Skov- og Naturstyrelsen
Miljøministeriet

Redegørelse om status for effekten af vandløbslovens § 37a om sikring af vand i døde å-strækninger og faunapassage forbi opstemninger

Januar 2001
Naturbeskyttelseskontoret

1. Indledning
Folketinget vedtog ved lov nr. 402 af 14. juni 1995 ændringer af vandløbsloven og vandforsyningsloven, med henblik på at sikre vand i døde å-strækninger og faunapassage forbi opstemninger. Med loven indførtes en ny § 37a i vandløbsloven og § 22 i vandforsyningsloven blev suppleret.

Efter vandløbslovens § 37a kan amtsrådet i vandløb, hvor opstemningsanlæg er til væsentlig skade for vandløbskvaliteten, gennemføre de nødvendige foranstaltninger, herunder regulere vandløb, for at genskabe en tilfredsstillende natur- og miljøtilstand. Sådanne foranstaltninger kan dog ikke gennemføres, hvis der derved tilsidesættes væsentlige kulturhistoriske interesser.

Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at Miljøstyrelsen (nu Skov- og Naturstyrelsen) kan yde tilskud til gennemførelse af foranstaltningerne.

I vandforsyningslovens § 22 skete der en stramning af betingelserne for at meddele tilladelse til indvinding af overfladevand til dambrug, således at der altid skal opretholdes en vandføring på mindst halvdelen af medianminimumsvandføringen i vandløbet.

Miljøstyrelsen udarbejdede i 1998 en redegørelse til Miljø- og Planlægningsudvalget om anvendelsen og effekten af vandløbslovens § 37a i de to første år ordningen havde eksisteret. Ordningen havde i 1996-97 afstedkommet at:

• der skabes passage ved i alt 43 opstemningsanlæg,
• der skabes passage til 388 km opstrømsliggende vandløb,
• 15,9 km døde å-strækninger igen bliver vandførende,
• vandløbsfaunaen indvandrer til de døde å-strækninger,
• der er i nogle vandløb kommet flere ørreder.

Af ovennævnte redegørelse fremgår at der gennem tilskudsordningen efter § 37a i 1996-97 er bidraget til at skabe passage ved 43 opstemninger og til 388 km opstrømsliggende vandløb samt sikre vandføring i 15,9 km døde å-strækninger.

I forbindelse med lovens vedtagelse tilkendegav miljø- og energiministeren endvidere overfor Miljø- og Planlægningsudvalget, at udvalget efter en 5-årig periode ville blive orienteret om status for lovforslagets anvendelse og effekter, herunder dambrugserhvervets teknologiudvikling, med henblik på at kunne vurdere, om der er sket ændringer, som kan give anledning til supplerende initiativer.

Statusredegørelsen skulle bl.a. indeholde en oversigt over de projekter, der er gennemført af amterne efter § 37a i vandløbsloven, en tilstandsbeskrivelse af forskellige vandløb, beskrivelse af udviklingen i vandkvaliteten i vandløb samt redegørelse for udviklingen i dambrugserhvervet.

Grundlaget for at besvare flere af ovenstående punkter er bl.a. resultater af undersøgelser gennemført af konsulenter, notater udarbejdet af Dansk Dambrugerforening og effektundersøgelser udført af amterne omkring projekter gennemført med tilskud efter vandløbslovens § 37a.

2. Vandføringens betydning for vandløbenes tilstand
2.1. Vandføringens betydning for de biologiske forhold
Flere fiskearter, bl.a. havørred og laks, gyder i ferskvand, men tilbringer store dele af livet i havet. For at kunne opretholde naturlige bestande af disse arter er det derfor afgørende, at de kan vandre frit mellem havet og gydeområderne, der ofte ligger højt oppe i vandløbene.

I vandløb, hvor eventuelle opstemningsanlæg ikke er forsynet med en tilfredsstillende fiskepassage, forhindres fiskene i at vandre til de opstrømsliggende gydeområder, hvilket ofte medfører at vandløbet ikke kan huse en naturlig bestand af bl.a. ørred.

I forbindelse med opstemninger ved dambrug er der, udover passageproblemet, ofte en død å-strækning mellem opstemningen og dambrugets afløb. Årsagen er at dambrugene i store dele af året anvender hele vandløbets vandføring til produktion af fisk, hvilket resulterer i døde å-strækninger uden vandføring. Strækningens plante- og dyreliv forarmes eller uddør og hindrer fiskenes frie vandring i vandløbet.

Med henblik på at belyse vandføringens betydning for de biologiske forhold i vandløbene samt betydningen af varierende mængder vand, såvel over som under halvdelen af medianminimumsvandføringen, forbi opstemningerne, er der gennemført en række undersøgelser af både fisk (ørred) og smådyr. Undersøgelsernes sammenfatninger er vedlagt som bilag.

Havørredens vandring mod vandløbenes gydeområder finder hovedsageligt sted ved høje vandføringer. I april-maj måned trækker de første ørreder ind i vandløbene, men den største opgang foregår i efteråret. Umiddelbart før gydningen i oktober til februar trækker ørreden op til gydeområderne i de små vandløb.

Ørredens mulighed for at vandre forbi en opstemning via en fiskepassage afhænger både af vandføringen gennem passagen og af passagens indretning, således at fiskene kan finde ind i og igennem til den opstrømsliggende vandløbsstrækning. Med hensyn til vandføringen viser undersøgelser, at i mindre vandløb hvor medianminimumsvandføringen er ca. 200 l/s eller derunder, vil en fiskepassage skulle tilføres en vandføring svarende til mindst medianminimum for at kunne fungere tilfredsstillende. For større vandløb vil det normalt være tilstrækkeligt med mindre end medianminimum, men aldrig under 50 % af medianminimum. Det skal hertil bemærkes, at der i efterårsmånederne, hvor ørreden vandrer op til gydeområderne i de små vandløb, ofte er større afstrømning end om sommeren, således at fiskepassagerne periodisk kan sikres en vandføring svarende til medianminimum eller derover.

