[Forside][Indhold][Forrige][Næste]

Udpegning af værdifulde kulturmiljøer i regionplanlægningen

Som forberedelse til selve kortlægningsarbejdet, er der i pilotprojekterne udarbejdet en karakteristik af områdernes landskabelige og historiske hovedtræk. Karakteristikkerne indeholder en beskrivelse af topografi og naturgrundlag samt den historiske udvikling fra fortid til nutid, herunder særlige magtforhold og økonomiske strukturer og områdets betydning under forskellige tidsepoker. Endvidere er de forskellige hovednæringer, som de har set ud gennem tiden, og de spor de har sat, beskrevet, herunder jordbruget med binæringer, de kystbaserede næringer, handel og (land)industri samt færdsel og infrastruktur. I det følgende er der gengivet en sammenfatning af karakteristikken i henholdsvis pilotprojekt-Øst og -Vest.

Topografiske / landskabelige forhold

Pilotområdet ligger i den østlige og frugtbare del af landet med et relativt mildt klima, og med adgang til Roskilde Fjord og Isefjord. Området er i den østlige del præget af jævn moræneslette, den centrale del af et småbakket morænelandskab, mens pilotområdets sydvestlige del er et stærkt kuperet morænelandskab med store skovområder. Den frugtbare og relativt skovløse agerbygd, der er karakteriseret ved en høj opdyrkningsgrad og en udtalt satsning på kornavl, en tæt bebyggelse og store landsbyer og gårde, er lokalt kaldet "Hedebo-egnen". Den sydvestlige del af området, kaldet "Skovboegnen" (skovbygd), adskiller sig markant fra agerbygden ved det kuperede landskab, der vanskeliggjorde opdyrkning, og hvor skov og overdrev derfor var (og stadig er) fremtrædende, en spredt bebyggelse med hoved- og enestegårde samt små landsbyer, som stadig ligger relativt uforstyrret af tidens udvikling. Forskellene i bebyggelsesmønster og opdyrkning mellem ager- og skovbygden vidner om naturgrundlagets betydning for udviklingen i det lavteknologiske samfund -- forskelle som stadig fremtræder tydeligt i landskabet.

Hele området præges af de mange smeltevandsfloder, der skar sig ned i morænejordsunderlaget og dannede de store dalstrøg, der udmunder i Roskilde Fjord og Isefjorden. Ådalene med enge og vandstrøm har tidligt haft betydning for bosættelsen og en omfattende mølleindustri.

Den historiske udvikling

Roskildeområdet beskrives som et sjællandsk/dansk magtcenter gennem den sene oldtid og middelalder. Områdets rigdom på naturressourcer har givet grundlag for en tæt bebyggelse gennem hele oldtiden. Fjordens vand og et frugtbart agerland samt skovområd-erne har givet et rigt varieret levegrundlag, og fra oldtidens perioder findes der utallige spor efter menneskelig aktivitet.

Fra jernalderen og fremefter udgør Lejreområdet en sjællandsk magtkoncentration, hvor de udgravede spor fra et imponerende bygningsanlæg vest for Gl. Lejre med rette må betegnes som en høvdinge- eller kongsgård. Til stedet er knyttet sagnene om den danske kongeslægts opkomst og i samtidige skriftlige kilder beskrives Lejre tillige som Sjællands centrale kultsted. Med Harald Blåtands rigssamling i sidste halvdel af 900-tallet opløses magtbasen i Lejre, og det nydannede riges nye hovedbebyggelse bliver Roskilde. Byen er et produkt af rigssamlingen og anlægges fra begyndelsen som et center for både den kongelige og den kirkelige magtudøvelse. Op gennem middelalderen er Roskildes profil i by- og rigshistorien markant, og der findes stadig spor af de mange gamle vejanlæg knyttet til Roskildes position.

