Vadehavsplanens indhold

Økologiske målsætninger

Vadehavsplanen bygger på en række økologiske målsætninger, som sigter på at opretholde eller forbedre naturen i de forskellige områder. Målsætningerne kan belyses ved at tage „en tur" fra områderne bag digerne over strandengene og ud til det åbne hav.

Bag digerne 

Marsklandet i Danmark er kendetegnet ved de store vidder med uhindret udsyn, hvor havdiget og istidens bakkeøer sætter grænsen. Ikke blot i Tøndermarsken, men også i de øvrige marskområder langs Vadehavets kyster findes velbevarede kulturminder, for eksempel gårde og byer, som understreger områdets særpræg og identitet. Vadehavsområdet rummer blandt andet fælles træk i bosætningshistorie og i befolkningens evne til at udnytte havets muligheder og tilpasse sig dets trusler. Set med nutidens øjne rummer marsken store natur- og kulturhistoriske værdier, også i international sammenhæng.

De tre vadehavslande tilstræber at indstille området - helt eller delvist - til optagelse på UNESCO's liste over verdens mest værdifulde kulturarv samt at beskytte kulturmiljøet gennem planlægning og forvaltning.

I de sidste 30-40 år har landbruget i vadehavsområdet også gennemgået
store forandringer. Mange vedvarende græsningsarealer i den våde marsk
er afløst af intensivt drevne marker

Strandengene

Strandenge eller forlandsmarsk findes på østsiden af vadehavsøerne og på Skallingen, langs Ho Bugt og foran digerne på fastlandet.

Indvinding af land har nogle steder øget indvandringen af planter og skabt ny marsk. Det ses i faskingårde og på steder, hvor forland og vader er kunstigt afvandet ved grøbling. Eksempler på denne proces kan ses langs Rømødæmningen og langs låningsvejen til Mandø.

De nye marskområder kan i nogen grad erstatte de naturlige strandenge, som i tidens løb er inddiget og opdyrket. Samlet set er arealet af strandengene imidlertid stærkt formindsket. Den moderne drift har visse steder påvirket plantevæksten, så den er blevet mere artsfattig. Strandengene forringes blandt andet af kraftig afgræsning, ved brug af sprøjtemidler og ved gødskning.

Forlandsmarsk dannet ved opgravning af render (grøbling)	Naturlig strandeng

Å-landskabet

Åer og andre større vandløb, som leder ferskvand ud i Vadehavet, danner forbindelse mellem de ferske, de brakke og de salte vandmiljøer. De næringsrige overgangszoner ved vandløbenes udløb er vigtige for vandrefisk som snæbel, laks og havørred samt for en lang række fuglearter.

I den danske del af Vadehavet er Varde Å det eneste større vandløb, hvor udløbet ikke er påvirket af diger og sluser. Området prioriteres derfor højt som ét af de steder, hvor man søger at opretholde eller gendanne de naturlige tilstande.

I Holland er man i færd med at udvikle slusesystemer, som kan forbedre brakvandszonerne ud for floderne. I Tyskland er de store floder afgørende for skibenes adgang til havnebyerne. Det kan derfor være vanskeligt at ændre vedligeholdelsen.

Den ydre del af Varde Å-dal

Tidevandsområderne

De fleste steder langs kysten er der en jævn overgang fra strandenge til vadeflader. På de højeste vadeflader nærmest kysten er plantevæksten præget af annelgræs, kveller, vadegræs og andre salttålende arter. De hårdføre planter øger aflejringen af slik, så der efterhånden dannes ny marsk. Den biologiske produktion af bunddyr på overgangen mellem marsk og vader er meget høj. Fuglene har derfor ved lavvande rige muligheder for at finde føde i dette område.

Tidevandsområderne har desuden stor betydning for fiskeyngel. Omkring halvdelen af Nordsøens fladfisk vokser op i Vadehavet, der sammen med havet vest for øerne er vigtige fødesøgningsområder for spættet sæl.

Mennesket nyder også godt af rigdommene, det vil sige fisk, skaldyr og fugle, ligesom de mange dyb og render altid har fungeret som vigtige transportveje.

Vadeflader ved lavvande	Islandsk ryle

Strandene og klitterne

De største områder med strande og klitter i den danske del af vadehavsområdet findes på ydersiden af Skallingen, på Fanø og på Rømø.

Et naturligt strand- og klitlandskab dannes og formes, når havet aflejrer materiale på kysten, og vinden skaber sandflugt. Langs mange kyststrækninger er den naturlige dannelse af strand og klit begrænset af kystsikring og dæmpning af sandflugt. Det er vigtigt for mange af klitternes planter og dyr, at sandflugt fortsat kan finde sted. Våde lavninger, som er levested for mange planter og dyr, forsvinder, når grundvandet synker i sommerhusområderne på grund af større forbrug af drikkevand, eller når husenes placering kræ ver dræning. Mange steder slides klitterne på grund af stor færdsel; strandene er derimod mere robuste.

Planen forudsætter, at hav og sandflugt i højere grad får lov til udfolde sig frit, med mindre det går ud over befolkningens sikkerhed. 

Mennesket sætter sine spor i klitterne	Søndag på stranden

Det åbne hav

Det åbne hav er den del af vadehavsområdet, der ligger vest for øerne ud til 3-sømilegrænsen.

De åbne havområder er overvejende lavvandede. Bunden er gennemskåret af dyb, som skaber forbindelse mellem Vadehavet og Nordsøen. Vandkvaliteten i Nordsøen har derfor stor betydning for vandkvaliteten i Vadehavet.

Det åbne hav er et vigtigt levested for dykænder, når de søger føde, raster og fælder, samt for spættet sæl og marsvin. Sælerne benytter højsandene som yngle- og hvilepladser. Herfra svømmer de langt ud i Nordsøen efter føde. Marsvin vandrer mest langs kysten, og flokke af de små hvaler ses undertiden i det indre vadehav.

Spættet sæl på højsand