[Forside][Indhold][Forrige][Næste]

Udpegning af værdifulde kulturmiljøer i regionplanlægningen

Afgrænsning og prioritering af kulturmiljøer

Udgangspunktet for den nærmere analyse af de foreløbigt udpegede kulturmiljøer har været dels det grundige kortlægningsmateriale, herunder de historiske kort, dels feltarbejde. Som forberedelse til feltarbejdet er der -- som et af de vigtige elementer i afgrænsningen -- på kort indtegnet de kulturhistoriske hovedtræk indenfor det givne analyseområde, der både kan knytte sig til en bestemt epoke i historien og til et historisk forløb. De kulturhistoriske hovedtræk kan være;

• den overordnede bebyggelsesstruktur, f.eks. ådalens landsbybebyggelse på kanten af ådalen eller den spredte bebyggelse af enestegrde beliggende i skovrydningerne,

• de overordnede vejforbindelser i landskabet evt. med kroer og broer,

• mark-, eng- og interne vejstrukturer, der bl.a. afspejler sammenhængene i et driftssystem,

• landsbyens bebyggelsesstruktur, f.eks. en forte- landsby eller rækkelandsby,

• elementer i en blandingsøkonomi, f.eks. skipper- byen med marker og fuglekøjer,

• skipperbyens bebyggelses- og vejstruktur med de smalle smøger, grønninger og enlængede gårde,

• eller de kulturhistorisk "bærende" elementer i et kulturmiljø, som f.eks. mejeriet, brugsforeningen og forsamlingshuset i andelsbyen eller stationen, grovvareforretningen og hotellet i stationsbyen.

Formålet med feltarbejdet er, dels at registrere hvor meget af de historiske hovedtræk, der rent faktisk er bevaret, dels at foretage den fysiske afgrænsning af kulturmiljøet/er indenfor analyseområdet. Bevaringstilstanden har naturligvis afgørende betydning for, hvordan man foretager afgrænsningen. Denne stadfæstelse af, hvad der er de væsentlige historiske træk i et område, som et grundlag for selve feltarbejdet, har været et vigtigt element i pilotprojekterne. Det er således erfaringen, at man ellers nemt mister overblikket, når man er i felten, med det resultat at man bruger ressourcer på at registrere forhold som er af mindre betydning, eller at man måske lader sig påvirke for meget af "det pæne".

I det følgende er vist eksempler på, dels arbejdet med at identificere de kulturhistoriske hovedtræk, dels registreringen af bevaringstilstanden -- illustreret med forskellige kulturmiljøtyper. Endvidere er de forskellige afgrænsnings- og prioriteringskriterier beskrevet, og de væsentligste afgrænsnings- og prioriteringsovervejelser er illustreret gennem eksempler.

Marsken umiddelbart syd for Esbjerg, der udgør de sidste rester af den uinddigede marsk, har været udnyttet til græsning siden begyndelsen af jernalderen i vekselvirkning med korndyrkning på geesten. Bebyggelsen med bl.a. Novrup landsby og egnens betydeligste ældre hovedgård, Krogsgård, er meget markant beliggende på geestranden mellem det tørre opdyrkede land og de våde enge, der var i fællesbrug indtil udskiftningen. Der har indenfor det enkelte ejerlav (Novrup og Krogsgård) været fælles ad-gangsveje fra bebyggelsen til engene, som ved udskiftningen blev opdelt i smalle indgrøftede fenner, idet hver gård skulle have andel i marskens forskellige kvalitet. Novrup, der er en middelalderlandsby med rødder tilbage til jernalderen, er en forteagtig landsby med bebyggelsen beliggende omkring engarmen, der har forbindelse til marsken. Novrup blev udskiftet i 1797 som stjerneudskiftning, og gårdene forblev uudflyttede. Krogsgård hovedgård, der har ligget på sit nuværende sted siden o. 1500, blev som led i hovedgårdsnedlæggelserne o. 1800 reduceret til almindelig studegård. Den heraf følgende husmandsudstykning på Krogsgårds Mark ligger langs den snorlige Krogsgårdsvej på bakkedraget mellem Novrup Bæk og Møllebækken, med markstykker ned mod engene. På Roborgknolden helt ud til Vadehavet, var der udskibning med bl.a. toldsted og krogården Roborghus.

Gørding stations- og kirkeby

Stationen blev anlagt i 1874, på tværbanen Esbjerg-Lunderskov, godt én km syd for den gamle kirkeby, ved skæringen mellem vej og jernbane, og byen voksede ud langs disse anlæg. I en kreds omkring vej-banekrydset ligger, udover stationen, de for stationsbyen så karakteristiske bebyggelser som den store tømmerhandel, købmandsgård, den gamle stationskro "Hotel Gørding", dampmøllen "Gørding Mølle" med korn og foderstof, apoteket samt diverse 2½ etages forretningsejendomme omkring krydset. Mellem stationen og kirkebyen ligger missionshuset og skolen fra omkring århundredskiftet, som begge er meget fint bevarede, et andelsmejeri (hvoraf kun boligen er bevaret) samt elværket, der i dag er fjernvarmeværk, vandværket samt villabebyggelse, hvoraf en del er opført i stilen "Bedre Byggeskik". Forsamlingshuset ligger syd for den gamle kirkeby, som er vokset sammen med stationsbyen med en ældre villabebyggelse. Byen er ligeledes vokset mod syd langs vejen, med en tilsvarende mindre villabebyggelse.

Registrering af bevaringstilstanden

Det velbevarede miljø

Åstrup Gods, Tadre-vandmøller, vej- og broanlæg

Åstrup hovedgårdsanlæg er placeret centralt i den brede Elverdams Ådal. Sammenhængen mellem hovedbygning med omgivende voldgrav, parkanlæg samt lindeallé og det omgivende hovedgårdslandskab, er intakt og uforstyrret af større tekniske anlæg mv. Den renaissanceprægede hovedbygning, voldgraven og den tidligere mølledam, samt det store parkanlæg med dyrehave -- der ligger på den anden side af åen (i Vestsjællands amt) -- er velbevarede. Det gælder også landarbejderboligerne, bl.a. ved lindealléen. Mod nord afgrænses ådalens åbne markarealer af skov med velbevarede fredskovsgærder langs de høje skovbryn. Langs Elverdamsåen er tidligere engarealer blevet opdyrket.