Med reformationen i 1536 overgik kirkens jorder og indtægter til kronen, men da kronen til stadighed manglede penge, "udlånte" kongen store dele af sin jord i Skovboegnen til adelen, og det er bl.a. baggrunden for de mange hovedgårde i netop denne egn. I 1661 skænkede kongen, som tak for hjælpen i svenskekrigen, en væsentlig del af Roskilde Len til Københavns borgere, således at hovedstaden blev storgrundejer på Roskildeegnen, hvilket stadig præger området. På Hedeboegnen beholdt kongen størstedelen af jorden, hvilket betød at udskiftningen og hoverifritagelsen skete tidligt i dette område. Selvom magtens centrum var flyttet, betød de gode jorder, landbrugsreformerne og Københavns nære beliggenhed, og dermed de gode afsætningsmuligheder, at levevilkårene for bønderne på Hedeboegnen var gode. Det kan bl.a. ses af de store gårde og de tætliggende og store landsbyer som præger Hedeboegnen.

På Skovboegnen, hvor hovedgårdene var de dominerende ejendomsbesiddere, skete udskiftningen og hoverifritagelsen anderledes langsomt. De naturgivne vilkår var også ringere her, hvilket ses af den spredtliggende landsbybebyggelse, småhusbebyggelsen og de relativt små enestegårde i skovrydninger og på overdrev.

Udskiftningens markskel, i form af diger mv., er stadig mange steder i området markante, ligesom området er karakteriseret ved mange -- ofte middelalderlige -- velbevarede landsbykerner, der både kan være fortebyer, rækkebyer og en kombination heraf.

Fjordlandsbyerne har haft hovedtilknytning til landbruget, og fiskeriet har primært været et bierhverv. Men i slutningen af 1800-tallet opstod der et egentligt erhvervsfiskeri på fjordene, og i 1920-30,erne tog bundgarns- og snurrevodsfiskeriet et voldsomt opsving. Der findes da også flere egentlige fiskerbebyggelser langs fjordkysten.

Med industrialiseringen efter 1850 skete der, som så mange andre steder i landet, en stor afvandring fra landdistrikterne, men landets første jernbaneforbin-delse København-Roskilde i 1847, betød et stort opsving for Roskilde, der fastholdt og udbyggede sin position som handels- og trafikknudepunkt. I dag be-boes store dele af pilotområdet af personer med arbejde i hovedstaden. Selv i de fjerneste dele af området er den historiske bebyggelse meget velholdt og ofte beboet af byfolk, og i modsætning til pilotprojekt-Vest, hvor der helt op i midten af dette århundrede har været en omfattende modernisering og ændring i landbrugsbebyggelsen, er også områdets ældre landbrugsbebyggelse generelt relativt uændret og velbevaret.

Pilotområdet ligger i det helt anderledes flade og forblæste Sydvestjylland, der præges af hedebygd og marsk, og hvor transportforbindelserne til den østlige del af landet, indtil jernbanens udbygning, var dårlige.

Indlandets landskaber er præget af de store Esbjerg og Holsted bakkeøer, som overvejende består af sand, grus og sten, der gennemskæres af smelte-vandsflodernes store dale -- Varde og Sneum ådale, der udløber i Vadehavet. De flade hedesletter kan være svære at skelne fra bakkeøerne, men det er her man finder de større moser og sumpe. Åsystemerne var grundlaget for menneskets tilstedeværelse helt tilbage til stenalderen. Landskabet var i middelalderen åbent og for størstedelen lyngklædt, afbrudt af ådalenes enge, moser, bebyggelsens små agerfelter og de spredte egekrat. Med hedeopdyrkningen o.1900, ændrede landskabet karakter fra træløst til trærigt landskab med plantager og læhegn.

Mens indlandets landskaber i hovedtræk blev skabt ved sidste istids slutning o.12.000 f.Kr., har kystlinien stadig ændret beliggenhed og karakter. Havet formede efter bronzealderen den kæmperevle, der gav ro til marskdannelsen, og som i dag ligger som øer i Vadehavet, og der er intet der tyder på at Fanø og de andre danske øer var beboede i oldtiden. På fastlandet i pilotområdets nordlige del, når bakkeøerne helt frem til Vadehavet, som en markant klintkyst, hvorfra der flere steder har været udskibning. Den sydlige del præges af den relativt frodige marsk, med hovedgårde og landsbyer på geestranden, på grænsen mellem ager og eng.