Når havørreden har overstået gydningen vandrer den tilbage til havet. Den samme vandring foretages om foråret af ungfisk, de såkaldte smolt, der i en alder af 1-3 år søger til opvækstområderne i havet. Undersøgelser viser at det, især i mindre vandløb, ikke i alle tilfælde er tilstrækkeligt med 50 % af medianminimum gennem fiskepassagerne til at lede fiskene nedstrøms opstemninger. En forudsætning for at smolten kan vandre ud til havet er endvidere, at dambrugenes vandindtag er korrekt afgitret, således at smolten ikke ledes ind i dambrugene. Selv med en lovpligtig 10 mm afgitring, kan mindre smolt passere ind i dambrugene. Forholdet omkring afgitring af vandindtag til bl.a. dambrug reguleres efter bestemmelser i fiskeriloven, der administreres af Fødevareministeriet. Endvidere er en korrekt placering af fiskepassagens vandindtag en afgørende faktor for fiskenes nedtræksmuligheder.

Undersøgelser af smådyrenes påvirkning af reduceret vandføring i døde å-strækninger viser, at minimumsvandføringer på 10-30 % af medianminimum ikke påvirker de mest tolerante smådyr, og for de mere krævende smådyr er der kun tale om mindre påvirkninger. Den ringe påvirkning af smådyrene i de døde å-strækninger kan skyldes, at der kontinuert vandrer dyr ned fra de opstrømsliggende strækninger, der ikke er vandføringspåvirkede. De største påvirkninger ses i de lange (0,8-1,0 km) døde å-strækninger.

Den reducerede vandføring i de døde å-strækninger medfører endvidere, at bredden af strømrenden, vanddybden og vandhastigheden mindskes, hvilket reducerer antallet af levesteder og dermed antallet af både fisk og smådyr i forhold til strækninger med fuld vandføring.

På baggrund af undersøgelserne kan det konkluderes, at de døde å-strækninger som minimum skal tilføres en vandføring svarende til 50 % af medianminimum for at huse et alsidigt plante- og dyreliv. Med henblik på at sikre den opstrøms passage for bl.a. havørreder på gydevandring vil det i større vandløb, hvor medianminimum er mere end 200 l/s, ofte være tilstrækkeligt med 50 % af medianmimimum gennem fiskepassagen. I mindre vandløb vil en tilfredsstillende opstrøms passage ofte kræve en vandføring på omkring medianminimum gennem fiskepassagen. Den nedstrøms passage for bl.a. ørredsmolt kan ofte sikres ved en vandføring på 50 % af medianminimum gennem fiskepassagen. For at sikre en tilfredsstillende passage både op- og nedstrøms stemmeværker forudsættes endvidere at diverse afgitringer af fødekanaler og afløb ved bl.a. dambrug og indretning af vandindtag og udmunding af passagen er udført korrekt.

2.2. Effektundersøgelser udført af amterne
I forbindelse med statens tilskud efter vandløbslovens § 37a, har amterne skullet belyse de biologiske effekter af projekternes gennemførelse. Der er derfor iværksat en række undersøgelser af projekternes effekt på både fisk og smådyr.

De fleste undersøgelser som amterne har udført, belyser fiskenes muligheder for opstrøms passage gennem de etablerede faunapassager. Undersøgelserne der primært er gennemført i efterårsmånederne med henblik på at vurdere ørredernes muligheder for at vandre opstrøms i vandløbene mod gydepladserne viser, at passagerne fungerer tilfredsstillende. I efterårsmånederne er vandføringen i vandløbene normalt høj, hvilket sikrer at vandføringen gennem omløbsstryg og fisketrapper normalt er større end 50 % af medianminimum. For de projekter der omfatter nedlæggelse af stemmeværker, er passagen, både op- og nedstrøms, altid optimal, da spærringen er fjernet fra vandløbet.

Med hensyn til fiskenes muligheder for nedstrøms passage gennem faunapassagerne er det i enkelte tilfælde vurderet, at ørredungfisk (smolt) på vandring mod havet har vanskeligt ved finde vej gennem omløbsstryg. Fiskene søger i stedet ind i dambrugenes vandindtag (fødekanal) og bliver således "fanget" inde på dambrugene på vandringen mod havet. Årsagen hertil er manglende eller dårligt fungerende afgitring ved fødekanalens indløb.

Undersøgelser af vandføringens betydning for fisk og smådyr i døde å-strækninger har vist, at de projekter, der omfatter nedlæggelse af stemmeværker og dermed giver hele vandføringen tilbage til den døde å, medfører, at der på den døde å-strækning genskabes et vandløb af samme kvalitet og med samme sammensætning af fisk og smådyr som på den op- og nedstrøms liggende vandløbsstrækning. Endvidere elimineres stuvningspåvirkningen opstrøms stemmeværket, således at det naturlige fald på vandløbet genskabes, hvilket ofte medfører at den naturlige grusbund atter blotlægges til gavn for bl.a. ørredens gydning og opvækst.

I forbindelse med nedlæggelse af stemmeværker er der ofte tale om ophør af dambrugsdrift. Undersøgelser viser, at sammensætningen af smådyrene nedstrøms det tidligere afløb fra dambruget ændres til mere rentvandskrævende dyr som følge af den bedre vandkvalitet, som lukningen af dambruget har medført.