Skyttebro og Røde Bro over Elverdamsåen er velbevarede kampestensbroer, og de retlinede veje omkring godset og områdets i øvrigt krumme vejforløb har ikke ændret karakter. De to Tadre-møller, der indgår i et tidligere større møllekompleks langs Tadre Bæk og Elverdamsåen, er delvist bevarede. Nedre Tadre Mølle er bevaret i sin helhed med kanalsy-stemer, mølledam, møllehus og møllehjul, mens det kun er møllegården til Øvre Tadre Mølle, der er bevaret.

Det spolerede miljø

Fanø Bad-området

Fanø Bad-området blev anlagt som "Fanø Nordsøbad" i 1892 af en tysk investeringsforening som mondænt badested med hoteller, pensioner og enkelte villaer, og senere (1902) med golfbane -- i dag landets ældste -- og små sommerhuse i "Fanøstil" og funktionalisme (1920-30). Området er stærkt påvirket af de senere års rekreative udvikling. De store gamle hoteller blev nedrevet i 1968-90 og erstattet af to nye store komplekser -- DanLand fra 1970,erne og Fanø Vesterhavsbad fra 1990,erne -- og der er kun enkelte af de gamle villaer samt to pensionater bevaret af det oprindelige badested. Langs golfbanen, der nu skal udvides, ses enkelte af de ældre funkissommerhuse, men det er svært at se forskel på de gamle Fanøsommerhuse og de mange nye, der er opført i samme stil. Alt i alt er området ændret så drastisk, at det ikke adskiller sig fra så mange andre feriesteder ved kysten, og miljøet er derfor ikke prioriteret som beva-ringsværdigt kulturmiljø, skønt områdets historie som et af de første bademiljøer på sin vis er vældig interessant.

Efter en registrering af de udpegede analyseområders kulturhistoriske hovedtræk og bevaringstilstand er der, med baggrund i nedenstående afgrænsningskriterier og feltarbejdet, foretaget en endelig afgrænsning af kulturmiljøerne. Afgrænsningerne er som hovedregel baseret på en kombination af flere kriterier. De historiske hovedtræk og deres bevaringstilstand, der er det, der definerer et miljøs indhold, vil altid indgå som kriterium.

I det følgende er sammenfattet de forskellige kriterier, der er anvendt i den nærmere fysiske afgrænsning af kulturmiljøer i pilotprojekterne:

Kulturhistoriske hovedtræk fra en bestem tidsepoke, som det stjerne-, blok- eller kamudskiftede landsbyejerlav, stationsbyens karakteristiske jernbane-vejkryds, hvorfra byen udviklede sig, eller andelsbyens opståen omkring landbrugsbebyggelser ved åen. Da stort set alle miljøer har udviklet sig og er suppleret med nye funktioner og anlæg, er spørgsmålet, hvor meget man skal medtage af denne udvikling. Skal hele den udskiftede landsbys ejerlav medtages, hvis kun dele af udskiftningsmønstret i dag står klart? Skal stationsbyen afgrænses med den gamle nærliggende kirkeby, og hvor meget af stationsbyens nyere historie skal med? Eller det rekreative miljø ved Fanø Bad, som har udviklet sig fra pensionater og villaer fra århundredeskiftet og småbebyggelser fra 1910-40, til hotelkomplekser og moderne sommerhuse eller efterligninger af de gamle Fanøhuse. Udgangspunktet har i pilotprojekterne været, at den nyeste tids anlæg og bebyggelser, som på ingen måde er truede, måske snarere truende, ikke er medtaget.

Kulturhistoriske hovedtræk der afspejler en historisk udvikling, som f.eks. Gl. Lejre-området i pilotområde-Øst, hvor der findes talrige fortidsminder fra stenalder, bronzealder og ikke mindst jernalderen og spor af en stormandsbolig, samt landsbyen, der sandsynligvis har ligget ved ådalen siden denne tid, men nu ligger med kamudskiftede jorder. Dele af denne udviklingshistorie ligger indenfor landsbyejerlavet, andre udenfor. Et andet eksempel er Endrup i pilotprojekt-Vest, hvor udviklingen er sket omkring åen, med hovedgården, mølleanlægget, kroen ved krydsningen af den gamle vejføring over åen, senere udviklingen af andelsbyen, som skal bruge vandkraften ved åen. Eller Hjerting, et fisker- og landbrugssamfund der o. 1500 blev Vardes udskibningshavn, der senere udvikler sig til skipperby med dampskibsfart til England, og efter 1900 gradvis udvikler sig til et rekreativt miljø og til et forstadsmiljø til Esbjerg. I disse tilfælde kan man vælge at afgrænse et miljø, der viser hele den bevarede del af udviklingshistorien, eller et mere homogent miljø der afspejler en bestemt tidsepoke -- f.eks. det kamudskiftede landsbyejerlav i eksemplet Gl. Lejre eller andelstiden i eksemplet Endrup.

