendes fra Norges kystområder, især fra Vestlandet, fra dele af Skånelandene og ned langs den vesteuropæiske atlanterhavskyst til Middelhavet. Vestpå strækker den sig til Irland og atlanterhavsøerne og østpå langs den tyske Østersøkyst til Polen. Det er en udstrækning i rum over så forskellige kvartærgeologiske og klimatiske vilkår, at alene det at definere, hvad en hede er, formentlig vil give grundlag for mange spændende diskussioner.

Det er en udstrækning i tid, der for Danmarks vedkommende spænder fra slutningen af bondestenalderen eller begyndelsen af bronzealderen til industrialiseringen af landbruget begynder for alvor i sidste århundrede.

Det er en landskabsform, der har budt på så forskellige økonomiske forudsætninger, at der har udviklet sig en lang række specifikke lokale og regionale træk i hedekulturen. Og alligevel er der så mange fælles træk, at det måske ikke vil være urimeligt at tale om en fælleseuropæisk hedekultur. Et af formålene med dette internationale arbejde er bl.a. at efterprøve denne påstand.

Hvad vores forfædre har skabt og vedligeholdt gennem deres driftsformer som grundlag for deres liv gennem 3.000 år, afviklede vore oldeforældre og bedsteforældre fra begyndelsen af 1800-tallet i et tempo og i et omfang der gør, at vi både må tale om et økonomisk gennembrud for de lokale landbrugssamfunds driftsformer og samtidig om et økologisk sammenbrud i heden som landskabstype. Samtidig forsvandt så at sige hele den materielle kultur og den viden, der var knyttet til hedeegnenes driftsformer og erhvervsstruktur. Her må vi misunde nordmændene, der har haft en levende hedekultur til langt op i 1950’erne. Men måske overlevede lidt af heden i den særlige selvstændighedskultur, mange af os forbinder med de jyske bønder.

Fra slutningen af det 17. århundrede fik den danske hede betydning som en ressource, der tåler sammenligning med den amerikanske prærie. Den amerikanske livsfilosofi, der ligger i ordene, GO WEST, MY BOY, gjaldt også for heden. Her var plads til alle. Statens og samfundets fremgang blev knyttet til udnyttelsen af disse slumrende kræfter: det uopdyrkede land og de "sløve og dvaske" hedebønder, der ikke gad bukke sig ned for at opdyrke det. Hedebønderne var modvillige til at forlade deres vante liv. Her måtte anderledes geskæftige folk til: kartoffeltyskerne blev tilkaldt. Men bortset fra kartoflerne efterlod de sig ikke mange spor.

At hedebønderne slet ikke delte statens interesser i opdyrkningen, fordi de levede udmærket af deres kombination af hede- og engbrug eller af det righoldige udbud af bierhverv, der havde udviklet sig gennem tiden, er så en anden historie, som vi først nu begynder at forstå. I øvrigt havde de jord nok, og de jyske karle og piger var så tilstrækkeligt velanskrevne i Holsten og andre steder, så der aldrig opstod et egentligt overbefolkningsproblem.

Det blev danskere selv, der kom til at opdyrke heden - gennem et ufatteligt slid, men på egen jord. Da først den rette udnyttelse af mergelen blev kendt og accepteret, og siden de gode eksportmuligheder for husdyrprodukter opstod, fik heden sit grundskud, godt hjulpet af tilplantningssagen. Den danske emigration til den ny verden nåede aldrig samme omfang som i Sverige og Norge, fordi vi havde dette "indre emigrationsrum". Helt frem til 1953 oprettede man statshusmandsbrug, hvor unge ægtepar kunne komme i betragtning, hvis de havde en ren straffeattest og uplettede soldaterpapirer.

Hedeselskabet gjorde i årene efter tabet af Slesvig-Holsten "Hvad udad tabes skal indad vindes" til sit slagord. Landet skulle gøres i kornmarker og plantager ud i det yderste hjørne. Men ideologien bag var fælles gods. Det var en fremdriftens tid. Hjemstavnsdigterne og æsteterne protesterede, men til liden gavn.

Skarpt og usentimentalt står H.C. Andersens verselinje "Skynd dig kom, om føje tid, heden som en kornmark stå". I samme digt kommenterer han i øvrigt også skovrejsningen og investeringerne i den ny tids infrastruktur med dampdrager på skinner.

