|
|
DE YDRE FORSVARSVÆRKER |
||
| Kalø lå som en velbeskyttet borg på toppen af en lille ø i Kalø
Vig.I
middelalderen var Kaløs isolerede beliggenhed i sig selv et forsvarsværk. Borgen var
derudover beskyttet af et omfattende system af grave, volde, palisader, mure og porte.
De mange forhindringer skulle overvindes én for én, hvilket gjorde det vanskeligt for en fjende at trænge frem til den centrale del af borgen.
I området mellem vejen og anløbspladsen anes en græsklædt højning (3) med en fordybning i midten. Måske er det resterne af et tårn til bevogtning af færdslen på øens forland. Et firkantet anlæg (4) markerer sig ved lave, græsklædte volde lige vest for anløbspladsen. Anlægget er ca. 65 langt og ca. 20 m bredt. Det må have haft tilknytning til anløbspladsen, men dets brug og alder er ukendt. Vejen videre op til borgbanken forsætter hen over en jorddæmning (5) mellem de to lange damme. I Kaløs første tid har der på dette sted sandsynligvis været en vindebro. Den kunne vippes op, så vejen videre over til ladegårdspladsen blev afbrudt. De to vandfyldte grave (6) var oprindeligt en voldgrav, der strakte sig noget længere mod syd. Gravene er ca. 1,5 m dybe. Deres bundniveau ligger højere end vigen. Voldgravene har derfor aldrig gået helt ud til vigen, da det ville tørlægge ladegårdsplads og ridebane. Ladegårdspladsen rummede Kaløs magasiner og landbrugsbygninger, der lå som et firfløjet anlæg.
|