2.3. EF-habitatområder i forhold til vandløbslovens § 37a og vandforsyningslovens § 22
Siden vedtagelsen af vandløbslovens § 37a og ændring af vandforsyningslovens § 22 er flere danske vandløb, søer og kystvande blevet udpeget som EF-habitatområder. Formålet med udpegningen er at beskytte en række dyrearter og naturtyper, som er sjældne eller truede i EU, og som ønskes bevaret som en del af den biologiske mangfoldighed.

De beskyttede naturtyper omfatter bl.a. en række næringsfattige eller naturligt næringsrige søtyper og 2 vandløbsnaturtyper. For vandløb og søer, hvorfra der indvindes overfladevand til dambrugsdrift, er de mest relevante arter odder, damflagermus, flod-, bæk- og havlampret, laks, snæbel, pig- og dyndsmerling, flodperlemusling og tykskallet malermusling, der alle lever i eller i tilknytning til vandløb eller søer. Desuden kan naturtyper og arter i andre vandområder nedstrøms dambrug være relevante i det omfang, der sker påvirkning af nedstrøms vandområder.

Hovedprincipperne i direktivet er, at der ikke må vedtages planer eller projekter, der kan forringe naturtyperne eller levestederne for arterne eller medføre betydelige forstyrrelser for arterne i EF-habitatområderne. Den samme beskyttelse gælder for EF-fuglebeskyttelsesområder og Ramsar-områder. Danmark har implementeret forpligtelserne ved i en bekendtgørelse om administration af disse internationale naturbeskyttelsesområder at fastsætte retningslinjer for amters og kommuners administration af forskellige natur- og miljøbeskyttelseslove, herunder også vandløbs- og vandforsyningsloven.

Det følger af bekendtgørelsen, at der ikke må gives tilladelser, dispensationer, godkendelser m.v., der kan indebære de nævnte forringelser eller forstyrrelser og at afgørelser udtrykkeligt skal indeholde oplysning om, at der er taget stilling til eventuel påvirkning af de berørte internationale naturbeskyttelsesområder. Der skal specifikt tages stilling til de enkelte arter og naturtyper i lyset af bevaringsmålsætningen for området.

Der gælder endvidere i habitatområder en forpligtelse til om nødvendigt aktivt at genoprette en gunstig bevaringsstatus for de arter og naturtyper, de enkelte habitatområder er udpeget for at beskytte, hvilket bør indgå i den samlede afvejning, når myndighederne skal tage stilling til, om der kan meddeles tilladelse til f.eks. vandindvinding. Der forestår et arbejde med i de kommende år at opstille konkrete bevaringsmålsætninger for de enkelte områder, hvor der skal tages stilling til, hvilke eventuelle behov for ændring i forvaltningen af området, der er nødvendig for at sikre en gunstig bevaringsstatus for arterne eller naturtyperne.

De gennemførte foranstaltninger efter vandløbslovens § 37a har bidraget til at genoprette en gunstig bevaringsstatus for de arter der er tilknyttet vandløbene i det omfang projekterne har vedrørt habitatområder.

3. Projekter gennemført af amterne efter vandløbslovens § 37a
I forbindelse med vedtagelse af vandløbslovens § 37a blev det muligt for Miljøstyrelsen (nu Skov- og Naturstyrelsen) at yde amterne tilskud til gennemførelse af projekter der sikrer vand i døde å-strækninger og faunapassage forbi opstemninger.

Hovedformålet med tilskudsordningen efter vandløbslovens § 37a har været at understøtte amternes arbejde med at sikre permanent og tilstrækkelig vandføring i døde å-strækninger og faunapassager, så vandløbenes kontinuitet bevares.

Siden vedtagelse af lov nr. 302 af 9. juni 1982 om vandløb, har der på de årlige finanslove været afsat 3 mio. kr. til vandløbsrestaurering. I 1996-97 blev dette beløb forhøjet til 6 mio. kr., hvoraf 5 mio. kr. årligt var forbeholdt tilskud til de foranstaltninger, der kunne gennemføres efter § 37a i vandløbsloven. I perioden 1998-2000 er beløbet igen reduceret til 3 mio. kr. årligt, hvoraf ca. 2 mio. kr. afsættes til projekter efter vandløbslovens § 37a.

Skov- og Naturstyrelsen (tidligere Miljøstyrelsen) administrerer tilskuddene til vandløbsrestaurering, herunder tilskuddet til gennemførelse af projekter efter vandløbslovens § 37a.

I forbindelse med tildeling af tilskud efter vandløbslovens § 37a foretages en prioritering af de indkomne projektansøgninger. Den højeste prioritering får de projekter, hvor der sikres størst mulig vandføring i den døde å-strækning, og hvor der sikres god passage forbi opstemningen for både fisk og smådyr.

Med henblik på at udarbejde denne redegørelse, har tilsagnet om tilskud til gennemførelse af § 37a-projekter været betinget af, at amterne indberetter data om projekterne, herunder effektundersøgelser, jf. afsnit 2.2.

Amterne har vist stor interesse for tilskudsordningen. Antallet af ansøgninger har således oversteget antallet af projekter, hvortil der er meddelt tilsagn om tilskud, og det har kun været muligt at meddele tilsagn til 30-50 % af de indkomne ansøgninger. Fordelingen af de årlige tilskudsbeløb, fordelt på antal projekter og tilskudsstørrelser, fremgår af tabel 1 og 2.

Tabel 1. I perioden 1996-2000 er der i alt givet tilskud til 68 projekter efter vandløbslovens § 37a, fordelt på 9 amter.

Tabel 2. Det samlede tilskud har i perioden 1996-2000 beløbet sig til kr. 16.953.000 med følgende fordeling (x 1.000 kr.).

