Vejledning om Skovloven

§ 16, stk. 9 
Stævningsskov

1. Formålet med bestemmelsen
2. Tilladelse til stævningsdrift
3. Typer af stævningsskov
3.1 Stævningsskov på gode jorder
3.2 Egekrat
3.3 Ellesump
4. Vilkår
4.1 Historisk tradition
4.2 Hegning
4.3 Fuldstændig stævning
4.4 Skovbryn
4.5 Overstandere
4.6 Arealets størrelse
4.7 Rotation
4.8 Oparbejdning på frossen jord
4.9 Planer
4.10 Stedfæstelse og tinglysning
5. Tilskud

1. Formålet med bestemmelsen

Stævningsskovene har med den relativt lysåbne skov, hvor de afdrevne arealer har skiftet rundt i skoven, et helt særligt dyre- og planteliv. Ligeledes har jordbunden under de gamle stævningsskove oftest aldrig været udsat for jordbearbejdning. De enkelte træer i stævningsskoven kan, som det kendes fra egekrat, have en betydelig alder som individer, selv om den nystævnede skov ser ung ud. De kan ofte betragtes som skovens efterkommere."

2. Tilladelse til stævningsdrift

Tilladelse til stævningsdrift efter § 16, stk. 9 kan som udgangspunkt kun gives til arealer, som tidligere har været drevet med stævningsdrift.

Distriktet kan under særlige omstændigheder tillade at arealer, hvor der ikke er spor af, at der historisk har været stævningsdrift, udlægges som stævningsskov. Det er dog en forudsætning, at jordbundsforhold og træart er velegnede hertil. En sådan tilladelse kan fx være relevant, hvor et mindre stykke højskov findes i et udpræget stævningsskovområde, og hvor ejeren er interesseret i at indgå i stævningsdriftsformen. Distriktet bør dog være tilbageholdende med at bruge denne mulighed.

Stævningsdrift findes ofte i parcelskove, hvor den enkelte skovs størrelse er på ½ ha og opefter. Hvis ikke der er andre arealer i nærheden, hvor der stævnes, eller hvor det er sandsynligt, at ejerne kan overtales til at genoptage stævningsdriften, må det overvejes, om det ikke er mere hensigtsmæssigt at drive skoven i plukhugstdrift (højskovsdrift).

Det bemærkes, at stævning af ellesumpe, normalt ikke kræver tilladelse, idet træerne ikke afdrives før hugstmodenhed, jf. nedenfor under ellesumpe.

Tilladelse til stævningsdrift på arealer, som ikke tidligere har været drevet som stævningsskov tidligere, skal gives efter § 18b, jf. § 16, stk. 1.

Inden tilladelsen evt. gives dispensation, skal det være oplyst, om området er habitatområde eller levested for de arter, der er omfattet af habitatdirektivets bilag IV. Tilladelse kan kun gives, hvis den ikke er i konflikt med habitatdirektivets regler, jf. indledningsnotatet.

3. Typer af stævningsskov

På de østjyske jorder og på øerne er der tale om gode jorder, hvor antallet af løvfældende træer og buske er stort. Ikke sjældent findes de fleste indenlandske træ- og buskarter i selv ret små stævningsskove. Der kan findes typer af stævningsskove, der er træartsmæssigt meget blandede, næsten rene hasselstævningsskove (ofte i meget kort omdrift 10-15 år) fx på Langeland og Fyn, næsten rene askestævningsskove (ofte længere omdrift) eller stævningsskove, hvor elm er eller har været et dominerende element , fx på Als. Især stævningsskove, der ikke har været "sat på rod" i mange år har tit et stort antal løvtræarter. Eg indgår meget ofte i blandingen sammen med de førnævnte, da den også villigt sætter stødskud.

Egekrat (og bøgepur) har sikkert ofte været drevet i en slags stævningsdrift - herunder i kombination med græsning. Her er stævningsdriften typisk knyttet til magre voksesteder (jf. notat til § 16, stk. 8 om egekrat).

Ellesump er en særlig type stævningsskov - oftest af rødel, der drives i noget længere omdrift - ofte 40-60 år. Stævningen sker ofte i vintre med streng frost, idet det er det eneste tidspunkt, hvor man i praksis kan udføre arbejdet. En sådan stævning kræver ikke tilladelse i forhold til § 16, stk. 9, da træerne ofte opnår normal omdriftsalder.

