Skov- og Naturstyrelsen
Miljøministeriet

Historien i landskabet

[Forside][Indhold][Forrige][Næste]

III. Landskabet i 1600-tallet

Landskabet har nu undergået en række markante forandringer, bl.a. er et par af de små udflytterlandsbyer blevet nedlagt under pesten og ødegårdskrisen i senmiddel-alderen. Man regner med, at måske op til hver tiende landsby i landet måtte nedlægges under krisen (1350-1450). Skovarealet er blevet formindsket betydeligt, og for at spare på træet gik man over til at bygge i bindingsværk med lerklinede vægge. Bønderne havde ret til at udnytte underskoven til græsning, medens jagtretten og træet i overskoven i reglen tilhørte adelen eller kronen. Gårdene udgør nu som regel 3-4 længede bygningskomplekser omkring en gårdsplads, men de ligger stadig på de gamle tofter omkring kirken. Landsbyens jorder er også de samme, og på en lille stubmølle bliver landsbyens korn malet til mel.

Kort over landsbyen Viby ved Kerteminde, 1798. Det er en såkaldt vejklyngeby, hvor gårdene er placeret langs den slyngede bygade op mod den gamle kirke fra 1200-tallet. Landsbyen har endnu i dag bevaret denne struktur, og en lang række af de gamle gårde findes stadig.

Stubmøllerne var de almindeligste vindmøller helt indtil midten af 1800-tallet. I 1688 blev der registreret 850 vand- og vindmøller i Danmark (undtaget Sønderjylland), og hertil skal lægges hovedgårdenes ca. 350 møller. Mange af de større byer var omgivet af en mængde stubmøller.

Vasby kirke er for længst blevet forsynet med våbenhus og tårn bygget af mursten, og taget er dækket med tagtegl. Landsbykirken har således fået den skikkelse, som stadig i hele Østdanmark er et meget karakteristisk træk i landskabet.

Landsbyen Sønder Vestud på Møn før udskiftningen. En enkelt gårds jorder er fremhævet med sort. Det fremgår tydeligt, at agrene er spredt over hele "bymarken", således at alle fik lige andele i både den gode og den dårlige jord. Selve landsbyen ligger i kortets nordøstlige hjørne.

Landsbyen Sønder Vestud på Møn før udskiftningen. En enkelt gårds jorder er fremhævet med sort. Det fremgår tydeligt, at agrene er spredt over hele "bymarken", således at alle fik lige andele i både den gode og den dårlige jord. Selve landsbyen ligger i kortets nordøstlige hjørne.

Prospekt fra 1663 fra Midtsjælland over området mellem herregårdene Gisselfeldt og Holmegård.

Landsbyen Sønder Vestud på Møn før udskiftningen. En enkelt gårds jorder er fremhævet med sort. Det fremgår tydeligt, at agrene er spredt over hele "bymarken", således at alle fik lige andele i både den gode og den dårlige jord. Selve landsbyen ligger i kortets nordøstlige hjørne.

Den lokale herremandsslægt har opgivet det lille voldsted nede ved åen. I årene mellem 1396 og 1483 havde kongemagten forbudt al privat borgbyggeri for at skabe ro i landet, og det ser ud til at forbudet generelt blev efterfulgt. Efter denne periode fik den skattefri adel vældig fremgang og hovedgårdene fik deres jorder udskilt fra landsbyejerlavet. Nu blev i stedet opført en prangende renæssance herregård i den nye elegante stil med svungne gavle og elegante sandstensbånd. Faren for bondeopstand og borgerkrig var minimal, så det var ikke nødvendigt at forskanse sig med stærke forsvarsværker. Rigets forsvar lå i hænderne på centralmagten, og det var de store rigsborge og byer, der blev udbygget med skanser og bastioner.

Hus i lerklinet bindingsværk.

Landsbyens bønder var underlagt herremanden i et fæsteforhold, som i nogle tilfælde blev skærpet ved at området udgjorde en særlig retskreds "Birk„, hvor herremanden selv udnævnte dommeren. Retterstedet er her indrettet på en broncealderhøj, hvor galgens uhyggelige silhouet har advaret om straffen for simpelt tyveri. Store alléer fører op mod herregården mellem de udstrakte herre-gårdsjorder. I en opgørelse fra 1688 opregnes der ialt 731 herregårde (egentlig kaldet hovedgårde) med en gennemsnitlig størrelse på 42 tønder hartkorn. Det svarer til 7-8 bøndergårde af normal størrelse. Der kunne dog være meget stor forskel på størrelsen af de enkelte hovedgårdes jordtilliggender. Til en sådan hovedgård hørte gerne 30-50 bøndergårde, hvis fæstebønder og tjenestekarle også måtte dyrke hovedgårdens jorder ved hoveriarbejde.

Vejnettet er blevet udbygget, men har tit udgjort et ufremkommeligt søle, når man kæmpede sig frem i hestevogn. Købstaden i bag-grunden er vokset, og borgerne gør meget for at opretholde deres privilegier på handel og håndværk. Borger-standen fik stadig større politisk indflydelse, og de rigeste købmænd havde deres egne skibe i søen.

Netop i dette århundrede satte de voldsomme krige mod Sverige et uhyggeligt præg på landet med besættelse og udplyndring af civilbefolkningen i store områder. Det satte en stopper for en blomstrende fremgang, som ellers er beskrevet i samtidige skildringer. Man regner med at folketallet blev reduceret med omkring 20% og 1/4 af landets bøndergårde lå øde.

For at få hold på forholdene i landet gennemførtes i 1680’erne et stort opmålings- og boniteringsarbejde, som kaldes Christian den V.’s Matrikel (eller 1688-matriklen). Her blev alle landsbyer og hver enkelt gårds ydeevne vurderet med henblik på beskatning, og det udgør idag et godt kildemateriale til at danne sig et overblik over forholdene. Kun agerjord og eng blev beskattet, og afgiften blev beregnet ud fra jordens produktionskapacitet, der blev opgjort i tønder hartkorn.

Kort over Nykøbung Falster fra Resens Atlas, 1670 sammenlignet med et moderne bykort. Det ses tydeligt at gadekonstrukturen er velbevaret, selv om det store kongelige slot for længst er nedrevet ligesom byens volde og bastioner.

Landskabet i 1600-tallet

[Forside][Indhold][Til toppen][Forrige][Næste]