Statsskovenes Planteavlsstation

   Tilbage

Statsskovenes Planteavlsstation har papir på kvalitetsstyringen med med en ISO 9002-certifice-ring, som også har nedbragt antallet af reklamationer fra tyve til tre om året.

Af Steffen Brysting

Som hovedleverandør til landets 25 statsskovdistrikter og som koordinerende instans, når det gælder leverancen af ca. 1 million planter til jægernes vildtplantninger, har Statsskovenes Planteavlsstation en ganske stor indflydelse på sammensætningen og kvaliteten af fremtidens planter/plantevalg. Derfor tog Skov&Land til Humlebæk for at tage en snak med plantemester Knud Stenvang om tendenser i plantevalget, om kvalitetssikring og om fremtidige foryngelsesmetoder.

Genetikken er vigtig
Der er rigeligt at se til på Skov- og Naturstyrelsens to største planteskoler – Planteavlsstationen i Humlebæk og Fosdal Planteskole på Hanherred Statsskovdistrikt, som tilsammen har en årlig produktion på ca. tre millioner planter. Efter tilplantningerne af stormfaldsarealerne og på grund af en henholdende skovrejsning, vil produktionen sandsynligvis være noget lavere i de kommende par år.
   Størrelsen af produktionen planlægges ud fra en prognose, som baserer sig på de enkelte statsskovdistrikters ønsker til antallet og arterne af de planter, de skal bruge i de kommende fire år. Når Planteavlsstationen ved, hvor de færdige planter til sin tid skal plantes, så har de mulighed for at vælge den frøkilde, som passer bedst til den givne egn.
   "Og det er ikke kun fordi, Planteavlsstationen også er forpligtet til at sikre gode frø til dansk skovbrug, at vi går meget op i at sikre det optimale plantemateriale til den pågældende lokalitet", anfører Knud Stenvang. "Det er blevet ekstra vigtigt at fokusere på det rigtige genetiske materiale i takt med, at stadig flere bevoksninger efterhånden forynges ved naturlig foryngelse, så de samme gener bruges igen og igen. Så kan man jo ikke lige skifte proveniens, hvis man har fået fat i noget dårligt genetisk materiale".

En brat overgang til løv
Derfor har Planteavlsstationen med glæde kunnet konstatere, at de kårede danske frøkilder har bugnet med frø i flere år, så det stort set har været unødvendigt at importere frø, i hvert fald på løvtræområdet. Og det er godt, for efterspørgslen på løvtræ er nærmest eksploderet i de seneste år. Når der bestilles planter til statslige skovrejsninger og gentilplantning af stormfaldsarealer, er løvtræerne helt dominerende. For få år siden var det omvendt.
   Faktisk er det gået så stærkt i de sidste fem til seks år, at man selv med prognosen for planteforbruget fire år frem kan ramme meget forkert. Derfor måtte Knud Stenvang for nylig brænde omkring 200.000 nåletræer, som de simpelthen ikke kunne komme af med.

Tilskuddenes magt
At både offentlige og private kunder pludselig får en forkærlighed for løvtræ, kan kun skyldes én ting: At der er penge i det.
   Og det har der været. Både tilskudsreglerne til skovrejsning og kravene for at få del i pengene til genrejsning af stormfaldsarealerne fokuserer i den grad på løvtræ, at det næppe kan betale sig at satse på nåletræer i særlig stor udstrækning - specielt set i lyset af de faldende tømmerpriser.
   Er dette fokus på løvtræ så mere et politisk modelune end en fagligt begrundet beslutning? Her er det svært at få et entydigt svar fra Knud Stenvang. Ønskerne om hjemmehørende løvtræarter frem for de udenlandske nåletræer, som i flere tilfælde har vist sig at have klimatilpasningsproblemer (røde rødgraner og lignende), og om øget biodiversitet for at fremme sundheden er jo absolut fagligt velfunderede, mens ønsket om at øge de rekreative oplevelser i skovene gennem at plante kastanietræer, æbletræer og kirsebær langs skovvejene mere hører til i den politiske ende. Det skyldes mest, at der ikke rigtig er penge i træ for tiden. I den forbindelse udviser kirsebær dog en vis flersidighed, idet den producerer ganske flot og værdifuldt ved.
   Blandt nåletræerne ser Knud Stenvang en tendens til, at douglasgran er ved at overtage en del af rødgranens dominans.

