[Forside][Indhold][Forrige][Næste]

Udpegning af værdifulde kulturmiljøer i regionplanlægningen

Indhold

Kortlægning af de kulturhistoriske interesser

Karakteristik af de landskabelige og kulturhistoriske hovedtræk -- Pilotprojekt-Øst
Karakteristik af de landskabelige og kulturhistoriske hovedtræk -- Pilotprojekt-Vest
Oversigt over kortlægningsemner
Kortlægning og beskrivelse af prioriterede kulturhistoriske emner
Foreløbig udpegning af kulturmiljøer

Afgrænsning og prioritering af kulturmiljøer

De kulturhistoriske hovedtræk
Registrering af bevaringstilstanden Afgrænsningskriterier
Prioriteringskriterier
Afgrænsnings- og prioriteringsovervejelser Udpegning af værdifulde kulturmiljøer

Virkemidler i kulturmiljøforvaltningen

Forord

I den statslige udmelding til amternes regionplanrevision 1997 blev der peget på behovet for, at der i de kommende års regionplanlægning indarbejdes beskyttelse af de kulturhistoriske interesser i landskabet. En opgave, der også blev fremhævet i min redegørelse om kulturmiljøet der blev behandlet i Folketinget i januar 1996, og hvor der blev tilkendegivet bred tilslutning til at beskytte kulturmiljøværdierne.

I den statslige udmelding til amternes regionplanrevision 2001 er det præciseret, at regionplanerne skal indeholde retningslinier, der sikrer værdifulde kulturmiljøer i det åbne land, og at der som grundlag for retningslinierne skal udpeges værdifulde kulturmiljøer.

Nærværende rapport er den sidste af en række rapporter, der er udarbejdet som led i et større projekt "Kulturhistorien i planlægningen", der er gennemført af Skov- og Naturstyrelsen i samarbejde med Amtsrådsforeningen, Kulturhistorisk Råd og Lands-planafdelingen. Formålet har været at belyse, hvordan man kan identificere og sikre de kulturhistoriske interesser i landskabet gennem bl.a. planlægningen.

Baggrunden for dette initiativ er ønsket om at sikre de kulturhistoriske værdier i et landskab under stærk forandring. Landskabet vil naturligvis altid indgå i en dynamisk udvikling og være under stadig forandring, hvor hver tid sætter sit præg. Det er da heller ikke et ønske at fastfryse udviklingen og omdanne det danske landskab til et museumslandskab. Men de senere års udvikling er sket i en fart og med konsekvenser, der ikke er set tidligere og dette har betydet, at meget af landskabets historie og kontinuitet uigenkaldeligt er gået tabt. Landskabsstrukturer, der fortæller om menneskets udnyttelse af naturressourcerne og organiseringen i samfundet gennem tiden, bliver udvisket, landsbykirkens markante placering i landskabet sløres af nyt byggeri og anlæg, mange af kystområdernes kulturhistoriske spor er forsvundet osv. Også miljøtiltag, som skovrejsning og naturgenop-retningsprojekter, kan true bevaringsværdige kulturmiljøer.

Den indsats, der er gjort for at sikre fortidsminder og historiske bygninger, skal derfor suppleres med en målrettet indsats, der sikrer de kulturhistoriske spor og sammenhænge, således at diversiteten og mang-foldigheden af vor fælles historie, som den kan aflæses i landskabet, bevares for vore efterkommere. En indsats, der bygger på principperne om at bevaring og benyttelse går hånd i hånd og baseres på en bred lokal forståelse og medvirken.

Der kan aldrig opstilles en facitliste for gennemførelsen af dette arbejde. Den metode, som er beskrevet i denne rapport, har vist sig at være hensigtsmæssig og anvendelig, og jeg håber, at den vil kunne tjene som inspiration for især amterne, men også kommuner, museer og kulturmiljøråd i det kommende arbejde med at sikre kulturmiljøværdierne i landskabet gennem planlægningen.

Projektet er gennemført i et samarbejde og i dialog med bl.a. amter, kommuner og museer, og jeg ønsker at takke for det store engagement og den positive medvirken, som har præget arbejdet med projektet.

Svend Auken
Miljø- og energiminister

Indledning

I nærværende rapport er der, gennem tekst og eksempler, givet nogle anvisninger på, hvordan arbejdet med at kortlægge, afgrænse og prioritere kulturmiljøer kan gennemføres, med henblik på udpegning og sikring af værdifulde kulturmiljøer i region-planlægningen. Endvidere er der givet nogle bud på virkemidler knyttet til de udpegede kulturmiljøer, både de virkemidler som amterne (direkte) har til rådighed gennem regionplanlægningen mv., og virkemidler som ligger i kommunalt eller andet regi.

Kulturmiljøer er her defineret som geografisk afgrænsede områder, der afspejler væsentlige træk af den samfundsmæssige udvikling, og formålet med udpegningen er -- på regionalt niveau -- at sikre et bredt og repræsentativt udsnit af denne udviklingshistorie. Denne udpegning af kulturmljøer i region-planlægningen kan naturligvis ikke stå alene. Der findes også en række andre kulturspor, som fortjener opmærksomhed i den amtslige og kommunale administration og planlægning.

Pilotområde vest og øst i henholdsvis Ribe og Roskilde amter.

Rapporten er den sidste af en række rapporter, der er udarbejdet som led i et større projekt om Kulturhistorien i planlægningen. Den bygger på de erfaringer, der er opsamlet gennem projektforløbet, ikke mindst to pilotprojekter, der er gennemført i udvalgte områder i henholdsvis den østlige (Roskilde Amt) og vestlige (Ribe Amt) del af landet. Endvidere har der i projektforløbet været afholdt fire seminarer med deltagere fra amter, museer og til dels kommuner, hvor projektet og de foreløbige resultater er diskuteret med henblik på at inddrage erfaringer og synspunkter fra så bred en kreds som muligt.

Projektet blev indledt med udarbejdelsen af to rapporter: De kulturhistoriske interesser i landskabet, der giver en tematisk beskrivelse af de vigtigste af de kulturhistoriske interesser, der knytter sig til landskabet, og Kulturhistorisk inddeling af landskabet, hvor der for første gang er foretaget en inddeling af landet i kulturhistoriske bygder. Rapporterne blev udsendt i 1997 til amter, museer mv.

Formålet med de pilotprojekter, som erfaringerne og eksemplerne i denne rapport bygger på, har været at belyse, hvordan man kan identificere, afgrænse og prioritere værdifulde kulturmiljøer, hvilke typer af virkemidler der kan anvendes for at sikre et givent kulturmiljø, samt hvordan man gennem organisering af arbejdet bedst sikrer lokal medvirken og engagement.

Pilotprojekt-Vest, der omfatter Fanø, Esbjerg og Bramming kommuner, er gennemført i et samarbejde mellem Skov- og Naturstyrelsen, Ribe Amt og Esbjerg Museum. Pilotproprojekt - Øst, der omfatter Gundsø, Roskilde, Lejre, Hvalsø og Bramsnæs kommuner, er gennemført i et samarbejde mellem Skov- og Naturstyrelsen, Roskilde Amt og Roskilde Museum v/Fjordmuseet. Der er taget udgangspunkt i ovennævnte delprojekter, tidligere rapporter og vejledninger om kulturhistoriske interesser i landskabet, samt de oplysninger der fandtes i centrale og lokale registre, på museer og i amternes registreringer som led i fredningsplanarbejdet, samt i den viden der måtte findes i kommuner, bevaringsforeninger mv. Der er således ikke foretaget nye større registreringer, ligesom der ikke er foretaget en totalkortlægning af landskabsinteresserne i bred forstand. Resultatet af pilotprojekterne foreligger i selvstændige arbejdsrapporter fra hvert pilotprojekt.

Varetagelsen af kulturmiljøet forudsætter, måske i endnu højere grad end de øvrige miljøhensyn, lokalt engagement og forståelse og ikke mindst, at den lokale kompetence og viden inddrages. Derfor har et vigtigt formål med pilotprojekterne også været at belyse, hvordan man kan organisere og tilrettelægge en proces, der sikrer dette medspil. Pilotprojekterne har derfor løbende været diskuteret i en lokal kontaktgruppe, med repræsentanter fra de berørte kommuner og lokalmuseer, og også i et udvidet forum, hvor arkiver, bevaringsforeninger, Danmarks Naturfred-ningsforening og landboforeninger har været indbudt.

På baggrund af de indhøstede erfaringer, er der gennem tekst og eksempler fra pilotprojekterne givet en beskrivelse af, hvordan arbejdet med de kulturhistoriske interesser i planlægningen kan gennemføres.

Afsnittet Sammenfatning indeholder en sammenfattende beskrivelse af processen, fra kortlægning til den endelige udpegning af værdifulde kulturmiljøer.

I afsnittet om kortlægning af de kulturhistoriske interesser er beskrevet, hvordan kortlægningsarbejdet kan tilrettelægges, herunder hvordan man kan skabe et overblik over de væsentligste kulturhistoriske interesser indenfor et givent område som prioriteringsgrundlag for selve kortlægningsarbejdet.

I afsnittet om afgrænsningen og prioriteringen af kulturmiljøer er der opstillet en række vigtige kriterier og -- gennem eksempler fra pilotprojekterne -- behandlet en række principielle spørgsmål, som vil opstå i denne fase af arbejdet.

Endelig er der i afsnittet om virkemidler i kulturmiljøforvaltningen, gennem eksempler, redegjort for hvilke tiltag og virkemidler, der især er relevante i forvaltningen af kulturmiljøer.

Sammenfatning

Det danske landskab er præget af menneskets virksomhed gennem flere tusinde år med mere eller mindre bevarede elementer og historiske strukturer fra forskellige tidsepoker, der bl.a. afspejler livsgrundlag, økonomi og magtforhold. Den jordbrugsmæssige udnyttelse af landskabet afspejles i landsbyer og enkeltgårde, hovedgårdslandskaber og husmandsudstykninger. Kystsamfundenes blandingsøkonomi afspejles endvidere i fiskerlejer og skipperbyer, ladepladser og færgeanlæg samt rekreative anlæg. Men også infrastrukuren, landindustri- og råstofmiljøer samt industrialiseringens andelsanlæg og stationsbyer m.fl., som beskrevet i rapporten De kulturhistoriske interesser i landskabet, er vigtige historiske grundele-menter, der karakteriserer det danske landskab på forskellig vis.

I det lavteknologiske samfund før industrialiseringen måtte befolkningen tilpasse sig de naturskabte forudsætninger, som jordbunds-, terræn- og klimaforhold, og der var derfor så store regionale forskelle i opdyrkningsgrad, afgrødesammensætning og bebyg-gelsesstruktur, at man kan tale om forskellige bygdetyper: Agerbygd, skovbygd, hedebygd og kystbygd, som beskrevet i rapporten Kulturhistorisk inddeling af landskabet. Forskelle som har været nogenlunde konstante tilbage til den nuværende landsbystrukturs grundlæggelsesfase 1000-1300 e.Kr., og som stadig i varierende omfang kan opleves, når man færdes i landskabet.

Landskabet indeholder således dels nogle historiske grundelementer, der fortæller om forskellige tidsepoker, næringsgrundlag mv., dels nogle egnstypiske karakteristika i form af dyrknings- og bebyggelsesstrukturer, byggeskik mv. I arbejdet med kulturhistorien i planlægningen er det vigtigt både at sikre den brede mangfoldighed af aftryk, som historien har sat på landskabet, og det som er specielt karakteristisk for et givent område.

Kulturhistorisk inddeling af landskabet

Landskabet udgør en arena for mange interesser og interessekonflikter, og det er derfor vigtigt at dokumentere og beskrive de kulturhistoriske interesser, så de kan stå sig overfor andre interesser. Samtidig må man konstatere, at der er store huller i den viden vi har på det landskabshistoriske område, og der er da også igangsat diverse forskningsprogrammer mv. med henblik på at styrke denne viden. Arbejdet med kulturhistorien i planlægningen kan medvirke til at øge vores viden om landskabets historie, ved at opsamle og "operationalisere" den viden der findes, ikke mindst i de kulturhistoriske museer, men også i arkiver, bevaringsforeninger mv. Det er samtidigt vigtigt at gøre sig klart, at amternes arbejde med udpegningen af værdifulde kulturmiljøer ikke er en én-gangsindsats, men en langsigtet proces, hvor man fra starten må skabe sig et overblik over de væsentlige historiske overleveringer indenfor området som et prioriteringsgrundlag og en handlingsplan for arbejdet med kulturhistorien i planlægningen.

Men hvordan får man fat i de væsentligste, de repræsentative og egnstypiske kulturmiljøer ? Hvordan dokumenterer, afgrænser og beskriver man miljøer, der på den ene side afspejler de historiske sammenhænge og forholdet til naturgrundlaget, og på den anden side er tilpas homogene og håndterlige i en planlægningsmæssig sammenhæng? Hvordan prioriterer man kulturmiljøer indbyrdes? Og hvilke virke-midler er der i forvaltningen af kulturmiljøet? Det er de væsentligste spørgsmål, som er søgt besvaret gennem arbejdet med pilotprojekterne og i denne rapport.

Arbejdet med kulturhistorien i planlægningen, der har en tværfaglig karakter, kan inddeles i to hovedfaser. I første fase af arbejdet -- der har en kulturhistorisk faglig vægt -- foretages der, på baggrund af den viden, der findes i centrale registre, i amter og på de kulturhistoriske museer mv. samt gennem besigtigelser, en kortlægning og beskrivelse af de kulturhistoriske interesser i området. På den baggrund foretages en foreløbig udpegning af områder/miljøer som i anden fase af arbejdet nærmere analyseres, med henblik på en afgrænsning og prioritering af kulturmiljøer. Heri indgår også overvejelser om hvilke virkemidler der kan anvendes i sikring af de enkelte miljøer. Denne fase har en planlægningsmæssig faglig vægt. De to faser er ikke skarpt adskilte, idet der også gennem kortlægningsarbejdet sker en form for afgrænsning og prioritering af områder/emner, der arbejdes videre med, ligesom der i afgrænsnings- og prioriteringsarbejdet sker en nærmere registrering af bevaringstilstanden i analyseområderne.

I arbejdet med kulturhistorien i planlægningen må der i vid udstrækning bygges på de data og den viden, der allerede findes, suppleret med besigtigelser. Dette kan være problematisk, fordi der som sagt findes store huller i vores viden om det historiske landskab, især hvad angår den nyere tids historie, og der er derfor risiko for at de forhåndenværende data, eller den viden som den eller de involverede personer (tilfældigvis) har, får for stor vægt, og at væsentlige hovedtræk og grundelementer af den historiske udvikling ikke bliver fanget op. Omvendt er der også en risiko for at kortlægningsarbejdet får forsknings-karakter i ønsket om at sikre dokumentation, eller at man kortlægger forhold, som måske ikke har relevans i denne sammenhæng, med det resultat at man "drukner" i kortlægningsarbejdet.