Ejerlavsgrænser, der fortæller historien om en bebyggelses ressourcegrundlag og beskatningsgrundlag. Der vil ofte være tale om store områder, der tildels kan være sammenfaldende med naturlige grænser i landskabet, som eksempelvis åen. Mange ejerlav er imidlertid påvirket af byudvikling eller gennemskåret af nye infrastrukturanlæg o.l., som der er flere eksempler på i de to pilotprojekter. F.eks. gennemskæres marskejerlavene i pilotprojekt-Vest af en jernbane og/eller en landevej på dæmning, og dermed er der både en visuel og funktionel barriere mellem landsbybebyggelsen/hovedgården og dens (tidligere) engtilligende. Spørgsmålet er her, om man skal tage hele ressourcegrundlaget med på tværs af vejanlæg mv., eller om man skal lade sådanne anlæg være afgrænsende, således at det kun er dele af ejerlavets ressourcegrundlag, der medtages. I andre situationer kan sammenhængene i ressourcegrundlaget og mellem udviklingshistoriens forskellige hovedelementer indenfor ejerlavet, være uklare eller ud-viskede. Spørgsmålet er her, om man skal have hele ejerlavets ressourcegrundlag og historiske udvikling med i afgrænsningen (hovedgård, landsby og hus-mandsudstykning), uanset de forskellige elementer i historien er i en forskellig bevaringstilstand, og den fysiske/visuelle sammenhæng er gået tabt. Eller om man skal afgrænse hovedgård, landsby og husmandsudstykning hver for sig med et repræsentativt udsnit af ressourcegrundlaget, således at man får mindre og mere homogene kulturmiljøer, der alt andet lige vil være nemmere at prioritere og målrette, og hvor udviklingshistoriens sammenhænge i stedet beskrives.

Driftssystemer/ejendomsforhold (landbruget), som ligeledes fortæller om en bebyggelses ressourcegrundlag indenfor et ejerlav. Som f.eks. skovbygden i pilotprojekt-Øst, hvor både skovrydningen og de omkringliggende skove udgjorde ressourcegrundlaget, men hvor det kan være svært at afgøre hvor meget af skovens driftsgrundlag der skal medtages - om man skal nøjes med et repræsentativt udsnit, eller om man skal tage udgangspunkt i de ejendomsmæssige forhold eller i hele skovområdet, som en ramme for afgrænsningen.

Økonomiske/funktionelle forhold i øvrigt, som f.eks. at næringsgrundlaget i skipperbyen både var søfarten, men også et landbrug drevet af kvinder på marker i og udenfor byen, samt fuglefangst knyttet til fuglekøjerne langt fra byen, eller at udskibningen fra et givent sted både knyttede sig til et bagland (hovedgården, landsbyen) og til andre ladepladser på den anden side af fjorden/bugten. Et kulturmiljø kan således godt bestå af flere, ikke nødvendigvis geografisk sammenhængende områder.

Topografiske forhold, som en slags negativ afgrænsning, der både kan være de naturlige visuelle grænser i landskabet, som skovbrynet eller åen, eller nye - for kulturmiljøet irrelevante -- anlæg, som afgørende påvirker miljøet visuelt eller funktionelt. Her er det vigtigt at skelne mellem de irreversible påvirkninger, som byudvikling og større vej- eller jernbaneanlæg, og de reversible påvirkninger, som vindmøller og elledninger, der kan fjernes igen, når de er udtjente. Hvis et miljø i øvrigt er intakt og meget bevaringsværdigt, kan det være hensigtsmæssigt at medtage områder med sådanne reversible anlæg for at understrege, at der er behov for en renovering.

Landskabstyper, der repræsenterer noget egnstypisk eller udgør et helt specielt grundlag for udviklingen i det pågældende område. Som marsken, der er karakteriseret ved store inddigede flader med enge og marker opdelt af afvandingskanaler og evt. bevan-dingskanaler, med store landsbyer beliggende på geestranden og/eller enkeltliggende gårde på værfter i marsken. Landskabstypen som eneste kriterium er imidlertid problematisk i en kulturmiljøsammen-hæng, idet der bliver tale om så store sammenhængende områder -- hele ådale, kyststrækninger eller øer -- hvor det i realiteten er naturen der er i centrum og ikke historiens aftryk på naturen. Dele af ådale eller af marsklandskaber kan naturligvis udpeges, hvis de i øvrigt opfylder nogle af de øvrige kriterier.

Endelig kan man overveje, om det er en amtskommunal opgave at foretage en detaljeret afgrænsning af kulturmiljøer indenfor byområder, f.eks. i skipperbyer eller stationsbyer, eller om man i stedet kan nøjes med at udpege selve byen som et kulturmiljø af regional betydning. Hvor der er udarbejdet kommuneatlas vil dette naturligvis indgå i grundlaget for udpegningen.

Der ligger i princippet en slags prioritering hele vejen gennem arbejdet, fra kortlægningsfasen til den endelige udpegning af værdifulde kulturmiljøer, som bygger på dels faglige kriterier, som f.eks., hvad der er det mest karakteristiske eller sjældne i det pågældende område, dels en vis portion pragmatisme.

I den endelige vurdering af om et kulturmiljø kan klassificeres som så værdifuldt, at det bør sikres gennem regionplanlægningen, vil der indgå en lang række kriterier, som beskrevet nedenfor. Der vil således ikke være tale om, at man vælger det ene eller andet kriterium eller et enten-eller, ligesom et værdifuldt kulturmiljø, afhængigt af hvor højt det prioriteres, skal kunne opfylde indtil flere af de nævnte kriterier.

Unikt-- sjældent -- enten fordi det er og altid har været det eneste (eller et af de eneste) af typen i landet, som eksempelvis Hammershus Slotsruin eller Dybbøl - eller fordi miljøet repræsenterer det eneste (eller bedst) bevarede, som eksempelvis marsklandbruget i den sidste uinddigede marsk i landet.

Sjældent i regionen. Nogle miljøer er måske ikke sjældne eller særligt velbevarede set på landsplan men sjældne i regionen, og derfor prioriterede for at sikre bredden og diversiteten i kulturmiljøbevaringen i det pågældende område. Eksempelvis fiskermiljøerne ved Roskilde Fjord, eller hovedgårdene i det vestjyske kystlandskab.

Repræsentativt -- som type, f.eks. hovedgårds- eller landsbymiljøer, industrimiljøer mv. -- for en tidsepoke, f.eks. det udskiftede landsbyejerlav, andelsby- eller stationsbymiljøer, eller -- for det geografiske område, som eksempel klitlandbruget og hedeopdyrkningerne.

Det egnsspecifikke, som til dels hænger sammen med det repræsentative for et geografisk område, men som også kan være noget, der er helt specielt for det pågældende område, f.eks. byggeskikken, marsklandbrugets uudskiftede landsbyer eller velbevarede eksempler på skovbygder.

