[Forside][Indhold][Forrige][Næste]

Udpegning af værdifulde kulturmiljøer i regionplanlægningen

Sammenfatning

Det danske landskab er præget af menneskets virksomhed gennem flere tusinde år med mere eller mindre bevarede elementer og historiske strukturer fra forskellige tidsepoker, der bl.a. afspejler livsgrundlag, økonomi og magtforhold. Den jordbrugsmæssige udnyttelse af landskabet afspejles i landsbyer og enkeltgårde, hovedgårdslandskaber og husmandsudstykninger. Kystsamfundenes blandingsøkonomi afspejles endvidere i fiskerlejer og skipperbyer, ladepladser og færgeanlæg samt rekreative anlæg. Men også infrastrukuren, landindustri- og råstofmiljøer samt industrialiseringens andelsanlæg og stationsbyer m.fl., som beskrevet i rapporten De kulturhistoriske interesser i landskabet, er vigtige historiske grundele-menter, der karakteriserer det danske landskab på forskellig vis.

I det lavteknologiske samfund før industrialiseringen måtte befolkningen tilpasse sig de naturskabte forudsætninger, som jordbunds-, terræn- og klimaforhold, og der var derfor så store regionale forskelle i opdyrkningsgrad, afgrødesammensætning og bebyg-gelsesstruktur, at man kan tale om forskellige bygdetyper: Agerbygd, skovbygd, hedebygd og kystbygd, som beskrevet i rapporten Kulturhistorisk inddeling af landskabet. Forskelle som har været nogenlunde konstante tilbage til den nuværende landsbystrukturs grundlæggelsesfase 1000-1300 e.Kr., og som stadig i varierende omfang kan opleves, når man færdes i landskabet.

Landskabet indeholder således dels nogle historiske grundelementer, der fortæller om forskellige tidsepoker, næringsgrundlag mv., dels nogle egnstypiske karakteristika i form af dyrknings- og bebyggelsesstrukturer, byggeskik mv. I arbejdet med kulturhistorien i planlægningen er det vigtigt både at sikre den brede mangfoldighed af aftryk, som historien har sat på landskabet, og det som er specielt karakteristisk for et givent område.

Kulturhistorisk inddeling af landskabet

Landskabet udgør en arena for mange interesser og interessekonflikter, og det er derfor vigtigt at dokumentere og beskrive de kulturhistoriske interesser, så de kan stå sig overfor andre interesser. Samtidig må man konstatere, at der er store huller i den viden vi har på det landskabshistoriske område, og der er da også igangsat diverse forskningsprogrammer mv. med henblik på at styrke denne viden. Arbejdet med kulturhistorien i planlægningen kan medvirke til at øge vores viden om landskabets historie, ved at opsamle og "operationalisere" den viden der findes, ikke mindst i de kulturhistoriske museer, men også i arkiver, bevaringsforeninger mv. Det er samtidigt vigtigt at gøre sig klart, at amternes arbejde med udpegningen af værdifulde kulturmiljøer ikke er en én-gangsindsats, men en langsigtet proces, hvor man fra starten må skabe sig et overblik over de væsentlige historiske overleveringer indenfor området som et prioriteringsgrundlag og en handlingsplan for arbejdet med kulturhistorien i planlægningen.

Men hvordan får man fat i de væsentligste, de repræsentative og egnstypiske kulturmiljøer ? Hvordan dokumenterer, afgrænser og beskriver man miljøer, der på den ene side afspejler de historiske sammenhænge og forholdet til naturgrundlaget, og på den anden side er tilpas homogene og håndterlige i en planlægningsmæssig sammenhæng? Hvordan prioriterer man kulturmiljøer indbyrdes? Og hvilke virke-midler er der i forvaltningen af kulturmiljøet? Det er de væsentligste spørgsmål, som er søgt besvaret gennem arbejdet med pilotprojekterne og i denne rapport.

Arbejdet med kulturhistorien i planlægningen, der har en tværfaglig karakter, kan inddeles i to hovedfaser. I første fase af arbejdet -- der har en kulturhistorisk faglig vægt -- foretages der, på baggrund af den viden, der findes i centrale registre, i amter og på de kulturhistoriske museer mv. samt gennem besigtigelser, en kortlægning og beskrivelse af de kulturhistoriske interesser i området. På den baggrund foretages en foreløbig udpegning af områder/miljøer som i anden fase af arbejdet nærmere analyseres, med henblik på en afgrænsning og prioritering af kulturmiljøer. Heri indgår også overvejelser om hvilke virkemidler der kan anvendes i sikring af de enkelte miljøer. Denne fase har en planlægningsmæssig faglig vægt. De to faser er ikke skarpt adskilte, idet der også gennem kortlægningsarbejdet sker en form for afgrænsning og prioritering af områder/emner, der arbejdes videre med, ligesom der i afgrænsnings- og prioriteringsarbejdet sker en nærmere registrering af bevaringstilstanden i analyseområderne.