Derfor er det vigtigt allerede fra starten af arbejdet at skabe et overblik over relevante kortlægningsemner og at målrette ressourcer og videnindsamling mod det, der er opgaven her, nemlig at sikre et repræsentativt og egnstypisk udsnit af værdifulde kulturmiljøer gennem regionplanlægningen. Kortlægningen kan således inddeles i forskellige detaljeringsniveauer, hvor det øverste niveau er oversigtsplanen, det næste kortlægningen af de valgte emner, og herefter den nærmere registrering af analyseområdernes værdier og bevaringstilstand. Det sidste detaljeringsniveau, der er nødvendigt i forbindelse med renovering eller genopretning, af f.eks. en vandmølle med mølledam og andre anlæg eller af historiske engstrukturer, er ikke relevant for arbejdet med udpegningen af værdifulde kulturmiljøer i regionplanlægningen.

Karakteristik af de landskabelige og historiske hovedtræk

De naturgivne forudsætninger -- topografi, klima, jordbundsforhold, adgangen til vandressourcer mv. -- havde, som nævnt, stor betydning for menneskets muligheder for at udnytte naturressourcerne i det lavteknologiske samfund, og dermed for landskabets udvikling i de forskellige egne af landet. Men også et områdes placering i forhold til magtcentre, handelsruter mv. har haft betydning for dets historiske udvikling og dermed for det kulturhistoriske indhold i landskabet. Og uanset Danmark er et lille land, er der meget store forskelle i landskabet og den måde historien har sat sit aftryk. Der er således stor forskel mellem de forskellige egne af landet -- det milde morænelandskab i de østlige egne, tæt på magtens centrum, som Roskildeområdet, -- eller det flade og forblæste område, forholdsvis isoleret fra resten af landet, men med gode forbindelser til de internationale handelsruter, som Esbjergområdet. Men også indenfor et amt kan der være store forskelle, som det kan ses i Roskilde-området, hvor skovbygdlandskabet med sit stærkt kuperede terræn, karakteriseret ved enestegårde, små landsbyer og overdrev/skov, skiller sig klart ud fra det frugtbare storbakkede agerbygdlandskab, med de store landsbyer og den intensive opdyrkning.

Som grundlag for kortlægningsarbejdet og som en slags overordnet fortolkningsramme og priori-teringsgrundlag for kortlægningen, kan der derfor med fordel udarbejdes en karakteristik af de landskabelige og historiske hovedtræk, der fremhæver de særlige landskabelige/topografiske og kulturhistoriske forhold, der gør sig gældende i det pågældende område -- det man her kunne kalde områdets kulturmiljøprofil. Formålet med en sådan karakteristik er at få præciseret, hvad der er de væsentligste træk i udviklingen i netop det pågældende område, og dermed, hvad der er det væsentligste at fokusere på i bevaringsarbejdet.

Meget af grundlaget for at udarbejde en sådan karakteristik vil ofte kunne hentes i det materiale, der blev udarbejdet som led i arbejdet med fredningsplanlægningen, kombineret med de to ovennævnte rapporter.

Oversigt over kortlægningsemner

Næste trin i forberedelsen af det egentlige kortlægningsarbejde er at skabe et systematiseret overblik over de vigtigste kortlægningsemner indenfor det pågældende område og hvor det er muligt - med angivelse af, hvor de enkelte kortlægningsemner er repræsenteret.

For at sikre såvel tidsdybden, den tematiske mangfoldighed og det egnsspecifikke, og som en slags checkliste, tages udgangspunkt i;

• de væsentligste tidsepoker, hvor hver tidsepoke er karakteriseret ved nogle typiske eller karak- teristiske kulturhistoriske spor,

• de kulturhistoriske temaer knyttet til de økonomi- ske og funktionelle forhold i bl.a. jordbruget og kystsamfundene, men også landindustrier, infra- struktur mv. samt

• de forskellige landskabstyper, der hver på sin måde har givet muligheder og begrænsninger for menneskets udnyttelse af naturressourcerne.

Formålet med en sådan oversigt er ikke kun at sikre et overblik over de vigtigste kulturhistoriske emner/miljøer indenfor det pågældende område, men også at skabe et grundlag for en handlingsplan/priori-teringsplan for selve kortlægningen. Det er således næppe realistisk at forestille sig, at amterne, i samarbejde med museerne, kan kortlægge samtlige vigtige kulturhistoriske emner inden næste regionplanrevision. Det kan derfor være nødvendigt at prioritere, hvilke emner der skal behandles indenfor tidsrammen af førstkomne regionplanrevision, og hvilke der skal behandles i det videre arbejde. Prioritering-en af hvilke emner, der kortlægges først, kan baseres på faglige kriterier;

Hvad er det væsentligste, det mest repræsentative eller typiske for det pågældende område?

Og/eller på mere pragmatiske kriterier;

Hvad er mest truet, eller hvad ved vi mest om?

Det er samtidig vigtigt, at der opstilles en handlingsplan for behandlingen af de øvrige emner.

Kortlægning af kulturhistoriske spor og miljøer

Kortlægningen af de kulturhistoriske interesser kan omfatte såvel en kortlægning af kulturhistoriske enkeltelementer og strukturer (som i sammenhæng måske udgør et kulturmiljø), som en kortlægning af områder/byer af kulturhistorisk interesse, som f.eks. landsbyejerlavet eller skipperbyen. Kortlægningen bygger på det forhåndenværende kildemateriale, såsom de centrale dataregistre, museernes og amternes registre, frednings- og regionplanlægning, litteratur og ikke mindst den viden som findes hos de involverede medarbejdere, suppleret med besigtigelser af de områder, hvor der er en forhåndsviden om kulturhistoriske interesser.

Skønt man som nævnt ikke skal gå for meget i detaljer under kortlægningen, er det dog vigtigt at det kortlægningsmateriale, der ligger til grund for udpegningen af værdifulde kulturmiljøer, har en tilpas lødighed, og at det er gennemskueligt, hvilke beva-ringsværdige elementer og strukturer der ligger til grund for udpegningen. Det er vigtigt af hensyn til gennemslagskraften overfor andre interesser i landskabet, så det er muligt at vurdere sårbarheden overfor diverse indgreb, men også fordi det på længere sigt for andre skal være muligt at gennemskue grundlaget for udpegningerne.

I pilotprojekterne er kortlægningen inddelt i emner (infrastruktur, marsklandbrug mv.) og foretaget på skemaer, der indeholder oplysninger om kortlæg-ningsemnet, stedet, topografien, en historisk karakteristik, en foreløbig vurdering af bevaringstilstand og sårbarhed, kontekst samt kildehenvisning. Skemaerne er suppleret med historiske kort fra den eller de tidsepoker, der er relevante for det pågældende emne, i det omfang de har været tilgængelige. Kortlægningen, der i pilotprojekterne primært blev gennemført af de kulturhistoriske museer, er mundet ud i en foreløbig tematisk udpegning af kulturmiljøer -- eller kulturhistoriske analyseområder.

Denne foreløbige udpegning af tematiske kulturmiljøer, som i flere tilfælde er fysisk overlappende i den forstand, at der indenfor samme geografiske område kan være flere kulturhistoriske temaer repræsenteret, er i 2. fase af pilotprojekterne nærmere analyseret og besigtiget. På den baggrund er der foretaget en endelig afgrænsning og prioritering af kulturmiljøer, som på grund af deres nationale eller regionale værdi er vigtige at sikre gennem regionplanen.

Et vigtigt element i afgrænsningen er at stedfæste de kulturhistoriske hovedtræk indenfor det givne område, som det "bærende" eller afgørende for, hvordan området skal afgrænses. De kulturhistoriske hovedtræk, der kan være overordnede bebyggelsesstrukturer eller vejforbindelser i landskabet, mark-, eng- og landsbystrukturer, sammenhænge i et driftssystem, elementer i en blandingsøkonomi (søfart, landbrug, jagt), eller de kulturhistorisk bærende elementer (bygninger -- funktioner), indtegnes på kort som grundlag og ramme for selve besigtigelsen/feltarbejdet.

I nogle tilfælde vil de kulturhistoriske hovedtræk knytte sig til en speciel epoke i historien, som f.eks. udskiftningen eller husmandsudstykningerne, i andre vil der være tale om hovedtræk, der afspejler en historisk udvikling og evt. flere temaer, som har landskabet som fælles ramme. Eksempelvis et kystmiljø, hvor der tidligere var fiskeri og landbrug, og hvor der senere kom søfart, badeliv og rekreation.

Med udgangspunkt i kortlægningsmaterialet og besigtigelser af områderne, foretages en vurdering af de historiske hovedtræks bevaringstilstand, sårbarhed og behov for tiltag, som vigtige elementer i såvel afgrænsning som prioriteringen af kulturmiljøerne, og der opstilles mål for det pågældende område. Et af de foreløbigt udpegede kulturmiljøer -- eller dele af et miljø -- kan således ved en nærmere analyse, vise sig at være i så ringe fysisk forfatning, at det ikke afgrænses endeligt som værdifuldt kulturmiljø, uanset at områdets historie er interessant.

Afhængigt af hvordan man vægter de forskellige kriterier for afgrænsningen, kan denne foretages på flere måder, og der kan derfor, hvor det er relevant, opstilles alternative afgrænsningsmuligheder. Ofte vil et område således både afspejle en bestemt tidsepoke, en historisk udvikling og flere temaer og her kan man vælge enten en afgrænsning, der afspejler hele udviklingen og alle temaerne, eller en afgrænsning, der afspejler én bestemt tidsepoke eller et tema, afhængig af bevaringstilstand, repræsentativitet mv.

Vigtige spørgsmål i afgrænsningen kan være: Hvor meget man skal have med af lokalmiljøets historie, hvis dens fysiske aftryk ikke er specielt markante eller velbevarede? Hvilken vægt skal de funktionelle sammenhænge have overfor den fysiske tilstand, eksempelvis at et kulturmiljø gennemskæres af nye infrastrukturanlæg? Hvor snævert kan man afgrænse et kulturmiljø fra de sammenhænge det har indgået i, f.eks. kun medtage en historisk velbevaret landsbykerne, hvis de historiske markstrukturer er helt udviskede? Er det nok, at den historiske bebyggelsesstruktur er bevaret, eller skal bebyggelsen også være (delvist) velbevaret? Spørgsmål, som ikke har entydige svar, men som man må tage stilling til i det konkrete tilfælde. Det er dog vigtigt, at de valg, der foretages, er velbegrundede og gennemskuelige.

Mange, men bestemt ikke alle, kulturmiljøer har en snæver sammenhæng med naturgrundlaget/landskabet, som eksempel marsklandbrugets kulturmiljøer, der er en del af et helt marsklandskab, eller de miljøer, som landsbyer, hovedgårde og vandmøller, der knytter sig til ådalens potentiale. Her kunne det være fristende at afgrænse hele marsken eller ådalen som et kulturmiljø eller -landskab, men herved vil der kunne blive tale om så store sammenhængende områder, at det i realiteten er naturen/landskabet der er i centrum og ikke historiens aftryk på landskabet. Konklusionen fra arbejdet med pilotprojekterne er, at det er vigtigt i arbejdet med kulturhistorien i planlægningen, at man på den ene side forstår kultur-miljøets sammenhæng med naturgrundlaget, men at man på den anden side i afgrænsningen ikke sammenblander landskabs- og naturinteresser med de kulturhistoriske interesser. At det med andre ord er de kulturhistoriske hovedtræk (og deres bevaringstilstand), der er det afgørende i afgrænsningen.

I nogle tilfælde vil det være logisk at foretage en afgrænsning der forudsætter, at man går på tværs af amtsgrænsen, hvilket naturligvis vil kræve et samarbejde mellem de pågældende amter.

Prioriteringen foretages i princippet hele vejen gennem arbejdet, fra karakteristikken af pilotområdets landskabelige og historiske hovedtræk, over valg af kortlægningsemner, til den foreløbige udpegning af tematiske kulturmiljøer. I pilotprojekterne har de væsentlige kriterier -- udover at der er fokuseret på nyere tid -- været det repræsentative og egnstypiske og til dels det unikke, men også pragmatiske hensyn, hvor emner er valgt fra af tidsmæssige årsager, eller fordi de blev berørt i det andet pilotprojekt.

I den endelige vurdering af om et kulturmiljø kan klassificeres som så værdifuldt, at det bør sikres gennem regionplanlægningen, vil der indgå en lang række kriterier. Der vil ikke være tale om, at man blot vælger på grundlag af det ene eller andet kriterium. Typisk vil et værdifuldt kulturmiljø skulle kunne opfylde flere af de nævnte kriterier. Et kriterium, der altid vil være af betydning, er bevaringstilstanden.

I prioriteringen af de afgrænsede kulturmiljøer kan der foretages en inddeling i skalaen høj-middel-lav, som grundlag for overvejelserne, om hvorvidt et givent miljø skal medtages som "værdifuldt kulturmiljø" i regionplanen.

Regionplanerne skal både sikre miljøer af national/international og regional betydning, hvorimod miljøer, der ikke vurderes som værende af regional betydning ikke prioriteres i den endelige udpegning. Det kan være miljøer med meget få elementer og sammenhænge -- f.eks. en enkelt mølle ved en å, eller et miljø, der findes flere og mere repræsentative og bedre bevarede eksempler på i amtet. Sådanne miljøer, der prioriteres lavt i en regionplanmæssig sammenhæng, kan naturligvis godt være af betydning i en kommuneplansammenhæng.

Virkemidler i kulturmiljøforvaltningen

Selvom regionplanen er rammen for arbejdet med kulturhistorien i planlægningen, og et meget vigtigt instrument i varetagelsen af de kulturhistoriske interesser, kan den ikke stå alene. Det vil derfor være hensigtsmæssigt, at der for hvert udpeget kulturmiljø, og med baggrund i en analyse af sårbarhed og trusler, foretages en vurdering af hvilke tiltag der er nødvendige for at sikre det pågældende miljø, og der kan foreslås flere virkemidler.

Behovet for regionplanretningslinier til sikring af kulturmiljøinteresserne skal naturligvis ses i sammenhæng med regionplanens øvrige retningslinier for værdifulde natur-, landskabs- og kystområder, men et sådan helhedssyn på varetagelsen af de samlede beskyttelsesinteresser i landskabet ligger udenfor rammerne af dette projekt.

Kulturmiljøinteresserne kan gå hånd i hånd med naturinteresserne, men der er også situationer hvor der kan være modsætninger. Som eksempel ønsket om at etablere vådområder eller plante skov, som ud fra et overfladevands- og grundvandssynspunkt er et positivt initiativ, men som ud fra et kulturmiljøsyns-punkt kan være et problem. Den endelige afvejning af, hvilke interesser der skal tilgodeses er naturligvis et politisk spørgsmål, men det er vigtigt, at det af baggrundsmaterialet og formålsbeskrivelsen klart fremgår, hvad miljøerne er sårbare overfor og eventuelle konflikter med andre interesser, herunder andre miljøinteresser.

Et andet, måske lidt kontroversielt punkt, er grænsen mellem den amtslige og kommunale planlægning. Kulturmiljøet i byerne er typisk et kommunalt anliggende, men en regional udpegning af værdifulde stations- eller andelsmiljøer, eller af bevaringsværdige landsbyer under en eller anden form vil være en relevant amtslig opgave, især hvor der er tale om mindre bysamfund. Sådanne kulturmiljøer kan markeres i regionplanen, men de væsentligste opfølgningsopgaver vil ofte ligge hos kommunerne. Bl.a. af denne grund, er det vigtigt at inddrage kommunerne tidligt i arbejdet med kulturhistorien i planlægningen, så der er en fælles forståelse for betydningen af at sikre de kulturhistoriske interesser.

