til forsiden

Skov- og Naturstyrelsen
Miljøministeriet

Valdemar Sejrs Vordingborg


Valdemar den Stores Vordingborg har ikke stået længe; allerede under de efterfølgende konger, Knud VI og Valdemar Sejr er der sket omfattende forandringer.

©Sydsjællands museum En fornem kirke, Skt. Andreas blev rejst nord for borgen, og randvolden langs voldgraven blev erstattet af en ringmur af munkesten. Jorden fra randvolden blev brugt til at forhøje borgpladsen med omkring 2 meter.

I 1998 udgravede Sydsjællands Museum rester af et køkken i vestenden af borgens formodede palatium. Det kvadratiske hul i forgrunden er en sump, hvorfra væden fra køkkenaffaldet kunne sive bort. Den lyse plet midt i gulvet markerer stedet for køkkenets ildbænk.

Samtidig rejstes et næsten 30 meter langt stenhus langs den søndre ringmur. Huset er formodentlig borgens kongelige residens, det ældste palatium.

Denne totalomlægning er sket under Valdemar den Stores efterfølger, Knud VI eller lige i begyndelsen af Valdemar Sejrs regeringstid, omkring år 1200. Både Knud VI og Valdemar Sejr brugte Vordingborg meget, og begge havde behov for en moderne borg som base for deres krigstogter i Østersøområdet.

De to konger fortsatte kampen for at skabe et dansk Østersøherredømme. Valdemar den Store havde allerede gjort Rügen dansk, og Knud VI fortsatte mod øst. Han underlagde sig store dele af Pommern. Valdemar Sejr kronede værket med at vinde Estland i 1219. Nu var næsten hele kysten fra Elben i vest til Narva, den russiske grænse i øst underlagt Danmark.

Glæden blev dog kort. Under en jagt på Lyø i 1223 blev Valdemar Sejr og hans søn, Valdemar den Unge, taget til fange af grev Henrik af Schwerin. Først efter 3 års forhandlinger, der resulterede i, at Danmark måtte afstå alt land øst for Elben undtagen Estland, blev kongen løsladt. - En kæmpe bet, som Valdemar da heller ikke ville acceptere. I 1226 gik han over Ejderen i et desperat forsøg på at vinde det tabte tilbage.

I begyndelsen gik det forbavsende godt, men i juli 1227 led Valdemar Sejr et sviende nederlag i slaget ved Bornhøved. Der var for bestandig sat punktum for det danske Østersøherredømme.

©Sydsjællands museum Ulykkerne fortsatte. Sværdridderne i Riga besatte det danske Estland. Til alt held var paven ikke interesseret i, at den tyske kejser, som Sværdridderne var knyttet til, skulle få alt for meget magt. Derfor blev der efter lange manøvrer indgået et forlig på Stensbygård ca. 10 km øst for Vordingborg.

Det lille voldsted ved Stensbygård øst for Vordingborg. Her førte Valdemar Sejr intense forhandlinger med Den Tyske Orden og Pavestolen i juni 1238.

Forliget er underskrevet af riddernes storhøjmester, pavens legat og kong Valdemar. Fornemme herrer samlet på et diskret sted. Forliget var forbløffende gunstigt for Danmark, som kunne beholde borgen Tallin samt Estlands nordlige kyst.