I arbejdet med kulturhistorien i planlægningen må der i vid udstrækning bygges på de data og den viden, der allerede findes, suppleret med besigtigelser. Dette kan være problematisk, fordi der som sagt findes store huller i vores viden om det historiske landskab, især hvad angår den nyere tids historie, og der er derfor risiko for at de forhåndenværende data, eller den viden som den eller de involverede personer (tilfældigvis) har, får for stor vægt, og at væsentlige hovedtræk og grundelementer af den historiske udvikling ikke bliver fanget op. Omvendt er der også en risiko for at kortlægningsarbejdet får forsknings-karakter i ønsket om at sikre dokumentation, eller at man kortlægger forhold, som måske ikke har relevans i denne sammenhæng, med det resultat at man "drukner" i kortlægningsarbejdet.

Derfor er det vigtigt allerede fra starten af arbejdet at skabe et overblik over relevante kortlægningsemner og at målrette ressourcer og videnindsamling mod det, der er opgaven her, nemlig at sikre et repræsentativt og egnstypisk udsnit af værdifulde kulturmiljøer gennem regionplanlægningen. Kortlægningen kan således inddeles i forskellige detaljeringsniveauer, hvor det øverste niveau er oversigtsplanen, det næste kortlægningen af de valgte emner, og herefter den nærmere registrering af analyseområdernes værdier og bevaringstilstand. Det sidste detaljeringsniveau, der er nødvendigt i forbindelse med renovering eller genopretning, af f.eks. en vandmølle med mølledam og andre anlæg eller af historiske engstrukturer, er ikke relevant for arbejdet med udpegningen af værdifulde kulturmiljøer i regionplanlægningen.

Karakteristik af de landskabelige og historiske hovedtræk

De naturgivne forudsætninger -- topografi, klima, jordbundsforhold, adgangen til vandressourcer mv. -- havde, som nævnt, stor betydning for menneskets muligheder for at udnytte naturressourcerne i det lavteknologiske samfund, og dermed for landskabets udvikling i de forskellige egne af landet. Men også et områdes placering i forhold til magtcentre, handelsruter mv. har haft betydning for dets historiske udvikling og dermed for det kulturhistoriske indhold i landskabet. Og uanset Danmark er et lille land, er der meget store forskelle i landskabet og den måde historien har sat sit aftryk. Der er således stor forskel mellem de forskellige egne af landet -- det milde morænelandskab i de østlige egne, tæt på magtens centrum, som Roskildeområdet, -- eller det flade og forblæste område, forholdsvis isoleret fra resten af landet, men med gode forbindelser til de internationale handelsruter, som Esbjergområdet. Men også indenfor et amt kan der være store forskelle, som det kan ses i Roskilde-området, hvor skovbygdlandskabet med sit stærkt kuperede terræn, karakteriseret ved enestegårde, små landsbyer og overdrev/skov, skiller sig klart ud fra det frugtbare storbakkede agerbygdlandskab, med de store landsbyer og den intensive opdyrkning.

Som grundlag for kortlægningsarbejdet og som en slags overordnet fortolkningsramme og priori-teringsgrundlag for kortlægningen, kan der derfor med fordel udarbejdes en karakteristik af de landskabelige og historiske hovedtræk, der fremhæver de særlige landskabelige/topografiske og kulturhistoriske forhold, der gør sig gældende i det pågældende område -- det man her kunne kalde områdets kulturmiljøprofil. Formålet med en sådan karakteristik er at få præciseret, hvad der er de væsentligste træk i udviklingen i netop det pågældende område, og dermed, hvad der er det væsentligste at fokusere på i bevaringsarbejdet.

Meget af grundlaget for at udarbejde en sådan karakteristik vil ofte kunne hentes i det materiale, der blev udarbejdet som led i arbejdet med fredningsplanlægningen, kombineret med de to ovennævnte rapporter.

Oversigt over kortlægningsemner

Næste trin i forberedelsen af det egentlige kortlægningsarbejde er at skabe et systematiseret overblik over de vigtigste kortlægningsemner indenfor det pågældende område og hvor det er muligt - med angivelse af, hvor de enkelte kortlægningsemner er repræsenteret.