Varetagelsen af de kulturhistoriske interesser forudsætter, måske i endnu højere grad end varetagelsen af de øvrige miljøinteresser, lokal forståelse og medvirken, og det er derfor også et vigtigt virkemiddel at inddrage lokalsamfundet i processen. Der kan fra starten af arbejdet nedsættes en kontaktgruppe, der følger, og evt. deltager, i arbejdet, hvor bl.a. repræsentanter fra kommunerne og de kulturhistoriske museer kan indgå. Der kan løbende indkaldes til "stormøder", indenfor dele af amtet, hvor også arkiver, bevaringsforeninger og interesseorganisationer, herunder landboorganisationerne, deltager, og endeligt kan der i løbet af processen udsendes materiale til de vigtigste organisationer mv., med henblik på kommentarer og input til arbejdet.

Som forberedelse til selve kortlægningsarbejdet, er der i pilotprojekterne udarbejdet en karakteristik af områdernes landskabelige og historiske hovedtræk. Karakteristikkerne indeholder en beskrivelse af topografi og naturgrundlag samt den historiske udvikling fra fortid til nutid, herunder særlige magtforhold og økonomiske strukturer og områdets betydning under forskellige tidsepoker. Endvidere er de forskellige hovednæringer, som de har set ud gennem tiden, og de spor de har sat, beskrevet, herunder jordbruget med binæringer, de kystbaserede næringer, handel og (land)industri samt færdsel og infrastruktur. I det følgende er der gengivet en sammenfatning af karakteristikken i henholdsvis pilotprojekt-Øst og -Vest.

Topografiske / landskabelige forhold

Pilotområdet ligger i den østlige og frugtbare del af landet med et relativt mildt klima, og med adgang til Roskilde Fjord og Isefjord. Området er i den østlige del præget af jævn moræneslette, den centrale del af et småbakket morænelandskab, mens pilotområdets sydvestlige del er et stærkt kuperet morænelandskab med store skovområder. Den frugtbare og relativt skovløse agerbygd, der er karakteriseret ved en høj opdyrkningsgrad og en udtalt satsning på kornavl, en tæt bebyggelse og store landsbyer og gårde, er lokalt kaldet "Hedebo-egnen". Den sydvestlige del af området, kaldet "Skovboegnen" (skovbygd), adskiller sig markant fra agerbygden ved det kuperede landskab, der vanskeliggjorde opdyrkning, og hvor skov og overdrev derfor var (og stadig er) fremtrædende, en spredt bebyggelse med hoved- og enestegårde samt små landsbyer, som stadig ligger relativt uforstyrret af tidens udvikling. Forskellene i bebyggelsesmønster og opdyrkning mellem ager- og skovbygden vidner om naturgrundlagets betydning for udviklingen i det lavteknologiske samfund -- forskelle som stadig fremtræder tydeligt i landskabet.

Hele området præges af de mange smeltevandsfloder, der skar sig ned i morænejordsunderlaget og dannede de store dalstrøg, der udmunder i Roskilde Fjord og Isefjorden. Ådalene med enge og vandstrøm har tidligt haft betydning for bosættelsen og en omfattende mølleindustri.

Den historiske udvikling

Roskildeområdet beskrives som et sjællandsk/dansk magtcenter gennem den sene oldtid og middelalder. Områdets rigdom på naturressourcer har givet grundlag for en tæt bebyggelse gennem hele oldtiden. Fjordens vand og et frugtbart agerland samt skovområd-erne har givet et rigt varieret levegrundlag, og fra oldtidens perioder findes der utallige spor efter menneskelig aktivitet.

Fra jernalderen og fremefter udgør Lejreområdet en sjællandsk magtkoncentration, hvor de udgravede spor fra et imponerende bygningsanlæg vest for Gl. Lejre med rette må betegnes som en høvdinge- eller kongsgård. Til stedet er knyttet sagnene om den danske kongeslægts opkomst og i samtidige skriftlige kilder beskrives Lejre tillige som Sjællands centrale kultsted. Med Harald Blåtands rigssamling i sidste halvdel af 900-tallet opløses magtbasen i Lejre, og det nydannede riges nye hovedbebyggelse bliver Roskilde. Byen er et produkt af rigssamlingen og anlægges fra begyndelsen som et center for både den kongelige og den kirkelige magtudøvelse. Op gennem middelalderen er Roskildes profil i by- og rigshistorien markant, og der findes stadig spor af de mange gamle vejanlæg knyttet til Roskildes position.

Med reformationen i 1536 overgik kirkens jorder og indtægter til kronen, men da kronen til stadighed manglede penge, "udlånte" kongen store dele af sin jord i Skovboegnen til adelen, og det er bl.a. baggrunden for de mange hovedgårde i netop denne egn. I 1661 skænkede kongen, som tak for hjælpen i svenskekrigen, en væsentlig del af Roskilde Len til Københavns borgere, således at hovedstaden blev storgrundejer på Roskildeegnen, hvilket stadig præger området. På Hedeboegnen beholdt kongen størstedelen af jorden, hvilket betød at udskiftningen og hoverifritagelsen skete tidligt i dette område. Selvom magtens centrum var flyttet, betød de gode jorder, landbrugsreformerne og Københavns nære beliggenhed, og dermed de gode afsætningsmuligheder, at levevilkårene for bønderne på Hedeboegnen var gode. Det kan bl.a. ses af de store gårde og de tætliggende og store landsbyer som præger Hedeboegnen.

På Skovboegnen, hvor hovedgårdene var de dominerende ejendomsbesiddere, skete udskiftningen og hoverifritagelsen anderledes langsomt. De naturgivne vilkår var også ringere her, hvilket ses af den spredtliggende landsbybebyggelse, småhusbebyggelsen og de relativt små enestegårde i skovrydninger og på overdrev.

Udskiftningens markskel, i form af diger mv., er stadig mange steder i området markante, ligesom området er karakteriseret ved mange -- ofte middelalderlige -- velbevarede landsbykerner, der både kan være fortebyer, rækkebyer og en kombination heraf.

Fjordlandsbyerne har haft hovedtilknytning til landbruget, og fiskeriet har primært været et bierhverv. Men i slutningen af 1800-tallet opstod der et egentligt erhvervsfiskeri på fjordene, og i 1920-30,erne tog bundgarns- og snurrevodsfiskeriet et voldsomt opsving. Der findes da også flere egentlige fiskerbebyggelser langs fjordkysten.

Med industrialiseringen efter 1850 skete der, som så mange andre steder i landet, en stor afvandring fra landdistrikterne, men landets første jernbaneforbin-delse København-Roskilde i 1847, betød et stort opsving for Roskilde, der fastholdt og udbyggede sin position som handels- og trafikknudepunkt. I dag be-boes store dele af pilotområdet af personer med arbejde i hovedstaden. Selv i de fjerneste dele af området er den historiske bebyggelse meget velholdt og ofte beboet af byfolk, og i modsætning til pilotprojekt-Vest, hvor der helt op i midten af dette århundrede har været en omfattende modernisering og ændring i landbrugsbebyggelsen, er også områdets ældre landbrugsbebyggelse generelt relativt uændret og velbevaret.

Pilotområdet ligger i det helt anderledes flade og forblæste Sydvestjylland, der præges af hedebygd og marsk, og hvor transportforbindelserne til den østlige del af landet, indtil jernbanens udbygning, var dårlige.

Indlandets landskaber er præget af de store Esbjerg og Holsted bakkeøer, som overvejende består af sand, grus og sten, der gennemskæres af smelte-vandsflodernes store dale -- Varde og Sneum ådale, der udløber i Vadehavet. De flade hedesletter kan være svære at skelne fra bakkeøerne, men det er her man finder de større moser og sumpe. Åsystemerne var grundlaget for menneskets tilstedeværelse helt tilbage til stenalderen. Landskabet var i middelalderen åbent og for størstedelen lyngklædt, afbrudt af ådalenes enge, moser, bebyggelsens små agerfelter og de spredte egekrat. Med hedeopdyrkningen o.1900, ændrede landskabet karakter fra træløst til trærigt landskab med plantager og læhegn.

   Mens indlandets landskaber i hovedtræk blev skabt ved sidste istids slutning o.12.000 f.Kr., har kystlinien stadig ændret beliggenhed og karakter. Havet formede efter bronzealderen den kæmperevle, der gav ro til marskdannelsen, og som i dag ligger som øer i Vadehavet, og der er intet der tyder på at Fanø og de andre danske øer var beboede i oldtiden. På fastlandet i pilotområdets nordlige del, når bakkeøerne helt frem til Vadehavet, som en markant klintkyst, hvorfra der flere steder har været udskibning. Den sydlige del præges af den relativt frodige marsk, med hovedgårde og landsbyer på geestranden, på grænsen mellem ager og eng.

Sammenlignet med Østdanmark var området tidligere tyndt befolket og hovedgårdene få og små. Spor fra jernalderen og den tidlige middelalder viser, at nærheden til ådalenes og marskens enge var af afgørende betydning for bosættelsen. Et bebyggelsesmønster, der stadig karakteriserer området, er de store landsbyer og hovedgårde på kanten af marsken, de mindre landsbyer og hovedgårde på bakkeøerne ved vandløb og engstrøg, og de små bebyggelser og enkeltgårde langs åer inde på hedesletten. Fanø var, som nævnt, ikke beboet før engang i middelalderen.    Allerede inden da markerede de nord-syd gående handelsruter sig stærkt, og i begyndelsen af 700-tallet var Ribe grundlagt som by og handelsknudepunkt. Jordbruget var baseret på kreaturgræsning og økonomien på en kombination af selvforsyning og en vidtstrakt handel med bl.a. levende dyr og siden også med hjemmefremstillede jydepotter.

   I kystegnene blev fiskeri og søfart et alternativ eller supplement til landbruget. I 1400-1500-tallet blomstrede vestkystfiskeriet op, og på Fanø anlagde Ribeborgerne de to fiskerlejer Fanø (Nordby) og Sønderho, med henblik på sildehandel. Hvor besejlings-forholdene var bedst, udvikledes egentlige ladepladser til nær- og fjernhandel, og fra slutningen af 1700-tallet blomstrede en særlig købstadspræget skipperkultur op, først i Hjerting og senere på Fanø.

Det nord-sydgående handelsmønster til lands- og til vands blev styrket, og påvirkede det fjerntliggende områdes byggeskik og andre kulturelementer. Fra 1830,erne og frem mod århundredskiftet var Fanø et af Danmarks største søfartscentre. Det feudale system fik en tidligere afvikling og landboreformerne en anden karakter i Vestjylland end i resten af landet. I begyndelsen af 1700-tallet solgtes al krongodset til borgere, præster og bønderne selv - i 1741 købte Fanø sig fri af kronen. Herremændene solgte ud af hovedgårdene, hvorved antallet af selv-ejergårde og husmandskolonier øgedes, og o. 1810 var der kun meget få fæstebønder i amtet. Bl.a. på grund af det tidlige selveje var over 60% af udskiftningerne allerede gennemført, da udskiftningsforordningen kom i 1781, men da man ikke kunne tvinge selvejerne, og da gårdens grundlag bestod af mange forskellige naturressourcer -- marsk, eng, agerjord, hede og mose -- blev kun få gårde udflyttet. Især i marsken, hvor udskiftningens smalle parceller stadig er tydelige, bevaredes de store tæt bebyggede landsbyer. På bakkeøerne fik mange landsbyjorder den karakteristiske stjerneudskiftning, og på hedesletterne, hvor bebyggelsen allerede lå spredt, betød udskiftningen ikke den store forskel. På Fanø var forholdene helt specielle, og landbruget forblev u-udskiftet til op i midten af dette århundrede.

Anlægget af Esbjerg Havn og jernbanenettet o. 1870 blev af stor betydning for udviklingen og bymønsteret i regionen. Stationerne placeredes fortrinsvis udenfor eksisterende bebyggelse, og her udvikledes nye centre -- stationsbyerne. I perioden 1850-1920 grundlagdes flere steder brugsforeninger, foderstofforetninger, an-delsmejerier mm., og mange steder opstod der små centre -- andelsbyer -- omkring disse anlæg. I denne periode oplevede landbruget en opblomstring. Heden blev opdyrket, der blev anlagt plantager, og marsken blev flere steder inddiget, så græsning og høslet blev forbedret, men også mulighederne for korndyrkning. Denne landvinding betød et ændret landskab præget af nye gårde og husmandsudstyk-ninger, hegn og træbeplantning, mens man dog bibeholdt og udbyggede kvægdriften.

Oversigt over kortlægningsemner

På baggrund af denne karakteristik af områdernes landskabelige og historiske hovedtræk er der udarbejdet en oversigt over de væsentligste kortlægningsemner indenfor det pågældende område. Oversigten har været et vigtigt led i prioriteringen af, hvilke kulturhistoriske emner der skulle fokuseres på i selve kortlægningsarbejdet. Oversigten er udarbejdet på baggrund af det forhåndenværende kildemateriale, som udgør dokumentationen for arbejdet, og som også afspejler hvor, og indenfor hvilke emner, der (især) mangler viden, og hvor kortlægningen derfor alene må baseres på de pågældende medarbejderes lokalkendskab og besigtigelser.

Oversigten har tre indfaldsvinkler -- en tidsmæssig, en tematisk og en landskabelig, som naturligvis ikke skal ses adskilt. Eksempelvis vil temaet "landbrug" både kunne knyttes til "forhistorisk tid" og "landbrugs-reformernes tid", der igen kan have forskelligt udtryk afhængigt af, om man eksempelvis befinder sig i den frugtbare og intensivt opdyrkede agerbygd eller marsken, hvor landbruget var baseret på mange forskellige naturressourcer, og det derfor var svært at samle hele jordtilligendet omkring gården. Formålet med disse tre indfaldsvinkler er at sikre, at man får alle de sammenhænge og elementer med, der knytter sig til det historiske landskab, og at man er opmærksom på de helt specielle landskabelige forudsætninger og træk, som præger et givent område.

De væsentligste tidsepoker

Udviklingshistorien er groft opdelt i fire hovedperi-oder, der hver især har sat sine karakteristiske spor i landskabet:

Forhistorisk tid (indtil ca. 1100), der yderligere kan underdeles i sten-, bronze- og jernalder/vikingetid, som det underste af de historiske lag (der både findes over og under jorden), som gravsteder, bopladser og begyndende landsbydannelser. De forhistoriske spor er typisk beskyttede gennem naturbeskyt-telsesloven, enten direkte i.h.t. loven eller ved meddelelse, og i en kulturmiljøsammenhæng vil det derfor være sammenhængene mellem fortidsminderne og landskabet, og/eller kontinuiteten i et områdes historie, der er fokus for kortlægningen og bevaringen.

Middelalder og renæssance (ca. 1050-1750) er det næste lag, der i vid udstrækning præger landskabet som underligende strukturer og elementer, tilføjet nyere tiders lag, og hvor der ofte vil være tale om fossile eller relikte spor. De mest markante spor fra denne periode er landsbykirkerne, hvoraf mange stammer fra den tidlige middelalder, ligesom sognestrukturen, der stort set er uændret. Formentlig stammer mange af landets hovedgårde ligeledes fra denne tid, men mens der er bevaret en del voldsteder, er det kun et fåtal, der kan fremvise bevarede middelalderlige bygninger, ligesom der kun er få intakte bygningsanlæg fra renæssancen. Mange bebyggelses- og landsbystrukturer har deres oprindelse i middelalderen, ligesom ejerlavsgrænserne, der afspejler en bebyggelses/landsbys ressourcegrundlag.