Der er ydet tilskud til tre grundtyper af projekter der sikrer vand i døde å-strækninger og faunapassage forbi opstemninger. Fordelingen fremgår af tabel 3.

• Nedlæggelse af opstemninger, hvor opstemningen fjernes og vandløbets naturlige vandføring tilføres den døde å-strækning. Da opstemningen fjernes sikres optimal faunapassage for både fisk og smådyr, og det naturlig fald på vandløbet genskabes, hvor opstemningen tidligere gav anledning til stuvningspåvirkning,
• Etablering af omløbsstryg ved opstemningen, hvor der anlægges et vandløb der udligner vandstandsforskellen op- og nedstrøms opstemningen. Omløbsstryget modtager normalt kun en del af vandløbets vandføring og anvendes hvor opstemningen bibeholdes til drift af dambrug m.v. Denne projekttype kan skabe tilfredsstillende faunapassage for både fisk og smådyr, dog afhængigt af omløbsstrygets konstruktion og den tildelte vandføring,
• Etablering af fisketrappe ved opstemningen har til formål, ligesom omløbsstryget, at udligne vandstandsforskellen op- og nedstrøms opstemningen og modtager normalt kun en del af vandløbets vandføring. Anvendes hvor opstemningen bibeholdes til drift af dambrug m.v. Denne projekttype kan skabe tilfredsstillende passage for nogle fiskearter, bl.a. ørred, dog afhængigt af trappens konstruktion og den tildelte vandføring. Fisketrapper etableres normalt der, hvor det af pladshensyn ikke er muligt at anlægge omløbsstryg.

Tabel 3. Projekter gennemført med tilskud efter vandløbslovens § 37a fordelt på projekttyper.

Vandføringen er sikret gennem frivillige aftaler om afgivelse af frivand forbi stemmeværkerne, idet det bemærkes at de eksisterende vandindvindingsrettigheder som udgangspunkt er gældende indtil 2005. For de projekter der omfatter afgivelse af hele vandføringen til den døde å-strækning er der normalt tale om nedlæggelse af stemmeværket. Mindstevandføringen, der i forhold til medianminimumsvandføringen afgives forbi stemmeværket i de projekter, der er gennemført med støttet efter § 37a, fremgår af tabel 4.

Tabel 4. Afgivelse af mindstevandføring til døde å-strækninger ved projekter gennemført med tilskud efter § 37a.

mmQ = medianminimumsvandføring

Som det fremgår har 53 af projekterne, svarende til 78 %, medført permanent vandføring i døde å-strækninger på 50 % af medianminimumsvandføringen eller derover. For de resterende 15 projekter, svarende til 22 %, er der indgået aftaler om afgivelse af mindstevandføringer på under 50 % af medianminimum. I 2005 vil bestemmelserne i vandforsyningslovens § 22 sikre, at disse projekter i forbindelse med fornyelse af vandindvindingstilladelserne får tilført mindst 50 % af medianminimumsvandføringen.

Projekterne har sikret permanent vandføring i døde å-strækninger og fri passage til opstrøms liggende vandløbsstrækninger. Længden heraf fremgår af tabel 5.

Tabel 5. Længden af døde å-strækninger der igen er blevet vandførende og længden af vandløbsstrækninger hvor projekterne har sikret fri passage til opstrøms liggende strækninger.

Som det fremgår har projekterne medført at 14,9 km døde å-strækninger igen er blevet permanent vandførende, hvilket har forbedret miljøtilstand væsentligt, og der er sikret permanent faunapassage til 819 km vandløb opstrøms opstemninger. Ved 28 projekter har etablering af faunapassage erstattet en dårligt fungerende fisketrappe og 40 projekter har sikret passage forbi opstemninger der ikke var forsynet med fisketrappe eller lignende.

Gennemførelse af projekterne med tilskud efter vandløbslovens § 37a, har kun i et tilfælde medført at der er givet tilladelse til supplerende grundvandsindvinding.

Miljøstyrelsens redegørelse fra 1998 over de vandløbsmæssige effekter af § 37a-projekter fra 1996-97, stemmer ikke overens med opgørelsen i tabel 5 for samme periode. Årsagen hertil er at enkelte af de projekter der indgår i redegørelsen fra 1998 ikke er blevet realiseret og tilskuddet er derfor overført til andre projekter.

3.2. Begrænsning af vandløbenes okkerforurening
Med hensyn til okker i vandløb, har vedtagelsen af lov nr. 180 af 8. maj 1985 om okker og bekendtgørelse nr. 453 af 18. oktober 1985 om godkendelse til udgrøftning og dræning samt støtte til bekæmpelse af okkergener været medvirkende til, at okkerforureningen af vandløbene indenfor de kortlagte okkerpotentielle områder er stagneret eller lidt faldende.

Okkerloven har til formål at forebygge og bekæmpe okkerforurening i vandløb, søer eller havet i forbindelse med jordbrugserhvervets udgrøftnings- og dræningsaktiviteter. Loven omfatter en kombineret godkendelses- og støtteordning, hvorefter der kan ydes støtte til etablering af okkerrensningsanlæg i forbindelse med dræninger, eller erstatning for dræningsforbud samt vandløbsforbedringer. Loven indebærer blandt andet, at der indenfor de okkerpotientielle områder kun må drænes, såfremt der indhentes godkendelse hertil hos amtsrådet.

I forbindelse med okkerlovens vedtagelse, har der siden 1990 årligt været afsat 4,3 mio. kr. på finansloven blandt andet til støtte til projekter der har til formål, at nedbringe okkergener i vandløb. Beløbet administreres af Skov- og Naturstyrelsen (tidligere Miljøstyrelsen) og har primært været anvendt som tilskud til vandløbsprojekter og undersøgelser med henblik på at forbedre vandkvaliteten i allerede okkerforurenede vandløb.