For at sikre såvel tidsdybden, den tematiske mangfoldighed og det egnsspecifikke, og som en slags checkliste, tages udgangspunkt i;

• de væsentligste tidsepoker, hvor hver tidsepoke er karakteriseret ved nogle typiske eller karak- teristiske kulturhistoriske spor,

• de kulturhistoriske temaer knyttet til de økonomi- ske og funktionelle forhold i bl.a. jordbruget og kystsamfundene, men også landindustrier, infra- struktur mv. samt

• de forskellige landskabstyper, der hver på sin måde har givet muligheder og begrænsninger for menneskets udnyttelse af naturressourcerne.

Formålet med en sådan oversigt er ikke kun at sikre et overblik over de vigtigste kulturhistoriske emner/miljøer indenfor det pågældende område, men også at skabe et grundlag for en handlingsplan/priori-teringsplan for selve kortlægningen. Det er således næppe realistisk at forestille sig, at amterne, i samarbejde med museerne, kan kortlægge samtlige vigtige kulturhistoriske emner inden næste regionplanrevision. Det kan derfor være nødvendigt at prioritere, hvilke emner der skal behandles indenfor tidsrammen af førstkomne regionplanrevision, og hvilke der skal behandles i det videre arbejde. Prioritering-en af hvilke emner, der kortlægges først, kan baseres på faglige kriterier;

Hvad er det væsentligste, det mest repræsentative eller typiske for det pågældende område?

Og/eller på mere pragmatiske kriterier;

Hvad er mest truet, eller hvad ved vi mest om?

Det er samtidig vigtigt, at der opstilles en handlingsplan for behandlingen af de øvrige emner.

Kortlægning af kulturhistoriske spor og miljøer

Kortlægningen af de kulturhistoriske interesser kan omfatte såvel en kortlægning af kulturhistoriske enkeltelementer og strukturer (som i sammenhæng måske udgør et kulturmiljø), som en kortlægning af områder/byer af kulturhistorisk interesse, som f.eks. landsbyejerlavet eller skipperbyen. Kortlægningen bygger på det forhåndenværende kildemateriale, såsom de centrale dataregistre, museernes og amternes registre, frednings- og regionplanlægning, litteratur og ikke mindst den viden som findes hos de involverede medarbejdere, suppleret med besigtigelser af de områder, hvor der er en forhåndsviden om kulturhistoriske interesser.

Skønt man som nævnt ikke skal gå for meget i detaljer under kortlægningen, er det dog vigtigt at det kortlægningsmateriale, der ligger til grund for udpegningen af værdifulde kulturmiljøer, har en tilpas lødighed, og at det er gennemskueligt, hvilke beva-ringsværdige elementer og strukturer der ligger til grund for udpegningen. Det er vigtigt af hensyn til gennemslagskraften overfor andre interesser i landskabet, så det er muligt at vurdere sårbarheden overfor diverse indgreb, men også fordi det på længere sigt for andre skal være muligt at gennemskue grundlaget for udpegningerne.

I pilotprojekterne er kortlægningen inddelt i emner (infrastruktur, marsklandbrug mv.) og foretaget på skemaer, der indeholder oplysninger om kortlæg-ningsemnet, stedet, topografien, en historisk karakteristik, en foreløbig vurdering af bevaringstilstand og sårbarhed, kontekst samt kildehenvisning. Skemaerne er suppleret med historiske kort fra den eller de tidsepoker, der er relevante for det pågældende emne, i det omfang de har været tilgængelige. Kortlægningen, der i pilotprojekterne primært blev gennemført af de kulturhistoriske museer, er mundet ud i en foreløbig tematisk udpegning af kulturmiljøer -- eller kulturhistoriske analyseområder.

Denne foreløbige udpegning af tematiske kulturmiljøer, som i flere tilfælde er fysisk overlappende i den forstand, at der indenfor samme geografiske område kan være flere kulturhistoriske temaer repræsenteret, er i 2. fase af pilotprojekterne nærmere analyseret og besigtiget. På den baggrund er der foretaget en endelig afgrænsning og prioritering af kulturmiljøer, som på grund af deres nationale eller regionale værdi er vigtige at sikre gennem regionplanen.

Et vigtigt element i afgrænsningen er at stedfæste de kulturhistoriske hovedtræk indenfor det givne område, som det "bærende" eller afgørende for, hvordan området skal afgrænses. De kulturhistoriske hovedtræk, der kan være overordnede bebyggelsesstrukturer eller vejforbindelser i landskabet, mark-, eng- og landsbystrukturer, sammenhænge i et driftssystem, elementer i en blandingsøkonomi (søfart, landbrug, jagt), eller de kulturhistorisk bærende elementer (bygninger -- funktioner), indtegnes på kort som grundlag og ramme for selve besigtigelsen/feltarbejdet.

I nogle tilfælde vil de kulturhistoriske hovedtræk knytte sig til en speciel epoke i historien, som f.eks. udskiftningen eller husmandsudstykningerne, i andre vil der være tale om hovedtræk, der afspejler en historisk udvikling og evt. flere temaer, som har landskabet som fælles ramme. Eksempelvis et kystmiljø, hvor der tidligere var fiskeri og landbrug, og hvor der senere kom søfart, badeliv og rekreation.

Med udgangspunkt i kortlægningsmaterialet og besigtigelser af områderne, foretages en vurdering af de historiske hovedtræks bevaringstilstand, sårbarhed og behov for tiltag, som vigtige elementer i såvel afgrænsning som prioriteringen af kulturmiljøerne, og der opstilles mål for det pågældende område. Et af de foreløbigt udpegede kulturmiljøer -- eller dele af et miljø -- kan således ved en nærmere analyse, vise sig at være i så ringe fysisk forfatning, at det ikke afgrænses endeligt som værdifuldt kulturmiljø, uanset at områdets historie er interessant.

Afhængigt af hvordan man vægter de forskellige kriterier for afgrænsningen, kan denne foretages på flere måder, og der kan derfor, hvor det er relevant, opstilles alternative afgrænsningsmuligheder. Ofte vil et område således både afspejle en bestemt tidsepoke, en historisk udvikling og flere temaer og her kan man vælge enten en afgrænsning, der afspejler hele udviklingen og alle temaerne, eller en afgrænsning, der afspejler én bestemt tidsepoke eller et tema, afhængig af bevaringstilstand, repræsentativitet mv.

Vigtige spørgsmål i afgrænsningen kan være: Hvor meget man skal have med af lokalmiljøets historie, hvis dens fysiske aftryk ikke er specielt markante eller velbevarede? Hvilken vægt skal de funktionelle sammenhænge have overfor den fysiske tilstand, eksempelvis at et kulturmiljø gennemskæres af nye infrastrukturanlæg? Hvor snævert kan man afgrænse et kulturmiljø fra de sammenhænge det har indgået i, f.eks. kun medtage en historisk velbevaret landsbykerne, hvis de historiske markstrukturer er helt udviskede? Er det nok, at den historiske bebyggelsesstruktur er bevaret, eller skal bebyggelsen også være (delvist) velbevaret? Spørgsmål, som ikke har entydige svar, men som man må tage stilling til i det konkrete tilfælde. Det er dog vigtigt, at de valg, der foretages, er velbegrundede og gennemskuelige.

Mange, men bestemt ikke alle, kulturmiljøer har en snæver sammenhæng med naturgrundlaget/landskabet, som eksempel marsklandbrugets kulturmiljøer, der er en del af et helt marsklandskab, eller de miljøer, som landsbyer, hovedgårde og vandmøller, der knytter sig til ådalens potentiale. Her kunne det være fristende at afgrænse hele marsken eller ådalen som et kulturmiljø eller -landskab, men herved vil der kunne blive tale om så store sammenhængende områder, at det i realiteten er naturen/landskabet der er i centrum og ikke historiens aftryk på landskabet. Konklusionen fra arbejdet med pilotprojekterne er, at det er vigtigt i arbejdet med kulturhistorien i planlægningen, at man på den ene side forstår kultur-miljøets sammenhæng med naturgrundlaget, men at man på den anden side i afgrænsningen ikke sammenblander landskabs- og naturinteresser med de kulturhistoriske interesser. At det med andre ord er de kulturhistoriske hovedtræk (og deres bevaringstilstand), der er det afgørende i afgrænsningen.

I nogle tilfælde vil det være logisk at foretage en afgrænsning der forudsætter, at man går på tværs af amtsgrænsen, hvilket naturligvis vil kræve et samarbejde mellem de pågældende amter.

Prioriteringen foretages i princippet hele vejen gennem arbejdet, fra karakteristikken af pilotområdets landskabelige og historiske hovedtræk, over valg af kortlægningsemner, til den foreløbige udpegning af tematiske kulturmiljøer. I pilotprojekterne har de væsentlige kriterier -- udover at der er fokuseret på nyere tid -- været det repræsentative og egnstypiske og til dels det unikke, men også pragmatiske hensyn, hvor emner er valgt fra af tidsmæssige årsager, eller fordi de blev berørt i det andet pilotprojekt.

I den endelige vurdering af om et kulturmiljø kan klassificeres som så værdifuldt, at det bør sikres gennem regionplanlægningen, vil der indgå en lang række kriterier. Der vil ikke være tale om, at man blot vælger på grundlag af det ene eller andet kriterium. Typisk vil et værdifuldt kulturmiljø skulle kunne opfylde flere af de nævnte kriterier. Et kriterium, der altid vil være af betydning, er bevaringstilstanden.

I prioriteringen af de afgrænsede kulturmiljøer kan der foretages en inddeling i skalaen høj-middel-lav, som grundlag for overvejelserne, om hvorvidt et givent miljø skal medtages som "værdifuldt kulturmiljø" i regionplanen.

Regionplanerne skal både sikre miljøer af national/international og regional betydning, hvorimod miljøer, der ikke vurderes som værende af regional betydning ikke prioriteres i den endelige udpegning. Det kan være miljøer med meget få elementer og sammenhænge -- f.eks. en enkelt mølle ved en å, eller et miljø, der findes flere og mere repræsentative og bedre bevarede eksempler på i amtet. Sådanne miljøer, der prioriteres lavt i en regionplanmæssig sammenhæng, kan naturligvis godt være af betydning i en kommuneplansammenhæng.

Virkemidler i kulturmiljøforvaltningen

Selvom regionplanen er rammen for arbejdet med kulturhistorien i planlægningen, og et meget vigtigt instrument i varetagelsen af de kulturhistoriske interesser, kan den ikke stå alene. Det vil derfor være hensigtsmæssigt, at der for hvert udpeget kulturmiljø, og med baggrund i en analyse af sårbarhed og trusler, foretages en vurdering af hvilke tiltag der er nødvendige for at sikre det pågældende miljø, og der kan foreslås flere virkemidler.

Behovet for regionplanretningslinier til sikring af kulturmiljøinteresserne skal naturligvis ses i sammenhæng med regionplanens øvrige retningslinier for værdifulde natur-, landskabs- og kystområder, men et sådan helhedssyn på varetagelsen af de samlede beskyttelsesinteresser i landskabet ligger udenfor rammerne af dette projekt.

Kulturmiljøinteresserne kan gå hånd i hånd med naturinteresserne, men der er også situationer hvor der kan være modsætninger. Som eksempel ønsket om at etablere vådområder eller plante skov, som ud fra et overfladevands- og grundvandssynspunkt er et positivt initiativ, men som ud fra et kulturmiljøsyns-punkt kan være et problem. Den endelige afvejning af, hvilke interesser der skal tilgodeses er naturligvis et politisk spørgsmål, men det er vigtigt, at det af baggrundsmaterialet og formålsbeskrivelsen klart fremgår, hvad miljøerne er sårbare overfor og eventuelle konflikter med andre interesser, herunder andre miljøinteresser.

Et andet, måske lidt kontroversielt punkt, er grænsen mellem den amtslige og kommunale planlægning. Kulturmiljøet i byerne er typisk et kommunalt anliggende, men en regional udpegning af værdifulde stations- eller andelsmiljøer, eller af bevaringsværdige landsbyer under en eller anden form vil være en relevant amtslig opgave, især hvor der er tale om mindre bysamfund. Sådanne kulturmiljøer kan markeres i regionplanen, men de væsentligste opfølgningsopgaver vil ofte ligge hos kommunerne. Bl.a. af denne grund, er det vigtigt at inddrage kommunerne tidligt i arbejdet med kulturhistorien i planlægningen, så der er en fælles forståelse for betydningen af at sikre de kulturhistoriske interesser.

Varetagelsen af de kulturhistoriske interesser forudsætter, måske i endnu højere grad end varetagelsen af de øvrige miljøinteresser, lokal forståelse og medvirken, og det er derfor også et vigtigt virkemiddel at inddrage lokalsamfundet i processen. Der kan fra starten af arbejdet nedsættes en kontaktgruppe, der følger, og evt. deltager, i arbejdet, hvor bl.a. repræsentanter fra kommunerne og de kulturhistoriske museer kan indgå. Der kan løbende indkaldes til "stormøder", indenfor dele af amtet, hvor også arkiver, bevaringsforeninger og interesseorganisationer, herunder landboorganisationerne, deltager, og endeligt kan der i løbet af processen udsendes materiale til de vigtigste organisationer mv., med henblik på kommentarer og input til arbejdet.

[Forside][Indhold][Forrige][Næste]