Sammenlignet med Østdanmark var området tidligere tyndt befolket og hovedgårdene få og små. Spor fra jernalderen og den tidlige middelalder viser, at nærheden til ådalenes og marskens enge var af afgørende betydning for bosættelsen. Et bebyggelsesmønster, der stadig karakteriserer området, er de store landsbyer og hovedgårde på kanten af marsken, de mindre landsbyer og hovedgårde på bakkeøerne ved vandløb og engstrøg, og de små bebyggelser og enkeltgårde langs åer inde på hedesletten. Fanø var, som nævnt, ikke beboet før engang i middelalderen.    Allerede inden da markerede de nord-syd gående handelsruter sig stærkt, og i begyndelsen af 700-tallet var Ribe grundlagt som by og handelsknudepunkt. Jordbruget var baseret på kreaturgræsning og økonomien på en kombination af selvforsyning og en vidtstrakt handel med bl.a. levende dyr og siden også med hjemmefremstillede jydepotter.

   I kystegnene blev fiskeri og søfart et alternativ eller supplement til landbruget. I 1400-1500-tallet blomstrede vestkystfiskeriet op, og på Fanø anlagde Ribeborgerne de to fiskerlejer Fanø (Nordby) og Sønderho, med henblik på sildehandel. Hvor besejlings-forholdene var bedst, udvikledes egentlige ladepladser til nær- og fjernhandel, og fra slutningen af 1700-tallet blomstrede en særlig købstadspræget skipperkultur op, først i Hjerting og senere på Fanø.

Det nord-sydgående handelsmønster til lands- og til vands blev styrket, og påvirkede det fjerntliggende områdes byggeskik og andre kulturelementer. Fra 1830,erne og frem mod århundredskiftet var Fanø et af Danmarks største søfartscentre. Det feudale system fik en tidligere afvikling og landboreformerne en anden karakter i Vestjylland end i resten af landet. I begyndelsen af 1700-tallet solgtes al krongodset til borgere, præster og bønderne selv - i 1741 købte Fanø sig fri af kronen. Herremændene solgte ud af hovedgårdene, hvorved antallet af selv-ejergårde og husmandskolonier øgedes, og o. 1810 var der kun meget få fæstebønder i amtet. Bl.a. på grund af det tidlige selveje var over 60% af udskiftningerne allerede gennemført, da udskiftningsforordningen kom i 1781, men da man ikke kunne tvinge selvejerne, og da gårdens grundlag bestod af mange forskellige naturressourcer -- marsk, eng, agerjord, hede og mose -- blev kun få gårde udflyttet. Især i marsken, hvor udskiftningens smalle parceller stadig er tydelige, bevaredes de store tæt bebyggede landsbyer. På bakkeøerne fik mange landsbyjorder den karakteristiske stjerneudskiftning, og på hedesletterne, hvor bebyggelsen allerede lå spredt, betød udskiftningen ikke den store forskel. På Fanø var forholdene helt specielle, og landbruget forblev u-udskiftet til op i midten af dette århundrede.

Anlægget af Esbjerg Havn og jernbanenettet o. 1870 blev af stor betydning for udviklingen og bymønsteret i regionen. Stationerne placeredes fortrinsvis udenfor eksisterende bebyggelse, og her udvikledes nye centre -- stationsbyerne. I perioden 1850-1920 grundlagdes flere steder brugsforeninger, foderstofforetninger, an-delsmejerier mm., og mange steder opstod der små centre -- andelsbyer -- omkring disse anlæg. I denne periode oplevede landbruget en opblomstring. Heden blev opdyrket, der blev anlagt plantager, og marsken blev flere steder inddiget, så græsning og høslet blev forbedret, men også mulighederne for korndyrkning. Denne landvinding betød et ændret landskab præget af nye gårde og husmandsudstyk-ninger, hegn og træbeplantning, mens man dog bibeholdt og udbyggede kvægdriften.

Oversigt over kortlægningsemner

På baggrund af denne karakteristik af områdernes landskabelige og historiske hovedtræk er der udarbejdet en oversigt over de væsentligste kortlægningsemner indenfor det pågældende område. Oversigten har været et vigtigt led i prioriteringen af, hvilke kulturhistoriske emner der skulle fokuseres på i selve kortlægningsarbejdet. Oversigten er udarbejdet på baggrund af det forhåndenværende kildemateriale, som udgør dokumentationen for arbejdet, og som også afspejler hvor, og indenfor hvilke emner, der (især) mangler viden, og hvor kortlægningen derfor alene må baseres på de pågældende medarbejderes lokalkendskab og besigtigelser.