Bevaringstilstanden vil altid indgå som et kriterium. Den knytter sig både til de historiske strukturer, f.eks bebyggelses-, mark- og engstrukturer eller en bys vejstruktur, og til de enkelte historiske elementers fysiske tilstand, f.eks. et hus, en mølle eller en bro.

Funktionen, f.eks. om vandmøllen eller havnen stadig er i drift, om stationen i et stationsbymiljø er i funktion, eller om miljøet fortsat kan bevares som "et levende miljø".

Autenticiteten, som knytter sig til kulturmiljøets bevaringstilstand og den oprindelige funktion -- f.eks. det velbevarede stjerneudskiftede landsbyejerlav, der stadig er under landbrugsmæssig drift, eller det velbevarede stationsbymiljø med stationen, stationshotellet og korn-og foderstofforretningen i drift.

Historisk kildeværdi knyttet til elementer og sammenhænge i kulturmiljøet, der udgør en kilde til vores viden om fortiden, og derfor er af videnskabelig interesse.

Identitetsværdien -- der kan være af national karakter, som Jelling og Dybbøl Mølle, af regional karakter, som Skamlingsbanken eller Hertadalen i Ledreborg park, og endelig af lokal karakter, som f.eks. fiskermiljøet i Jyllinge, hvor identitetsværdien ikke har så stor betydning i en regionplanmæssig sammenhæng.

Oplevelsesværdien, som knytter sig til den umiddelbare, d.v.s. forudsætningsløse/følelsesmæssige, erkendelse af omgivelserne. Et miljø som er særligt udtryksfuldt, og hvor den kulturhistoriske helhed og sammenhæng umiddelbart kan ses og opleves, som eksempelvis Åstrup Gods eller Sønderho skipperby, tillægges oplevelsesværdi.

Fortælleværdien bygger på en forstandsmæssig erkendelse af omgivelserne og på en vis forhåndsviden. Et miljø, som bl.a. illustrerer særlige levevilkår på et bestemt tidspunkt, bliver meningsfuldt -- "fortæller en historie" -- når det sættes ind i en sammenhæng.

Diversitet, hvor et miljø repræsenterer mange forskellige temaer, som eksempelvis fisker-landbrugssamfundene på Fanø, der udvikles til skipperbyer med klitlandbrug og fuglefangst, og senere udvikledes til også at være rekreative miljøer, eller hovedgården Krabbesholm med husmandsudstykning og udskibningssted.

Homogenitet -- der enten kan knyttes til et miljø, der repræsenterer en bestemt del af historien, f.eks. hedeopdyrkningen ved Lifstrup, eller et bestemt fysisk udtryk, som stationsbyens karakteristiske "Bedre Byggeskik" bebyggelse.

Sammenhæng til naturgrundlaget, hvor bebyg-gelsesstruktur og dyrkningssystem stadig tydeligt afspejler de naturgivne forudsætninger, som eksempelvis marsklandbruget med bebyggelsen beliggende på den tørre geest på kanten til marsken, som anvendes til (fælles) græsning, eller et system af vandmøller knyttet til ådalen.

I processen med at prioritere de afgrænsede kulturmiljøer kan der foretages en inddeling i skalaen høj-middel-lav som et redskab, dels for overvejelserne om hvorvidt et kulturmiljø skal medtages som "værdifuldt kulturmiljø" i regionplanerne, dels for prioriteringen af virkemidler til sikring af det pågældende miljø. Der er hermed ikke tale om en automatisk summering af kriterier, således at et miljø, der opfylder mange kriterier automatisk, prioriteres højt, og miljøer, der kun opfylder få kriterier, prioriteres lavt, men om en slags "værdisætning" af de enkelte miljøer, som grundlag for en sammenligning og indbyrdes prioritering af de afgrænsede kulturmiljøer. Heri bør også indgå en vurdering af det enkelte kulturmiljøs værdier set i relation til lignende kulturmiljøer udenfor regionen, og i nationen, så langt dette er muligt. Det er således vigtigt, at man i vurderingen af et givent kulturmiljø, f.eks. et stationsbymiljø, løfter sig op over det lokale/regionale niveau, og vurderer om der findes bedre bevarede og mere repræsentative miljøer, på den anden side af amtsgrænsen, eller i andre egne af landet.

Kulturmiljøer, der er meget velbevarede og repræsentative eller egnskarakteristiske vil have en høj prioritetet. Eksempelvis det velbevarede miljø knyttet til Krabbesholm hovedgård og Sæby landsbyejerlav, der fint illustrerer den landbrugshistoriske udvikling, eller Novrup landsby, der med sin beliggenhed på geestkanten mellem det opdyrkede land og engene, er karakteristisk for bebygelsesmønstret og driftssystemet i denne del af landet.

Nogle kulturmiljøer vurderes at være af national betydning fordi de f.eks. er sjældne i landet, ualmindeligt velbevarede og intakte eller storslåede. F.eks. Ledreborg hovedgårdsejerlav, der med sine velbevarede bygninger, parkanlæg, skove, marker og enge, udgør et helstøbt og storslået kulturmiljø. Eller Sønderho skipperby, der med sine smalle smøger, grønninger og karakteristiske fanøhuse, tilhørende enge og fuglekøjer er en af de bedst bevarede miljøer, der vidner om søfartens storhedstid. Det kan også være miljøer som er unikke, fordi de udgør den eneste af sin art. F.eks den sidste rest af den uinddigede marsk syd for Esbjerg, med den egnskarakteristiske og relativt velbevarede bebyggelses- og driftsstruktur, der tydeligt afspejler sammenhængen til naturgrundlaget, eller skovbygdmiljøet i pilotprojekt-Øst, der måske er landets mest velbevarede eksempel på skovbygdens karakteristiske bebyggelses- og driftsstrukturer.

