Skov- og Naturstyrelsen
Miljøministeriet

Planlægning af skovrejsning
- en vejledning til amternes regionplanlægning

Redaktion: Christian Lundmark Jensen, Mikael Kirkebæk, Lars Bendix Poulsen, Søren Rasmussen, Lars Rudfeldt, Bente Villumsen, Laila Wieth-Knudsen, Henrik Winther.

Indledning

Plangrundlag

Positiv-områder

Betydning af udpegning:
Grundlag for udpegning:
Omfanget:

De 3 hovedformål

1. Beskyttelse af drikkevandsinteresser
Nitratudvaskning
Forsuring
Grundvandsdannelse
Pesticider og skovrejsning
Udpegning af forskellige områdetyper
Mere om nitratfølsomme indvindingsområder
2. Bynært friluftsliv
Faktuelle oplysninger
Udpegningen
3. Grønne netværk
Faktuelle oplysninger
Udpegningen

Andre formål

Landbrug
Skovbrug
Natur
Landskab
Råstofgravning
Beskyttelse af overfladevand
Friluftsliv

Negativ-områder

Betydning af udpegning
Grundlag for udpegning
Lovbestemte forbud mod tilplantning
Geologi
Kirkeomgivelser
Kulturmiljø
Tekniske anlæg (vindmøller, flyvepladser og transportanlæg)
Byudvikling
Natur
Råstofgravning
Landskab

Øvrige områder

Få mere at vide

Bilag

1: Målsætning  2: Definition af skov  3: Skovrejsningen i dag  4: Juridisk grundlag
5: Skovbyggelinier  6: Tilskud til skov, Skov- og Naturstyrelsens skovrejsning

Indledning
Det er et nationalt mål at fordoble det danske skovareal over en periode på 80 - 100 år. Det indebærer en årlig skovrejsning på ca. 5.000 ha. Formålet er mangesidet, blandt andet fremme af træproduktion, friluftsliv, biodiversitet, miljøbeskyttelse og energi, der kan fornys. Gennem regionplanlægningen fremmes en hensigtsmæssig lokalisering af de nye skove. Første gang amterne udlagde skovrejsningsområder var i 1990.

Siden Miljøministeriet udsendte en vejledning om skovrejsning i regionplanlægning i 1990, har flere forhold af betydning for skovrejsning ændret sig.

• Det politiske forlig i 1998 om Vandmiljøplan II ¹⁾ indebærer, at der frem til år 2003 skal rejses 20.000 ha skov for at beskytte vandmiljøet.
• Der er krav fra statens side om at revurdere planlægningen for skovrejsning med henblik på at beskytte vandressourcerne ¹⁾.
• Der er krav fra statens side om at fremme det bynære friluftsliv ved hjælp af skovrejsning ²⁾
• Staten ønsker at fremme et samlet grønt netværk, blandt andet ved hjælp af nye skove ¹⁾
• Skovloven er blevet revideret, herunder ordningen om tilskud til privat skovrejsning. Der gives nu indkomstkompensation i 20 år, binding af landbrugspligten er nedsat fra 20 til 8 år, og tilskud til skovrejsning kan i særlige SFL-områder ³⁾ kombineres med tilskud under MVJ-ordningen ⁴⁾. Der har været en markant stigning i interessen for tilskud for skovrejsning.
• Nye regler i Naturbeskyttelsesloven om forbud mod tilplantning.
• Der er opsamlet erfaringer om den faktisk gennemførte skovrejsning siden 1990.

I den statslige udmelding til regionplanrevision 2001 (Miljø- og Energiministeriet, 1998) er en ny vejledning varslet. Nærværende vejledning erstatter således "Skovrejsning og områder, hvor skovrejsning er uønsket", udgivet af Miljøministeriet i maj 1990.

Denne vejledning skal danne grundlag for amternes regionplanlægning af skovrejsning, og er gældende indtil nye retningslinier foreligger.

Planloven: "Regionplanen skal indeholde retningslinier for beliggenheden af skovrejsningsområder og områder, hvor skovtilplantning er uønsket" (§ 6, stk. 3, nr. 7)

Amtet skal hvert 4. år planlægge for skovrejsning i forbindelse med en regionplanrevision (næste gang i år 2001), men kan derudover, når det politisk besluttes, udarbejdes et regionplantillæg, hvor skovrejsning indgår. I begge tilfælde anvendes denne vejledning som grundlag.

Amterne skal ved udlæg af positiv- og negativ-områder søge at minimere eventuelle interessekonflikter, dog således at der sker en afvejning af hvilke interesser, der i givne situationer vejer tungest.

For vandressource-, frilufts- og grønne netværksinteresser kræver eller anbefaler staten, at amterne revurderer udpegningen i regionplanen med henblik på at sikre, at den pågældende interesse er varetaget godt nok.

Områdeudpegningen skal afgrænses entydig på kort. Det bør tilstræbes, at afgrænsningen også kan genfindes i marken, ved f.eks. at følge veje, levende hegn, markenheder eller andre topografiske elementer, der kan genfindes på 4 cm kort.

Udpegningerne bør fremgå af et kortbilag til regionplanen i målestok 1:100.000. Det kan anbefales, at kortbilag i 1:100.000 som hovedregel rummer oplysninger, der svarer til Kort- og Matrikelstyrelsens 1 cm kort. I forbindelse med præsentation af udpegninger af skovrejsning på kort bør det overvejes, hvilke temaer skovrejsning har relation til, herunder f.eks. grundvand. Der henvises i øvrigt til side 91 i SUR.

Desuden bør amterne være opmærksomme på mulighederne for at udnytte kortgrundlag m.v., som er udarbejdet i forbindelse med "Handlingsplan for information om arealregulering i det åbne land" (Amtsrådsforeningen, maj 1998).

I regionplanen bør det af redegørelsen fremgå, hvilke negativ- og positiv-områder der ændrer status og begrundelsen herfor.

Amterne bør være opmærksomme på, at primærkommunerne kan have oplysninger af betydning for udpegning f.eks. i forbindelse med bynærhed og kommunal vandforsyning.

I positiv-områder er skovrejsning ønskelig. Her ydes forhøjede tilskud til privat skovrejsning, og ansøgninger i disse områder har højeste prioritet. Den statslige skovrejsning finder primært sted her.

Der gælder særlige VVM-regler⁵⁾ for rydning af eksisterende skov i positiv-områder. Desuden kan VVM være aktuel i forbindelse med skovrejsningsprojekter af særlig karakter.

De nuværende udpegede positiv-områder skal revurderes for at fremme de 3 hovedformål: Sikring af drikkevandsinteresser, bynært friluftsliv og grønne netværk. Nedenfor fremgår, hvad der menes med en revurdering.