Antallet af ansøgninger overstiger generelt antallet af projekter, hvortil der er meddelt tilsagn om støtte. Antallet af tilsagn i forhold til ansøgertallet har varieret mellem 50–80%. Antallet af tilsagn til amter og kommuner om tilskud til okkerbegrænsende foranstaltninger i perioden 1998-2000 fremgår af tabel 6.

Tabel 6. Antal okkerprojekter, hvortil der er meddelt støttetilsagn i perioden 1998-2000.

Tildeling af tilskud til okkerprojekter foretages udfra en vurdering af effekten af det enkelte projekt som okkerbegrænsende foranstaltning. Tilskuddet er 50-80 % af de projekterede udgifter, afhængig af antallet og typen af ansøgninger det pågældende år.

Dræningsaktiviteten var i perioden 1985-1990 faldende indenfor de okkerpotentielle områder, hvilket overvejende skyldtes, at statens tilskud til dræningsarbejder faldt bort i 1988. Dette afspejles i et begrænset antal støttetilsagn til etablering af okkerrensningsanlæg i forbindelse med tilladelse til dræning på vilkår om okkerrensning. For perioden 1990-1995 har dræningsaktiviteten været lav og støttemidlerne har i højere grad været anvendt til vandløbsforbedrende projekter og undersøgelser, hvor de første projekter blev etableret i 1990. Fra 1995-2000 er støttemidlerne overvejende anvendt til projekter i vandløbene med det formål at mindske okkerforureningen samt undersøgelser, der beskriver de vandløbsmæssige og biologiske konsekvenser af de foranstaltninger, der er igangsat i vandløbene. Af tabel 7 fremgår fordelingen af tilsagn på projekttyper. Typerne er opdelt i egentlige okkerrensningsanlæg, vandløbsforbedrende foranstaltninger og undersøgelser. Vandløbsforbedringer kan omfatte kombinationsprojekter, som f.eks. etablering af okkerudfældningssø på vandløbet, efterfulgt af vandløbsrestaurering hvor vandstanden hæves, hvorved den diffuse tilstrømning af okker til vandløbet reduceres.

Tabel 7. Fordelingen af tilsagn på projekttyper i perioden 1995-2000

De etablerede okkerrensningsanlæg omfatter anlægstyperne kalkfældningsanlæg, lavvandede grødefyldte bassiner og udfældningsbassiner.

Undersøgelser af kemiske effekter og driftserfaringer med okkerrensningsanlæg konkluderer, at etablering af okkerreducerende foranstaltninger i vandløbene generelt kan fjerne store mængder okker, hvor anvendelse af lavvandede grødebassiner har været mest anvendt.

Den biologiske effekt af de okkerreducerende tiltag, har generelt haft en positiv effekt på vandløbenes plante- og dyreliv. Undersøgelser har vist, at der umiddelbart nedstrøms anlægget sjældent ses en markant forbedring, men at der ofte er en stor positiv betydning for dyr og planter længere nedstrøms anlægget. Det betyder, at okkerfølsomme smådyr og fisk får en større udbredelse op i de okkerforurenede vandløb. En vigtig faktor i forbindelse med okkerrensningsanlæggenes begrænsede lokale effekt, er en generelt dårlig rensning i vinterperioden. På den baggrund er der givet tilskud til et projekt der skal undersøge mulighederne for at optimere renseeffekten i lavteknologiske okkerrensningsanlæg.

De største okkerproblemer findes i Ringkjøbing, Ribe og Sønderjyllands amter. Tabel 8 viser fordelingen af tilsagn i perioden 1995-2000 på amtsniveau.

Tabel 8. Fordeling af tilsagn for perioden 1995-2000

Det er overvejende amterne, der står som rekvirent for projekterne. Det skal dog bemærkes, at kommunerne i Ringkjøbing Amt står som rekvirent for en stor andel af amtets projekter. Støtteordningen benyttes desuden af private personer, til undersøgelser, m.v., se tabel 9.

Tabel 9. Fordeling af tilsagn i perioden 1995-2000 mellem amter, kommuner og øvrige

Sammenfattende kan det konkluderes, at den årlige bevilling på 4,3 mio. kr. medfører, at der gennemføres en lang række okkerbegrænsende foranstaltninger, her iblandt er der flere projekter der ikke var blevet gennemført uden det økonomiske tilskud fra okkertilskudsordningen. Tilskudsordningen har begrænset okkerforureningen fra jordbrugserhvervet indenfor de okkerpotentielle områder, samt medvirket til at forbedre vandkvaliteten i allerede okkerforurenede vandløb.

3.3. Udviklingen i vandkvaliteten
Udviklingen i kvaliteten af vandmiljøet fremgår af redegørelsen Vandmiljø-2000 - Status og perspektiver for et renere vandmiljø, der blev oversendt til Miljø- og Planlægningsudvalget ved skrivelse af 1. december 2000 (Alm. del – bilag 357).

Det fremgår af Vandmiljø-2000, at der fortsat er væsentlige problemer med miljøtilstanden. På baggrund af den gennemførte overvågning kan der for vandløb og søer konkluderes følgende.

Vandløb

Kvælstofkoncentrationen er faldet i de fleste danske vandløb siden 1989, når der tages højde for variationen i vandføringen. Faldet er tydeligst i de spildevandsbelastede vandløb, men der er også en faldende tendens i landbrugsvandløb. Også fosforkoncentrationen er faldet markant i vandløb med spildevandsudledninger.