Landbrugsreformernes tid (ca. 1750 - 1850) er den epoke, der mest markant og gennemgribende har påvirket jordbrugslandskabet. Udskiftningen indebar en total nyfordeling af jordene, således at hver gård fik samlet sine jorder, i princippet på et sted. Der er imidlertid store forskelle på, hvor konsekvent udskiftningen blev foretaget. De forskellige udskiftningsformer -- stjerneudskiftning, blokudskiftning og kamudskiftning -- er mange steder stadig let genkendelige i landskabet, skønt de seneste årtiers landbrugsudvikling har betydet, at disse strukturer mange steder er forsvundet. Efter udskiftningen skete der også en udparcellering, således at der kom flere -- men mindre -- gårde og husmandskolonier. Fra samme peri-ode stammer også de mange stendiger omkring de skove, som blev udskilt ved skovforordningen fra 1805.

Industrialisering og andelstid (ca. 1850-) som det sidste lag i det historiske landskab, har især været knyttet til infrastrukturudviklingen. Ikke mindst hele udbygningen af jernbanenettet, der også betød, at bymønsteret ændrede sig, idet der opstod nye byer ved stationerne -- de såkaldte stationsbyer. Men også loven om Næringsfrihed fra 1857 betød at der opstod nye centre. Andelstiden, hvor meget af landbrugsproduktionen blev omlagt fra vegetabilsk til animalsk produktion, skabte andelsmejerierne og -slagterierne, der også havde en social/ideologisk funktion, og omkring disse opstod der mange steder forsamlingshuse, brugsforeninger mv., og efterhånden opstod nye (andels)byer. De nye byers byggeri blev præget af den internationale historiske byggeskik og de nye materialer, men efter 1910-14 kom der en dansk-national modstrømning med "Bedre Byggeskik", der bla. kom til at præge de mange nye husmandsbrug, der opstod som følge af jordloven af 1919.

Hvor tidsindfaldsvinklen fremhæver de historiske lag (vertikalt), er formålet med den tematiske (horisontale) indfaldsvinkel at opfange bredden i de grundelementer, der karakteriserer det historiske landskab. Temaerne er knyttet til de økonomiske og funktionelle forhold gennem tiden, herunder magtforhold og privilegier. I det følgende er givet eksempler på de væsentligste kulturhistoriske temaer, som ikke nødvendigvis er dækkende.

Jordbruget er nok det erhverv, som mest markant har sat sine spor i landskabet, og hvor den overordnede historiske bebyggelses- og dyrkningsstruktur i form af landsbyer, hovedgårde, enestegårde og husmandssteder, stadig er vigtige grundtræk i landskabet. Også det "koloniserede landskab", der opstod i perioden fra ca. 1750-1960, med hedekolo-nisationen og hedeplantagerne, dræningen af søer, moser mv., inddæmningen af lavbundede kystarealer samt inddigningen til sikring mod oversvømmelse, er karakteristiske træk i landbrugshistorien.

De traditionelle kystbaserede næringer som fiskeri, søfart og værftsindustri samt færgefart har ikke på samme måde som jordbruget sat sig varige spor i landskabet, men de spor, der trods alt er overleveret, er det så meget desto mere vigtigt at bevare. Fiskerlejernes og skipperbyernes boligbebyggelse er generelt velbevarede, mens de mere ydmyge spor, som ophaler- eller stejlepladser, værfter og beddinger, udskibningssteder mv. stort set er ved at forsvinde. Skibsbroer, havne og færgelejer, men også farvandsvæsenets fyr, lodshuse og redningsstationer er vigtige elementer i kystlandskabet, der også trues enten af forfald på grund af funktionstømning eller af omfattende udbygning/omdannelse.

Hvor transporten til vands, der helt op i 1800 tallet havde den største betydning, kun satte begrænsede spor i form af udskibningssteder, ladepladser og hav-ne, har infrastrukturen over land præget landskabet tilbage fra oldtiden og op gennem tiden, både som overordnede færdselsruter, hvor der med jævne mellemrum var kroer, og som lokale "alfarveje" mellem landsbyen og f.eks. tinget eller stranden. Helt op i 1800-tallet fremstod vejene mange steder som hjulspor og hulveje, med broer eller vadesteder over åer og vandløb. Mange indgår i dag i det moderne vejnet, men man kan stadig mange steder finde spor af de oprindelige veje, som rester af hjulspor eller hulveje. I nyere tid har udbygningen af hovedlandevejsnettet og jernbanen, samt elektrificeringen af landdistrikterne med de mange elledninger og transformatorstationer, sat sit præg på landskabet.

Landindustrier præger stadig landskabet nogle steder. Det kan være vandmøller, der kan dateres tilbage til middelalderen, vindmøller og senere småindustrier af forskellig art knyttet til landbruget, men også egentlige industrimiljøer knyttet til land-distrikternes energipotentiale (vandkraft) og lokale råvarer. Særligt råstofindustrien, der kan have rødder tilbage i forhistorisk tid, præger landskabet med graveområder og kalkstensbrud samt teglværker og cementfabrikker.

Befæstningsanlæg kan både være vikingetidens ringborge, middelalderens voldsteder og borganlæg, som findes spredt i landet, og nyere tids bastionære anlæg og skanser samt 2. verdenskrigs fæstningsanlæg af beton, der især ses ved kysterne.

Rekreation var før 1850 forbeholdt de priviligerede klasser, der red og gik på jagt, men også anlagde prægtige haver og parker, lysthuse, søer og damme samt vildtbaner. Fra o. 1850 opførtes -- især nord for København -- landsteder, og rundt omkring opførtes lyst- og skovpavilloner, som der i dag kun er få bevarede af. Omkring århundredskiftet blev havbadning populært blandt borgerskabet, og der opførtes badesteder med hoteller og pensioner ved de bedste kyster. Efterhånden som ferie blev menigmands ret udviklede sommerhusområderne sig langs kysterne, og i dag udgør disse, sammen med lystbådehavne, måske det mest markante indslag i det danske kystlandskab. Andre rekreative anlæg er feriekolonier, spejderhytter og vandrerhjem, og ikke mindst kolonihaverne.

De naturskabte forudsætninger -- landskabet -- var i det lavteknologiske samfund afgørende for, hvordan jorden kunne dyrkes, bebyggelsens placering mv., og disse forskelle er stadig markante træk i landskabet. Ikke bare mellem øst og vest, men også indenfor mindre områder, som pilotområderne, kan der være store forskelle, som det kan være vigtigt at forstå og fremhæve.

Østdanmark (øerne og Østjylland) er generelt karakteriseret ved de gode jordbunds- og klimaforhold, kyster med dybe fjorde og beskyttede farvande, der ofte har givet grundlag for en relativ høj bebyggelsestæthed. Det typiske eksempel herpå er den frugtbare og letopdyrkelige agerbygd, karakteriseret ved store landsbyer med store gårde og mange hovedgårde, hvorimod skovbygdens kuperede terræn eller lavbundsområder, er karakteriseret ved mange enkeltgårde og små landsbyer, små gårde, men også skov- og kvæghovedgårde, der udnyttede skovens og overdrevenes mangesidige ressourcer.

Vest for israndslinien er landskabet derimod præget af hedebygd, karakteriseret ved hedesletten og bakkeøens sandede jord, klit og vådbundsarealer, med en spredt bebyggelse med mange enkeltgårde, små landsbyer og gårde, samt få og små hovedgårde. Men også indenfor hedebygden er der forskelle. Hvor bakkeøerne er karakteriseret ved mindre landsbyer og hovedgårde beliggende på kanten ned til vandløb og engstrøg, er hedeslet-ten karakteriseret ved enkeltgårde. Også Vendsyssel og Thy er præget af hedebygd.

Mens kystbygden i den østlige del af landet (samt i Limfjordsområdet) generelt er karakteriseret ved de dybe fjorde og mange naturhavne, hvor størstedelen af landets købstæder og mange hovedgårde er lokaliseret, var forholdene på vestkysten af Jylland helt anderledes barske. Kystlinien ændrede stadig karakter, næringsgrundlaget var baseret på en blanding af klitlandbrug, handel, fiskeri og jagt, men den magre jord, sandflugt og den barske kyst uden naturhavne har ikke muliggjort en større bosætning før efter industrialiseringen.

En undtagelse er marsken, der ligger beskyttet af en række øer i Vadehavet, og som med sine frodige enge er karakteriseret ved relativt store landsbyer, beliggende på randen mellem den tørre geest og marskengene, og enestegårde anlagt på værfter.

Endelig er der ådalene, der har været en vigtig lo-kaliseringsfaktor, ikke bare for hovedgårde, landsbyer og enkeltgårde, beliggende på kanten mellem den tørre opdyrkede jord og engene, men også for vandmøller, og senere kraftværker og anden industri. Også landevejens kroer ligger ofte ved de tidligere overgangssteder, og ådalen kan ses som strengen i en "perlekæde" af kulturmiljøer knyttet til åens potentiale, uden at der nødvendigvis er nogen funktionel sammenhæng mellem de enkelte miljøer.

Og som noget helt specielt klippeøen Bornholm, der, med sin isolerede beliggenhed og særlige naturforhold, har et helt specielt kulturmiljø. Bl.a. det specielle bebyggelsesmønster, der -- til forskel fra de andre frugtbare egne i landet -- er karakteriseret ved enkeltgårdsbebyggelse. Øen er endvidere karakteriseret ved en tæthed af købstæder og anden kystbebyggelse, samt erhverv præget af fiskeri og stenbrud.

På baggrund af karakteristikken af de landskabelige og historiske hovedtræk samt oversigten over kortlæg-ningsemner og besigtigelser, er der i de to pilotpro-jekter foretaget et valg af, hvilke emner der skulle fokuseres på i det videre arbejde. Dette valg har dels grund i faglige kriterier, ud fra en bedømmelse af, hvad der er særligt karakteristisk eller unikt for det pågældende område -- men også i en del pragmatisme, idet det var ønsket med pilotprojekterne, at få belyst et bredt sæt af problemstillinger, samtidig med at der har været begrænset tid til arbejdet. Derfor er der fravalgt emner, som det måske havde været logisk at medtage. F.eks. er andelstiden kun medtaget i pilotprojekt-Vest, mens den udskiftede landsby som tema kun er medtaget i pilotprojekt-Øst. I begge projekter er der valgt ikke at fokusere specielt på forhistorisk tid som særligt kortlægningsobjekt, idet dette emne er rimeligt godt belyst i det hidtidige arbejde i amter mv., mens den nyere tids historie generelt er mangelfuldt belyst. Hvor de forhistoriske miljøer har sammenhæng med et prioriteret tema, som eksempelvis Lejre landsbyejerlav i pilotprojekt-Øst, er de forhistoriske spor naturligvis medtaget i kortlægningen. Skønt de to store byer i pilotprojekterne, Roskilde og Esbjerg, har haft afgørende betydning for de respektive områders udvikling, og derfor også er medtaget i beskrivelserne af områdernes landskabelige og historiske hovedtræk, er der ikke foretaget en egentlig kortlægning af de to byer, da opgaven har været at kortlægge de kulturhistoriske interesser i landskabet.

Prioriterede kortlægningsemner -- Øst

• Det udskiftede landsbyejerlav

• Hovedgårde

• Husmandsbrug

• Skovbygdens enestegårde og småbebyggelse

• Kystbygden

• Infrastruktur

• Landindustrier

Prioriterede kortlægningsemner -- Vest

• Marsklandbruget / klitlandbruget

• Skipperbyer / fiskeri / fuglefangst

• Hedeopdyrkning

• Rekreation

• Infrastruktur -- ladepladser, veje og kroer

• Jernbaner og stationsbyer

• Andelsbyer

• Fæstningsanlæg

Kortlægningen er inddelt i ovennævnte emner i de respektive pilotprojekter og kan omfatte både kortlægning af kulturhistoriske enkeltelementer (som eksempelvis vand- og vindmøller), og kulturhistoriske strukturer (som veje med broer og kroer). Kortlægningen kan også omfatte hele områder eller mindre byer af kulturhistorisk interesse, som eksempelvis det udskiftede landsbyejerlav og hovedgårdsejerlavet eller skipperbyen og stationsbyen.

Kortlægningen er foretaget på skemaer med følgende indhold;

• kortlægningsemnet,

• tidsepoken,

• topografi / landskabstype

• kulturhistorisk karakteristik med beskrivelse af den historiske udvikling og de fysiske træk,

• en foreløbig vurdering af bevaringstilstanden

• sårbarhed

• kontekst / sammenhænge

Hver beskrivelse henviser til de kilder, der er anvendt, som frednings- eller regionplanlægning, faglitteratur mv., men også personer fra f.eks. lokalarkiver og besigtigelser. Skemaerne er suppleret med historiske kort fra den eller de tidsepoker, der er relevant for det pågældende emne, idet omfang det har været tilgængeligt. Erfaringerne fra pilotprojekterne har vist at det er vigtigt at supplere den viden der findes i kildemateriale mv. med besigtigelser rimeligt tidligt i kortlægningsprocessen, men ikke så tidligt at der ikke er tilvejebragt et groft overblik. Endvidere, hvor dette er relevant, at beskrive den historiske udvikling indenfor et givent område samlet og på tværs af "emner", selvom hovedemnet for kortlægningen måske knytter sig til en bestemt epoke.

Foreløbig udpegning af kulturmiljøer

Kortlægningen er mundet ud i en foreløbig tematisk udpegning af kulturmiljøer, d.v.s. miljøer knyttet til ovennævnte hovedemner. Disse tematiske kulturmiljøer overlapper i mange tilfælde hinanden i den forstand, at der indenfor et geografisk område er flere kulturhistoriske temaer repræsenteret. Eksempelvis i skovbygden i pilotprojekt-Øst, hvor temaerne "enestegårde og skovrydninger", "infrastrukturanlæg" og "rekreation" i form af et tidligere sanatorium, er repræsenteret. De foreløbige udpegninger kan opfattes som en slags kulturhistoriske analyseområder, som i anden fase af arbejdet, er underlagt en nærmere analyse med henblik på den endelige afgrænsning og prioritering af kulturmiljøer.

Afgrænsning og prioritering af kulturmiljøer

Udgangspunktet for den nærmere analyse af de foreløbigt udpegede kulturmiljøer har været dels det grundige kortlægningsmateriale, herunder de historiske kort, dels feltarbejde. Som forberedelse til feltarbejdet er der -- som et af de vigtige elementer i afgrænsningen -- på kort indtegnet de kulturhistoriske hovedtræk indenfor det givne analyseområde, der både kan knytte sig til en bestemt epoke i historien og til et historisk forløb. De kulturhistoriske hovedtræk kan være;

• den overordnede bebyggelsesstruktur, f.eks. ådalens landsbybebyggelse på kanten af ådalen eller den spredte bebyggelse af enestegrde beliggende i skovrydningerne,

• de overordnede vejforbindelser i landskabet evt. med kroer og broer,

• mark-, eng- og interne vejstrukturer, der bl.a. afspejler sammenhængene i et driftssystem,

• landsbyens bebyggelsesstruktur, f.eks. en forte- landsby eller rækkelandsby,

• elementer i en blandingsøkonomi, f.eks. skipper- byen med marker og fuglekøjer,

• skipperbyens bebyggelses- og vejstruktur med de smalle smøger, grønninger og enlængede gårde,

• eller de kulturhistorisk "bærende" elementer i et kulturmiljø, som f.eks. mejeriet, brugsforeningen og forsamlingshuset i andelsbyen eller stationen, grovvareforretningen og hotellet i stationsbyen.