Kulturmiljøer af middel prioritet, rummer kvaliteter, der begrunder at de udpeges som værdifulde i regionplanen. Eksempler på sådanne kulturmiljøer, er den for pilotområde-Vest så karakteristiske og repræsentative hedeopdyrkning og husmandsudstykning ved Lifstrup og stationsbymiljøet Gørding. Begge miljøer, der har bevaret strukturen og den oprindelige funktion, er karakteristiske for egnen og repræsentative for det respektive historiske tema. Det er imidlertid miljøer, som ikke rummer de store oplevelsesværdier, og hvor mange af miljøernes bygningselementer er ændrede. Et andet eksempel er Jyllinge med den velbevarede landsbykerne og fiskermiljøet ved havnen, der dog er helt omgivet af parcelhusbebyggelse.

Miljøer som ikke lever op til flere af ovenstående kriterier -- typisk fordi værdierne og/eller bevaringstilstanden er for ringe -- klassificeres som lav prioritet og medtages ikke i den endelige udpegning af værdifulde kulturmiljøer. Et eksempel på et miljø, der er prioriteret lavt p.g.a. bevaringstilstanden, er Fanø-Bad området, der er så påvirket af nye feriehoteller og sommerhuse, at områdets værdi og fortælleværdi stort set er gået tabt. Men det kan også være områder, hvor der er meget få elementer og sammenhænge, f.eks. en enkelt mølle ved en å, eller et miljø der findes flere og mere repræsentative og bedre bevarede eksempler på i amtet. Selvom sådanne miljøer ikke prioriteres i en regionplanmæssig sammenhæng, kan de naturligvis godt være af betydning i en lokal sammenhæng.

Afgrænsnings- og prioriteringsovervejelser

Afhængigt af hvordan man vægter de forskellige kriterier for afgrænsningen, kan denne foretages på flere måder, og der er derfor, hvor det har været relevant, opstillet alternative afgrænsningsmuligheder. Ofte vil et område således både afspejle en bestemt tidsepoke, en historisk udvikling og flere temaer, og her kan man vælge enten en afgrænsning, der afspejler hele udviklingen og alle temaerne, eller en afgrænsning, der afspejler en bestemt tidsepoke og et tema, afhængigt af bevaringstilstand, repræsentativitet mv. I det følgende er der – gennem 7 eksempler – gennemgået de vigtigste af de overvejelser, der er indgået i afgrænsningen af kulturmiljøer i pilotprojekterne.

Lifstrup ejerlav afspejler med sin bebyggelses- og markstruktur udviklingen i det vestjyske hedeopdyrkningslandskab. Den gamle landsby Gl. Lifstrup blev udskiftet i 1794 og i perioden 1900-30, blev gårdenes nærmeste hedejorder udparcellerede og solgt fra (til børnene).

I perioden 1930-50 blev heden N.Ø. for Lifstrup Hovedvej – der er den gamle Ribe-Varde studevej – udstykket i lange smalle lodder efter loven om statshusmandsstøtte. Bebyggelses- og markstrukturen fra de tre epoker i hedeopdyrkningen – den gamle udskiftede landsby, den nye gårdrække fra 1900-30 og statshusmandsbrugene – er stort set bevarede. Flere af de karakteristiske husmandshuse og de smalle jordlodder med de egnstypiske levende hegn (seljerøn) er bevarede, mens flere af landsbyens gamle gårde er ombyggede. Ejerlavgrænsen er markeret, enten naturligt af Alslev Å, eller af hegnsbeplantning i skel til de tilgrænsende ejerlav, og ejerlavet er ikke påvirket af nye større anlæg eller større bebyggelser.

Det er derfor naturligt at afgrænse kulturmiljøet i ejerlavsskel, og der er ikke overvejet alternativer.

Prioriteringsovervejelser

Det relativt velbevarede kulturmiljø illustrerer fint udviklingen i hedeopdyrkningen som er karakteristisk for egnen, og repræsenterer en af de seneste husmandsudstykninger. Kulturmiljøet vurderes som værende af regional betydning. Da der kun er få af de ældre gårde bevaret, og flere af husmandshusene er ombyggede, prioriteres miljøet middel.

Gl. Lejre- området er et af landets rigeste historiske landskaber. Området indeholder talrige fortidsminder fra stenalder, bronzealder og ikke mindst yngre jernalder og vikingetid. En særlig koncentration af oldtidsgrave findes i og omkring Lejre ådal, tæt ved Gl. Lejre landsby, der er beliggende på kanten til ådalen, hvor flere vandløb og kildespring mødes og forgrenes. De talrige fund fra området giver vidnesbyrd om ådalens betydning som ressourcegrundlag og for bebyggelsens placering og udvikling. Ager, skov, mose, eng og åløb har indgået i GL. Lejres ressourcegrundlag, og ejerlavet udgør en velbevaret helhed. Ved udskiftningen i 1804-06 blev tre gårde udflyttet, mens de resterende gårde forblev i landsbyen med kamudskiftede jorder. På de ledige tomter langs landsbygaden opførtes huse. Middelalderlandsbyens struktur er bevaret med en gårdbebyggelse som den så ud omkring udskiftningen. Ejerlavs- og udskiftningsdiger er så at sige intakte, og de fleste diger er markeret med sammenhængende hegnsbeplantninger.

Mod øst afgrænses ejerlavet af Lejre Å. I den nordlige del af ejerlavet krydser Holbækmotorvejen samt et større og et mindre højspændingstracé tværs over ådalene. Motorvejen er et markant fysisk element, og da den del af ejerlavet som ligger nord for vejanlægget, ikke indeholder særlige kulturhistoriske spor, udgør vejanlægget en naturlig afgrænsning mod nord. Afhængigt af om der lægges vægt på en afgrænsning, der afspejler landsbyejerlavets ressourcegrundlag eller ådalen som landskabelig ramme for en historisk udvikling gennem tiden, kan afgrænsningen i øvrigt enten ske i ejerlavsskel -- hvorved en del af de forhistoriske spor udelades -- eller længere mod øst, således at disse spor medtages.

Prioriteringsovervejelser

Kulturmiljøet rummer en enestående historisk fortælling og kildeværdi og er med den ualmindeligt velbevarede landsbybebyggelse, der med sine marker og enge indgår i en letopfattelig landskabelig helhed omkring åen, unikt og af stor oplevelsesmæssig værdi. Kulturmiljøet vurderes at være af national betydning og prioriteres højt.

Hovedgården Krabbesholm, der blev oprettet i 1673, har haft stor betydning for udviklingen i dele af den sydøstlige del af Hornsherred. Udover hovedgårds-anlægget omfatter dette område Sæby landsby, hvis gårde har været fæstegårde under hovedgården, landarbejderkolonien Holtensminde, samt landsbyen og fiskerlejet Gershøj, hvorfra hovedgårdens og Sæbybøndernes produkter blev udskibet.

Krabbesholm hovedgård, der primært er baseret på agerbrug, er stilmæssigt noget sammensat, men består af velholdte bygningsenheder, der fremstår markante i det åbne herregårdslandskab. Hovedgårdsejerlavet afgrænses bl.a. af sten- og jorddiger, der flere steder er markeret ved træplantninger.

Umiddelbart syd for ejerlavsgrænsen ligger et mindre skovområde -- Krabbesholm Skov -- mellem hovedgården og landarbejderkolonien Holtensminde, der ligger langs vejen mellem Krabbesholm og Sæby i Sæby landsbyejerlav. Hvert hus har et jordtilliggende på ca. to ha. ret bag husene. Husene, der er opført som boliger for Krabbesholms landarbejdere i perioden 1830 til 1850, er opført i bindingsværk og fremstår stort set velbevarede uden væsentlige bygningsændringer.

Sæby landsby, der omtales første gang 1253, er bygget op omkring forten og gadekæret, og har bevaret sit præg fra udskiftningstiden med mange velbevarede gårde og huse, samt den gamle skole, opført med midler doneret af Krabbesholms ejer. Bevoksede sten- og jorddiger markerer stjerneudskift-ningsmønstret omkring landsbyen og det blokudskiftede landskab i den vestlige del af ejerlavet. Mod fjordkysten er det ellers velbevarede landsbyejerlav præget af sommerhuse.

Gershøj er en kystbygd-landsby med bl.a. fiskerihavn, færgebro og færgekro. Landsbykernen er forholdsvis velbevaret, og vej-/transportforbindelserne til henholdsvis Sæby og Krabbesholm er intakte. Nærmest havnen findes småhuse for bl.a. fiskere og færgefolk.

Afhængigt af om man lægger vægt på områdets ud-viklingshistorie og de økonomiske/funktionelle relationer mellem hovedgård, landsby, landarbejderkoloni og udskibningssted eller det enkelte ejerlavs ressourcegrundlag og bebyggelsens mere individuelle bevaringsværdier, kan området afgrænses som følger:

1) Krabbesholm og Sæby ejerlav inkl. Holtensminde-kolonien og evt. Gershøj landsby som udskibningssted, med Hovedgård, landsby, udskibning og landarbejderkoloni -- landbrugets udviklingshistorie afgrænset som ét eller flere miljøer ?

vejanlæggene mellem disse bebyggelser, kan afgrænses som et større sammenhængende kulturmiljø, der afspejler hele udviklingshistorien i området. Udviklingshistorien underbygges af landskabets tydelige skalaforhold med hovedgårdens store dyrk-ningsenheder, den udskiftede landsbys veldefinerede mellemskala og arbejderkoloniens beskedne huse og små jordlodder. Der medtages kun den mest velbevarede og karakteristiske del af ejerlavene.

2) Hovedgårdsejerlavet, Sæby landsbyejerlav samt Gershøj landsby afgrænses som tre selvstændige kulturmiljøer. Her er medtaget den mest bevarings-værdige del af Sæby ejerlavs blokudskiftede landskab. Holtensminde-kolonien har relationer til såvel hovedgården som landsbyen, men som et enestående og meget velbevaret eksempel på en tidlig land-arbejderkoloni, kan den evt. afgrænses som et selvstændigt kulturmiljø. Gershøj fiskerleje med havn afgrænses som kystbygdmiljø.

Prioriteringsovervejelser

Det generelt velbevarede miljø afspejler en udviklingshistorie, der er repræsentativ for udviklingen i landbruget, og har dermed også stor fortælle- og til dels oplevelsesværdi. Endvidere er miljøet karakteristisk for egnens frugtbare ager- og kystbygd med de mange hovedgårde og store landsbyer. Holtensminde er derimod en for egnen tidlig og sjælden velbevaret arbejderkoloni. Kulturmiljøet vurderes som værende af regional betydning og prioriteres højt.

Krogsgård, egnens betydeligste ældre hovedgård fra 1300-tallet med vandmølle, placeret på kanten mellem agerjord og eng, blev o. 1800 reduceret til almindelig studegård som følge af husmandsudstykningen nord for gården, der ligger langs den lange snorlige Krogsgårdsvej. Hovedgårdens oprindelige bygninger er ikke bevaret, men erstattet af et nyere bygningsanlæg i stilen "Bedre Byggeskik". Dele af den gamle voldgrav samt mølleanlægget er bevaret, ligesom husmandsudstykningens bebyggelse og meget af markstrukturen. Sammenhængen mellem hovedgården og husmandsudstykningen er imidlertid svær at opfatte på grund af jernbanedæmningen og et større råstofindvindings-område umiddelbart op til hovedgården. Krogsgårds enge er adskilt både visuelt og funktionelt fra hovedgården af Darum-Tjæreborgvejen. Engene syd for vejen grænser op til Novrup enge (der er en del af Novrup ejerlav) og Roborghus ladeplads, der er kendt siden 1600-tallet, med de nyere, men fint bevarede, bygninger fra den tidligere toldkontrollørbolig og kroen, beliggende på kanten mellem geestknolden og marsken. Dette marskområde syd for vejen, der historisk set har hørt til henholdsvis Novrup landsby, Krogsgård hovedgård, og med udskibningsstedet Roborghus beliggende i et tredje ejerlav, kan opfattes som et sammenhængende område. Det udgør den sidste rest af den uinddigede marsk med flere grøfter og gamle adgangsveje bevaret. Den markante grænse mellem den del af den bebyggede geestknold, der ligger syd for vejen og de våde marskenge, er ligeledes bevaret.

Der er således tale om et område, som repræsenterer historien fra den middelalderlige hovedgård, baseret på et vekselvirkende ressourcegrundlag, hvor marskengene har haft afgørende betydning, til 1600-1800 tallets udskibning og 1800-tallets herregårdsnedlæggelser og udparcellerede husmandsbrug, og således også en tematisk bredde. Et område, der imidlertid er stærkt påvirket af de gennemgående infra-strukturanlæg, som virker som en barriere mellem de forskellige elementer i den historiske udvikling indenfor ejerlavet. Men hvor der på den anden side syd for landevejen er et sammenhængende marskområde, der godt nok går på tværs af ejerlavsgrænser, men som dog repræsenterer marskens karakteristiske bebyggelsesstruktur. Afhængigt af om man vil lægge mest vægt på den historiske udvikling indenfor et ejerlav (en ressourceenhed) eller de topografiske forhold, kan området afgrænses som følger:

1) Krogsgårds Ejerlav, med hovedgård, husmandsudstykning og marskenge afgrænses som et kulturmiljø, der repræsenterer en historisk tidsdybde med funktionel/økonomisk sammenhæng. Som konsekvens af heraf afgrænses Roborghus udskibnings-

sted som selvstændigt miljø, og Novrup enge sammen med Novrup landsby, som et tredje kulturmiljø.

Marsklandbrug -- husmandsudstykning -- udskibning -- vægt på ejerlavets udviklingshistorie eller den nuværende fysiske tilstand ?

2) Krogsgård husmandsudstykning afgrænses som et selvstændigt kulturmiljø der repræsentere et tema og en bestemt tidsepoke. Krogsgård hovedgård med voldsted og vandmølle, men uden marker da disse er uden særlig karakteristika, afgrænses som selvstændigt (tematisk) kulturmiljø. Marsken syd for vejen, med de karakteristika som skyldes, at den fortsat er uinddiget og tillige omfatter udskibningsstedet Roborghus, afgrænses som selvstændigt kulturmiljø der repræsentere en unik kulturhistorisk landskabstype.

Husmandsudstykningen er karakteristisk for hoved-gårdsnedlæggelserne på egnen, bebyggelses- og markstrukturer, markeret med den egnstypiske hegnsbeplantning, er stort set intakte og bebyggelsen velbevaret. Kulturmiljøet udgør en af de få velbevarede samlede husmandsudstykninger i regionen og vurderes som værende af regional betydning og prioriteres højt.

Marsken syd for vejen, der udgør den sidste rest af den uinddigede marsk, med udskibningsstedet Roborghus, er unik med sine velbevarede indgrøftede fenner der stadig græsses og den markante grænse mellem den bebyggede geest og de våde enge. Dette område vurderes som værende af national betydning og prioriteres højt.

Ådalen med andelsby - hovedgård mv.
- vægt på tidsdybden eller tidsepoken

Nord fra hovedgården Endrupholm opstod andelsbyen omkring den gamle Endrup mølle og kroen ved Sneum Å, hvor den gamle hovedvej mellem Kolding og Hjerting krydser åen. Mejeriet, der oprindeligt var baseret på åens vandkraft, er stadig i drift, der er flere velholdte ældre villaer fra denne epoke samt en gammel smedje. Det gamle vejforløb, med kroen (beboelse) er bevaret, og turbinen -- der erstattede møllen -- er intakt med vandføring, stigbad, sluse og forfaldent slusehus. Endrupholm blev nedlagt som landbrug i 1963, men hovedbygningen fra 1805 med haveanlæg og avlsbygningerne er bevarede med forbindelse til åen, mens gården er afskåret fra byen af hovedlandevej E 20. Miljøet omkring åen med mejeriet, smedjen og den ældre villabebyggelse, og den gamle landevej, udgør et meget fint og velbevaret andelsmiljø, men også et miljø, der med kroen og vandkraftturbinen, og ikke mindst hovedgården syd for landevejen, afspejler en historisk udvikling omkring åens potentiale.

Afhængigt af hvor meget vægt man lægger på, at kulturmiljøet afspejler hele den historiske udvikling - fra hovedgård til andelsby, men gennemskåret af en ny hovedlandevej -- eller en bestemt repræsentativ og velbevaret tidsepoke, kan området afgrænses som følger:

1) Endrupholm og den ældre del af andelsbyen afgrænses som et sammenhængende miljø henover hovedlandevejen, der afspejler den historiske udvikling omkring ådalen.

2) Afgrænsningen medtager kun området nord for hovedlandevejen, der primært repræsenterer andelstidens "nye byer", der i dette tilfælde opstår ved den gamle mølle og kroen ved åen.

Prioriteringsovervejelser

Kulturmiljøet, der er repræsentativt for det geografiske område og som tema, med mange velbevarede emner knyttet til udviklingen ved åen og andelsbyen, har stor fortælleværdi, såvel som oplevelsesværdi og æstetiske kvaliteter. Kulturmiljøet vurderes som værende af regional betydning og prioriteres højt.

Ådalen med andelsby - hovedgård mv.

Søfart - husholdningslandbrug - fuglefangst
- hvilken rolle spiller geografisk adskilthed

Skipperbyen Sønderho, der med sine smalle smøger pegende mod havnen, grønninger og karakteristiske, næsten intakte, énlængede gårde med frisiske påvirkninger vidner om søfartens storhedstid ca. 1740-1900. Som supplement til indtægterne fra søfarten havde man "husholdningslandbruget", der blev drevet af kvinderne på arealer tæt ved husene (hjemtoften) samt i parceller i klitter og på hede og eng. I perioden 1866-1900 anlagde borgerne i Sønderho to fuglekøjer 10-15 km nord for byen, hvorfra der -- indtil 1931 hvor det blev forbudt -- blev drevet omfattende fangst på ænder med henblik på eksport. Fuglekøjerne, der består af en dam med fangarme omgivet af løvtræsbeplantning, hvortil man lokkede vildænderne, er forbundet med havet af kanaler. Byudvikling og sommerhusudbygningen har delvist spoleret sammenhængen mellem byen og de tilhørende landbrugsparceller, som ikke umiddelbart kan ses i landskabet. Derimod er fuglekøjerne bevarede, den ene i god stand, og disse ligger med deres løvtræsbeplantning markante i et ellers åbent hedelandskab.