Miljøtilstanden i vandløbene er bedre i Jylland og på Fyn end på Sjælland, Lolland og Falster, ligesom der er en tendens til at tilstanden er bedre i de større end i de små vandløb. Ca. 43 % af de bedømte vandløbsstrækninger opfylder miljøkvalitetsmålene. Det vil bl.a. kræve forbedrede fysiske forhold i en del vandløb, hvis kvalitetsmålsætningerne skal opfyldes.

Søer

Der er siden 1989 sket næsten en halvering af overvågningssøernes fosforkoncentration, og faldet har været størst i de mest næringsrige søer. Tilsvarende er søerne blevet mere klarvandede og mængden af alger er faldet. Der er ligeledes blevet flere undervandsplanter siden 1989, men i 1999 reduceredes mængden markant, den primære årsag er formodentlig dårligere lysforhold (sigtdybde) i søerne i 1999, men i nogle søer kan den højere vandstand også være en medvirkende faktor. På trods af forbedringerne opfylder kun ca. 30 % af de danske søer miljøkvalitetsmålene. Målsætningerne vil ikke kunne opfyldes uden at reducere fosfortilførslerne yderligere, og her er den diffuse fosfortilførsel den primære kilde. Tilførsler fra spredt bebyggelse og regnvandsoverløb har også betydning.

Årsagerne til den fortsat dårlige miljøtilstand er blandt andet tilførsler af forurenende stoffer fra dyrkede arealer, renseanlæg og udslip til luften, og dårlige fysiske forhold i mange vandløb.

Hvad angår bestræbelserne på at reducerer udledningerne af forurenende stoffer kan det blandt andet konstateres:

• at tabene af kvælstof fra dyrkede arealer med den nuværende landbrugspraksis over en årrække vil blive reduceret med knap 30 % i forhold 1990-niveauet,
• at udledningerne af kvælstof og fosfor fra kommunale renseanlæg og industrisektoren er reduceret som forudsat i Vandmiljøplan I, og
• at salget af pesticider, mål som aktiv-stof, i 1999 var ca. 2.874 tons, hvilket svarer til en reduktion på 59 % i forhold til salget i perioden 1981-85.

Selv om udledningerne og tabene af forurenende stoffer til vandmiljøet set over en årrække fortsat falder, er der behov for at nedbringe tilførslerne af forurenende stoffer yderligere.

Sammenfattende kan det konkluderes:

• at der ikke er tvivl om, at udviklingen set over en årrække - både med hensyn til at forbedre kvaliteten af vandmiljøet og med hensyn til at reducere tilførsler af forurenende stoffer - går i den rigtige retning,
• at der på et overordnet niveau er sammenhæng mellem de politiske mål og de tilhørende strategier. De vedtagne handlingsplaner, strategier og aftaler vurderes tilsammen at medvirke til et renere vandmiljø, når de har haft tid til at virke,
• at det for at nå miljømålene for mange søer og kystvande er nødvendigt at reducere fosfortilførslerne yderligere. Her udgør tilførslen fra dyrkede arealer - en tilførsel, der ikke er omfattet af vandmiljøplanerne - det største bidrag.
• med vedtagelsen af vandrammedirektivet vil arbejdet med at sikre ikke blot rent vand, men også gode økologiske forhold, på mange områder ændre sig. Direktivet fastsætter fælles miljømål om god tilstand for i princippet alle vandområder - grundvand såvel som overfladevand. Miljømålene for vandløb, søer og kystvande bliver konkrete, og der vil kunne sættes tal på, hvordan vandkvaliteten skal være.

4. Dambrugserhvervets økonomiske udviklingsmuligheder, muligheder for teknologisk udvikling og udviklingen i produktionsgrundlaget.
Oplysningerne i det følgende bygger på redegørelser fra Dansk Dambrugerforening. Redegørelserne er vedlagt som bilag.

4.1. Dambrugserhvervets økonomiske udviklingsmuligheder
For produktionsåret 1997 har Dansk Dambrugerforening opgjort den samlede værdi af produktionen på ferskvandsdambrugene til 516,5 mio. kr.

Dambrugserhverhvervet omfattede i 1997 knap 200 dambrugere, som tilsammen drev ca. 445 ferskvandsdambrug.

På dambrugene produceres tre forskellige hovedprodukter:

• Æg: I form af øjenæg til klækning af yngel eller ubefrugtede æg til fremstilling af kaviar.
• Yngel/sættefisk: Anvendes til videreopdræt.
• Opdrætsfisk: Overvejende i form af regnbueørred. Fiskene sælges levende fra dambrugene til forskellige formål, bl.a. eksport til Tyskland, put & take, fabrikker etc.

Værdien af produktionen i 1997 er opgjort jf. nedenfor:

Udgifterne i forbindelse med produktionen omfatter en række poster, jf. nedenstående tabel. På baggrund heraf kan der opgøres en bruttofaktorindkomst for erhvervet.

* Ved et samlet antal ejere på 200.

Forbruget af lønnet arbejdskraft, excl. dambruger og ægtefælle, er anslået til ca. 383 årsværk. Med en gennemsnitsløn på 260.000 kr. pr år er udgiften hertil ca. 99,6 mio. kr.

Der foreligger ikke en samlet opgørelse over erhvervets kapitalforhold, herunder afskrivninger, investeringer og renteudgifter. Den samlede værdi af de danske dambrug er imidlertid opgjort til 425 mio. kr. Erhvervets omsætningsaktiver er den stående bestand af opdrætsfisk, der som tommelfingerregel udgør ca. halvdelen af årsomsætningen. Prisen på langfristet kapital er her sat til 8 % (30 årigt fastforrentet obligationslån), prisen på kortfristet kapital er sat til 11 % (erhvervskredit). Med udgangspunkt heri kan de samlede kapital udgifter beregnes til i alt 425 * 0,08 + 425 * 0,5 * 0,11 = 57,4 mio. kr.