• Der skal ske en opprioritering af hensyn til sikring af drikkevandsinteresser og bynært friluftsliv. I det omfang disse interesser ikke er tilstrækkeligt tilgodeset i den eksisterende udpegning, skal der ske udlæg af nye positiv-områder.
• I det omfang etableringen af grønne netværk ikke er tilstrækkeligt tilgodeset i den eksisterende udpegning, kan der ske udlæg af nye positiv-områder. Af redegørelsen bør det fremgå, hvilke positiv-områder, der er udpeget med henblik på at fremme det grønne netværk.
• Skovrejsning indebærer at landbrugsjord overgår til skovbrugsformål. Det er derfor vigtigt, at amterne i forbindelse med udpegning af positiv-områder inddrager hensynet til landbrugsinteresser set i en regional sammenhæng. En opdateret jordbrugsanalyse er et relevant grundlag for dette. Udpegning af nye positiv-områder af hensyn til de 3 hovedformål kan derfor medføre at andre positiv-områder udtages for at tilgodese landbrugets arealbehov.
• Amterne kan revurdere eksisterende positiv-områder, som ikke er omfattet af de 3 hovedformål, og hvor der ikke allerede har været skovrejsningsaktivitet og heller ikke forventes det i overskuelig fremtid. Sådanne områder kan på baggrund af en nærmere analyse udtages som positiv-områder.
• For øvrige interesser skal der tages udgangspunkt i den eksisterende regionplanlægning på området, idet gældende positiv-områder kan revurderes i lyset af ny viden og udviklingen siden sidste udpegning.
• Generelt skal der ved udpegning af nye positiv-områder også tages hensyn til øvrige interesser. Særligt bør amtet være opmærksom på geologiske, landskabelige og kulturhistoriske interesser, herunder de landskabelige omgivelser knyttet til kirker, borge, voldsteder o.lign., samt markante fortidsminder.

Overordnet set, bør positiv-områder især udlægges, hvor flere interesser samtidigt kan opfyldes.

Positiv-områder bør have et sådan omfang og en sådan størrelse, at de kan opfylde formålet med deres udpegning. Amterne skal tilstræbe, at de udpegede positiv-områder udgør større sammenhængende områder. I forbindelse med grønne netværk/økologiske forbindelser kan der dog udpeges positiv-områder ned til 5 ha.

Hidtidige erfaringer viser, at skovrejsning i positiv-områder sker langsomt og delvist. Udpegning af positiv-områder vil således langt fra betyde, at sådanne områder dækkes fuldstændigt af skov.

Det er ikke muligt gennem regionplanlægning at planlægge, hvilken type skov der skal etableres. Amtet kan tilkendegive ønsker og formål med forskellige udpegninger i redegørelsen, f.eks. i forbindelse med bynære positiv-områder og områder udlagt med henblik på grundvands- og naturinteresser. Dette har dog ikke forpligtende virkning. Staten fremmer via tilskudsordninger generelt mere løvskov, en mere varieret sammensætning af træarter, hensyn til friluftslivet, lokalitetskortlægning ⁶⁾ samt undladelse af brug af bekæmpelsesmidler. Ved statslig skovrejsning tilstræbes generelt en høj løvtræandel af hjemmehørende og egnstypiske arter. Skovrejsningen har de seneste år i høj grad ændret karakter.

Se nærmere i bilag 3 og  bilag 6.

Arealer, der kun kan dyrkes, hvis der til stadighed frapumpes vand, bør normalt ikke udpeges som positiv-områder.

Udpegning af positiv-områder bør koordineres med naboamter for at sikre sammenhæng i planlægningen for skovrejsning på nationalt plan. Dette har særlig relevans i forhold til de 3 hovedformål.

Den nuværende rummelighed af positiv-områder på landsplan og amtsniveau bør normalt opretholdes på omtrent samme niveau som situationen før denne vejledning.

Amterne har senere mulighed for at begrænse eller udtage positiv-områder, hvis man finder, at andelen af det tilplantede areal i et udpeget positiv-område har nået et hensigtsmæssigt omfang.

1. Beskyttelse af drikkevandsinteresser

• For at opprioritere beskyttelse af drikkevandsinteresser skal amterne udpege nye positiv-områder i det omfang den nuværende udpegning ikke allerede sikrer dette. Udpegningen bør målrettes mod de nitratfølsomme indvindingsområder, og relevante dele af de udpegede indsatsområder for grundvandsbeskyttelsen

For at styrke grundvandsbeskyttelsen blev Drikkevandsudvalget nedsat i 1997. Anbefalingerne fra udvalgets betænkning indgik i VMP-II aftalen og er omsat til lovgivning. Det har medført, at der kan iværksættes grundvandsbeskyttelse, som blandt andet kan omfatte ændringer af arealanvendelsen fra en intensiv anvendelse til en mere ekstensiv, som for eksempel skovdrift. Den politiske aftale om VMP II skal generelt nedsætte kvælstofbelastningen. Dette har blandt andet betydet, at der frem til år 2003 er afsat ekstra midler til at rejse 20.000 ha ny skov. Skovrejsning forventes at reducere udvaskning af kvælstof med 1.100 tons/år.

Der findes generelt et højt nitratindhold under landbrugsarealer og et lavt nitratindhold i områder med skov- og naturarealer.

Variationen i nitratudvaskningen afhænger også af skovstørrelse, skovtype, jordtype og træart. Udvaskningen af nitrat fra gamle skovarealer er under 10 kg. pr. ha pr. år, mens det tilsvarende tal for landbruget normalt sættes til ca. 65 kg. pr. ha pr. år. Nitratudvaskningen fra de nye skove, der etableres på moderne drevne agerjorder med stor kvælstof-pulje antages at blive lidt højere end for gamle skove, men dog stadig under niveauet for agerbrug.

Ved skovrejsning sker der en forsuring af jordbunden fordi gødskning og kalkning i forbindelse med landbrugsdriften ophører. Denne forsuring er størst ved tilplantning med nåletræer på sandjorder, hvor der naturligt kun er en ringe stødpudeevne.

I forhold til grundvandet betyder forsuringen, at eventuelle tungmetaller frigøres, hvis pH-værdien er tilstrækkelig lav. Dette kan betyde, at der under landbrugsjorder med store mængder ophobede tungmetaller frigives tungmetaller til grundvandet. Der findes ikke på nuværende tidspunkt feltundersøgelser, der dokumenterer et højere tungmetalindhold i grundvandet under skov- og naturarealer end under landbrugsarealer. Kendte målinger er dog oftest baseret på gamle skovarealer. Modelberegninger konkluderer, at der p.t. ikke er grund til at anbefale generelle restriktioner med hensyn til udvælgelse af positiv-områder med baggrund i fare for udvaskning af tungmetaller. Risikoen for udvaskning af tungmetaller til grundvandet kan måske forekomme lokalt.

x Jorder, hvor der er risiko for forsuring og med særlig højt tungmetal indhold, bør ikke udpeges som positiv-områder.

Skovrejsning på landbrugsjord reducerer grundvandsdannelsen på arealet, da fordampningen fra skov er større end fra en ikke vandet landbrugsafgrøde. Fordampning sker da nedbør bliver hængende i trækronerne og fordamper som følge af solindstråling og vind. Fordampningen kan udgøre op til 200-300 mm på årsbasis, og grundvandsdannelsen reduceres tilsvarende. Reduktionen i grundvandsdannelse er mindst under løvtræer, fordi de har mindst overfalde.

x Ovenstående betragtninger må tages med i overvejelserne, men forventes kun at have betydning i de tilfælde, hvor der er vandressourceknaphed og hvor man samtidig forventer, at store dele af et grundvandsopland tilplantes med skov.

Generelt er skov karakteriseret ved en meget lav anvendelse af pesticider. Dette skyldes, at skovdrift i vid udstrækning bygger på udnyttelse af naturlige processer, og at omdriften er meget lang. Anvendelse af pesticider er således normalt kun aktuel i forbindelse med ukrudtsproblemer, som optræder i bevoksningernes startfase.

På skovbrugsarealer anvendes i gennemsnit ca. 0,02 kg. virksomt stof pr. ha pr. år. Det tilsvarende tal for landbrugsarealer er ca. 1,7 kg. Behandlingshyppigheden i skov er ca. 0,02 gange/år, mens den til sammenligning på landbrugsarealer er ca. 2,5 gange/år på nuværende tidspunkt.

For flere offentligt ejede arealer er anvendelsen af pesticider allerede stærkt begrænset eller helt afskaffet. Der er i 1998 indgået aftale mellem Miljø- og Energiministeriet, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen, samt Københavns- og Frederiksberg Kommuner om, at anvendelse af pesticider skal være udfaset primo år 2003.

Skovrejsning på et tidligere landbrugsareal vil betyde, at risikoen for fremtidig udvaskning af pesticider fra arealet nedsættes meget betragteligt.

Den fremtidige vandressourceplanlægning kommer til at indeholde en række nye begreber, som skal medtages i de kommende regionplanrevisioner. Det omfatter blandt andet udpegningen af indsatsområder, som er områder hvor amterne skønner, at det er nødvendigt med en særlig indsats for at beskytte drikkevandsinteresserne. Grundvandsbeskyttelsen inden for disse indsatsområder omfatter alle relevante kilder til grundvandsforurening, og dermed også andre stoffer end nitrat og pesticider.

Til regionplanrevision 2001 skal amterne også udpege de områder som er nitratfølsomme. Disse områder benævnes, jf. den statslige udmeldning, som nitratfølsomme indvindingsområder. Nitratfølsomme indvindingsområder udpeges på grundlag af den eksisterende viden.

Sideløbende med nærværende vejledning udsendes også vejledning fra Miljøstyrelsen om "Zonering - Detailkortlægning af arealer til beskyttelse af grundvandsressourcen" (Miljøstyrelsen, 1999), som nærmere beskriver kortlægningsmetoder og definitioner på nitratfølsomme indvindingsområder og indsatsområder.

I Miljøstyrelsens vejledning om zonering er det beskrevet hvordan indsatsområderne skal kortlægges for at identificere og afgrænse de sårbare områder. I tilfælde hvor det er nødvendigt at reducere nitratbelastningen i disse områder, kan amtet udpege indsatsområder af hensyn til nitrat. Disse områder vil efterhånden afløse de nitratfølsomme indvindingsområder i regionplanen. Der forventes naturligt nok et stort overlap imellem disse to områdetyper.

Udpegningen af positiv-områder for skovrejsning bør omfatte større arealer, der tager udgangspunkt i planlægning for beskyttelsen af grundvandsressourcerne. I den forbindelse bør amterne målrette udpegningen af positiv-områder mod de nitratfølsomme indvindingsområder, og relevante dele af de udpegede indsatsområder for grundvandsbeskyttelsen (se figur 1). De udpegede SFL-områder er også relevante i denne sammenhæng.

Nitratfølsomme indvindingsområder er de områder, hvor det grundvandsdannende område til en vandforsyning eller til et magasin med indvindingsinteresser er karakteriseret ved en ringe beskyttelse over for nitrat (stor sårbarhed).

Figur 1: Udpegning af forskellige områdetyper i forbindelse med grundvandsbeskyttelse (Miljøstyrelsen 1999). Indsatsområde og nitratfølsomt indvindingsområde skal udpeges i regionplan 2001. Efter detailkortlægningen udpeges sårbare arealer i det nødvendige omfang som indsatsområde med hensyn til nitrat.

Inden for områder med særlige drikkevandsinteresser udpeges nitratfølsomme indvindingsområder ud fra det grundvandsdannende område til en vandindvinding eller et magasin med væsentlige vandindvindingsinteresser. Udpegningen omfatter således både områder, der i dag indvindes vand fra, men også områder med potentiale for vandindvinding. Uden for områder med særlige drikkevandsinteresser udpeges nitratfølsomme indvindingsområder ud fra det grundvandsdannende opland til de almene vandværker, der ønskes beskyttet.

Områder med stor grundvandsdannelse udgør således de nitratfølsomme indvindingsområder, hvis dæklagene over grundvandsmagasinet har lav nitratreduktionskapacitet. Her er grundvandet sårbart over for nitrat. I følge Drikkevandsudvalgets betænkning, skønnes de nitratfølsomme indvindingsområder at udgøre ca. 4 % af landets samlede areal.

se også vejledning fra Miljøstyrelsen, 1999 om "Zonering - Detailkortlægning af arealer til beskyttelse af grundvandsressourcen"

2. Bynært friluftsliv

• Amterne skal udpege nye positiv-områder, hvor skov kan understøtte muligheden for bynært friluftsliv i det omfang den nuværende udpegning ikke allerede sikrer dette. Områderne skal ligge i kort afstand fra byerne.

80-90 % af befolkningen bor i større byer. Det er derfor af særlig interesse, at der er tilgængelige, grønne områder - især skove - nær vore byer. Undersøgelser viser, at befolkningen meget gerne vil have mere skov, og gerne bynære skove. Og 9 ud af 10 danskere kommer i skoven mindst en gang årligt.

Behovet for skov ved byer og andre befolkningsmæssige koncentrationer påvirkes især af:

1. byens størrelse,
2. afstanden mellem den nye skov og byen,
3. bysamfundets størrelse i forhold til det fremtidige skovområdes samlede størrelse,
4. de faktiske og mulige fremtidige adgangsmuligheder til skovområdet,
5. forekomsten af eksisterende skov- og naturområder i nærheden af byer.

Figur 2. Behovet for nye skove omkring byer påvirkes af flere faktorer. Tallene referer til teksten ovenfor.

Transporttid, -form og -afstand er afgørende for om skoven har bynær betydning. Transporten sker typisk til fods når transportafstanden er under 2 km fra bopæl til skov, som cykling ved 1-15 km fra bopæl til skov, i bil når der er mere end 8-9 km fra bopæl til skov, og med tog/busser i over 5 km afstand.

Et groft skøn over villigheden til at bevæge sig for at komme i bynære skove er for små byer (1-3.000 indbyggere) op til 1-2 km fra byen, for middelstore byer (20-40.000 indbyggere) op til 8-9 km fra byen, og for store byer (over 100.000 indbyggere) op til 15 km eller mere.

Men det er dog af afgørende betydning, at de nye skove placeres tæt ved byen. 2/3 af alle skovbesøg finder nemlig sted i skoven nærmest bopælen, og ¾ af alle skovbesøg finder sted indenfor en afstand af 10 km fra bopælen.

Kvaliteten af skovoplevelsen påvirker skovens betydning for friluftslivet. Derfor kan mindre skove - f.eks. til hundeluftning, med fordel etableres ved boligkvarterer; større skove kan med fordel anlægges i en større afstand fra byen for at kunne opretholde f.eks. den af mange værdsatte skovstilhed.

Nem, direkte adgang til skovene samt gode, alsidige transportmuligheder er vigtig. Tekniske anlæg - jernbaner eller større veje - er ofte spærringer, og kan medføre behov for at der laves vej- eller stiunderføringer m.v., hvis skoven skal have en friluftsmæssig værdi.

For at fremme mulighederne for bynære friluftsoplevelser kan nye skove med fordel integreres både i bystrukturen som en grøn kile eller lign. og i større, bynære sammenhængende naturområder med f.eks. skov, søer og ådal, samt danne en værdifuld visuel adskillelse mellem bydele.

Der bør særligt lægges vægt på bynære områder/egne, som er "underforsynet" med, eller helt mangler bynære, grønne områder. I placeringen af positiv-områderne bør indgå; bysamfundets samlede størrelse, afstanden mellem bygrænsen og skovgrænsen, omfanget af eksisterende skov og skovens planlagte størrelse samt de faktiske og fremtidigt mulige adgangsmuligheder til skovområdet. Især omkring større byer kan det derfor være relevant at udpege positivområder.

Bynær skovrejsning har erfaringsmæssigt vist sig ofte at kunne kombineres med beskyttelse af drikkevandet.

se også "friluftsliv"

3. Grønne netværk

• De nuværende positiv-områder bør revurderes for at fremme skovrejsning, der kan styrke et samlet grønt netværk med henblik på at forbedre spredningsmulighederne for planter og dyr.

I mange år har der været tradition for at indarbejde forskellige grønne korridorer eller spredningskorridorer ⁷⁾ i det åbne land som led i regionplanlægningen. Skovområder har i større eller mindre omfang indgået i disse korridorer. Indsatsen for at realisere disse korridorer har været sparsom, men de er dog oftest opretholdt eller udbygget i planlægningen.

Det er et erklæret nationalt mål at styrke spredningsmulighederne og dermed sikre stabile bestande af vilde dyr og planter, hvilket blandt andet sker som led i implementeringen af EF’s habitatdirektiv. Derfor er der i den statslige udmelding om regionplanrevision 2001 meldt ud, at der skal etableres og forbedres et netværk af økologiske forbindelser og levesteder for det vilde dyre- og planteliv ("grønne netværk").

Figur 3. Eksempel på elementer i et grønt netværk etableret mellem 3 større eksisterende naturområder. På baggrund af G. Benett, AIDEnviroment.

I netværket indgår de internationale naturbeskyttelsesområder udpeget efter EF’s fuglebeskyttelses- og habitatdirektiver, de såkaldte Natura 2000 områder. Målet med netværket er blandt andet at sikre naturtyper og levesteder og undgå forstyrrelser, der har betydelige konsekvenser for de arter, områderne er udpeget for.

Tanken er, at de internationale naturbeskyttelsesområder sammen med øvrige naturområder (især beskyttede naturtyper og fredede områder) og økologiske forbindelser skal danne den danske del af Natura 2000 nettet - et net af grønne strukturer på tværs af landegrænser i EU.

Det grønne netværk har som sit primære formål at forbedre forholdene for den biologiske mangfoldighed, hvilket der skal tages højde for i den konkrete planlægning. De grønne netværk kan kombineres med andre interesser, f.eks. friluftsliv, i det omfang, det er foreneligt med de mere specifikke formål med netværket.

Skovrejsning kan indgå som et af flere elementer i arbejdet for at sikre sammenhæng mellem især beskyttede naturområder. Andre elementer kan f.eks. være overdrev og vådområder. Det gælder også mellem de internationale naturbeskyttelsesområder, selv om disse i mange tilfælde ikke er relevante som positiv-områder på grund af hensynet til specifikke arter eller naturtyper.

Positiv-områder kan imidlertid - selv i lille målestok - indgå som vigtige økologiske elementer, især hvor de erstatter intensiv landbrugsdrift. F.eks. kan mindre løvskovsområder være interessante i et fragmenteret landskab med småbiotoper, der er levesteder for padder. Flere paddearter lever udenfor yngletiden i løvtræbevoksede områder. Løvskovsområder kan også på længere sigt være levested for vilde træ- og buskarter, da gamle hegn og skovbryn er vigtige refugier.

Det er vigtigt i planlægningen at definere formålet med det pågældende grønne netværk, så f.eks. skovrejsning bliver et bevidst valg som led i at fremme en eller flere bestemte økologiske funktioner. Funktionen kan være i forhold til specifikke arter, artsgrupper eller naturtyper, hvilket bør omtales i redegørelsen til planen for de grønne netværk, hhv. positiv-områderne.

En begrænsning i denne sammenhæng er, at det ikke er muligt gennem planlægning af skovrejsning at stille krav om træartsvalg, udformning af skoven eller drift. Dette skal ses i lyset af, at langt de største økologiske gevinster opnås, hvis der etableres blandet løvskov med stort islæt af åbne naturtyper og vådområder. Rene nåleskovsbevoksninger vil i de fleste tilfælde være uinteressante i relation til grønne netværk. Det skal nævnes, at skovrejsning i dag i langt overvejende grad er løvskov med forskellige arter (for projekter med tilskud er over 90 % løvskov anlagt uden brug af pesticider).

Skovrejsning kan også ske ved, at arealer naturligt gror til med skov (naturlig succession). På langt sigt kan der hermed opstå egentlige naturskovsarealer, forudsat at den fremtidige drift ikke modvirker dette.

Som led i netværket kan der således være behov for, at der også i regionplanen skabes rammer for etablering af små skovområder. Til dette formål kan ekstraordinært udpeges mindre positivområder, ned til 5 ha i omfang. Mindre positiv-områder i forbindelse med grønne netværk kan være vigtige for skovrejsningens natureffekt.

se også "Natur"

se også bilag 3 "Skovrejsningen i dag"

I det følgende omtales øvrige væsentlige interesser, der kan indgå i plangrundlaget for udpegning af positiv-områder.

Ved udpegning af positiv-områder skal den landbrugsmæssige interesse afvejes i forhold til behovet for generel beskyttelse af drikkevandsinteresser. Ud fra en økonomisk betragtning vil skovrejsning især på de dårlige boniteter med den ringeste dyrkningssikkerhed og de laveste udbytter, være et relevant alternativ. Skovrejsning kan tillige medvirke til at nedsætte udvaskning af eksempelvis nitrat i områder med stor udvaskning grundet intensiv landbrugsdrift.

Områder, hvor ejendomsstrukturen vanskeliggør en rentabel udnyttelse af jorden, kan f.eks. udpeges til positiv-områder. Man bør dog være opmærksom på, at en vanskelig ejendomsstruktur også kan være uhensigtsmæssig i forbindelse med skovdrift, hvorfor man i sådanne områder bør overveje jordfordeling. I forbindelse med udpegningen af positiv-områder bør amterne inddrage oplysninger om landbrugets produktions- og arronderingsforhold samt andre strukturforhold, som indgår i amternes jordbrugsanalyser.

Områder, der midlertidigt har været anvendt til ikke-jordbrugs-mæssige formål, og hvor geninddragelse til dyrkningsformål forudsætter omfattende efterbehandling, kan også være velegnede som positiv-områder.

Udpegningen af nye positiv-områder bør ses i sammenhæng med udpegningen af SFL-områder ³⁾. Her er det i visse områder muligt at opnå tilskud til at tage landbrugsjord ud af omdrift i 20 år, og til skovrejsning. SFL-områder med mulighed for 20-årig udtagning prioriteres højt i forbindelse med tilskud til skov.

Skovdrift indgår som en jordbrugsmæssig udnyttelse, hvilket giver fri adgang for tilplantning på landbrugsejendomme, i det omfang der ikke er tale om negativ-områder.

I forbindelse med skovrejsningsprojekter, hvor mange lodsejere er involveret bør der gøres brug af jordfordeling. Herved skabes der mulighed for, at landmænd, der vil blive berørt af projektet, helt eller delvist kan få tilbudt erstatningsarealer. Den stedlige jordbrugskommission bør efter behov inddrages i analysearbejdet i forbindelse med udpegningen og konkrete projekter.

x Med mindre, der er tungtvejende grunde som f.eks. hensyn til grundvandsbeskyttelse eller bynære friluftsinteresser, bør amtet udvise tilbageholdenhed med at udpege positiv-områder, hvor der er koncentreret husdyrhold (det vil sige områder, hvor der er behov for tillægsjord for at opnå harmoni mellem areal og antal dyreenheder).

se også "Bynær friluftsliv"

se også "Beskyttelse af drikkevandsinteresser

Skovrejsning vil være til gavn for skovbrugserhvervet, dels i form af at flere arealer kan indgå i driften, dels ved at nye og større samlede arealer med skov kan fremme vedproduktionen og en rationel og lønsom drift.

Ud fra en træproduktionsmæssig synsvinkel er det attraktivt, at positiv-områder udpeges i tilknytning til eksisterende skove, og med henblik på at sammenknytte mindre skove til færre større enheder.

x Ved udpegning af positivområder skal hensynet til en bedre arrondering vejes op imod de negative konsekvenser dette kan have for naturværdier tilknyttet skovbryn, idet netop skovbryn, som er overgangen mellem skov og det åbne land ofte giver særlige gunstige levevilkår for mange dyre- og plantearter. Kulturhistoriske og landskabelige hensyn kan også tale imod en bedre arrondering.

En grundlæggende forudsætning for positiv-områder er, at arealerne er egnede til at dyrke skov. Heri indgår især vurdering af jordbundsforhold. Samlet set, kan træarter der anvendes i skovbruget vokse på de fleste typer jord. Dog trives de færreste på tørre og næringsfattige jorder. De bedste økonomiske resultater opnås på næringsrige og ikke for vandlidende jorder.

Endeligt er arealet for ny skov afgørende for, om den udfra en skovdriftsmæssig synsvinkel kan drives rationelt. I den forbindelse kan det nævnes, at man ved tilladelse til udstykning af fredskov normalt antager, at 50 ha på gode jorder, og 2-300 ha på magre jorder er minimumsstørrelser for, at skoven kan fungere som selvstændig, erhversmæssig bæredygtig ejendom.

De lokale statsskovdistrikter og de private skovbrugskonsulenter kan mere konkret rådgive om skovbrugsforhold i forbindelse med et konkret område.

se også bilag 4 "Juridisk grundlag" under Skovloven

Natur

Udover at fremme grønne netværk, kan skovrejsning fremme den biologiske mangfoldighed. Et eksempel kan være at øge eksisterende skoves randeffekt ⁹⁾ ved at anlægge f.eks. bugtede skovbryn med lysninger og plads til buskopvækst, forudsat at skovrejsning ikke vil ødelægge eksisterende værdifulde skovbryn.

Etablering af afvekslende løvskovsområder med islæt af åbne naturtyper, herunder fugtige og tørre arealer med ekstensiv græsning (uden anvendelse af gødskning og pesticider), vådområder osv., har stor betydning for etablering af et alsidigt dyre- og planteliv, for arternes muligheder for spredning samt betydelig rekreativ værdi. Skovrejsning ved naturlig tilgroning (fri succession) giver mulighed for at skabe ny naturskov.

Skovrejsning - også i større omfang - kan på langt sigt være relevant i forbindelse med visse internationale naturbeskyttelsesområder (EF-fuglebeskyttelses- og habitatområder), der er udpeget af hensyn til skovlevende arter. I den sammenhæng vil tilgroningsskov og løvskovskorridorer ofte være interessant.

Ved lokalisering af positivområder forudsættes det, at amterne er opmærksomme på hensynet til beskyttelse af eksisterende naturværdier i det åbne land, f.eks. gamle løvskovsbryn og åbne naturtyper, der er sårbare overfor tilplantning.

Udpegning af positivområder i eller i tilknytning til internationale naturbeskyttelsesområder (EF-fuglebeskyttelses- og habitatområder) forudsætter en konkret konsekvensvurdering af hvert enkelt positiv-område i forhold til de arter og naturtyper, området er udpeget for. Resultaterne af denne konsekvensvurdering skal fremgå direkte af redegørelsen til planen. Hvis en konsekvensvurdering viser, at skovrejsning vil forbedre bevaringsstatus for arter eller naturtyper, området er udpeget for, kan der udpeges positiv-områder.

x Viser en konsekvensvurdering, at der kan opstå væsentlig negativ påvirkning af arterne eller naturtyperne, kan det pågældende område ikke udpeges som positiv-område.

se også "Grønne netværk"

Hvor skovrejsning kan øge et områdes landskabelige og oplevelsesmæssige værdi, kan skovens betydning for øget landskabsoplevelse indgå som en del af grundlaget for at udlægge positiv-områder.

Ny skov kan forstærke kontrasten mellem forskellige landskabstyper eller terrænformer, og den kan være med til at afgrænse og skabe værdifulde landskabsrum.

Skovrejsning kan desuden medvirke til at skjule skæmmende byggeri eller tekniske anlæg, som f.eks. flyvepladser, master, veje, jernbaner o.lign..

Visualiseringer af kommende skovtilplantning i landskabet kan med fordel anvendes i forbindelse med offentliggørelse af forslaget.

se også "Tekniske anlæg" under negativ-områder

x Skovrejsning kan skæmme oplevelsen af landskabet og dets geologiske og kulturhistoriske værdier. Udpegning af områder til skovrejsning bør derfor ske på grundlag af vurderinger af de enkelte områders landskabelige værdier og deres sårbarhed over for tilplantning.

se også "Landskab" under negativ-områder

Når råstofgravning er afsluttet kan de afgravede arealer ofte med fordel efterbehandles til skov- og naturformål, hvorfor der er mulighed for, at de afgravede områder i en senere fase overgår til øvrige områder eller positiv-områder. I den forbindelse bør skoves flersidige funktion indgå i vurderingen.

se også "Råstofgravning" under negativ-områder

Skovrejsning kan medvirke til at begrænse forureningen af vandløb og søer. Dette gælder særligt i områder, hvor risikoen for nitratforurening eller udvaskning af okker fra omgivende marker kan være stor, samt i oplande til naturligt næringsfattige søer. Recipientplanlægningen kan danne grundlag for en vurdering af, hvor behovet for beskyttelse er størst, men det kan f.eks. være i nærheden af vandløb og ådale, i ådale og ved søer.

x Ved skovrejsning sker der en forsuring af jordbunden. Forsuringen er mindst, når der plantes løvskov i lerjordsoplande, og er størst, når der plantes nåleskov i sandjordsoplande.

Skove har stor betydning for friluftslivet, da skoven er et robust økosystem, som kan være hjemsted for mange friluftsaktiviteter. Mere skov vil derfor i almindelighed kunne forbedre mulighederne for friluftsliv, især fordi skovrejsning vil medføre en kraftig forbedring af adgangsmulighederne til arealet.

se også "Bynært friluftsliv"

Indenfor negativ-områder er skovrejsning uønsket, idet amtsrådet har vurderet, at arealerne skal anvendes til andre formål end skov. Skovrejsning på landbrugsejendomme beliggende i negativ-områder er ikke tilladt. Der ydes derfor ikke tilskud til privat skovrejsning i negativ-områder.

Amtet kan undtagelsesvis efter ansøgning give en konkret dispensation til skovrejsning. I sådanne tilfælde vil arealet, formelt set, stadig være et negativ-område. Ved ændring af regionplanen kan det ændres til et positiv-område eller øvrige områder. Ved skovrejsningsprojekter over 30 ha beliggende i negativ-områder, skal der gennemføres VVM undersøgelse.

Udpegningen af negativ-områder skal tage udgangspunkt i de gældende negativ-områder.

• De områder, som allerede er udpeget som negativ-områder af hensyn til bevaringsværdier og naturbeskyttelsesinteresser i det åbne land, bør i al væsentlighed fastholdes.
• Der kan ske udlæg af nye negativ-områder for at sikre kirkernes omgivelser og landskabsområder med særligt karakteristisk geologisk indhold, i det omfang regionplanens negativ-områder ikke i forvejen sikrer disse interesser.
• Der kan blive tale om at udtage negativ-områder, hvis baggrunden for udpegningen er ændret, f.eks. i forbindelse med opgivelse af reservationer til vejanlæg, råstofindvinding eller byvækst.

Udpegning af negativ-områder bør baseres på konkrete vurderinger, hvoraf det står klart, at skovrejsning i det pågældende område vil være i afgørende konflikt med andre væsentlige samfundsmæssige interesser. Der bør for hvert område kunne redegøres for, hvilke konkrete og aktuelle interesser, der er i konflikt med skovrejsning.

Som udgangspunkt er en lang række områder i det åbne land omfattet af forbud mod tilplantning i form af skov, læhegn, vildtremiser, juletræer, energipil o.lign.:

Naturbeskyttelseslovens §3 fastsætter, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af :

• heder,

• moser og lign.,

• strandenge og strandsumpe samt,

• ferske enge og overdrev,

når sådanne naturtyper enkeltvis, tilsammen eller i forbindelse med søer over 100 m², er større end 2.500 m² i sammenhæng.

Endvidere fastsætter Naturbeskyttelseslovens §§ 15, 16 og 18, at der ikke må foretages ændringer af tilstanden af:

• strandbredder og andre kyststrækninger inden for en afstand af 300 meter fra begyndelsen af sammenhængende landvegetation,
• arealer inden for en afstand af 150 meter fra søer med en vandflade på mindst 3 ha og større offentlige vandløb,
• arealer inden for en afstand af 100 meter fra beskyttede fortidsminder.

Vandløbslovens §§34 og 69 fastsætter, at

• der ikke må foretages tilplantning nærmere end 2 m fra vandløbets øverste kant. Der kan ikke dispenseres fra dette forbud, medmindre beplantningen i vandløbsbræmmen sker af hensyn til skyggevirkning på vandløbet. Desuden kan regulativer for offentlige vandløb indeholde bestemmelser om beplantning.

se også bilag 4 "Juridisk grundlag"

Områder omfattet af de generelle forbudsbestemmelser behøver amterne ikke udpege som negativ-områder i regionplanerne, men forholdet bør nævnes i redegørelsen. Dels for at give almen information, dels for at amtsrådet kan tilkendegive sin politik for varetagelse af beskyttelsesinteresserne, som den kan forventes at komme til udtryk i amtsrådets administration i sager om dispensation.

Geologi

• Amterne bør vurdere, om de eksisterende negativ-områder i tilstrækkeligt omfang sikrer landskabsområder med særligt karakteristisk geologiske indhold.

I nogle områder afspejles de geologiske dannelsesprocesser særlig tydeligt, og der kan endda være eksempler på bestemte geologiske fænomener. Dette kan have værdi med henblik på forskning, undervisning, og muligheden for at give den brede befolkning forståelse for og oplevelse af geologien.

Tilplantning af sådanne områder vil betyde tilsløring og muligvis en vanskeligere tilgængelighed (af f.eks. profiler). Især, hvor de geologiske værdier afspejles i overfladen af landskabet er der behov for, at amtet vurderer, om skovrejsning vil være i konflikt med særligt værdifulde geologiske værdier. I så fald bør disse områder udpeges som negativ-områder.

se også SUR, afsnit 10. Skovrejsningsområder og områder, hvor skovtilplantning er uønsket

Kirkeomgivelser

• Hvor det ikke allerede er sket, bør der udlægges negativ-områder til sikring af kirkernes omgivelser og udsynet til dem fra det åbne land.

Kirkerne udgør markante synlige bygninger af kulturhistorisk værdi, og bør ofres særlig opmærksomhed i forbindelse med skovrejsning. Skovrejsning op til, eller i nærheden af kirkerne, kan medvirke til en sløring af landskabet, som både kan påvirke oplevelse af landskabet set fra kirken, og oplevelsen af selve kirken set fra landskabet. Tilplantning kan betyde, at udsynet til en kirke helt forsvinder. Mange faktorer spiller ind ved vurdering af, om kirkernes omgivelse påvirkes negativt ved skovrejsning, f.eks. kirken højdemæssige placering i landskabet.

se også SUR, afsnit 10. Skovrejsningsområder og områder, hvor skovtilplantning er uønsket og afsnit 13. Kirkeomgivelser

Regionplanerne skal som noget nyt indeholde retningslinier, der sikrer værdifulde kulturmiljøer i det åbne land. Skovrejsning har flere berøringsflader med kulturmiljøet.

Skovrejsning kan være i konflikt med kulturmiljøinteresser ved at sløre værdifulde kulturhistoriske strukturer og sammenhænge i landskabet. Et kulturmiljø kan defineres som et geografisk afgrænset område, der ved sin fremtræden afspejler væsentlige træk af den samfundsmæssige udvikling. Det kan være en skovrydning med gårde, en landsby med dens udskiftningsstruktur, en husmandsudstykning, et herregårdslandskab, spor af ældre vejanlæg eller et vandløbssystem med vandmøller, damme eller andre historiske anlæg.

Ligeledes kan købstædernes og de mindre byers afgrænsning til det åbne land fra nogle synsvinkler udgøre et vigtigt byarkitektonisk træk, der kan sløres ved skovrejsning.

Synlige fortidsminder er omfattet af Naturbeskyttelseslovens beskyttelseslinier, men i visse tilfælde kan der være behov for, at et større areal omkring fortidsmindet friholdes for skovrejsning af hensyn til oplevelsen af fortidsmindet i sammenhæng med det omgivende landskab.

Ud over de synlige fortidsminder findes skjulte fortidsminder i jorden. Sådanne kulturlag eller fund kan være truet af skovrejsning, hvis der ikke gennemføres forundersøgelser, og hvis der anvendes dybdepløjning.

x Det skal bemærkes, at skovrejsning også kan yde fortidsminder beskyttelse. Hvor skovrejsning udføres skånsomt, eller hvor arealer med kendte skjulte fortidsminder integreres som utilplantede arealer i skovopbygningen, kan skovrejsning være en god måde at beskytte de arkæologiske værdier på, i forhold til, at arealerne ellers fortsat vil være underlagt almindelig landbrugsdrift. Også i områder med skov-bygd autencitet kan skovrejsning være positivt i forhold til kulturmiljøværdierne.

Amterne bør i dette lys, og i sammenhæng med udpegning af værdifulde kulturmiljøer, efter samråd med de lokale museer, overveje behovet for, at ovennævnte områder er negativ-områder.

se også SUR, afsnit 12. Kulturmiljøer i landskabet

Tekniske anlæg (vindmøller, flyvepladser og transportanlæg)

• Revurdering af positiv-områder bør koordineres i forhold til allerede udlagte vindmølleområder i region- og kommuneplaner, så der etableres en friholdelseszone på op til 2 km fra vindmølleområdet, f.eks. bestemt af landskabets topografi.

Ved en friholdelseszone forstås et område, som bør friholdes for at blive udpeget til positiv-område. Zonen bør generelt udlægges til øvrige områder, men amtet kan udpege området til negativ-område for skovrejsning, når særlige forhold foreligger. Zonen skal ligge i den vindsektor med de bedste vindforhold i forhold til vindmølleområdet, hvilket ofte er sydvest eller vest for området. I øvrigt gøres opmærksom på, at Skovloven administreres restriktivt med hensyn til at tillade vindmøller i fredskov, og at etableret skov afkaster skovbyggelinier efter reglerne i Naturbeskyttelsesloven.

Skov kan give problemer i forhold til flytrafik. Arealer tæt på eksisterende eller fremtidige flyvepladser bør derfor være negativ-områder, idet der skal tages hensyn til flyveretningen. En drøftelse med de involverede flyvemyndigheder, herunder forsvarets flyvestationer vil kunne afklare behovet for negativ-områder.

Områder, som planlægges udnyttet til transportformål i form af kommende veje, jernbaner samt transportkorridorer o.lign., bør være negativ-områder.

se også "Landskab" under positiv-områder

se også SUR, afsnit 5.2 Vindmøller og afsnit 10. Skovrejsningsområder og områder, hvor skovtilplantning er uønsket

Regionplanens byudviklingsområder bør som oftest udpeges som negativ-områder, idet skovrejsning kan være uforenelig med bebyggelse og infrastruktur i bred forstand.

x Ved udlæg af nye byudviklingsområder og revurdering af eksisterende udlagte byudviklingsområder bør man være opmærksom på, at det ud fra rekreative, miljømæssige og andre grunde kan være hensigtsmæssigt at reservere plads for skovrejsning som en naturlig del af byudviklingen. Det er således ikke altid nødvendigt, at alle byudviklingsområder udpeges som negativ-områder.

Tilplantes et offentligt ejet areal, bliver det i følge Skovloven fredskovspligtigt. Fredskovspligten kan dog ophæves, hvis arealets endelige anvendelse forud for tilplantning/tilsåning er fastlagt til andet end skov i en endelig vedtaget kommuneplan. I disse tilfælde stilles ikke vilkår om erstatningsskov ¹⁰⁾. Hvis arealet ikke er taget i brug til det fastlagte formål inden 20 år, består fredskovspligten.

Kommuner har også mulighed for at undgå at tilplantede arealer bliver fredskovspligtige. Det forudsætter, at kommunen i en lokalplan udlægger arealet til andre formål, f.eks. byudvikling. Inden for 20 år skal arealet overgå til den fastlagte anvendelse. Ved denne fremgangsmåde kan nye byområder blive attraktive i kraft af skovpartier og større enkelttræer.

Hvis en skovrejsning bliver omfattet af bestemmelserne i Naturbeskyttelseslovens § 17, stk. 1 om beskyttelseslinier, kaster den nye skov straks efter tilplantningen en 300 m skovbyggelinie regnet fra skovgrænsen/skovbrynet. Herved kan udbyggede byområder, samt arealer omfattet af en bindende planlægning (f.eks. gældende lokalplaner og tilsvarende) blive omfattet. I disse tilfælde vil Skov- og Naturstyrelsen i forbindelse med tilplantningen normalt være indstillet på at ophæve skovbyggelinien.

se også "Bynært friluftsliv" og bilag 5 "Skovbyggelinier".

Hensyn til beskyttelse af eksisterende værdifuld natur kan begrunde, at et område udpeges som negativ-område.

Udover ovennævnte bestemmelser i Naturbeskyttelsesloven (§ 3-arealer m.m.) gælder en række andre hensyn til den biologiske mangfoldighed, hvor det skal vurderes nøje om skovrejsning er i strid med beskyttelseshensynene.

Det gælder:

• internationale naturbeskyttelsesområder (EF-habitatområder, fuglebeskyttelsesområder og Ramsarområder),
• biologisk værdifulde områder iøvrigt, som indgår i regionplanlægningen,
• lavbundsarealer til naturgenopretning og vådområder,
• hensynet til dyre- og planteliv og eksisterende naturområder.

Det kan være uforeneligt med beskyttelseshensynene at rejse skov, og dermed udlægge positiv-områder i eller i umiddelbar tilknytning til de internationale beskyttelsesområder, jf. de retningslinier om beskyttelse af områderne, som amterne skal indarbejde i regionplanen i overensstemmelse med § 3 i Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 782 af 1. november 1998 om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder. Sådanne områder kan derfor udpeges som negativområder, medmindre skovrejsning kan gavne beskyttelseshensynene jf. afsnittet om positiv-områder.

Hvor det vurderes, at der kan være væsentlige konflikter med de generelle hensyn i naturbeskyttelsen bør områder udpeges som negativ-områder. Det kan blandt andet gælde områder, der i forvejen er udpeget som biologiske interesseområder i regionplanerne og ved gamle skovbryn, som har naturskovs karakter, og som vil blive ødelagt ved tilplantning i tilknytning hertil.

Desuden kan der i forbindelse med udlæg af vandløbsnære arealer til vådområder (Vandmiljøplan II) være tilfælde, hvor skovrejsning ikke vil være hensigtsmæssig, medmindre sumpskove indgår som led i de konkrete projekter for vådområder.

Skovrejsning vil som oftest medføre pålæggelse af fredskovspligt. Dette indebærer en reservation af arealet til skovbrugsformål, hvorfor råstofgravning normalt ikke vil blive tilladt.

Udlagte graveområder i en regionplan bør derfor udpeges som negativ-områder.

x Derimod bør udpegede råstofinteresse-områder i en regionplan ikke generelt udpeges som negativ-områder. Kun i det omfang de indenfor overskuelig fremtid forventes at skulle indgå i regionens forsyning af råstoffer bør råstofinteresse-områder udpeges som negativ-områder.

se også "Råstofgravning" under positiv-områder

Områder, hvor skovrejsning vil være i konflikt med landskabelige værdier, bør være negativ-områder. Konflikterne kan knytte sig til såvel visuelle som oplevelsesmæssige forhold.

Skovrejsning vil ændre landskabet. For et landskab, der er fundet særligt værdifuldt og derfor er udpeget som interesseområde, hvor landskabsbilledet skal søges bevaret, kan skovrejsning være i konflikt med de landskabelige interesser.

Det vil typisk gælde, hvor de landskabelige værdier knytter sig til åbne utilplantede arealer, og hvor et helt område eller en hel egn kan ændre landskabstype på grund af skovrejsning. Landskabelig storhed kan blive brudt, hvis ny skov opdeler landskabet, og uhensigtsmæssig skovrejsning kan forstyrre et ellers harmonisk landskabsbillede eller udligne landskabets terrænformer og topografiske sammenhænge, f.eks. i forbindelse med en ådal.

En værdifuld udsigt over et større landskab kan forsvinde ved skovtilplantning, ligesom markante og værdifulde kig i landskabet kan gå tabt og dermed forringe landskabsoplevelsen.

Det bør vurderes i hvilket omfang negativ-områderne i relation til landskabsværdier skal omfatte de regionale landskabelige interesseområder. Alternativt kan de udpeges som negativ-områder på baggrund af vurderinger mere konkret af konflikt mellem skov og landskab.

Kystområder er ofte af særlig landskabelig værdi og omfattet af den særlige kystnærhedszone. Af særlig betydning for skovrejsning er dog den udvidede strandbeskyttelseslinie på 300 meter regnet fra kysten. Generelle tilplantningsforbud efter Naturbeskyttelsesloven er det ikke nødvendigt at udpege som negativ-områder, idet der er tale om et generelt tilplantingsforbud efter Naturbeskyttelsesloven.

se også "landskab"

Øvrige områder opstår som en rest af amternes udpegning af positiv- og negativ-områder. Indenfor disse områder er skovrejsning mulig.

Staten yder tilskud til skovrejsning, men projekter i disse områder har laveste prioritet, hvilket har betydning, når de afsatte bevillinger ikke kan dække efterspørgslen.

Per Gundersen , 1999: Skovrejsning og vedvarende græsarealer - Drastrup projektet. Park- og Landskabsserien. Udgivet af Forskningscentret for Skov & Landskab, (udkommer i løbet af 1999).

Karin Hansen, Karsten Raulund-Rasmussen & Per Gundersen, 1996: Skovdriftens effekter på dyrkningsgrundlag, grund- og overfladevand. Skovbrugsserien nr. 18-1996. Udgivet af Forskningscentret for Skov & Landskab.

Nikolaj Friberg, 1998: Skov og skovvandløb. DMU-temarapport 21/1998. Udgivet af Danmarks Miljøundersøgelser.

Folketingets Drikkevandsudvalg, 1997: Drikkevandsudvalgets betænkning af 17. december 1997. Udgivet af Miljøstyrelsen.

Miljøstyrelsen, 1997: Udviklingen i den danske vandforsyningsstruktur. Arbejdsrapport nr. 62/1997. Udgivet af Miljøstyrelsen.

Friluftsliv

Frank Søndergaard Jensen & Niels Elers Koch, 1997: Friluftsliv i skovene 1976/77 - 1993/94. Forskningsserien nr. 20-1997. Udgivet af Forskningscentret for Skov & Landskab og Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole.

Per Gundersen, 1999: Skovrejsning og vedvarende græsarealer - Drastrup projektet. Park- og Landskabsserien. Udgivet af Forskningscentret for Skov & Landskab (udkommer i løbet af 1999).

Sonja Canger & Niels Elers Koch, 1986: Skovopbygning til glæde for friluftslivet - et arbejdsnotat. Marginaljorder og miljøinteresser. Miljøministeriets projektundersøgelser. Teknikerrapport nr. 8. Udgivet af Skov- styrelsen.

Planter og dyr

Per Gundersen, 1999: Skovrejsning og vedvarende græsarealer - Drastrup projektet. Park- og Landskabsserien. Udgivet af Forskningscentret for Skov & Landskab (udkommer i løbet af 1999).

Landskab

Katrine Højring, 1999: Landbrug og landskabsæstetik. Park- og Landskabsserien. Udgivet af Forskningscentret for Skov & Landskab (udkommer i løbet af 1999).

Skov- og Naturstyrelsen, 1995: Ny skov, nyt landskab. Skov-info nr. 16.

Niels Elers Koch & Lene Kristiansen, 1991: Flersidigt skovbrug - et idékatalog. Særnummer af Skoven september 1991.

Torsten Dybkjær, Susanne Ogstrup & Lene Vejbæk, 1992: Bynære skove - hvor og hvordan. Et idékatalog med eksempler fra virkeligheden. Landskabsserien nr. 4. Udgivet af Jordbrugsforlaget.

Produktion af træ

Skov- og Naturstyrelsen, 1998: Skov og Økologisk Råderum. Projektrapport udgivet af Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen.

Energiperspektiver

Christian Gamborg, 1996: Skovrejsning og energiskov - produktion, miljø og økonomi. Skovbrugsserien nr. 17-1996. Udgivet af Forskningscentret for Skov & Landskab.

Christian Gamborg & Michael Stenholm, 1998: Fysisk karakterisering af træbrændsler. Skovbrugsserien nr. 24-1998. Udgivet af Forskningscentret for Skov & Landskab.

CO₂-binding

M. Linddal & H.H. Olesen, 1998: Skovrejsning og lagring af CO₂. Skoven 11-1998, s. 466-468.

Planlægning

Niels Boje Groth, Mette Brix Hedegaard, Tanja Holmberg, Andreas Höll & Hans Skov-Petersen, 1998: Arealanvendelsen i Danmark 1995-2025. By- og Landsplanserien nr. 2-1998. Udgivet af Forskningscentret for Skov & Landskab.

Landsplanafdelingen, 1999: Den statslige udmelding til regionplanrevision 2001. Udgivet af Miljø- og Energiministeriet, Landsplanafdelingen.

Skov- og Naturstyrelsen 1999. Udpegning af værdifulde kulturmiljøer i regionplanlægningen.

Økonomi

Skov- og Naturstyrelsen, 1996: Tilskud til skovrejsning. SKOV-info nr. 17.

Alex Dubgaard, 1994: Værdisætning af rekreative goder. Skoven 3/1994, side 136-140.

Andet

Forskningscentret for Skov & Landskab og Skov- og Naturstyrelsen, 1999: "Viden om skovrejsning" (forventes udgivet august 1999)

Skov- og Naturstyrelsen, 1989: Hvad siger skovloven? SKOV-info nr. 1.

Lene Pedersen & Mikkel Kloppenborg Nielsen, 1998: Planlægning for flersidig skovdrift. Skovbrugsserien nr. 23-1998. Udgivet af Forskningscentret for Skov & Landskab.

Skov- og Naturstyrelsen, 1995: Ny skov, nyt landskab. Skov-info nr. 16.

Skov- og Naturstyrelsen og Kort & Matrikelstyrelsen, 1999: Fredskov på ejendommen ?

Danmarks Statistik, 1993: Skove og Plantager 1990.

Noter

1. I det følgende benævnt VMP II
2. Statslig udmelding til amterne (SUR).
3. Særligt Følsomme Landbrugsområder
4. Miljø Venlige Jordbrugsforanstaltninger (tilskudsordning til landbrugsdrift)
5. Vurdering af større anlægs Virkninger på Miljøet
6. En kortlægning af jordbundsforholdene på det areal, hvor der skal foretages skovrejsning. Dette muliggør, at man kan vælge den træart, der bedst trives på den pågældende lokalitet.
7. Et som regel smallere landområder, hvis anvendelse giver dyr og planter mulighed for at flytte sig fra et levested til et andet.
8. At sammenknytte landområder bedre
9. Randeffekt er den betydning overgangszonen mellem skov og åbne arealer har for dyr og planter. I denne zone findes særlige levevilkår.

10. Skov, der kræves nyetableret, som følge af, at eksisterende fredskov overgår til anden anvendelse end skov.

Hjemmesider

www.fsl.dk Forskningscentret for Skov & Landskab

www.mem.dk Miljø- og Energiministeriet

www.sns.dk Skov- og Naturstyrelsen

Bilag