Erik D. Kjær¹ og Lars Graudal²

1Arboretet, Institut for Økonomi, Skov og Landskab, Den Kongelige Veterinære og Landbohøjskole

Den genetiske variation indenfor vores vedplanter er en værdifuld ressource. Den har vigtige økologiske/evolutionære funktioner, men samtidig er den genetiske diversitet også et vigtigt aktiv for fremtidens træplantere og skovdyrkere. Genetisk variation er nemlig nødvendigt for fortsat at have muligheden for et lokalitetstilpasset frøkildevalg (’den rigtige frøkilde til en rigtige lokalitet’), videre forædling (selektion og opformering af særlige værdifulde genotyper og efterfølgende avl) og løbende tilpasning til forandringer i vækstvilkårene. Det er i høj grad denne anvendelsesbetragtning, som er styrende for det danske genressource bevaringsarbejde. "Genressourcer" defineres således som ’Genetisk variation med aktuel eller potentiel værdi for den fremtidige anvendelse (i bred forstand)’ (Skov- & Naturstyrelsen, 1994).

Udgangspunktet for det målrettede genbevaringsarbejde for træer og buske i Danmark er således den del af den genetiske variation, som tillægges aktuel eller potentiel værdi. Men hvordan afgør man hvad der ikke har potentiel værdi i en (i princippet) uendelig tidshorisont? Visse egenskaber, der i dag opfattes som forbundet med negativ værdi, kan i fremtiden vise sig særlig værdifulde og vil derfor være ekstra vigtige at få sikret i bevaringsbestandene. Fx betyder vanris dannelse på egetræer at deres økonomiske værdi reduceres. Egetræer med vanris er således uønsket set fra savværkernes synsvinkel, men samtidig kan man imidlertid nemt forestille sig (om end det ikke er eftervist i Danmark) at ege-træer med mange vanris generelt er særligt gode til at regenerere kronen efter de hyppige afløvninger. I givet fald en egenskab som er vigtig at bevare!

Det er således ikke nemt at pege på dele af den genetiske variation som a priori ikke er mål for genbevaringen. Alligevel betyder ’anvendelsestilgangen’ i det danske program, at en vurdering af ’potentiel’ værdi danner udgangspunkt for en prioritering af indsatsen. Programmerne skal i princippet omfatte og bevare størst mulig genetisk variation og variationsmønstre, men ’noget variation kan prioriteres højere end andet’. Dette gælder både ved prioritering mellem arter, bestande indenfor arter, og ’gener’/genetiske egenskaber indenfor bestande.

Programmerne er forskellige for de enkelte arter, men god tilpasning til de økologiske forhold er vigtig for alle arter. Programmerne bygger derfor på inddeling af Danmark i 4-7 såkaldte genøkologiske zoner (Graudal et al. 1995). Dette genøkologiske koncept bygger på følgende betragtninger: Selvom Danmark er et lille land findes en betydelig makroklimatisk variation med hensyn til en række faktorer af betydning for udbredelsen af træer og buske i landet. Det gælder fx temperatur (især forekomst af frost), nedbør, vind og luftens indhold af salt. Der findes også stor variation i jordbundsforhold. Målet er, at der indenfor hver genøkologisk zone beskyttes mindst én – typisk flere - udvalgte bestande for hver art. For 75 udvalgte træ- og buskarter i Danmark bliver det samlet set til ca. 600 bestande. Ofte kan samme område naturligvis fungere som bevaringsstand for flere arter samtidig, hvorved det krævede antal bevaringsområder bliver mindre. Det danske program bygger således på det såkaldte multiple populations princip beskrevet i detaljer af f.eks. Eriksson et al., (1993), hvor hver population repræsenterer løbende tilpasning til forskellige dele af landets øko-geografiske variation.

Eksisterende genetiske variationsmønstre danner ganske vist udgangspunktet for bevaringaktiviteterne. Det langsigtede mål er imidlertid at sikre opretholdelse af bestande som løbende er tilpasset de til en hver tid gældende vækstvilkår. Redskabet til at nå denne målsætning er at beskytte de evolutionære genetiske processer som fremmer tilpasning på bekostning af processer som modvirker tilpasning. I praksis er det især et spørgsmål om at arbejde med naturbestande, som er tilstrækkelig store til (i) at underbygge naturlig selektion og reducere genetisk drift, (ii) at underbygge en population eller meta-population struktur som tillader dynamik på landskabsniveau og modvirker uheldige effekter af indavl, men samtidig tillader populationsdifferentiering mellem økologiske zoner, og (iii) at beskytte mod massiv pollinering af pollen fra indplantede bestande af helt anderledes oprindelse. Såkaldte statiske bevaringsaktiviteter (frø banker, klonarkiver m.v.) har kun en ubetydelig rolle i det danske bevaringsprogram, fordi de ikke underbygger løbende tilpasning.

En række danske vedplantearter findes i dag primært i små forekomster spredt i landskabet. Den største trussel mod mange af disse, overvejende buskes, genressourcer er paradoksalt nok ikke at de forsvinder fra landskabet, men derimod at der gennem mange år er plantet mange planter baseret på frø af oprindelser meget langt fra Danmark. Dette betyder, at en stor del af den oprindelige danske genpulje for disse arter sidder i små bestande med potentielt dårlige vilkår for naturlig tilpasning (som følge af små populationsstørrelser og risiko for indavlsdepression). Bestande, som i stigende grad er udsat for pollinering fra indplantede individer af problematisk oprindelse. Man kan sige at et generelt set meget dårligt frøkildevalg i plantningsprogrammer repræsenterer en særlig trussel for en række buskarter, hvis generelle populationsstruktur kun yder meget dårlig beskyttelse mod netop hybridisering med utilpasset pollen. En integreret del af det danske genbevaringsprogram for en række buskarter, er derfor at styrke kvaliteten af det benyttede plantemateriale af de hjemmehørende arter ved at mobilisere den lokale genpulje til fremtidige plantningsformål. Dette sker ved en målrettet opsporing, udvalg, opformering og fremadrettet selektion baseret på bred genetisk diversitet (Kjær et al. 2001).

Hensyn til genbevaring af især ege-arterne, bøg, lind, løn og navr skal også underbygges gennem skovdyrkning i en række offentlige skove. Øget anvendelse af foryngelse baseret på naturligt frøfald, og opretholdelse af naturligt forekommende strukturrige artsblandinger, skal således i øget omfang benyttes i produktionsbevoksninger, blandt andet til at understøtte genbevaring. De strukturrige blandingsbevoksninger kan også tjene som vigtig habitater for nogle af de øvrige vedplante arter, som alene herved opnår bedre beskyttelse.

Eriksson, G.; G. Namkoong, & J.H. Roberds 1993: Dynamic gene conservation for uncertain futures. Forest Ecology and Management 62: 15-37.

Graudal, L., E.D. Kjær, & S. Canger, S., 1995: A systematic approach to conservation of genetic resources of trees and shrubs in Denmark. Forest ecology and Management, 73, 117-134.

Kjær, E.D., J. S. Jensen & H. Hoyer 2001. Bedre plantemateriale af hjemmehørende buske og småtræer – status og muligheder. Dansk Skovbrugs Tidsskrift 86: 129-144.

Skov- og Naturstyrelsen, 1994: Udredning vedrørende bevaring af genetiske ressourcer hos træer og buske i Danmark. Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, Statsskovenes Planteavlsstation, Humlebæk.