EU-udbud
Produktionen af de ca. tre millioner planter, som Planteavlsstationen i Humlebæk og Fosdal Planteskole deler ligeligt imellem sig, har de fordelt på den måde, at den sjællandske planteskole primært tager sig af løvtræet, mens Fosdal står for nåletræerne. Deres samlede produktion udgør imidlertid kun ca. 70 procent af statsskovenes plantebehov.
   Resten af statens planter købes hos private planteskoler, og det foregår på den måde, at Knud Stenvang ud fra prognosen sætter omkring en tredjedel af plantebehovet i EU-udbud, og det munder så ud i nogle rammeaftaler med de vindende planteskoler, som lægger vægt på gode provenienser og kvalitet samt en rimelig pris. Det er primært de "store" arter som bøg, eg og ask, der sendes i udbud, idet det kan være svært at vurdere det endelige behov for de mindre arter. Indtil videre har vinderne været gode, store, private, danske planteskoler, men hvis ellers de udenlandske planteskoler kan honorere kravet om danske gener eller provenienser, som egner sig til det danske klima, så vil de sagtens kunne komme i betragtning.
   Når vildtkonsulenterne rundt om på distrikterne har afgjort, hvilke jægere der har gjort sig fortjent til nogle planter til deres remiser, så sørger Knud Stenvang ligeledes for, at de ca. en million planter om året gennem udbud bliver fordelt på 3 planteskoler. Også her udnyttes muligheden for at sikre tilpassede gener, idet de ligesom statens skove skal bruge mindst 90 procent danske arter.

Kvalitetsstempel
Stiller man skrappe krav til andre, bør man også selv kunne leve op til dem. Samtidig hører man ofte planteskolefolk murre i krogene over Planteavlsstationens ret til at producere 70 procent af statsskovenes planter. Blandt andet for at imødegå enhver snak om, at deres "monopolstatus" skulle få dem til at hvile på laurbærrene og producere dårligere planter, valgte Planteavlsstationen i 1997 at lade sig ISO 9002-certificere.
   Certificeringen betyder, at de har taget systematisk stilling til, hvordan de vil arbejde med kvalitetsstyring, samt at de til stadighed arbejder hen mod følgende overordnede kvalitetsmål:

• At planterne opfylder samfundets flersidige behov
• At kunderne modtager det aftalte produkt
• At kvalitet primært opnås gennem styring af produktionen og dernæst af sortering
• At produktionen løbende tilpasses kundernes krav
• At medarbejderne er velkvalificerede, motiverede og stolte over produktionen

Det koster selvfølgelig noget – både i tid og penge. Dels er der selve den lærerige proces med at definere kvalitetsmålene og succeskriterierne, dels er der to årlige kontrolbesøg fra en uvildig konsulent.
   "Men det er besværet værd", påpeger Knud Stenvang, "for vi har fået et væsentlig bedre styr på årsagssammenhænge – bl.a. gennem de månedlige kvalitetsmøder, hvor der nu bliver taget hånd om årsagerne til kvalitetsfejlene, så både vi og vore underleverandører måske kan undgå lignende fejl i fremtiden. Og det har helt konkret resulteret i, at antallet af reklamationer fra kunderne er faldet fra ca. 20 om året til to eller tre stykker".

Med den dårlige økonomi i skovbruget kan dækrodsplanterne måske få en chance. Især hvis de kan plantes på en ergonomisk måde, for skovarbejderne efterlyser metoder til at gøre plantearbejdet mindre slidsomt.
   "Såning i stedet for plantning kunne også vise sig at være vejen frem, så vi følger med, og rådgiver gerne, hvor vi kan", slutter Knud Stenvang.

Knud Stenvang er uddannet planteskolegartner, og han har været på Planteavlsstationen i 35 år – heraf de sidste 20 år med titel af plantemester.