Den samlede familieindkomst kan herefter opgøres til:

Til sammenligning er familieindkomsten for heltidslandbrug i 1998 opgjort til 236.200 kr.

4.2. Fremtidsperspektiver
Inden for en tre-årig periode peges der på en række primære trusler og muligheder, idet det er forudsat, at processen omkring miljøgodkendelser fremskyndes. Den nuværende situation, hvor yderst få dambrug har opnået en godkendelse, hæmmer erhvervets finansieringsmuligheder voldsomt.

I et længere tidsperspektiv øges naturligvis antallet af trusler og muligheder. Af trusler kan der især peges på effekterne af år 2005 problematikken, ændringer i markedsforholdene, yderligere nedgang i produktionen, faldende afsætningspriser samt stigende foderpriser. Af muligheder kan der især peges på forbedrede afsætningsmuligheder, effekterne af avlsarbejdet samt mulige teknologiudviklinger, der dog forudsætter øget produktion.

Blandt de mest aktuelle trusler og muligheder er:

• Slam: Medio 2000 halveres grænseværdierne for indholdet af cadmium i slam. I en rapport fra konsulentfirmaet COWI vurderes, at ca. 80 % af al slam fra ferskvandsdambrug herefter skal deponeres på en kontrolleret losseplads. De samlede omkostninger anslås til ca. 600 kr. pr. tons. Med en slamproduktion på ca. 32.000 tons kan udgiften opgøres til ca. 15,4 mio. kr.
• Dioxin: De foreslåede grænseværdier for dioxin vil øge foderprisen som følge af ekstraudgifter til analyser og anvendelse af vegetabilsk olie. Et skøn over stigningen forefindes ikke, men en stigning på op til 0,50 kr. pr. kg foder er næppe urealistisk. Effekten kan herefter opgøres til ca. 16,0 mio. kr., såfremt foderkvotienten ikke ændres. Påvirkes den i negativ retning øges effekten.

• El liberalisering: Fra 2002 kan erhvervet udnytte de muligheder som liberaliseringen elforsyningen medfører. Effekten heraf er anslået til ca. 4 mio. kr.
• Sygdom: Via øget fokus på veterinære forhold, herunder tiltag med henblik på reducere udbrud af YDS, antages det, at omkostningerne ved denne sygdom kan nedbringes med 25 %, svarende til 7,5 mio. kr.
• Øget produktion: Erhvervet opererer med en lav kapacitets udnyttelse. En øget produktion vil derfor kunne øge indtjeningen væsentligt. En produktionsstigning på 10% skønnes at kunne forbedre den samlede familieindkomst med ca. 14,6 mill. kr., svarende til 48%.
• Tilsynsafgift: En ændring af satserne for brugerbetaling for tilsyn og administration efter miljøbeskyttelsesloven skønnes at kunne medføre en reduktion i det samlede bidrag fra dambrugene på ca. 2 mill. kr.

Betydningen af trusler og muligheder på familieindkomsten er sammenfattet i nedenstående skema.

Det er besluttet, at erhvervet skal pålægges de omkostninger som følger af, at grænseværdierne for cadmium halveres. Gennemføres beslutningen betyder det, at familie indkomsten falder fra kr. 153.000 til kr. 76.000. Realiseres udgifterne som følge af grænseværdier for dioxin i foderet vil konsekvensen være, at erhvervet er reelt truet.

Overordnet konkluderer Dansk Dambrugerforening, at de økonomiske perspektiver er dystre, og at en produktionsudvidelse er påkrævet. I forhold til erhvervets muligheder vil især en øget produktion kunne forbedre økonomien.

Endelig bemærker Dansk Dambrugerforening, at en prisstigning på 1 kr. pr. kg fisk øger den gennemsnitlige familieindkomst med kr. 160.000. Desværre er det næppe realistisk at tro på, at de tiltag der er sat i gang, f.eks. indførelse af et kvalitets-/økologimærke, lader sig realisere indenfor de næste tre år.

4.3. Teknologiske udviklingsmuligheder

Historik

Produktionen var fra starten i forrige århundrede og frem til sidst i 1960’erne stort set udelukkende baseret på de muligheder, som lå i de naturgivne forhold ved vandløbene. Med dambrugsbekendtgørelsens ikrafttræden i 1989 kom der et incitament til at optimere produktionen, specielt i form af at øge udnyttelsen af foderet.

Væsentlige ændringer af produktionsanlæggene og produktionsudvidelser kræver en godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5. Godkendelse af et øget foderforbrug forudsætter imidlertid, jf. lovens bestemmelser, at ansøgeren kan dokumentere effekten af de anvendte teknologier. Det begrænser erhvervets teknologiske udviklingsmuligheder, idet erhvervet hidtil ikke har præsteret denne dokumentation i større udstrækning..

Investeringer i teknologi kræver adgang til risikovillig kapital. For at tiltrække denne skal som minimum to forudsætninger være opfyldte. For det første skal dambruget være miljøgodkendt. En ikke-godkendt virksomhed kan ikke tiltrække den nødvendige kapital grundet betydelig usikkerhed om de fremtidige produktionsmuligheder. I de få tilfælde, hvor det lykkes, må det antages, at der betales en relativ høj rente, som i sig selv reducerer investerings niveauet.