Oversigten har tre indfaldsvinkler -- en tidsmæssig, en tematisk og en landskabelig, som naturligvis ikke skal ses adskilt. Eksempelvis vil temaet "landbrug" både kunne knyttes til "forhistorisk tid" og "landbrugs-reformernes tid", der igen kan have forskelligt udtryk afhængigt af, om man eksempelvis befinder sig i den frugtbare og intensivt opdyrkede agerbygd eller marsken, hvor landbruget var baseret på mange forskellige naturressourcer, og det derfor var svært at samle hele jordtilligendet omkring gården. Formålet med disse tre indfaldsvinkler er at sikre, at man får alle de sammenhænge og elementer med, der knytter sig til det historiske landskab, og at man er opmærksom på de helt specielle landskabelige forudsætninger og træk, som præger et givent område.

De væsentligste tidsepoker

Udviklingshistorien er groft opdelt i fire hovedperi-oder, der hver især har sat sine karakteristiske spor i landskabet:

Forhistorisk tid (indtil ca. 1100), der yderligere kan underdeles i sten-, bronze- og jernalder/vikingetid, som det underste af de historiske lag (der både findes over og under jorden), som gravsteder, bopladser og begyndende landsbydannelser. De forhistoriske spor er typisk beskyttede gennem naturbeskyt-telsesloven, enten direkte i.h.t. loven eller ved meddelelse, og i en kulturmiljøsammenhæng vil det derfor være sammenhængene mellem fortidsminderne og landskabet, og/eller kontinuiteten i et områdes historie, der er fokus for kortlægningen og bevaringen.

Middelalder og renæssance (ca. 1050-1750) er det næste lag, der i vid udstrækning præger landskabet som underligende strukturer og elementer, tilføjet nyere tiders lag, og hvor der ofte vil være tale om fossile eller relikte spor. De mest markante spor fra denne periode er landsbykirkerne, hvoraf mange stammer fra den tidlige middelalder, ligesom sognestrukturen, der stort set er uændret. Formentlig stammer mange af landets hovedgårde ligeledes fra denne tid, men mens der er bevaret en del voldsteder, er det kun et fåtal, der kan fremvise bevarede middelalderlige bygninger, ligesom der kun er få intakte bygningsanlæg fra renæssancen. Mange bebyggelses- og landsbystrukturer har deres oprindelse i middelalderen, ligesom ejerlavsgrænserne, der afspejler en bebyggelses/landsbys ressourcegrundlag.

Landbrugsreformernes tid (ca. 1750 - 1850) er den epoke, der mest markant og gennemgribende har påvirket jordbrugslandskabet. Udskiftningen indebar en total nyfordeling af jordene, således at hver gård fik samlet sine jorder, i princippet på et sted. Der er imidlertid store forskelle på, hvor konsekvent udskiftningen blev foretaget. De forskellige udskiftningsformer -- stjerneudskiftning, blokudskiftning og kamudskiftning -- er mange steder stadig let genkendelige i landskabet, skønt de seneste årtiers landbrugsudvikling har betydet, at disse strukturer mange steder er forsvundet. Efter udskiftningen skete der også en udparcellering, således at der kom flere -- men mindre -- gårde og husmandskolonier. Fra samme peri-ode stammer også de mange stendiger omkring de skove, som blev udskilt ved skovforordningen fra 1805.

Industrialisering og andelstid (ca. 1850-) som det sidste lag i det historiske landskab, har især været knyttet til infrastrukturudviklingen. Ikke mindst hele udbygningen af jernbanenettet, der også betød, at bymønsteret ændrede sig, idet der opstod nye byer ved stationerne -- de såkaldte stationsbyer. Men også loven om Næringsfrihed fra 1857 betød at der opstod nye centre. Andelstiden, hvor meget af landbrugsproduktionen blev omlagt fra vegetabilsk til animalsk produktion, skabte andelsmejerierne og -slagterierne, der også havde en social/ideologisk funktion, og omkring disse opstod der mange steder forsamlingshuse, brugsforeninger mv., og efterhånden opstod nye (andels)byer. De nye byers byggeri blev præget af den internationale historiske byggeskik og de nye materialer, men efter 1910-14 kom der en dansk-national modstrømning med "Bedre Byggeskik", der bla. kom til at præge de mange nye husmandsbrug, der opstod som følge af jordloven af 1919.

Hvor tidsindfaldsvinklen fremhæver de historiske lag (vertikalt), er formålet med den tematiske (horisontale) indfaldsvinkel at opfange bredden i de grundelementer, der karakteriserer det historiske landskab. Temaerne er knyttet til de økonomiske og funktionelle forhold gennem tiden, herunder magtforhold og privilegier. I det følgende er givet eksempler på de væsentligste kulturhistoriske temaer, som ikke nødvendigvis er dækkende.

Jordbruget er nok det erhverv, som mest markant har sat sine spor i landskabet, og hvor den overordnede historiske bebyggelses- og dyrkningsstruktur i form af landsbyer, hovedgårde, enestegårde og husmandssteder, stadig er vigtige grundtræk i landskabet. Også det "koloniserede landskab", der opstod i perioden fra ca. 1750-1960, med hedekolo-nisationen og hedeplantagerne, dræningen af søer, moser mv., inddæmningen af lavbundede kystarealer samt inddigningen til sikring mod oversvømmelse, er karakteristiske træk i landbrugshistorien.

De traditionelle kystbaserede næringer som fiskeri, søfart og værftsindustri samt færgefart har ikke på samme måde som jordbruget sat sig varige spor i landskabet, men de spor, der trods alt er overleveret, er det så meget desto mere vigtigt at bevare. Fiskerlejernes og skipperbyernes boligbebyggelse er generelt velbevarede, mens de mere ydmyge spor, som ophaler- eller stejlepladser, værfter og beddinger, udskibningssteder mv. stort set er ved at forsvinde. Skibsbroer, havne og færgelejer, men også farvandsvæsenets fyr, lodshuse og redningsstationer er vigtige elementer i kystlandskabet, der også trues enten af forfald på grund af funktionstømning eller af omfattende udbygning/omdannelse.

Hvor transporten til vands, der helt op i 1800 tallet havde den største betydning, kun satte begrænsede spor i form af udskibningssteder, ladepladser og hav-ne, har infrastrukturen over land præget landskabet tilbage fra oldtiden og op gennem tiden, både som overordnede færdselsruter, hvor der med jævne mellemrum var kroer, og som lokale "alfarveje" mellem landsbyen og f.eks. tinget eller stranden. Helt op i 1800-tallet fremstod vejene mange steder som hjulspor og hulveje, med broer eller vadesteder over åer og vandløb. Mange indgår i dag i det moderne vejnet, men man kan stadig mange steder finde spor af de oprindelige veje, som rester af hjulspor eller hulveje. I nyere tid har udbygningen af hovedlandevejsnettet og jernbanen, samt elektrificeringen af landdistrikterne med de mange elledninger og transformatorstationer, sat sit præg på landskabet.

Landindustrier præger stadig landskabet nogle steder. Det kan være vandmøller, der kan dateres tilbage til middelalderen, vindmøller og senere småindustrier af forskellig art knyttet til landbruget, men også egentlige industrimiljøer knyttet til land-distrikternes energipotentiale (vandkraft) og lokale råvarer. Særligt råstofindustrien, der kan have rødder tilbage i forhistorisk tid, præger landskabet med graveområder og kalkstensbrud samt teglværker og cementfabrikker.

Befæstningsanlæg kan både være vikingetidens ringborge, middelalderens voldsteder og borganlæg, som findes spredt i landet, og nyere tids bastionære anlæg og skanser samt 2. verdenskrigs fæstningsanlæg af beton, der især ses ved kysterne.

Rekreation var før 1850 forbeholdt de priviligerede klasser, der red og gik på jagt, men også anlagde prægtige haver og parker, lysthuse, søer og damme samt vildtbaner. Fra o. 1850 opførtes -- især nord for København -- landsteder, og rundt omkring opførtes lyst- og skovpavilloner, som der i dag kun er få bevarede af. Omkring århundredskiftet blev havbadning populært blandt borgerskabet, og der opførtes badesteder med hoteller og pensioner ved de bedste kyster. Efterhånden som ferie blev menigmands ret udviklede sommerhusområderne sig langs kysterne, og i dag udgør disse, sammen med lystbådehavne, måske det mest markante indslag i det danske kystlandskab. Andre rekreative anlæg er feriekolonier, spejderhytter og vandrerhjem, og ikke mindst kolonihaverne.

De naturskabte forudsætninger -- landskabet -- var i det lavteknologiske samfund afgørende for, hvordan jorden kunne dyrkes, bebyggelsens placering mv., og disse forskelle er stadig markante træk i landskabet. Ikke bare mellem øst og vest, men også indenfor mindre områder, som pilotområderne, kan der være store forskelle, som det kan være vigtigt at forstå og fremhæve.

Østdanmark (øerne og Østjylland) er generelt karakteriseret ved de gode jordbunds- og klimaforhold, kyster med dybe fjorde og beskyttede farvande, der ofte har givet grundlag for en relativ høj bebyggelsestæthed. Det typiske eksempel herpå er den frugtbare og letopdyrkelige agerbygd, karakteriseret ved store landsbyer med store gårde og mange hovedgårde, hvorimod skovbygdens kuperede terræn eller lavbundsområder, er karakteriseret ved mange enkeltgårde og små landsbyer, små gårde, men også skov- og kvæghovedgårde, der udnyttede skovens og overdrevenes mangesidige ressourcer.

Vest for israndslinien er landskabet derimod præget af hedebygd, karakteriseret ved hedesletten og bakkeøens sandede jord, klit og vådbundsarealer, med en spredt bebyggelse med mange enkeltgårde, små landsbyer og gårde, samt få og små hovedgårde. Men også indenfor hedebygden er der forskelle. Hvor bakkeøerne er karakteriseret ved mindre landsbyer og hovedgårde beliggende på kanten ned til vandløb og engstrøg, er hedeslet-ten karakteriseret ved enkeltgårde. Også Vendsyssel og Thy er præget af hedebygd.

Mens kystbygden i den østlige del af landet (samt i Limfjordsområdet) generelt er karakteriseret ved de dybe fjorde og mange naturhavne, hvor størstedelen af landets købstæder og mange hovedgårde er lokaliseret, var forholdene på vestkysten af Jylland helt anderledes barske. Kystlinien ændrede stadig karakter, næringsgrundlaget var baseret på en blanding af klitlandbrug, handel, fiskeri og jagt, men den magre jord, sandflugt og den barske kyst uden naturhavne har ikke muliggjort en større bosætning før efter industrialiseringen.

En undtagelse er marsken, der ligger beskyttet af en række øer i Vadehavet, og som med sine frodige enge er karakteriseret ved relativt store landsbyer, beliggende på randen mellem den tørre geest og marskengene, og enestegårde anlagt på værfter.

Endelig er der ådalene, der har været en vigtig lo-kaliseringsfaktor, ikke bare for hovedgårde, landsbyer og enkeltgårde, beliggende på kanten mellem den tørre opdyrkede jord og engene, men også for vandmøller, og senere kraftværker og anden industri. Også landevejens kroer ligger ofte ved de tidligere overgangssteder, og ådalen kan ses som strengen i en "perlekæde" af kulturmiljøer knyttet til åens potentiale, uden at der nødvendigvis er nogen funktionel sammenhæng mellem de enkelte miljøer.

Og som noget helt specielt klippeøen Bornholm, der, med sin isolerede beliggenhed og særlige naturforhold, har et helt specielt kulturmiljø. Bl.a. det specielle bebyggelsesmønster, der -- til forskel fra de andre frugtbare egne i landet -- er karakteriseret ved enkeltgårdsbebyggelse. Øen er endvidere karakteriseret ved en tæthed af købstæder og anden kystbebyggelse, samt erhverv præget af fiskeri og stenbrud.