Man kan enten afgrænse henholdsvis skipperbyens historiske bykerne med marker og Sønderho´s fuglekøjer som to selvstændige kulturmiljøer, eller afgrænse skipperbyen med dens marker og fuglekøjer som ét miljø. Kulturmiljøet, der således består af to adskilte geografiske områder, afspejler det varierede ressourcegrundlag og den blandingsøkonomi, som var karakteristisk for kystområdet på dette sted.

Prioriteringsovervejelser

Sønderho, der udgør et sjældent, velbevaret og repræsentativt kulturmiljø med stor oplevelsesværdi og æstetiske kvaliteter, fortæller en spændende historie om områdets blandingsøkonomi, og vurderes som værende af national betydning og prioriteres højt.

Sønderho omegn med fuglekøjen

Sønderho Skipperby

Skovbygden – et større område med særlige afgrænsningsovervejelser

Store dele af dette kuperede skovområde blev frem til skovforordningerne i 1805 anvendt som overdrevsområde, hvor husdyrene fra de omkringliggende landsbyer og skovgårde græssede. Gårdene i Særløse og Skov Hastrup landsbyer benyttede således store dele af Hejede Overdrev som græsningsareal, indtil fredskovsgærdet blev opført langs terrænlinjerne til Særløse og Skov Hastrup Overdrev, der herefter blev tillagt bønderne i de to landsbyer. Omkring 1820 blev Hejede Overdrev tilplantet som skovområde. Den sydlige del af området, der er det mest kuperede og mosefyldte terræn, blev fortsat benyttet som græsningsareal, og det er aldrig sat under plov.

Inden for skovområdet findes fire større eller mindre skovrydninger – hvoraf den ældste, Lerbjerg Huse, har eksisteret i mere end 600 år. Skovrydningerne er bl.a. karakteriseret ved et beskedent antal gårde og huse – eller kun en enkelt gård. Udover selve rydningen, der alt overvejende har været anvendt til græsning, har bedrifterne i et nærmere bestemt omfang rådet over eller haft adgang til underskovens ressourcer, hvilket dog blev noget begrænset ved skovlovsforordningen i 1805. Særløse og Skov Hastrup landsbyerne nord for skovområdet var små, relativt velbevarede rækkelandsbyer, med et begrænset antal gårde, stort kvæghold og med behov for store overdrevsarealer. Ved landevejen mellem byerne findes stadig en mindre savværksindustri.

Den eksisterende vejstruktur i skovområdet er etableret før 1820. Desuden findes en række hulvejsspor af oldtidsvejene Valdemarsvejen og Alfarvejen. Den gamle kongevej Valdemarsvejen er genfundet (i 1924) i næsten hele strækningen fra Særløse til det gamle voldsted ved Skjoldenæsholm.

Der er tale om et større sammenhængende kuperet overdrevs- og skovområde, med den for skovbygden så karakteristiske bebyggelses- og driftsstruktur, der derudover bl.a. rummer gamle hulvejssystemer. Området kan afgrænses som følger:

1) Hele området danner et samlet kulturmiljø med gamle vejspor i skovområdet, skovrydninger og velbevarede mindre landsbyer med overdrevsareal i skovkanten. Bønderne fra landsbyerne har tidligere benyttet størstedelen af det nuværende skovområde som overdrevs- og græsningsareal for deres store husdyrhold, ligesom bøndernes nuværende overdrevsareal tidligere har været en del af det nuværende skovområde, Hejede Overdrev. Det er sandsynligvis i et vist omfang bønder fra de omkringliggende landsbyer, der har bosat sig i skovområdet og skabt rydningerne og det særlige driftssystem, som kendetegner skovbygdområdet. Desuden anvendes træressourcen stadig på bl.a. savværket ved landsbyerne.

2) Alternativt afgrænses området til kun at omfatte selve skovområdet med rydninger, vejspor mv. Landsbyerne kan i dag betragtes som mere uafhængige af skovområdet, både landskabeligt og funktionelt.

I begge tilfælde bør en afgrænsning på tværs af amtsgrænsen forsøges gennemført.

Prioriteringsovervejelser

Det sjældent velbevarede skovbygdmiljø repræsenterer, med de fire skovrydninger, meget fint de særlige driftssystemer der knytter sig til denne type områder, og hvor sammenhængen til naturgrundlaget stadig er tydelig, idet store dele af skovområdet har været mindre egnet til opdyrkning p.g.a. terrænforholdene mv. Kulturmiljøet indeholder stor tidsdybde og diversitet, og har stor fortælleværdi og til dels også oplevelsesværdi. Kulturmiljøet vurderes som værende af national betydning og prioriteres højt.

Kort over skovbygden ved Valsø

Udpegning af værdifulde kulurmiljøer

Afgrænsnings- og prioriteringsovervejelserne udmunder i den endelige afgrænsning og udpegning af kulturmiljøer, som skal medtages som værdifulde kulturmiljøer i regionplanen. Kulturmiljøer som prioriteres enten højt eller middel medtages i regionplanen, mens miljøer som, af forskellige grunde prioriteres lavt,ikke medtages. Som det kan ses af kortet er afgrænsningen og antallet af kulturmiljøer ændret i forholdt til den foreløbige udpegning, som fremgår af kortet s. 28.

Værdifulde kulturmiljøer - Pilotprojekt-Vest

Værdifulde kulturmiljøer - Pilotprojekt-Øst

[Forside][Indhold][Forrige][Næste]