For det andet skal investeringen resultere i en forbedret omsætning I den nuværende situation kan der peges på to tiltag, der kan retfærdiggøre væsentlige investeringer. Det ene er investeringer, der resulterer i en højere værditilvækst. På nuværende tidspunkt er det svært, på primær producent niveau, at pege på realistiske muligheder. Etablering af et økologi mærke føre til en vis udvikling, men det vurderes, at der på kort sigt vil være tale om en niche produktion, der næppe kan ses som en reel drivkraft i forhold til teknologiudvikling. Det andet tiltag er investeringer, der resulterer i højere produktion.

4.4. Indsatsområder og katalogisering af produktionsdambrug
De teknologiske udviklingsmuligheder ligger overordnet inden for fire indsatsområder:

• Produktion,
• Renere teknologi
• Renseforanstaltninger
• Miljøeffekter

Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) har udarbejdet en rapport vedrørende det tekniske grundlag for miljøgodkendelse af dambrug. Heri opdeles produktionsanlæggene i 5 hovedgrupper:

• Lav-teknologiske anlæg med ekstensiv produktion uden supplerende tekniske foranstaltninger (10%)
• Anlæg med et vist teknisk supplement, typisk i form af pumper og udstyr til beluftning (69 %)
• Anlæg med teknisk supplement og udvidet rensning, f.eks. mikrosigter og biofiltre (16 %)
• Anlæg med teknisk supplement, udvidet rensning og recirkulering (2 %)
• Andre anlægstyper som raceways og kummeanlæg (3 %)

Såfremt der ikke kan tilvejebringes dokumentation for effekten af nye teknologier vil mulighederne for at udvide produktionen væsentligt være begrænsede. Investeringer i ny teknologi kan kun finansieres gennem optimeringer. De væsentligste indsatsområder vil være procesoptimeringer, bedre udnyttelse af foderet og driftsmæssige rationaliseringer. Reelt vil der være tale om en videreførelse af den nuværende situation, og da erhvervet stort set har udnyttet de muligheder, som ligger indenfor de skitserede indsatsområder, vil en øget indsats derfor kun lede til forbedringer af marginal karakter. Der kan under dette scenarie således ikke peges på et potentiale, der retfærdiggør væsentlige investeringer i bedre teknologi.

I forhold til indsatsområderne kan der for de enkelte hovedgrupper af dambrug peges på følgende muligheder:

Indenfor indsatsområdet "miljøeffekter" kan der i øjeblikket ikke skelnes mellem udledning af organisk stof, ilt forhold, brug af medicin og hjælpestoffer og fysiske forholds betydning for, hvorvidt de politisk fastsatte målsætninger er opfyldte eller ikke.

I forbindelse med miljøeffekterne af dambrug påtænkes der igangsat et projekt i samarbejde med DFU og DMU (Danmarks Miljøundersøgelser), der dels skal kvantificere de betydende parametres indflydelse på smådyrsfaunaen op- og nedstrøms dambrug, dels skal belyse problemerne med faunapassage ved dambrugene. Der er allerede igangsat et projekt omkring de miljømæssige aspekter ved brugen af medicin og hjælpestoffer.

Forudsætningen for en egentlig teknologisk udvikling antages at ligge i en øget produktion. Hvis produktionen ikke øges kan der derfor kun peges på forbedringsmæssige tiltag i form af diverse optimeringer.

Hvis produktionen antages at stige, åbnes op for en egentlig udvikling. Analysen peger på indsatser indenfor fire kerneteknologier:

4.5. Antal dambrug der har udvidet eller indskrænket produktionen
I perioden 1996 – 2000 er opstemningsretten ved 29 dambrug blevet opkøbt med anvendelse af tilskudsmidler fra lovens § 37a. Herved er grundlaget for en fortsat dambrugsproduktion helt bortfaldet. Det samlede tilladte årlige foderforbrug på de 29 dambrug udgjorde 1.382 tons.

Opkøbene er typisk foregået efter ønske fra dambrugsejeren, der har rettet henvendelse til amtskommunen om at afhænde retten til at stemme vandløbet op.

Det er overvejende ved mindre dambrug, hvor det tilladte foderbrug har mindre end 50 tons/år, hvor opstemningsretten er blevet opkøbt med midler fra vandløbslovens § 37a, men også mellemstore dambrug med et tilladt foderforbrug på op til 135 tons/år har været omfattet af ordningen.

Gennem de amtslige indberetninger til det nationale overvågningsprogram af vandmiljøet, NOVA 2003, modtages oplysninger om dambrugenes foderforbrug, produktion og antal.

Af disse indberetninger fremgår, at antallet af dambrug blev reduceret fra 474 dambrug i 1996 til 406 i 1999 med en reduktion i det samlede tilladte foderforbrug fra 34.801 tons/år til 32.469 tons/år. Dambrugenes produktion ændredes i samme periode fra 32.475 tons i 1996 til 32.718 tons i 1999 som følge af en mere effektiv udnyttelse af det tildelte foder.

Årsagen til det faldende foderforbrug er en kombination af, at det ulovlige overforbrug af foder er reduceret betydeligt, dambrug nedlægges og at kun yderst få får tildelt højere foderforbrug. En produktionsstigning er på nuværende tidspunkt betinget af, at foderkvotienten reduceres yderligere. Det kan formentlig kun ske gennem et egentligt avlsarbejde, hvis virkninger først lader sig realisere på lang sigt.

Kombinationen af uændrede fodertildelinger og ringe indtjening er efter Dansk Dambrugerforenings opfattelse den primære drivende kraft i en strukturudvikling, hvor især mindre dambrug nedlægges. Da den samlede europæiske produktion er stigende, taber erhvervet markedsandele og derved konkurrenceevne. Dette er specielt kritisk, da ca. 90 % af produktion eksporteres.