til forsiden

Skov- og Naturstyrelsen
Miljøministeriet

Valdemar Atterdag


Da Valdemar Atterdag i 1340 udråbes til konge, var de fleste af Danmarks borge pantsat. Det gjaldt også Vordingborg.

De mange stridigheder og krige mellem kongemagten og oprørere i de forudgående år var af begge parter blevet finansieret gennem pantsætninger af borge og len til holstenske grever. Det betød, at Danmark reelt var styret af holstenerne, da Valdemar Atterdag træder ind i billedet.

Valdemar Atterdag var som barn blevet sendt til hertugen af Brandenburg og voksede op ved den tyske kejsers hof. Tronarvingen, Valdemar Atterdags bror, Erik var død før Christoffer II og en anden, ældre bror, Otto sad i holstensk fangenskab efter et mislykket slag i 1334. Det blev derfor den 19-årige Valdemar, som danske og tyske stormænd efter års forhandlinger enedes om at indsætte på Danmarks trone i 1340.

Der var visse betingelser knyttet til valget. Blandt andet skulle Valdemar gifte sig med den holstenske prinsesse Helvig og dermed forene to stridende grene af kongehuset. I medgift fik han Aalborg med landene nord for Limfjorden. Resten af Danmarks borge blev på mindre end 10 år indløst af Valdemar Atterdag enten med penge, snuhed, vold eller med magt.

Vordingborg blev indløst i 1346 på en højst ejendommelig måde. Den Tyske Orden, en korsridderorden i Preussen var stærkt interesseret i Estland. Ordenen slog derfor straks til, da Valdemar Atterdag bad dem optage hans bror, Otto. Ottos indtrædelsesgave var Estland, der imidlertid var vurderet meget højere end normen for indtrædelsesgaver.

Derfor betalte Ordenen reelt 19.000 mark sølv til Valdemar Atterdag for Otto og Estland. Med de penge kunne de sidste borge på Sjælland indløses, og risikoen for at Otto ville kræve den danske trone, blev fjernet.

Salget af Estland er den første af mange handlinger, der viser Atterdags store diplomatiske snuhed.

Valdemar Atterdag var en rigtig middelalderridder, der brugte det meste af sit liv på krig, egne eller andres. Hans tropper deltog således i den europæiske Hundredeårskrig. Han optrådte i øvrigt også som mægler og diplomat ved de fornemmeste europæiske hoffer.

I 1361 indtog Valdemar Atterdag Øland og Gotland efter en blodig nedslagtning af mere end 1800 bønder udenfor Visby. Hansestæderne frygtede, Valdemar Atteredags anbreb på Visby var det første skridt mod en stramning af deres gunstige privilegier på de vigtige Skånemarkeder. Derfor sendte de året efter en stor flåde mod Øresund og belejrede Helsingborg. Valdemar Atterdag slog dem imidlertid, og Hansaen måtte frikøbe de mange krigsfanger for 170.000 lybske mark. Freden blev beseglet i Vordingborg.

I 1367 erklærede Hansaen atter krig. Krigserklæringen fik følgende kommentar fra Valdemar Atterdag:

"Søventi søven Hense,
søventi søven Gense,
bieten mich nicht die Gense,
frag ich een Shit na die Hense".

Denne nedladende kommentar indledte en krig, hvor mange danske borge faldt. Skønt Vordingborg og Helsingborg holdt stand, blev Valdemar Atterdags nederlag dog en realitet, og Hansaen genvandt alle tidligere rettigheder på Skånemarkederne.

Under Valdemar Atterdag fik Vordingborg sin endelige skikkelse efter store ombygninger og befæstningen af det store borgplateau.

Byggeriet blev formodentlig finansieret med løsesummen fra Helsingborg. For Valdemar Atterdag var den gamle borg for lille. Han brugte professionelle lejesoldater, og på Vordingborg blev der derfor behov for plads til både indkvartering af mandskab og opbevaring af tros og fødemidler. Desuden skulle borgen rumme plads til en stor administration.