Formålet med feltarbejdet er, dels at registrere hvor meget af de historiske hovedtræk, der rent faktisk er bevaret, dels at foretage den fysiske afgrænsning af kulturmiljøet/er indenfor analyseområdet. Bevaringstilstanden har naturligvis afgørende betydning for, hvordan man foretager afgrænsningen. Denne stadfæstelse af, hvad der er de væsentlige historiske træk i et område, som et grundlag for selve feltarbejdet, har været et vigtigt element i pilotprojekterne. Det er således erfaringen, at man ellers nemt mister overblikket, når man er i felten, med det resultat at man bruger ressourcer på at registrere forhold som er af mindre betydning, eller at man måske lader sig påvirke for meget af "det pæne".

I det følgende er vist eksempler på, dels arbejdet med at identificere de kulturhistoriske hovedtræk, dels registreringen af bevaringstilstanden -- illustreret med forskellige kulturmiljøtyper. Endvidere er de forskellige afgrænsnings- og prioriteringskriterier beskrevet, og de væsentligste afgrænsnings- og prioriteringsovervejelser er illustreret gennem eksempler.

Marsken umiddelbart syd for Esbjerg, der udgør de sidste rester af den uinddigede marsk, har været udnyttet til græsning siden begyndelsen af jernalderen i vekselvirkning med korndyrkning på geesten. Bebyggelsen med bl.a. Novrup landsby og egnens betydeligste ældre hovedgård, Krogsgård, er meget markant beliggende på geestranden mellem det tørre opdyrkede land og de våde enge, der var i fællesbrug indtil udskiftningen. Der har indenfor det enkelte ejerlav (Novrup og Krogsgård) været fælles ad-gangsveje fra bebyggelsen til engene, som ved udskiftningen blev opdelt i smalle indgrøftede fenner, idet hver gård skulle have andel i marskens forskellige kvalitet. Novrup, der er en middelalderlandsby med rødder tilbage til jernalderen, er en forteagtig landsby med bebyggelsen beliggende omkring engarmen, der har forbindelse til marsken. Novrup blev udskiftet i 1797 som stjerneudskiftning, og gårdene forblev uudflyttede. Krogsgård hovedgård, der har ligget på sit nuværende sted siden o. 1500, blev som led i hovedgårdsnedlæggelserne o. 1800 reduceret til almindelig studegård. Den heraf følgende husmandsudstykning på Krogsgårds Mark ligger langs den snorlige Krogsgårdsvej på bakkedraget mellem Novrup Bæk og Møllebækken, med markstykker ned mod engene. På Roborgknolden helt ud til Vadehavet, var der udskibning med bl.a. toldsted og krogården Roborghus.

Gørding stations- og kirkeby

Stationen blev anlagt i 1874, på tværbanen Esbjerg-Lunderskov, godt én km syd for den gamle kirkeby, ved skæringen mellem vej og jernbane, og byen voksede ud langs disse anlæg. I en kreds omkring vej-banekrydset ligger, udover stationen, de for stationsbyen så karakteristiske bebyggelser som den store tømmerhandel, købmandsgård, den gamle stationskro "Hotel Gørding", dampmøllen "Gørding Mølle" med korn og foderstof, apoteket samt diverse 2½ etages forretningsejendomme omkring krydset. Mellem stationen og kirkebyen ligger missionshuset og skolen fra omkring århundredskiftet, som begge er meget fint bevarede, et andelsmejeri (hvoraf kun boligen er bevaret) samt elværket, der i dag er fjernvarmeværk, vandværket samt villabebyggelse, hvoraf en del er opført i stilen "Bedre Byggeskik". Forsamlingshuset ligger syd for den gamle kirkeby, som er vokset sammen med stationsbyen med en ældre villabebyggelse. Byen er ligeledes vokset mod syd langs vejen, med en tilsvarende mindre villabebyggelse.

Registrering af bevaringstilstanden

Det velbevarede miljø

Åstrup Gods, Tadre-vandmøller, vej- og broanlæg

Åstrup hovedgårdsanlæg er placeret centralt i den brede Elverdams Ådal. Sammenhængen mellem hovedbygning med omgivende voldgrav, parkanlæg samt lindeallé og det omgivende hovedgårdslandskab, er intakt og uforstyrret af større tekniske anlæg mv. Den renaissanceprægede hovedbygning, voldgraven og den tidligere mølledam, samt det store parkanlæg med dyrehave -- der ligger på den anden side af åen (i Vestsjællands amt) -- er velbevarede. Det gælder også landarbejderboligerne, bl.a. ved lindealléen. Mod nord afgrænses ådalens åbne markarealer af skov med velbevarede fredskovsgærder langs de høje skovbryn. Langs Elverdamsåen er tidligere engarealer blevet opdyrket.

Skyttebro og Røde Bro over Elverdamsåen er velbevarede kampestensbroer, og de retlinede veje omkring godset og områdets i øvrigt krumme vejforløb har ikke ændret karakter. De to Tadre-møller, der indgår i et tidligere større møllekompleks langs Tadre Bæk og Elverdamsåen, er delvist bevarede. Nedre Tadre Mølle er bevaret i sin helhed med kanalsy-stemer, mølledam, møllehus og møllehjul, mens det kun er møllegården til Øvre Tadre Mølle, der er bevaret.

Det spolerede miljø

Fanø Bad-området

Fanø Bad-området blev anlagt som "Fanø Nordsøbad" i 1892 af en tysk investeringsforening som mondænt badested med hoteller, pensioner og enkelte villaer, og senere (1902) med golfbane -- i dag landets ældste -- og små sommerhuse i "Fanøstil" og funktionalisme (1920-30). Området er stærkt påvirket af de senere års rekreative udvikling. De store gamle hoteller blev nedrevet i 1968-90 og erstattet af to nye store komplekser -- DanLand fra 1970,erne og Fanø Vesterhavsbad fra 1990,erne -- og der er kun enkelte af de gamle villaer samt to pensionater bevaret af det oprindelige badested. Langs golfbanen, der nu skal udvides, ses enkelte af de ældre funkissommerhuse, men det er svært at se forskel på de gamle Fanøsommerhuse og de mange nye, der er opført i samme stil. Alt i alt er området ændret så drastisk, at det ikke adskiller sig fra så mange andre feriesteder ved kysten, og miljøet er derfor ikke prioriteret som beva-ringsværdigt kulturmiljø, skønt områdets historie som et af de første bademiljøer på sin vis er vældig interessant.

Efter en registrering af de udpegede analyseområders kulturhistoriske hovedtræk og bevaringstilstand er der, med baggrund i nedenstående afgrænsningskriterier og feltarbejdet, foretaget en endelig afgrænsning af kulturmiljøerne. Afgrænsningerne er som hovedregel baseret på en kombination af flere kriterier. De historiske hovedtræk og deres bevaringstilstand, der er det, der definerer et miljøs indhold, vil altid indgå som kriterium.

I det følgende er sammenfattet de forskellige kriterier, der er anvendt i den nærmere fysiske afgrænsning af kulturmiljøer i pilotprojekterne:

Kulturhistoriske hovedtræk fra en bestem tidsepoke, som det stjerne-, blok- eller kamudskiftede landsbyejerlav, stationsbyens karakteristiske jernbane-vejkryds, hvorfra byen udviklede sig, eller andelsbyens opståen omkring landbrugsbebyggelser ved åen. Da stort set alle miljøer har udviklet sig og er suppleret med nye funktioner og anlæg, er spørgsmålet, hvor meget man skal medtage af denne udvikling. Skal hele den udskiftede landsbys ejerlav medtages, hvis kun dele af udskiftningsmønstret i dag står klart? Skal stationsbyen afgrænses med den gamle nærliggende kirkeby, og hvor meget af stationsbyens nyere historie skal med? Eller det rekreative miljø ved Fanø Bad, som har udviklet sig fra pensionater og villaer fra århundredeskiftet og småbebyggelser fra 1910-40, til hotelkomplekser og moderne sommerhuse eller efterligninger af de gamle Fanøhuse. Udgangspunktet har i pilotprojekterne været, at den nyeste tids anlæg og bebyggelser, som på ingen måde er truede, måske snarere truende, ikke er medtaget.

Kulturhistoriske hovedtræk der afspejler en historisk udvikling, som f.eks. Gl. Lejre-området i pilotområde-Øst, hvor der findes talrige fortidsminder fra stenalder, bronzealder og ikke mindst jernalderen og spor af en stormandsbolig, samt landsbyen, der sandsynligvis har ligget ved ådalen siden denne tid, men nu ligger med kamudskiftede jorder. Dele af denne udviklingshistorie ligger indenfor landsbyejerlavet, andre udenfor. Et andet eksempel er Endrup i pilotprojekt-Vest, hvor udviklingen er sket omkring åen, med hovedgården, mølleanlægget, kroen ved krydsningen af den gamle vejføring over åen, senere udviklingen af andelsbyen, som skal bruge vandkraften ved åen. Eller Hjerting, et fisker- og landbrugssamfund der o. 1500 blev Vardes udskibningshavn, der senere udvikler sig til skipperby med dampskibsfart til England, og efter 1900 gradvis udvikler sig til et rekreativt miljø og til et forstadsmiljø til Esbjerg. I disse tilfælde kan man vælge at afgrænse et miljø, der viser hele den bevarede del af udviklingshistorien, eller et mere homogent miljø der afspejler en bestemt tidsepoke -- f.eks. det kamudskiftede landsbyejerlav i eksemplet Gl. Lejre eller andelstiden i eksemplet Endrup.

Ejerlavsgrænser, der fortæller historien om en bebyggelses ressourcegrundlag og beskatningsgrundlag. Der vil ofte være tale om store områder, der tildels kan være sammenfaldende med naturlige grænser i landskabet, som eksempelvis åen. Mange ejerlav er imidlertid påvirket af byudvikling eller gennemskåret af nye infrastrukturanlæg o.l., som der er flere eksempler på i de to pilotprojekter. F.eks. gennemskæres marskejerlavene i pilotprojekt-Vest af en jernbane og/eller en landevej på dæmning, og dermed er der både en visuel og funktionel barriere mellem landsbybebyggelsen/hovedgården og dens (tidligere) engtilligende. Spørgsmålet er her, om man skal tage hele ressourcegrundlaget med på tværs af vejanlæg mv., eller om man skal lade sådanne anlæg være afgrænsende, således at det kun er dele af ejerlavets ressourcegrundlag, der medtages. I andre situationer kan sammenhængene i ressourcegrundlaget og mellem udviklingshistoriens forskellige hovedelementer indenfor ejerlavet, være uklare eller ud-viskede. Spørgsmålet er her, om man skal have hele ejerlavets ressourcegrundlag og historiske udvikling med i afgrænsningen (hovedgård, landsby og hus-mandsudstykning), uanset de forskellige elementer i historien er i en forskellig bevaringstilstand, og den fysiske/visuelle sammenhæng er gået tabt. Eller om man skal afgrænse hovedgård, landsby og husmandsudstykning hver for sig med et repræsentativt udsnit af ressourcegrundlaget, således at man får mindre og mere homogene kulturmiljøer, der alt andet lige vil være nemmere at prioritere og målrette, og hvor udviklingshistoriens sammenhænge i stedet beskrives.

Driftssystemer/ejendomsforhold (landbruget), som ligeledes fortæller om en bebyggelses ressourcegrundlag indenfor et ejerlav. Som f.eks. skovbygden i pilotprojekt-Øst, hvor både skovrydningen og de omkringliggende skove udgjorde ressourcegrundlaget, men hvor det kan være svært at afgøre hvor meget af skovens driftsgrundlag der skal medtages - om man skal nøjes med et repræsentativt udsnit, eller om man skal tage udgangspunkt i de ejendomsmæssige forhold eller i hele skovområdet, som en ramme for afgrænsningen.

Økonomiske/funktionelle forhold i øvrigt, som f.eks. at næringsgrundlaget i skipperbyen både var søfarten, men også et landbrug drevet af kvinder på marker i og udenfor byen, samt fuglefangst knyttet til fuglekøjerne langt fra byen, eller at udskibningen fra et givent sted både knyttede sig til et bagland (hovedgården, landsbyen) og til andre ladepladser på den anden side af fjorden/bugten. Et kulturmiljø kan således godt bestå af flere, ikke nødvendigvis geografisk sammenhængende områder.

Topografiske forhold, som en slags negativ afgrænsning, der både kan være de naturlige visuelle grænser i landskabet, som skovbrynet eller åen, eller nye - for kulturmiljøet irrelevante -- anlæg, som afgørende påvirker miljøet visuelt eller funktionelt. Her er det vigtigt at skelne mellem de irreversible påvirkninger, som byudvikling og større vej- eller jernbaneanlæg, og de reversible påvirkninger, som vindmøller og elledninger, der kan fjernes igen, når de er udtjente. Hvis et miljø i øvrigt er intakt og meget bevaringsværdigt, kan det være hensigtsmæssigt at medtage områder med sådanne reversible anlæg for at understrege, at der er behov for en renovering.

Landskabstyper, der repræsenterer noget egnstypisk eller udgør et helt specielt grundlag for udviklingen i det pågældende område. Som marsken, der er karakteriseret ved store inddigede flader med enge og marker opdelt af afvandingskanaler og evt. bevan-dingskanaler, med store landsbyer beliggende på geestranden og/eller enkeltliggende gårde på værfter i marsken. Landskabstypen som eneste kriterium er imidlertid problematisk i en kulturmiljøsammen-hæng, idet der bliver tale om så store sammenhængende områder -- hele ådale, kyststrækninger eller øer -- hvor det i realiteten er naturen der er i centrum og ikke historiens aftryk på naturen. Dele af ådale eller af marsklandskaber kan naturligvis udpeges, hvis de i øvrigt opfylder nogle af de øvrige kriterier.

Endelig kan man overveje, om det er en amtskommunal opgave at foretage en detaljeret afgrænsning af kulturmiljøer indenfor byområder, f.eks. i skipperbyer eller stationsbyer, eller om man i stedet kan nøjes med at udpege selve byen som et kulturmiljø af regional betydning. Hvor der er udarbejdet kommuneatlas vil dette naturligvis indgå i grundlaget for udpegningen.

Der ligger i princippet en slags prioritering hele vejen gennem arbejdet, fra kortlægningsfasen til den endelige udpegning af værdifulde kulturmiljøer, som bygger på dels faglige kriterier, som f.eks., hvad der er det mest karakteristiske eller sjældne i det pågældende område, dels en vis portion pragmatisme.

I den endelige vurdering af om et kulturmiljø kan klassificeres som så værdifuldt, at det bør sikres gennem regionplanlægningen, vil der indgå en lang række kriterier, som beskrevet nedenfor. Der vil således ikke være tale om, at man vælger det ene eller andet kriterium eller et enten-eller, ligesom et værdifuldt kulturmiljø, afhængigt af hvor højt det prioriteres, skal kunne opfylde indtil flere af de nævnte kriterier.