Steen Steensen Blichers brug af heden som scene og kulisse er noget mere pittoresk. Jeg fornemmer melankolien, kulden og de våde fødder efter en hel dags jagt i den våde sne.

Jeppe Åkjærs protester mod hedeopdyrkningen og Hedeselskabet er måske de mest dybtfølte.

Men også kampen mod hedeopdyrkningen gik ind i folkesjælen som en vemodig undertone, der akkompagnerede udviklingen: "evigt ejes mindet om det tabte". Vi har kun få lyngheder tilbage. Men de betyder så meget for vores selvforståelse og selvopfattelse, at de har en fremtrædende plads ikke blot i litteraturen, men også i billedkunsten og den folkelige fortællekunst.

Fredet blev heden til sidst, eller i det mindste de sidste små stumper. I begyndelsen med klausuler om, at heden skulle bevares som den lå uden indgreb fra menneskets side. De såkaldte status quo-fredninger. Men snart gik det op for os, at heden er et dynamisk plantesamfund med sin egen livsrytme eller livscyclus. Heden skal drives hårdt, ellers springer den i græs eller i skov. Vor tids forurening med luftbåret kvælstof har ikke gjort det nemmere. Vi står foran en udvikling af plejeformerne, der nødvendigvis må se tilbage til og inddrage erfaringerne fra den gamle hedekultur, hvis den skal lykkes på sigt.

Vi kan med andre ord til sidst konstatere, at der siden overgangen mellem bondestenalder og bronzealderen på grund af menneskets aktiviteter er opstået en landskabsform over store dele af Europa med så mange fælles træk, at vi kan tale om en fælles form.

Det drejer sig om et træfattigt, meget åbent landskab med lyng, revling og andre lave buskarter som den dominerende bevoksning. Her er højt til loftet som få andre steder i vort kulturlandskab.

August Jerndorff: Efteraar paa Heden. Motiv fra Utoft Plantage, 1896. Randers Kunstmuseum

Dette åbne slettelandskab har eksisteret i så lang tid, at mange slags dyr og fugle har til-passet sig denne biotop. Det gælder regnspoven, hjejlen og den måske mest berømte af dem alle: urfuglen.

Men hvad der interesserer os her og nu er ikke så meget hedens natur og den glæde, vi alle har af den. Det er mere den kulturhistorie, der er knyttet til heden: befolkningens brug af de naturlige ressourcer, som den har udviklet sig gennem 3.000 år, hvorved der er skabt og vedligeholdt en landskabsform, der strækker sig over et område fra Lofoten i nord til Gibraltar i syd, fra Gallway i vest til de Ukrainske stepper i øst.

Driftsformen har naturligvis ændret sig gennem tiden. Steder og betingelser har været forskellige. Men resultatet har været det samme - denne lille plante - Calluna Vulgaris.

Vi er nu gået ind i et samarbejde med Botanisk Institut ved Universitetet i Bergen, hvor professor Peter Emil Kaland i mange år har arbejdet med hedebonden i skærgården og bl.a. oprettet et lynghedecenter, der fungerer som et frilandsmuseum eller økomuseum og som et besøgscenter med et tilknyttet hedebrug i fuld størrelse. Udviklingen af et lignende kulturmiljøprojekt på dansk grund kunne være et af resultaterne af det kommende samarbejde.

Der skal derfor lyde en særlig velkomst til Peter Emil Kaland. Med professor Kaland som den drivende kraft og sammen med bl.a. New Forrest i England, landbrugsuniversitetet i Wageningen i Holland, og tilsvarende institutioner i Belgien, Tyskland og Portugal har vi startet et samarbejdsprojekt under titlen "Heathland - The Atlantic Cultural Landscape of Europe".

Vi har i alt fået 150.000 ECU, ca. 1,2 mill. kr., under Raphael-ordningen fra EU til støtte for dette arbejde. De skal bl.a. bruges til en oplysningskampagne, der inkluderer en stand på EXPO2000 i Hannover, en international vandreudstilling, bogmateriale og et internetprogram. Samtidig - og ikke mindst - skal vi udbygge dette internationale samarbejde både på de nationale og det fælleseuropæiske niveau. Det er mit håb, at vi hermed kan give arbejdet med lynghederne nye dimensioner og på længere sigt blive endnu bedre til at sikre lynghederne som de levende kulturlandskaber, de i grunden er.

Endnu engang velkommen.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |