|
|
Bidrag til velfærds- og sundhedspolitiken
som led i styrelsens
arealforvaltning
17. maj 2002
Miljøministeriet forvalter ved Skov- og Naturstyrelsen på
danskernes vegne knap 200.000 ha søer, skove, naturområder og
strande over hele Danmark - nogle af landets vigtigste natur- og
friluftsområder og kulturmiljøer.
Det er en hovedopgave for styrelsen at forene beskyttelsen af dyr,
planter og levestederne i naturområderne med sikring af de bedste
muligheder for befolkningens natur- og friluftsoplevelser (både
fastboende og turister).
Derfor vil Skov - og Naturstyrelsen som led i moderniseringen af
den offentlige sektor, herunder i udmøntningen af regeringens
sundheds- og velfærdsmål forstærke denne indsats i de kommende år.
Arbejdet vil blive tilrettelagt med udgangspunkt i styrelsens
lokale skovdistrikter, der især vil arbejde med at:
- forbedre mulighederne for nye friluftsaktiviteter for
befolkningen på statens arealer
- forbedre de almindelige adgangs - og opholdsmuligheder på statens
arealer
- inddrage borgere, lokale foreninger og myndigheder m.fl. mere
direkte i driften af og samarbejdet om statens arealer
- plante nye skove og skabe andre nye naturområder
- understøtte lokalt natur- og miljøarbejde og samspillet mellem
dette og den statslige indsats
- udvikle forståelsen for naturen hos børn og unge gennem gode
oplevelser og aktiviteter på statens arealer
- forbedre adgangen til informationen om natur- og friluftstilbud
bl.a. ved brug af internettet
|
|
2. Generelle ledetråde for styrelsens velfærdsarbejde
De fysiske omgivelser, som vi lever og arbejder i – naturen med
søer, skove, strande og landskaber – betyder meget for det daglige
velbefindende. Oplevelsen af dyr, fugle og planter rummer stor
livskvalitet. Naturen er et velfærdsgode for os alle.
Den rette balance mellem beskyttelsen af naturværdierne og
benyttelsen af naturen er et fundamentalt udgangspunkt for Skov- og
Naturstyrelsen. Naturoplevelser og friluftsliv hænger uløseligt sammen, og begge
dele har stor betydning for vor sundhed og velfærd. Vi vil alle gerne
have oplevelser i naturen, og det øger også vor forståelse for
naturen.
Samfundsøkonomiske analyser dokumenterer, at gode og attraktive
naturomgivelser fører til højere samlet velfærdsøkonomisk værdi. Den stille skovtur er stadig et af de mest efterspurgte
"produkter", og det som flest sætter pris på, når man
skal ud i naturen. Men befolkningens ønsker til forvaltningen af de statsejede
naturarealer stiller også krav til fortsat udvikling i takt med
samfundsudviklingen i øvrigt.
Tendenserne er bl.a.
- ønsker om mere valgfrihed for den enkelte,
- en ændret demografisk udvikling med flere ældre – og ofte
væsentligt mere aktive,
- flere med en anden kulturel baggrund,
- ønsker om mere actionprægede aktiviteter,
- øgede krav om lokal medbestemmelse,
- flere individuelle ønsker, herunder også til at kunne
tilgodese udsatte grupper, f.eks. handicappede,
- en stigende interesse blandt forældre, børneinstitutioner samt
børne- og ungdomsorganisationer for at give børnene flere
muligheder for ophold i naturen, og
- lokalt en stigende interesse for bæredygtig udvikling, hvor
skove og andre naturarealer også er centrale.
Befolkningens anvendelse i bred forstand af de statslige arealer er en
væsentlig begrundelse for det offentlige ejerskab. Arealerne
tilhører hele den danske befolkning. Det er derfor en af Skov- og
Naturstyrelsens fornemste opgaver at skabe de bedste
anvendelsesmuligheder for befolkningen samt sikre at mulighederne
løbende udvikles i overensstemmelse med samfundets udvikling –
parallelt med, men hele tiden i respekt for, beskyttelse af
naturværdier, flora og fauna.
Skov- og Naturstyrelsens arealforvaltning med benyttelse og
beskyttelse vil også være et betydende bidrag til regeringens
sundhedspolitik. Bevægelse og aktivitet i den fri natur er
sygdomsforebyggende.
Det er afgørende, at Skov- og Naturstyrelsens bidrag sker indenfor
rammerne af dialog og respekt for forskellige – ofte modsatrettede
– synspunkter. Dette fordrer bl.a. et tæt lokalt samarbejde under
inddragelse af myndigheder og andre interessenter til styrelsens
arealer. Heri kan bl.a. indgå amtskommunerne og kommunerne,
turismeorganisationer, natur- og friluftsorganisationer, jordbrugere,
brugerrådene mv.
Skov- og Naturstyrelsen vil i de kommende år – inden for de til
enhver tid gældende økonomiske og ressourcemæssige rammer –
forstærke arealforvaltningen i relation til velfærds- og
sundhedspolitikken. Styrelsen vil fokusere og nyorientere indsatsen
på en mere systematisk og gennemgribende måde.
|
|
|
Realiseringen vil ske indenfor de drifts- og naturforvaltningsmidler,
der til enhver tid afsættes på finansloven. Men realiseringen af
styrelsens vision er ikke kun et spørgsmål om ressourcer eller
omprioriteringer, men nok så meget også et spørgsmål om at ændre
holdninger, at lytte til omverdens ønsker, om vilje til nytænkning
og samarbejde og om at "turde vove det ene øje". Ideerne
skal deles ud til alle medarbejdere, således at medejerskabet og
dermed gennemførelsen sikres.
De generelle ledetråde udtrykker styrelsens holdninger og
visioner, og vil vise sig ved konkrete initiativer – store som små.
Det er målsætningen, at det skal føre til en mærkbar
serviceforøgelse for borgerne.
Udgangspunktet for befolkningens brug af arealerne
er fortsat, at der ikke opkræves betaling for benyttelsen af arealer,
bygninger mv., når der ikke med det enkelte arrangement er et
egentligt kommercielt sigte eller brugen ikke medfører særlige
udgifter for styrelsen.
Hvor brugen derimod forudsætter særlige ydelser
fra styrelsen, f.eks. oprydning, opstilling af særlige genstande,
opsyn, en vis lokal belastning/slid/beslaglæggelse af et område,
herunder at den øvrige offentlighed (eller andre brugere) begrænses
i muligheden for at benytte området, opkræves markedsleje for brug
af arealer, bygninger mv. i overensstemmelse med de almindelige
bevillingsregler. Lejeafgiften
kan dog reduceres, evt. helt bortfalde for brug af bygninger og
arealer, når brugen falder indenfor rammerne af
"udlejeaktstykket" dvs. til visse institutioner samt
forsknings- og forsøgsvirksomhed.
|
|
3. Konkrete ledetråde for styrelsens arealforvaltning i relation
til sundheds- og velfærdspolitikken
I relation til de enkelte punkter nævnt i "visionsboksen"
betyder styrelsens velfærdsstrategi f.eks.:
Forbedre mulighederne for nye friluftsaktiviteter for befolkningen
på statens arealer
- Arrangementer i naturen, f.eks. musik, teater o.lign., tillades
i højere grad sålænge de ikke medfører permanente anlæg eller
forstyrrer.
- Friluftsfaciliteter i ydmyg udformning stilles til rådighed på
styrelsens arealer, især med sigte på faciliteter, som giver
mulighed for børn og unge, f.eks. naturlegepladser, og for ophold
i naturen, f.eks. primitive overnatningsmuligheder eller hjælp
til brug af naturen, f.eks. opholdsrum til en gruppe.
- Også andet friluftsliv end det mere traditionelle tilgodeses,
f.eks. i form af et startsted for paraglidere eller til
mountainbikning. Men særlig intensiv udnyttelse af arealerne,
f.eks. på strande, skal ske i nøje overensstemmelse med lokale
interesser.
- Hensynet til handicappedes, særligt bevægelseshæmmedes,
muligheder skal så vidt muligt imødekommes ved realiseringen af
alle nye projekter på styrelsens arealer, og løbende arbejdes
for at give samme muligheder på styrelsens nuværende arealer,
f.eks. ved ændring af stier, fiskebroer eller overnatningssteder.
|
|
|
Forbedre de alm. adgangs - og opholdsmuligheder på statens arealer
- Under den nødvendige respekt af beskyttelsesinteresser skal den
almindelige bruger i princippet have adgang overalt og gerne
understøttet gennem f.eks. kanalisering af færdsel, information
og begrænset omfang af faciliteter.
- Styrelsen vil også give øgede, generelle adgangsmuligheder
hvor dette hidtil har krævet tilladelse, f.eks. ved at give bedre
muligheder for overnatning i telt for den almindelige skovvandrer,
ridning på strande udenfor badeområder/-sæson, actionprægede
aktiviteter (f.eks. træklatring eller mountainbikebaner).
- Handicappede tilbydes bedre muligheder.
|
|
Inddrage borgere, lokale foreninger og myndigheder m.fl. direkte i
driften af og samarbejdet om statens arealer
- Styrelsen vil løbende inddrage primært de kommuner, hvori
styrelsens arealer ligger, og amtskommunerne om
samarbejdsmuligheder.
- Organisationer, kommuner, amtskommuner og i visse tilfælde
private vil blive inviteret til at etablere faciliteter mv.
- Relevante samarbejdsparter opsøges aktivt i forbindelse med
konkrete, lokale projekter med henblik på gensidig inspiration.
- Gennem inspirationsmøder kan f.eks. regionale
turistudviklingsselskaber inddrages og informeres om de tilbud,
styrelsen kan give.
- Befolkningen søges inddraget i driften f.eks. ved opsætning af
faciliteter for friluftsliv, vildtpleje med lokale
jagtforeninger/naboer mv. eller naturpleje, f.eks. opsætning af
redekasser, oprensning af vandhuller eller i forbindelse med
overvågning af visse fugle, planter o.lign.
- Foreninger, beboerforeninger, ungdomsklubber, skoler,
efterskoler mv. vil blive opfordret til "adoption" eller
selvforvaltning af konkrete projekter, f.eks. en skovlegeplads
(børnehave), et fortidsminde, et vandløb, en skoleskov eller
lign., et redningshus, eller pleje af en eng (plejelaug eller
landskabsplejeforbund).
- Styrelsen vil søge at indgå samarbejdsaftaler om naturbaser
(økobaser) med skolevæsener over hele landet.
|
|
Plante nye skove og skabe andre nye naturområder
- Indenfor målsætningerne om fordobling af skovarealet og flere
nye, andre naturområder etableres nye skove, søer mv.
- Nye naturområder skal også kunne bidrage til at aflaste meget
søgte naturområder, f.eks. som alternativ til strandbesøg.
- Alle større projekter gøres tilgængelige med stiadgang til
projektet/ området i form af f.eks. rundture om søer og stier frem
til større fortidsminder.
- Gamle købstæder eller lignende bør have rigelige, tilgængelige
naturområder indenfor max. ¼ times transportafstand fra
bygrænsen, et led heri er stiforløb fra by til land og i
landområderne.
- De nationale og regionale stinet skal søges færdiggjort i
samarbejde med og inspiration til lokale organisationer og
myndigheder, herunder til formidling af disse.
- Styrelsen kan bl.a. bidrage med etablering af stiforløb på
styrelsens arealer, og f.eks. opholdsarealer og faciliteter.
|
|
Understøtte lokalt natur- og miljøarbejde og samspillet mellem
dette og den statslige indsats
- Relevante projekter skal så vidt muligt formidles i A21–sammenhæng,
også inden den endelige beslutning er taget.
- Relevante projekter vil blive indmeldt i den kommunale
A21-handlings-plan, så projekterne kan tjene til inspiration for
andre.
- Skov- og Naturstyrelsen vil arbejde for et samarbejde med
A21-medarbejdere og Grønne Guider f.eks. ved at stille arealer,
bygninger eller faciliteter til rådighed.
|
|
|
Udvikle forståelsen for naturen hos børn og unge gennem gode
oplevelser og aktiviteter på statens arealer
- Udvikling af naturforståelse målrettes således: børn i
"folkeskolealderen" (naturskoler og naturbaser
(økobaser)) og mindre børn (naturbørnehaver og
naturlegepladser).
- Samarbejdet med børne- og ungdomsorganisationer styrkes.
- Udvikling af undervisningsmateriale til Folkeskolen og
gymnasierne støttes – og det gøres tilgængeligt på
internettet.
- Styrelsen vil søge at indgå samarbejdsaftaler om naturbaser
(økobaser) med skolevæsener over hele landet med det formål at
give børn og unge naturoplevelser og naturforståelse, og
understøtte initiativer overfor pædagoger og skolelærere.
- Enkle undervisnings- eller børnepasnings-"lokaler"
som f.eks. skurvognsprojekter tillades i videre omfang og der
inspireres til naturbørnehaver.
- Til opholdsarealer for f.eks. børnehaver, skoler,
fritidsklubber o.lign. fremmes plads, lysning eller lign. højest
½ km fra offentlig vej.
|
|
Forbedre adgangen til informationen om natur- og friluftstilbud
f.eks. ved brug af internettet
- Naturformidlingsarbejdet videreudvikles gennem især skilte,
foldere og naturvejledning.
- Der indføres adgang til oplysninger om styrelsens arealer på
internettet – kaldet Friluftskortet.
- Der udvikles materiale til pædagoger og forældre så de i
højere grad kan lave selvhjulpne ture i naturen.
- Relevante oplysninger om handicapegnethed skal fremgå af alt
informationsmateriale, f.eks. på vandretursfoldere.
- Fælles formidling, hvor der er fælles samarbejdsflader med
andre, skal fremmes.
|
|
|
|
|
|