Unikt-- sjældent -- enten fordi det er og altid har været det eneste (eller et af de eneste) af typen i landet, som eksempelvis Hammershus Slotsruin eller Dybbøl - eller fordi miljøet repræsenterer det eneste (eller bedst) bevarede, som eksempelvis marsklandbruget i den sidste uinddigede marsk i landet.

Sjældent i regionen. Nogle miljøer er måske ikke sjældne eller særligt velbevarede set på landsplan men sjældne i regionen, og derfor prioriterede for at sikre bredden og diversiteten i kulturmiljøbevaringen i det pågældende område. Eksempelvis fiskermiljøerne ved Roskilde Fjord, eller hovedgårdene i det vestjyske kystlandskab.

Repræsentativt -- som type, f.eks. hovedgårds- eller landsbymiljøer, industrimiljøer mv. -- for en tidsepoke, f.eks. det udskiftede landsbyejerlav, andelsby- eller stationsbymiljøer, eller -- for det geografiske område, som eksempel klitlandbruget og hedeopdyrkningerne.

Det egnsspecifikke, som til dels hænger sammen med det repræsentative for et geografisk område, men som også kan være noget, der er helt specielt for det pågældende område, f.eks. byggeskikken, marsklandbrugets uudskiftede landsbyer eller velbevarede eksempler på skovbygder.

Bevaringstilstanden vil altid indgå som et kriterium. Den knytter sig både til de historiske strukturer, f.eks bebyggelses-, mark- og engstrukturer eller en bys vejstruktur, og til de enkelte historiske elementers fysiske tilstand, f.eks. et hus, en mølle eller en bro.

Funktionen, f.eks. om vandmøllen eller havnen stadig er i drift, om stationen i et stationsbymiljø er i funktion, eller om miljøet fortsat kan bevares som "et levende miljø".

Autenticiteten, som knytter sig til kulturmiljøets bevaringstilstand og den oprindelige funktion -- f.eks. det velbevarede stjerneudskiftede landsbyejerlav, der stadig er under landbrugsmæssig drift, eller det velbevarede stationsbymiljø med stationen, stationshotellet og korn-og foderstofforretningen i drift.

Historisk kildeværdi knyttet til elementer og sammenhænge i kulturmiljøet, der udgør en kilde til vores viden om fortiden, og derfor er af videnskabelig interesse.

Identitetsværdien -- der kan være af national karakter, som Jelling og Dybbøl Mølle, af regional karakter, som Skamlingsbanken eller Hertadalen i Ledreborg park, og endelig af lokal karakter, som f.eks. fiskermiljøet i Jyllinge, hvor identitetsværdien ikke har så stor betydning i en regionplanmæssig sammenhæng.

Oplevelsesværdien, som knytter sig til den umiddelbare, d.v.s. forudsætningsløse/følelsesmæssige, erkendelse af omgivelserne. Et miljø som er særligt udtryksfuldt, og hvor den kulturhistoriske helhed og sammenhæng umiddelbart kan ses og opleves, som eksempelvis Åstrup Gods eller Sønderho skipperby, tillægges oplevelsesværdi.

Fortælleværdien bygger på en forstandsmæssig erkendelse af omgivelserne og på en vis forhåndsviden. Et miljø, som bl.a. illustrerer særlige levevilkår på et bestemt tidspunkt, bliver meningsfuldt -- "fortæller en historie" -- når det sættes ind i en sammenhæng.

Diversitet, hvor et miljø repræsenterer mange forskellige temaer, som eksempelvis fisker-landbrugssamfundene på Fanø, der udvikles til skipperbyer med klitlandbrug og fuglefangst, og senere udvikledes til også at være rekreative miljøer, eller hovedgården Krabbesholm med husmandsudstykning og udskibningssted.

Homogenitet -- der enten kan knyttes til et miljø, der repræsenterer en bestemt del af historien, f.eks. hedeopdyrkningen ved Lifstrup, eller et bestemt fysisk udtryk, som stationsbyens karakteristiske "Bedre Byggeskik" bebyggelse.

Sammenhæng til naturgrundlaget, hvor bebyg-gelsesstruktur og dyrkningssystem stadig tydeligt afspejler de naturgivne forudsætninger, som eksempelvis marsklandbruget med bebyggelsen beliggende på den tørre geest på kanten til marsken, som anvendes til (fælles) græsning, eller et system af vandmøller knyttet til ådalen.

I processen med at prioritere de afgrænsede kulturmiljøer kan der foretages en inddeling i skalaen høj-middel-lav som et redskab, dels for overvejelserne om hvorvidt et kulturmiljø skal medtages som "værdifuldt kulturmiljø" i regionplanerne, dels for prioriteringen af virkemidler til sikring af det pågældende miljø. Der er hermed ikke tale om en automatisk summering af kriterier, således at et miljø, der opfylder mange kriterier automatisk, prioriteres højt, og miljøer, der kun opfylder få kriterier, prioriteres lavt, men om en slags "værdisætning" af de enkelte miljøer, som grundlag for en sammenligning og indbyrdes prioritering af de afgrænsede kulturmiljøer. Heri bør også indgå en vurdering af det enkelte kulturmiljøs værdier set i relation til lignende kulturmiljøer udenfor regionen, og i nationen, så langt dette er muligt. Det er således vigtigt, at man i vurderingen af et givent kulturmiljø, f.eks. et stationsbymiljø, løfter sig op over det lokale/regionale niveau, og vurderer om der findes bedre bevarede og mere repræsentative miljøer, på den anden side af amtsgrænsen, eller i andre egne af landet.

Kulturmiljøer, der er meget velbevarede og repræsentative eller egnskarakteristiske vil have en høj prioritetet. Eksempelvis det velbevarede miljø knyttet til Krabbesholm hovedgård og Sæby landsbyejerlav, der fint illustrerer den landbrugshistoriske udvikling, eller Novrup landsby, der med sin beliggenhed på geestkanten mellem det opdyrkede land og engene, er karakteristisk for bebygelsesmønstret og driftssystemet i denne del af landet.

Nogle kulturmiljøer vurderes at være af national betydning fordi de f.eks. er sjældne i landet, ualmindeligt velbevarede og intakte eller storslåede. F.eks. Ledreborg hovedgårdsejerlav, der med sine velbevarede bygninger, parkanlæg, skove, marker og enge, udgør et helstøbt og storslået kulturmiljø. Eller Sønderho skipperby, der med sine smalle smøger, grønninger og karakteristiske fanøhuse, tilhørende enge og fuglekøjer er en af de bedst bevarede miljøer, der vidner om søfartens storhedstid. Det kan også være miljøer som er unikke, fordi de udgør den eneste af sin art. F.eks den sidste rest af den uinddigede marsk syd for Esbjerg, med den egnskarakteristiske og relativt velbevarede bebyggelses- og driftsstruktur, der tydeligt afspejler sammenhængen til naturgrundlaget, eller skovbygdmiljøet i pilotprojekt-Øst, der måske er landets mest velbevarede eksempel på skovbygdens karakteristiske bebyggelses- og driftsstrukturer.

Kulturmiljøer af middel prioritet, rummer kvaliteter, der begrunder at de udpeges som værdifulde i regionplanen. Eksempler på sådanne kulturmiljøer, er den for pilotområde-Vest så karakteristiske og repræsentative hedeopdyrkning og husmandsudstykning ved Lifstrup og stationsbymiljøet Gørding. Begge miljøer, der har bevaret strukturen og den oprindelige funktion, er karakteristiske for egnen og repræsentative for det respektive historiske tema. Det er imidlertid miljøer, som ikke rummer de store oplevelsesværdier, og hvor mange af miljøernes bygningselementer er ændrede. Et andet eksempel er Jyllinge med den velbevarede landsbykerne og fiskermiljøet ved havnen, der dog er helt omgivet af parcelhusbebyggelse.

Miljøer som ikke lever op til flere af ovenstående kriterier -- typisk fordi værdierne og/eller bevaringstilstanden er for ringe -- klassificeres som lav prioritet og medtages ikke i den endelige udpegning af værdifulde kulturmiljøer. Et eksempel på et miljø, der er prioriteret lavt p.g.a. bevaringstilstanden, er Fanø-Bad området, der er så påvirket af nye feriehoteller og sommerhuse, at områdets værdi og fortælleværdi stort set er gået tabt. Men det kan også være områder, hvor der er meget få elementer og sammenhænge, f.eks. en enkelt mølle ved en å, eller et miljø der findes flere og mere repræsentative og bedre bevarede eksempler på i amtet. Selvom sådanne miljøer ikke prioriteres i en regionplanmæssig sammenhæng, kan de naturligvis godt være af betydning i en lokal sammenhæng.

Afgrænsnings- og prioriteringsovervejelser

Afhængigt af hvordan man vægter de forskellige kriterier for afgrænsningen, kan denne foretages på flere måder, og der er derfor, hvor det har været relevant, opstillet alternative afgrænsningsmuligheder. Ofte vil et område således både afspejle en bestemt tidsepoke, en historisk udvikling og flere temaer, og her kan man vælge enten en afgrænsning, der afspejler hele udviklingen og alle temaerne, eller en afgrænsning, der afspejler en bestemt tidsepoke og et tema, afhængigt af bevaringstilstand, repræsentativitet mv. I det følgende er der – gennem 7 eksempler – gennemgået de vigtigste af de overvejelser, der er indgået i afgrænsningen af kulturmiljøer i pilotprojekterne.

Lifstrup ejerlav afspejler med sin bebyggelses- og markstruktur udviklingen i det vestjyske hedeopdyrkningslandskab. Den gamle landsby Gl. Lifstrup blev udskiftet i 1794 og i perioden 1900-30, blev gårdenes nærmeste hedejorder udparcellerede og solgt fra (til børnene).

I perioden 1930-50 blev heden N.Ø. for Lifstrup Hovedvej – der er den gamle Ribe-Varde studevej – udstykket i lange smalle lodder efter loven om statshusmandsstøtte. Bebyggelses- og markstrukturen fra de tre epoker i hedeopdyrkningen – den gamle udskiftede landsby, den nye gårdrække fra 1900-30 og statshusmandsbrugene – er stort set bevarede. Flere af de karakteristiske husmandshuse og de smalle jordlodder med de egnstypiske levende hegn (seljerøn) er bevarede, mens flere af landsbyens gamle gårde er ombyggede. Ejerlavgrænsen er markeret, enten naturligt af Alslev Å, eller af hegnsbeplantning i skel til de tilgrænsende ejerlav, og ejerlavet er ikke påvirket af nye større anlæg eller større bebyggelser.

Det er derfor naturligt at afgrænse kulturmiljøet i ejerlavsskel, og der er ikke overvejet alternativer.

Prioriteringsovervejelser

Det relativt velbevarede kulturmiljø illustrerer fint udviklingen i hedeopdyrkningen som er karakteristisk for egnen, og repræsenterer en af de seneste husmandsudstykninger. Kulturmiljøet vurderes som værende af regional betydning. Da der kun er få af de ældre gårde bevaret, og flere af husmandshusene er ombyggede, prioriteres miljøet middel.

Gl. Lejre- området er et af landets rigeste historiske landskaber. Området indeholder talrige fortidsminder fra stenalder, bronzealder og ikke mindst yngre jernalder og vikingetid. En særlig koncentration af oldtidsgrave findes i og omkring Lejre ådal, tæt ved Gl. Lejre landsby, der er beliggende på kanten til ådalen, hvor flere vandløb og kildespring mødes og forgrenes. De talrige fund fra området giver vidnesbyrd om ådalens betydning som ressourcegrundlag og for bebyggelsens placering og udvikling. Ager, skov, mose, eng og åløb har indgået i GL. Lejres ressourcegrundlag, og ejerlavet udgør en velbevaret helhed. Ved udskiftningen i 1804-06 blev tre gårde udflyttet, mens de resterende gårde forblev i landsbyen med kamudskiftede jorder. På de ledige tomter langs landsbygaden opførtes huse. Middelalderlandsbyens struktur er bevaret med en gårdbebyggelse som den så ud omkring udskiftningen. Ejerlavs- og udskiftningsdiger er så at sige intakte, og de fleste diger er markeret med sammenhængende hegnsbeplantninger.

Mod øst afgrænses ejerlavet af Lejre Å. I den nordlige del af ejerlavet krydser Holbækmotorvejen samt et større og et mindre højspændingstracé tværs over ådalene. Motorvejen er et markant fysisk element, og da den del af ejerlavet som ligger nord for vejanlægget, ikke indeholder særlige kulturhistoriske spor, udgør vejanlægget en naturlig afgrænsning mod nord. Afhængigt af om der lægges vægt på en afgrænsning, der afspejler landsbyejerlavets ressourcegrundlag eller ådalen som landskabelig ramme for en historisk udvikling gennem tiden, kan afgrænsningen i øvrigt enten ske i ejerlavsskel -- hvorved en del af de forhistoriske spor udelades -- eller længere mod øst, således at disse spor medtages.

Prioriteringsovervejelser

Kulturmiljøet rummer en enestående historisk fortælling og kildeværdi og er med den ualmindeligt velbevarede landsbybebyggelse, der med sine marker og enge indgår i en letopfattelig landskabelig helhed omkring åen, unikt og af stor oplevelsesmæssig værdi. Kulturmiljøet vurderes at være af national betydning og prioriteres højt.

Hovedgården Krabbesholm, der blev oprettet i 1673, har haft stor betydning for udviklingen i dele af den sydøstlige del af Hornsherred. Udover hovedgårds-anlægget omfatter dette område Sæby landsby, hvis gårde har været fæstegårde under hovedgården, landarbejderkolonien Holtensminde, samt landsbyen og fiskerlejet Gershøj, hvorfra hovedgårdens og Sæbybøndernes produkter blev udskibet.

Krabbesholm hovedgård, der primært er baseret på agerbrug, er stilmæssigt noget sammensat, men består af velholdte bygningsenheder, der fremstår markante i det åbne herregårdslandskab. Hovedgårdsejerlavet afgrænses bl.a. af sten- og jorddiger, der flere steder er markeret ved træplantninger.

Umiddelbart syd for ejerlavsgrænsen ligger et mindre skovområde -- Krabbesholm Skov -- mellem hovedgården og landarbejderkolonien Holtensminde, der ligger langs vejen mellem Krabbesholm og Sæby i Sæby landsbyejerlav. Hvert hus har et jordtilliggende på ca. to ha. ret bag husene. Husene, der er opført som boliger for Krabbesholms landarbejdere i perioden 1830 til 1850, er opført i bindingsværk og fremstår stort set velbevarede uden væsentlige bygningsændringer.

Sæby landsby, der omtales første gang 1253, er bygget op omkring forten og gadekæret, og har bevaret sit præg fra udskiftningstiden med mange velbevarede gårde og huse, samt den gamle skole, opført med midler doneret af Krabbesholms ejer. Bevoksede sten- og jorddiger markerer stjerneudskift-ningsmønstret omkring landsbyen og det blokudskiftede landskab i den vestlige del af ejerlavet. Mod fjordkysten er det ellers velbevarede landsbyejerlav præget af sommerhuse.

Gershøj er en kystbygd-landsby med bl.a. fiskerihavn, færgebro og færgekro. Landsbykernen er forholdsvis velbevaret, og vej-/transportforbindelserne til henholdsvis Sæby og Krabbesholm er intakte. Nærmest havnen findes småhuse for bl.a. fiskere og færgefolk.