På baggrund af karakteristikken af de landskabelige og historiske hovedtræk samt oversigten over kortlæg-ningsemner og besigtigelser, er der i de to pilotpro-jekter foretaget et valg af, hvilke emner der skulle fokuseres på i det videre arbejde. Dette valg har dels grund i faglige kriterier, ud fra en bedømmelse af, hvad der er særligt karakteristisk eller unikt for det pågældende område -- men også i en del pragmatisme, idet det var ønsket med pilotprojekterne, at få belyst et bredt sæt af problemstillinger, samtidig med at der har været begrænset tid til arbejdet. Derfor er der fravalgt emner, som det måske havde været logisk at medtage. F.eks. er andelstiden kun medtaget i pilotprojekt-Vest, mens den udskiftede landsby som tema kun er medtaget i pilotprojekt-Øst. I begge projekter er der valgt ikke at fokusere specielt på forhistorisk tid som særligt kortlægningsobjekt, idet dette emne er rimeligt godt belyst i det hidtidige arbejde i amter mv., mens den nyere tids historie generelt er mangelfuldt belyst. Hvor de forhistoriske miljøer har sammenhæng med et prioriteret tema, som eksempelvis Lejre landsbyejerlav i pilotprojekt-Øst, er de forhistoriske spor naturligvis medtaget i kortlægningen. Skønt de to store byer i pilotprojekterne, Roskilde og Esbjerg, har haft afgørende betydning for de respektive områders udvikling, og derfor også er medtaget i beskrivelserne af områdernes landskabelige og historiske hovedtræk, er der ikke foretaget en egentlig kortlægning af de to byer, da opgaven har været at kortlægge de kulturhistoriske interesser i landskabet.

Prioriterede kortlægningsemner -- Øst

• Det udskiftede landsbyejerlav

• Hovedgårde

• Husmandsbrug

• Skovbygdens enestegårde og småbebyggelse

• Kystbygden

• Infrastruktur

• Landindustrier

Prioriterede kortlægningsemner -- Vest

• Marsklandbruget / klitlandbruget

• Skipperbyer / fiskeri / fuglefangst

• Hedeopdyrkning

• Rekreation

• Infrastruktur -- ladepladser, veje og kroer

• Jernbaner og stationsbyer

• Andelsbyer

• Fæstningsanlæg

Kortlægningen er inddelt i ovennævnte emner i de respektive pilotprojekter og kan omfatte både kortlægning af kulturhistoriske enkeltelementer (som eksempelvis vand- og vindmøller), og kulturhistoriske strukturer (som veje med broer og kroer). Kortlægningen kan også omfatte hele områder eller mindre byer af kulturhistorisk interesse, som eksempelvis det udskiftede landsbyejerlav og hovedgårdsejerlavet eller skipperbyen og stationsbyen.

Kortlægningen er foretaget på skemaer med følgende indhold;

• kortlægningsemnet,

• tidsepoken,

• topografi / landskabstype

• kulturhistorisk karakteristik med beskrivelse af den historiske udvikling og de fysiske træk,

• en foreløbig vurdering af bevaringstilstanden

• sårbarhed

• kontekst / sammenhænge

Hver beskrivelse henviser til de kilder, der er anvendt, som frednings- eller regionplanlægning, faglitteratur mv., men også personer fra f.eks. lokalarkiver og besigtigelser. Skemaerne er suppleret med historiske kort fra den eller de tidsepoker, der er relevant for det pågældende emne, idet omfang det har været tilgængeligt. Erfaringerne fra pilotprojekterne har vist at det er vigtigt at supplere den viden der findes i kildemateriale mv. med besigtigelser rimeligt tidligt i kortlægningsprocessen, men ikke så tidligt at der ikke er tilvejebragt et groft overblik. Endvidere, hvor dette er relevant, at beskrive den historiske udvikling indenfor et givent område samlet og på tværs af "emner", selvom hovedemnet for kortlægningen måske knytter sig til en bestemt epoke.

Foreløbig udpegning af kulturmiljøer

Kortlægningen er mundet ud i en foreløbig tematisk udpegning af kulturmiljøer, d.v.s. miljøer knyttet til ovennævnte hovedemner. Disse tematiske kulturmiljøer overlapper i mange tilfælde hinanden i den forstand, at der indenfor et geografisk område er flere kulturhistoriske temaer repræsenteret. Eksempelvis i skovbygden i pilotprojekt-Øst, hvor temaerne "enestegårde og skovrydninger", "infrastrukturanlæg" og "rekreation" i form af et tidligere sanatorium, er repræsenteret. De foreløbige udpegninger kan opfattes som en slags kulturhistoriske analyseområder, som i anden fase af arbejdet, er underlagt en nærmere analyse med henblik på den endelige afgrænsning og prioritering af kulturmiljøer.

[Forside][Indhold][Forrige][Næste]