Distriktet skal specielt være opmærksom på, at der kan være et koordineringsbehov i forhold til amtet da ellesumpe kan være omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Amtet er ikke nødvendigvis altid i besiddelse af særlig ekspertise vedr. denne skovdriftsform, men vil kunne have/bibringe nyttige oplysninger vedr. særlige flora/fauna hensyn.

4. Vilkår

Når distriktet giver tilladelser til stævningsdrift i henhold til § 16, stk. 9, bør nedenstående vilkår overvejes. Se i øvrigt Forskningscentret for Skov & Landskabs videnblade nr. 3.1-3 og 3.1-4 fra februar 1998, der giver den hurtigst tilgængelige oversigt over hhv. biologiske og driftsmæssige forhold, der skal iagttages.

Hvis der er lokal tradition for stævningsdriftens udførelse, så skal der tages afsæt i den. Den kulturhistoriske dimension har betydning og den skal inddrages i muligt omfang.

Mange steder, hvor stævningsdriften genoptages er der forløbet et langt tidsrum siden sidste stævning. Ofte har træerne ikke været stævnet siden 1940’erne, og der kan derfor være tale om et ret voldsomt indgreb, hvis det foregår over for store flader på én gang. Man skal også være opmærksom på, at vildtbid kan være en hæmmende faktor for succesfuld genvækst. Den første flade i et nyt stævningsområde vil ofte blive hårdt belastet af vildtbid. Distriktet bør i disse situationer stille vilkår om hegning.

Distriktet bør stille vilkår om at stævningen skal være fuldstændig. Det er vigtigt, at der kommer lystilgang til skovbunden. Dvs. at også tynde træer og buske skal stævnes, selv om det er arbejdskrævende og ikke giver meget brænde. Hugstaffaldet skal fjernes fra arealet, så der kan komme lys til skovbunden. Mindst i et omfang, der i skovbrugets praksis kan betragtes som "grovrydning" af kvaset. Evt. kan noget af kvaset lægges over stødene til beskyttelse mod vildtbid.

Af hensyn til skovlovens regler om bevarelse af ydre skovbryn af løvtræer og buske, og ikke mindst for at undgå blæst og træk på arealerne, bør distriktet stille vilkår om, hvorledes stævningen skal gennemføres i skovens udkanter.

Det kan være en god idé at stille som vilkår, at enkelte markante træer skal bevares som overstandere. De kan have betydning som frøtræer, for fugle og insektlivet og dermed bidrage til variation på arealet.

Distriktet bør derfor ikke give tilladelse til stævning af over 1 ha sammenhængende flade ved samme indgreb. Der bør ikke stævnes på arealer mindre end ¹/₅ – ¼ ha, da skyggevirkningen fra naboarealer i så fald bliver for stor, hvortil kommer at trykket fra gnavning af råvildt kan blive så stort, at genvæksten ødelægges.

Distriktet bør være opmærksom på, om der kan skabes en vis rotation i stævningsarealerne. En del af de dyre- og plantearter, der tilgodeses ved stævningen, vil have fordel af, at et mindre areal stævnes hvert år, fx 2 flader á ½ ha fordelt i komplekset eller 2 felter på ½ ha størrelse, der stævnes med 2-3 års mellemrum, frem for at hele arealet stævnes fx hvert 5. år.

Der kan på nogle lokaliteter være behov for at stille vilkår om, at færdsel med tunge maskiner sker på frossen jord eller i tørre perioder.

4.9 Planer

Distriktet kan stille vilkår om, at der udarbejdes en plan for området, når dette er af en rimelig størrelse, dvs. ikke under 2 ha. Planen kan indeholde bestemmelser om inddeling i felter og stævningsintervaller.

Tilladelsen til stævningsdrift bør normalt stedfæstes, og den skal for arealer over 2 ha tinglyses på ejendommen med de tilhørende vilkår med distriktet som påtaleberettiget.
 

Der kan evt. gives tilskud til stævningsdriften efter skovlovens § 19, stk.1, nr. 1: "Tilskud til fremme af god og flersidig skovdrift", jf. gældende tilskudsordninger.

| Indhold | | Forrige | | Næste | | top |