Afhængigt af om man lægger vægt på områdets ud-viklingshistorie og de økonomiske/funktionelle relationer mellem hovedgård, landsby, landarbejderkoloni og udskibningssted eller det enkelte ejerlavs ressourcegrundlag og bebyggelsens mere individuelle bevaringsværdier, kan området afgrænses som følger:

1) Krabbesholm og Sæby ejerlav inkl. Holtensminde-kolonien og evt. Gershøj landsby som udskibningssted, med Hovedgård, landsby, udskibning og landarbejderkoloni -- landbrugets udviklingshistorie afgrænset som ét eller flere miljøer ?

vejanlæggene mellem disse bebyggelser, kan afgrænses som et større sammenhængende kulturmiljø, der afspejler hele udviklingshistorien i området. Udviklingshistorien underbygges af landskabets tydelige skalaforhold med hovedgårdens store dyrk-ningsenheder, den udskiftede landsbys veldefinerede mellemskala og arbejderkoloniens beskedne huse og små jordlodder. Der medtages kun den mest velbevarede og karakteristiske del af ejerlavene.

2) Hovedgårdsejerlavet, Sæby landsbyejerlav samt Gershøj landsby afgrænses som tre selvstændige kulturmiljøer. Her er medtaget den mest bevarings-værdige del af Sæby ejerlavs blokudskiftede landskab. Holtensminde-kolonien har relationer til såvel hovedgården som landsbyen, men som et enestående og meget velbevaret eksempel på en tidlig land-arbejderkoloni, kan den evt. afgrænses som et selvstændigt kulturmiljø. Gershøj fiskerleje med havn afgrænses som kystbygdmiljø.

Prioriteringsovervejelser

Det generelt velbevarede miljø afspejler en udviklingshistorie, der er repræsentativ for udviklingen i landbruget, og har dermed også stor fortælle- og til dels oplevelsesværdi. Endvidere er miljøet karakteristisk for egnens frugtbare ager- og kystbygd med de mange hovedgårde og store landsbyer. Holtensminde er derimod en for egnen tidlig og sjælden velbevaret arbejderkoloni. Kulturmiljøet vurderes som værende af regional betydning og prioriteres højt.

Krogsgård, egnens betydeligste ældre hovedgård fra 1300-tallet med vandmølle, placeret på kanten mellem agerjord og eng, blev o. 1800 reduceret til almindelig studegård som følge af husmandsudstykningen nord for gården, der ligger langs den lange snorlige Krogsgårdsvej. Hovedgårdens oprindelige bygninger er ikke bevaret, men erstattet af et nyere bygningsanlæg i stilen "Bedre Byggeskik". Dele af den gamle voldgrav samt mølleanlægget er bevaret, ligesom husmandsudstykningens bebyggelse og meget af markstrukturen. Sammenhængen mellem hovedgården og husmandsudstykningen er imidlertid svær at opfatte på grund af jernbanedæmningen og et større råstofindvindings-område umiddelbart op til hovedgården. Krogsgårds enge er adskilt både visuelt og funktionelt fra hovedgården af Darum-Tjæreborgvejen. Engene syd for vejen grænser op til Novrup enge (der er en del af Novrup ejerlav) og Roborghus ladeplads, der er kendt siden 1600-tallet, med de nyere, men fint bevarede, bygninger fra den tidligere toldkontrollørbolig og kroen, beliggende på kanten mellem geestknolden og marsken. Dette marskområde syd for vejen, der historisk set har hørt til henholdsvis Novrup landsby, Krogsgård hovedgård, og med udskibningsstedet Roborghus beliggende i et tredje ejerlav, kan opfattes som et sammenhængende område. Det udgør den sidste rest af den uinddigede marsk med flere grøfter og gamle adgangsveje bevaret. Den markante grænse mellem den del af den bebyggede geestknold, der ligger syd for vejen og de våde marskenge, er ligeledes bevaret.

Der er således tale om et område, som repræsenterer historien fra den middelalderlige hovedgård, baseret på et vekselvirkende ressourcegrundlag, hvor marskengene har haft afgørende betydning, til 1600-1800 tallets udskibning og 1800-tallets herregårdsnedlæggelser og udparcellerede husmandsbrug, og således også en tematisk bredde. Et område, der imidlertid er stærkt påvirket af de gennemgående infra-strukturanlæg, som virker som en barriere mellem de forskellige elementer i den historiske udvikling indenfor ejerlavet. Men hvor der på den anden side syd for landevejen er et sammenhængende marskområde, der godt nok går på tværs af ejerlavsgrænser, men som dog repræsenterer marskens karakteristiske bebyggelsesstruktur. Afhængigt af om man vil lægge mest vægt på den historiske udvikling indenfor et ejerlav (en ressourceenhed) eller de topografiske forhold, kan området afgrænses som følger:

1) Krogsgårds Ejerlav, med hovedgård, husmandsudstykning og marskenge afgrænses som et kulturmiljø, der repræsenterer en historisk tidsdybde med funktionel/økonomisk sammenhæng. Som konsekvens af heraf afgrænses Roborghus udskibnings-

sted som selvstændigt miljø, og Novrup enge sammen med Novrup landsby, som et tredje kulturmiljø.

Marsklandbrug -- husmandsudstykning -- udskibning -- vægt på ejerlavets udviklingshistorie eller den nuværende fysiske tilstand ?

2) Krogsgård husmandsudstykning afgrænses som et selvstændigt kulturmiljø der repræsentere et tema og en bestemt tidsepoke. Krogsgård hovedgård med voldsted og vandmølle, men uden marker da disse er uden særlig karakteristika, afgrænses som selvstændigt (tematisk) kulturmiljø. Marsken syd for vejen, med de karakteristika som skyldes, at den fortsat er uinddiget og tillige omfatter udskibningsstedet Roborghus, afgrænses som selvstændigt kulturmiljø der repræsentere en unik kulturhistorisk landskabstype.

Husmandsudstykningen er karakteristisk for hoved-gårdsnedlæggelserne på egnen, bebyggelses- og markstrukturer, markeret med den egnstypiske hegnsbeplantning, er stort set intakte og bebyggelsen velbevaret. Kulturmiljøet udgør en af de få velbevarede samlede husmandsudstykninger i regionen og vurderes som værende af regional betydning og prioriteres højt.

Marsken syd for vejen, der udgør den sidste rest af den uinddigede marsk, med udskibningsstedet Roborghus, er unik med sine velbevarede indgrøftede fenner der stadig græsses og den markante grænse mellem den bebyggede geest og de våde enge. Dette område vurderes som værende af national betydning og prioriteres højt.

Ådalen med andelsby - hovedgård mv.
- vægt på tidsdybden eller tidsepoken

Nord fra hovedgården Endrupholm opstod andelsbyen omkring den gamle Endrup mølle og kroen ved Sneum Å, hvor den gamle hovedvej mellem Kolding og Hjerting krydser åen. Mejeriet, der oprindeligt var baseret på åens vandkraft, er stadig i drift, der er flere velholdte ældre villaer fra denne epoke samt en gammel smedje. Det gamle vejforløb, med kroen (beboelse) er bevaret, og turbinen -- der erstattede møllen -- er intakt med vandføring, stigbad, sluse og forfaldent slusehus. Endrupholm blev nedlagt som landbrug i 1963, men hovedbygningen fra 1805 med haveanlæg og avlsbygningerne er bevarede med forbindelse til åen, mens gården er afskåret fra byen af hovedlandevej E 20. Miljøet omkring åen med mejeriet, smedjen og den ældre villabebyggelse, og den gamle landevej, udgør et meget fint og velbevaret andelsmiljø, men også et miljø, der med kroen og vandkraftturbinen, og ikke mindst hovedgården syd for landevejen, afspejler en historisk udvikling omkring åens potentiale.

Afhængigt af hvor meget vægt man lægger på, at kulturmiljøet afspejler hele den historiske udvikling - fra hovedgård til andelsby, men gennemskåret af en ny hovedlandevej -- eller en bestemt repræsentativ og velbevaret tidsepoke, kan området afgrænses som følger:

1) Endrupholm og den ældre del af andelsbyen afgrænses som et sammenhængende miljø henover hovedlandevejen, der afspejler den historiske udvikling omkring ådalen.

2) Afgrænsningen medtager kun området nord for hovedlandevejen, der primært repræsenterer andelstidens "nye byer", der i dette tilfælde opstår ved den gamle mølle og kroen ved åen.

Prioriteringsovervejelser

Kulturmiljøet, der er repræsentativt for det geografiske område og som tema, med mange velbevarede emner knyttet til udviklingen ved åen og andelsbyen, har stor fortælleværdi, såvel som oplevelsesværdi og æstetiske kvaliteter. Kulturmiljøet vurderes som værende af regional betydning og prioriteres højt.

Søfart - husholdningslandbrug - fuglefangst
- hvilken rolle spiller geografisk adskilthed

Skipperbyen Sønderho, der med sine smalle smøger pegende mod havnen, grønninger og karakteristiske, næsten intakte, énlængede gårde med frisiske påvirkninger vidner om søfartens storhedstid ca. 1740-1900. Som supplement til indtægterne fra søfarten havde man "husholdningslandbruget", der blev drevet af kvinderne på arealer tæt ved husene (hjemtoften) samt i parceller i klitter og på hede og eng. I perioden 1866-1900 anlagde borgerne i Sønderho to fuglekøjer 10-15 km nord for byen, hvorfra der -- indtil 1931 hvor det blev forbudt -- blev drevet omfattende fangst på ænder med henblik på eksport. Fuglekøjerne, der består af en dam med fangarme omgivet af løvtræsbeplantning, hvortil man lokkede vildænderne, er forbundet med havet af kanaler. Byudvikling og sommerhusudbygningen har delvist spoleret sammenhængen mellem byen og de tilhørende landbrugsparceller, som ikke umiddelbart kan ses i landskabet. Derimod er fuglekøjerne bevarede, den ene i god stand, og disse ligger med deres løvtræsbeplantning markante i et ellers åbent hedelandskab.

Man kan enten afgrænse henholdsvis skipperbyens historiske bykerne med marker og Sønderho´s fuglekøjer som to selvstændige kulturmiljøer, eller afgrænse skipperbyen med dens marker og fuglekøjer som ét miljø. Kulturmiljøet, der således består af to adskilte geografiske områder, afspejler det varierede ressourcegrundlag og den blandingsøkonomi, som var karakteristisk for kystområdet på dette sted.

Prioriteringsovervejelser

Sønderho, der udgør et sjældent, velbevaret og repræsentativt kulturmiljø med stor oplevelsesværdi og æstetiske kvaliteter, fortæller en spændende historie om områdets blandingsøkonomi, og vurderes som værende af national betydning og prioriteres højt.

Skovbygden – et større område med særlige afgrænsningsovervejelser

Store dele af dette kuperede skovområde blev frem til skovforordningerne i 1805 anvendt som overdrevsområde, hvor husdyrene fra de omkringliggende landsbyer og skovgårde græssede. Gårdene i Særløse og Skov Hastrup landsbyer benyttede således store dele af Hejede Overdrev som græsningsareal, indtil fredskovsgærdet blev opført langs terrænlinjerne til Særløse og Skov Hastrup Overdrev, der herefter blev tillagt bønderne i de to landsbyer. Omkring 1820 blev Hejede Overdrev tilplantet som skovområde. Den sydlige del af området, der er det mest kuperede og mosefyldte terræn, blev fortsat benyttet som græsningsareal, og det er aldrig sat under plov.

Inden for skovområdet findes fire større eller mindre skovrydninger – hvoraf den ældste, Lerbjerg Huse, har eksisteret i mere end 600 år. Skovrydningerne er bl.a. karakteriseret ved et beskedent antal gårde og huse – eller kun en enkelt gård. Udover selve rydningen, der alt overvejende har været anvendt til græsning, har bedrifterne i et nærmere bestemt omfang rådet over eller haft adgang til underskovens ressourcer, hvilket dog blev noget begrænset ved skovlovsforordningen i 1805. Særløse og Skov Hastrup landsbyerne nord for skovområdet var små, relativt velbevarede rækkelandsbyer, med et begrænset antal gårde, stort kvæghold og med behov for store overdrevsarealer. Ved landevejen mellem byerne findes stadig en mindre savværksindustri.

Den eksisterende vejstruktur i skovområdet er etableret før 1820. Desuden findes en række hulvejsspor af oldtidsvejene Valdemarsvejen og Alfarvejen. Den gamle kongevej Valdemarsvejen er genfundet (i 1924) i næsten hele strækningen fra Særløse til det gamle voldsted ved Skjoldenæsholm.

Der er tale om et større sammenhængende kuperet overdrevs- og skovområde, med den for skovbygden så karakteristiske bebyggelses- og driftsstruktur, der derudover bl.a. rummer gamle hulvejssystemer. Området kan afgrænses som følger:

1) Hele området danner et samlet kulturmiljø med gamle vejspor i skovområdet, skovrydninger og velbevarede mindre landsbyer med overdrevsareal i skovkanten. Bønderne fra landsbyerne har tidligere benyttet størstedelen af det nuværende skovområde som overdrevs- og græsningsareal for deres store husdyrhold, ligesom bøndernes nuværende overdrevsareal tidligere har været en del af det nuværende skovområde, Hejede Overdrev. Det er sandsynligvis i et vist omfang bønder fra de omkringliggende landsbyer, der har bosat sig i skovområdet og skabt rydningerne og det særlige driftssystem, som kendetegner skovbygdområdet. Desuden anvendes træressourcen stadig på bl.a. savværket ved landsbyerne.

2) Alternativt afgrænses området til kun at omfatte selve skovområdet med rydninger, vejspor mv. Landsbyerne kan i dag betragtes som mere uafhængige af skovområdet, både landskabeligt og funktionelt.

I begge tilfælde bør en afgrænsning på tværs af amtsgrænsen forsøges gennemført.

Prioriteringsovervejelser

Det sjældent velbevarede skovbygdmiljø repræsenterer, med de fire skovrydninger, meget fint de særlige driftssystemer der knytter sig til denne type områder, og hvor sammenhængen til naturgrundlaget stadig er tydelig, idet store dele af skovområdet har været mindre egnet til opdyrkning p.g.a. terrænforholdene mv. Kulturmiljøet indeholder stor tidsdybde og diversitet, og har stor fortælleværdi og til dels også oplevelsesværdi. Kulturmiljøet vurderes som værende af national betydning og prioriteres højt.

Udpegning af værdifulde kulurmiljøer

Afgrænsnings- og prioriteringsovervejelserne udmunder i den endelige afgrænsning og udpegning af kulturmiljøer, som skal medtages som værdifulde kulturmiljøer i regionplanen. Kulturmiljøer som prioriteres enten højt eller middel medtages i regionplanen, mens miljøer som, af forskellige grunde prioriteres lavt,ikke medtages. Som det kan ses af kortet er afgrænsningen og antallet af kulturmiljøer ændret i forholdt til den foreløbige udpegning, som fremgår af kortet s. 28.

Virkemidler i kulturmiljøforvaltningen

Med den statslige udmelding til amternes regionplanrevision 2001 er det bestemt, at der skal gennemføres en udpegning af værdifulde kulturmiljøer, og at der således skal fastsættes retningslinier i regionplanen for deres beskyttelse. De kulturhistoriske interesser knyttet til landskabet i øvrigt forudsættes varetaget gennem retningslinier, der knytter sig til landskabet generelt eller til udpegede interesseområder, som eksempelvis værdifulde landskabsområder eller naturområder.