Den gamle borg ovenfor den høje kystskrænt blev derfor revet ned. Voldgraven blev fyldt op, og i stedet opførtes den stærkt befæstede højborg. Udenfor højborgen blev Glambækken omdannet til en mægtig voldgrav, og hele borgen blev omkranset af en næsten 800 m lang ringmur. Store lader og magasiner blev opført på forborgen, og også Gåsetårnet blev bygget ved denne lejlighed.

Vordingborg blev en konge værdig - den blev til Danmarks næststørste borg, kun overgået af Hammershus på Bornholm.

 

Efter Valdemar Atterdag
Vordingborg indgår ikke mere i egentlige krigshandlinger, og den udbygges derfor aldrig med bastioner, der kunne modstå de nye krigsmaskiner, kanonerne.

Kongemagten etablerer sig fast i København, og Vordingborg fungerer herefter især som sæde for skiftende høvedsmænd, der herfra administrerede Vordingborg Len. Kongen selv benyttede mest Vordingborg til korte, lejlighedsvise besøg.

Alligevel er der fortsat om- og tilbygninger på Vordingborg, men hovedindtrykket er uforandret - nutidens ruiner afspejler Valdemar Atterdags borg.

Borgen fik sit endelige knæk under Svenskekrigen i 1658-60. Da svenskekongen nåede Vordingborg var garnisonen trukket til København, så han kunne uden kamp tage borgen i besiddelse. Efter Svenskekrigene var borgen så ødelagt, at den blev revet ned.

301_06.jpg (29114 bytes) Midt på højborgen rejstes i 1671 - 73 et fornemt barokpalæ til Prins Jørgen, en søn af Frederik III. Palæets levetid blev dog kort. Prins Jørgen blev i 1683 gift med dronning Anna af England, og han nåede sikkert aldrig at bo på Vordingborg.

Prins Jørgens Palæ fra syd. Til venstre ses det kvadratiske Møllebækstårn, til højre Gåsetårnet og ruinerne af det 8-kantede Ormetårn. Guache fra 1700-tallet.

I 1744 blev alle kongehusets besiddelser i Sydsjælland solgt, og i 1750 blev det tomme palæ også revet ned. Kun en mandskabsfløj står tilbage. Den rummer i dag Sydsjællands Museum.

Mordet i Gåsetårnet
(melodi: det var en lørdag aften)

Det var en Mandag Aften – og på en Markedsdag,
hvor der gik Dans i Lunden i ly af Løvets Tag,
man fandt ved Gaasetaarnet, hist på den bløde Vold,
en Kvinde ligge henslængt – og hun var død og kold.

Det var den lille Anna, med Smykker og med Baand,
Som Døden havde fundet, og det for Morderhaand.
At Kærlighed forvandles saa saare let til Had,
det havde hun ej anet, da hun drog ud så glad.

Den lille, skønne Anna, just sige sku’ farvel
til ham, hvem hun tjente på Vordingborg Hotel,
- for hun var gift, i Næstved, og skulle hjem igen;
det hued’ ikke Kerff, hendes elskovsfulde Ven.

Imens de andre dansed den skønne Enkevals,
drog han en Kniv fra Barmen og jog i hendes Hals.
Se saadan kan det ende, naar man letsindig er.
Sit lille Hjem og Manden hun aldrig skuer mer.

Først jog han ind i armen paa Stakkelen sin Kniv
og derpaa ind i Brystet, men endnu var der Liv,
først da han over Halsen et voldsomt Snit nu skar,
udaanded stakkels Anna, hans Mordlyst stillet var.

Han sagde til Betjenten: En Morder grum jeg er;
Betjenten straks nu troede, det var en kaad Blasér.
Men snart holdt Tvivlen inde, i Gaasetaarnet fandt
man snart den stakkels Kvinde – desværre var det sandt.

Hør derfor nu, I Koner – Moralen det er den:
Naar I er gifte, bør I ej holde nogen Ven,
thi ellers kan det ende som Anna, det var trist;
elsk eders kære Mand, og vær blot tro fra først til sidst.