Retningslinierne knyttet til de udpegede kulturmiljøer, kan være generelle retningslinier, der bestemmer, at der ikke må gennemføres byudvikling, etableres tekniske anlæg mv., der gør indgreb i de kulturhistoriske værdier som ligger til grund for udpegningen af de enkelte kulturmiljøer, og som kortfattet er beskrevet i redegørelsen til regionplanen og uddybet i et særligt plandokument. Man kan også vælge at fastsætte konkrete retningslinier for hvert kulturmiljø udpeget i regionplanen. Endelig kan der, afhængigt af opbygningen af de enkelte regionplaner, fastsættes særlige retningslinier for byudvikling, etablering af tekniske anlæg mv., der sikrer at disse foranstaltninger sker under respekt af de kulturhistoriske værdier knyttet til de enkelte kulturmiljøer.

Uanset hvilken løsning man vælger, bør der til regionplanen, enten i redegørelsen til regionplanen eller i et særligt plandokument, være knyttet en beskrivelse af grundlaget for udpegning af de enkelte kulturmiljøer, deres historiske hovedtræk, bevaringstilstand samt mål, sårbarhed og evt. behov for tiltag.    Et veldokumenteret, gennemskueligt og tilgængeligt plangrundlag er en afgørende forudsætning for varetagelsen af de værdifulde kulturmiljøer. Det gælder administrationen af de forskellige love, hvor regionplanen indgår som administrationsgrundlag, f.eks. landzonebestemmelserne, vandløbsloven og naturbeskyttelsesloven, men også kommune- og lokalplanlægningen i kommunerne, arbejdet med naturgenopretning og indgåelse af plejeaftaler, sanering af elledningsnettet, EU´s landbrugsstøtteordninger osv.

Regionplanens redegørelse og plandokument skal ses som et vigtigt instrument i formidlingen af kulturmiljøværdierne. Redegørelsen bør indholde en prioriteringsplan for kulturmiljøarbejdet, som beskrevet i afsnittet om "Kortlægning af de kulturhistoriske interesser", der samtidig kan ses som en handlingsplan for amtets arbejde med varetagelsen af kulturmiljøværdierne.

For vurderingen af hvilke tiltag der er behov for ved sikringen af et givent kulturmiljø, er det som nævnt vigtigt, at der opstilles mål for varetagelsen af områdets kulturhistoriske værdier, og foretages en analyse af kulturmiljøets sårbarhed overfor konkrete aktiviteter eller en generel udvikling. Dette er i det følgende belyst gennem tre eksempler. Det skal understreges, at der kun er tale om eksempler, og at de forslag til retningslinier mv., der fremgår af eksemplerne, ikke skal ses som udtryk for resultatet af en amtslig planlægning.

Marsklandbrug -- Novrup landsby og enge

Området er karakteriseret ved en bebyggelse beliggende på geestkanten mellem den opdyrkede jord og de uinddigede og ubebyggede åbne marskenge opdelt i indgrøftede smalle fenner. Novrup landsby ligger med de uudflyttede gårde omkring en engarm (toften), og den stjerneudskiftede markstruktur er understreget af diger og beplantning, med de for egnen karakteristiske seljerønhegn. Sammenhængen mellem landsbyen og dens enge er spoleret af jernbanen og landevejen mellem Ribe og Esbjerg. Marskengene gennemskæres af en 150 kV elledning, og i den vestlige ende er der opført en vindmøllepark. Den velbevarede og egnskarakteristiske stjerneudskiftede landsby vurderes at være af regional betydning, mens marsken syd for landevejen, der repræsenterer marsklandbruget i den sidste uinddigede marsk i landet, vurderes at være af national betydning. Kulturmiljøet prioriteres højt.

Mål og sårbarhed

Landsbystrukturen, med de gamle vejanlæg og den ældre gårdbebyggelse beliggende omkring den ubebyggede engarm, bør bevares, og diger samt de beplantede markskel bibeholdes med den for egnen karakteristiske beplantning. Marskengene bør friholdes for bebyggelse og anlæg samt beplantning, således at den skarpe grænse mellem den bebyggede og opdyrkede geest og de åbne marskenge fastholdes, og de karakteristiske smalle indgrøftede engparceller bør bibeholdes.

Landsbyen og de nærmeste marker ligger i byzone, og er derfor, med sin beliggenhed tæt på Esbjerg, aktuelt truet af byudvikling, der vil sløre de historiske strukturer i landsbyen og dens marker. Området mellem landsbyen og Novrup Bæk er sårbart overfor skovrejsning, som vil udviske dele af udskiftningsmønsteret og landskabets i øvrigt åbne karakter. Området nord for Ribe-Esbjergvejen er endvidere sårbart overfor vindmølleudbygning, der vil gribe forstyrrende ind i sammenhængen mellem landsbyen og dens mark- og engarealer. Kulturmiljøet kan være truet af nedlæggelse af landbrugsbedrifter, ændrede driftsformer i marsken og afvanding, samt omfattende ændringer af den ældre bevaringsværdige bebyggelse.

Virkemidler

Der skal fastsættes retningslinier eller konsekvensrettes i eksisterende retningslinier og områdeudpeg-ninger, der tager højde for de beskyttelseshensyn, som er beskrevet ovenfor: F.eks. at skovrejsning er uønsket, at der ikke må opstilles vindmøller, og at der ikke må ske byudvikling.

Herudover findes der en bred vifte af virkemidler, som kan bringes i anvendelse:

• Tilbageførsel af byzone til landzone.

• Udarbejdelse af bevarende lokalplan.

• Målrettet landzoneadministration, således at man opretholder landsbyens nuværende struktur og sikrer den skarpe grænse mellem den bebyggede geest og de ubebyggede engarealer. Der kan også stilles krav til bebyggelsens fremtræden, f.eks. taghældning og bebyggelsens karakter.

• Restriktiv administration af reglerne om beskyt - telse af sten- og jorddiger.

• Gennemførelse af naturgenopretningsprojekt (retablering af de nedlagte / tilgroede grøfter).

• Kabellægning af 150 kV-ledningerne, som led i amtets saneringsplanlægning.

• Planlægning for sanering af vindmøller.

• Anvendelse af de til enhver tid gældende landbrugsstøtteordninger til opretholdelse af de historiske strukturer i landskabet, f.eks. opret- holdelse af hegn og grøfter, fortsat græsning mv.

Det vil i fremtiden høre til blandt et af de vigtigste virkemidler.

Information og dialog vil altid høre til blandt de vigtigste virkemidler til at styrke forståelsen for områdets kulturhistoriske værdier blandt husejere og lodsejere, enten direkte eller gennem eksempelvis landboforeningerne og lokalforeninger.

Ådalens kulturmiljøer - Hulemølle Å, Kornerup Å og Lejre Å

Vandløbs- og søsystemet har været en vigtig lokali-seringsfaktor op gennem historien, ikke bare for hovedgårde og landsbyer, men også for vandmøller og anden industri knyttet til åernes vandkraftpo-tentiale. Vandløbssystemet kan ses som strengen i en "perlekæde" af selvstændigt afgrænsede kulturmiljøer knyttet til ådalenes potentiale. Hulemølle Å udspringer i det højtliggende skovområde Hejede Overdrev og løber sammen med Kornerup Å i den brede ådal neden for Gl. Lejre. På dette centrale sted i vandløbssystemet finder Lejre Å desuden sit udspring. Den øvre del af ådalen er et vekslende forløb mellem smalle og forholdsvist dybtskårne dalsænkninger, åbne som skovklædte strækninger, mens den nedre del, hvor åen løber gennem lavtliggende søer og ud i Kattinge Vig, er et mere åbent landskab.

Landsbyerne Gl. Lejre og Kornerup samt hovedgården Ledreborg ligger på kanten af ådalen, der med sine enge har været en vigtig del af bebyggelsens ressourcegrundlag. Ved Gl. Lejre findes endvidere et stort antal fortidsminder, som kroner landskabet på dette sted -- herunder landets største skibssætning. Op gennem middelalderen blev der opført et stort antal vandmøller, med vandopdæmninger og møllegårde. Heraf findes stadig anlæg fra vandmøllerne Hule Mølle, Dellinge Mølle og Lejre Mølle samt Kattinge Værk. Ingen af mølleanlæggene er i funktion og tilstanden er generelt set relativ dårlig.

Også vandindvindingsinteresserne præger vand-løbssystemet med Københavns Vand´s store bygningsværk, der indgår i kulturmiljøet Gl. Lejre, og en række pumpestationer. Men det betyder også at vandstanden i ådalen er lavere end det naturlige niveau, hvilket bl.a. har medført, at der kun efter kraftigt nedbør er vand omkring mølledæmningen ved eksempelvis Gl. Lejre.

Kulturmiljøerne knyttet til ådalene er prioriteret højt eller middel. Nogle vurderes som værende af national betydning.

Mål og sårbarhed

Den klare grænse og samspillet mellem den historiske landsbybebyggelse og andre bebyggelser og ådalene samt de historiske strukturer knyttet hertil, bør bevares. Sammenhængen mellem mølleanlæggene og vandløbenes vandkraftpotentiale bør sikres, herunder genskabelse af et mere naturligt vandspejlsniveau.

Ådalenes kulturmiljøer er især sårbare overfor yderligere forfald og funktionstømning (møllerne, Kattinge Værk), tilgroning som følge af manglende pleje, samt etablering af vådområder der indebærer at engene ikke længere vil kunne græsses og derfor gror til. Endvidere er miljøerne sårbare overfor skovtilplant-ning på de åbne strækninger, der vil sløre den historiske sammenhæng mellem bebyggelsen og ådalens ressourcer (ådalens enge og skrænter). Hele området er sårbart over for større tekniske anlæg, der vil forstyrre opfattelsen af i de kulturhistorisk rige ådalslandskaber.

Virkemidler

Der skal fastsættes retningslinier, der tager højde for de beskyttelseshensyn, som er beskrevet ovenfor: F.eks. at der ikke kan ske byudvikling i og omkring de værdifulde landsbyer, der slører sammenhængen mellem bebyggelsen og ådalens ressourcer, at de gamle vejanlæg bibeholdes i deres nuværende udformning, og at skovrejsning ikke er tilladt.

Herudover findes der en vifte af virkemidler, som kan bringes i anvendelse:

• Målrettet landzoneadministration med henblik på at undgå opførelse af bebyggelse eller etablering af tekniske anlæg, der vil virke forstyrrende på indtrykket af de værdifulde kulturmiljøer.

• Udarbejdelse af en forvaltningsplan for ådalene, som kan danne grundlag for vandindvindings- planer, naturgenopretning, bygningsrestaurering, etablering af stianlæg mv.

• Gennemførelse af et naturforvaltningsprojekt med henblik på renovering og formidling af vandløbs- systemets anlæg med huse, mølleindustri, stemmeværker, mølledamme mv.

• Formidlingen af ådalenes kulturmiljøværdier gennem etablering af et sammenhængende stianlæg langs dalsænkningen, der passerer de kulturhistorisk mest interessante områder, samt udarbejdelse af oplysningsmateriale og skiltning, der formidler kulturmiljøernes historie.

Det er vigtigt, at der som led i udarbejdelsen af en evt. forvaltningsplan mv. etableres et tæt samarbejde med de berørte kommuner og lodsejere samt de kulturhistoriske museer.

Gershøj er en af de få nogenlunde bevarede kystmiljøer ved Roskilde Fjord, med fiskerihavn, færgebro og færgekro. Tidligere fungerede stedet som udskibningshavn for bl.a. hovedgården Krabbesholm. Færgebroen blev anlagt i 1857, hvorfra der var forbindelse til Roskilde, og i dag indgår anløbsbroen som en del af fiskerihavnen. Det tidligere erhvervsfiskeri på fjorden er erstattet af fritidsfiskeri, ligesom havnen er udgangspunkt for en ikke ubetydelig strandjagt fra skydepramme. Der er i dag turistsejlads på fjorden med anløb til Gershøj havn og mulighed for besøg på færgekroen. Nærmest havnen findes -- udover den ombyggede kro -- stejleplads, redskabsskure og enkelte mere eller mindre ombyggede småhuse, hvor der har boet fiskere og færgefolk. Landsbykernen, der er forholdsvis velbevaret, består af kirke, præstegård, enkelte gårde og småhuse. En nyere parcelhus- og sommerhusbebyggelse er vokset op omkring Gershøj, der set fra landsiden fremstår som sommerhusområde. Kulturmiljøet vurderes at være af regional betydning og prioriteres middel.

Mål og sårbarhed

Det karakteristiske by- og havnemiljø bør bevares i overensstemmelse med stedets traditioner og beskedne skala, og aktiviteterne knyttet til havnemiljøet bør søges opretholdt. Endvidere bør vejforbindelserne til baglandet, der vidner om den tidligere udskibningsaktivitet, bevares i deres nuværende forløb.

Det er primært miljøet omkring havnen der kan være truet, enten af funktionstømning og forfald (småhuse, redskabsskure og evt. kroen), eller en mere intensiv udnyttelse til rekreative formål, hvilket vil fortrænge det sårbare og beskedne fiskermiljø og stedets identitetsværdi. Endvidere kan nybyggeri, ombygninger og moderniseringer true landbykernens bevaringsværdige bygninger.

Virkemidler

Der skal fastsættes retningslinier, der tager højde for de beskyttelseshensyn, som er beskrevet ovenfor: F.eks. retningslinier, der på den ene side sætter grænser for områdets udvikling, så kulturmiljøet bevares, f.eks. at der ikke kan foretages væsentlige udvidelser af havnen, men på den anden side giver mulighed for aktiviteter, der sikrer at miljøet ikke forfalder.

Det er i den forbindelse vigtigt, at der etableres et konstruktivt samarbejde mellem de amtslige og kommunale myndigheder, og mellem myndigheder og den personkreds, hvis aktiviteter er en forudsætning for miljøets bevaring og videreudvikling. F.eks. ved at der i et samarbejde mellem amtet, kommunen, de lokale og turisterhvervene i området, udvikles en småskala "blå turisme", der tager udgangspunkt i Gershøjs nuværende funktioner og kapacitet.

Herudover er der en række virkemidler, som kan bringes i anvendelse:

• Målrettet administration af landzonebestemmel- serne der sikrer, at der ikke opføres bebyggelse eller anlæg, der slører grænsen mellem landsby- kernen og det nordfor liggende åbne landskab.

• Sikre forløbet af de gamle vejføringerne fra baglandet til udskibningsstedet gennem admini- strationen af naturbeskyttelseslovens godkendel- sesordning for vejanlæg.

• Udpegning af bevaringsværdige bygninger og bymiljøer i kommuneplanlægningen, og evt. en opfølgende bevarende lokalplan. Herved kan udviklingen styres, og der kan ydes tilskud til bevaringen af disse bygninger og bymiljøer.

Amtsrådet kan endvidere, i et samarbejde med kommunen, gennem information om områdets historie som udskibningshavn, færgehavn og senere erhvervsfiskehavn, medvirke til at formidle byens kulturmiljøværdier til husejere og andre brugere af kulturmiljøet.

[Forside][Indhold][Forrige][Næste]