Skov- og Naturstyrelsen
Miljøministeriet

Historien i landskabet

[Forside][Indhold][Forrige][Næste]

II. Landskabet i 1200-tallet

Overgangen fra vikingetid til middelalder fik afgørende betydning for landskab og bebyggelse i Danmark, og det var i disse år at rammerne for hele landets struktur op til idag blev skabt. Det var ikke "kun„ et religionsskifte, men i lige så høj grad et systemskifte for samfundet som helhed. I løbet af 1000-1100-tallet fik landsbyerne deres faste placering på ejerlavets jorder og de nye sognegrænser blev etableret. De eksisterer i de fleste tilfælde stadig, og har i høj grad været bestemmende for skel, grænser og strukturer i landskabet helt op til idag. Større landsbyer, som kaldtes "adelbyer„, fik egen kirke, først af træ siden af sten, og der er bevaret ikke mindre end 2.500 af disse kirker, som udgør et enestående vidnesbyrd om den tidlige middelalders dynamiske byggeaktivitet. Sognene var samlet i herreder, der kunne rumme fra otte til tyve sogne, som havde fælles tingsted. Først i 1916 forlod man denne gamle retsinddeling, der i princippet gik helt tilbage til vikingetiden.

Bygdeinddelingskort over Danmark. På grundlag af bebyggelsesstrukturen og udnyttelsen af naturressourcerne i 1680’erne er det muligt at foretage en bygdeinddeling, der viser de grundlæggende forudsætninger for bebyggelsen gennem hele historisk tid. En sammenligning med det geologiske kort s. 5 viser den nære sammenhæng med undergrundsforholdene i de enkelte områder.

Billedet viser i forgrunden en større landsby, som vi kan kalde Vasby, i begyndelsen af 1200-tallet. Landsbyen ligger samlet omkring kirken og et fællesareal kaldet "forten„ med gadekær. Kirken er bygget af tilhuggede natursten og taget er dækket med blyplader. Anvendelsen af ler som byggemateriale i form af brændte teglsten begyndte at brede sig omkring 1200, og mange af kirkerne fik senere i middelalderen tilbygget tårn, våbenhus og kapeller.

Grundplan af en typisk sognekirke fra 1100 og 1200-tallet (1). Kirken er bygget i natursten efter et fast mønster med kirkeskib i vest og kor med halvrund apside i øst. I løbet af senmiddelalderen fik mange kirker indbygget hvælv og fik våbenhus og tårn af tegl (2).

Landsbyen består af en række gårde, som hver ligger indenfor et indhegnet område, der kaldtes toften. Gårdenes mange bygninger er opført i træ i henholdsvis bul- eller stavteknik, d.v.s. enten med vandretliggende planker eller med lodretstående planker som i de norske stavkirker. Ude i landskabet skimtes et par af Vasby’s udflytterlandsbyer, de såkaldte "torper„. I den mægtige ekspansion, som prægede middelalderens første århundreder, resulterede befolkningstilvæksten og overskudsproduktionen nemlig i etableringen af en række små udflytterlandsbyer fra de gamle "adelbyer„,-- som regel altid indenfor sognets grænser. De fik typisk navne med endelser på -torp, som efterhånden blev til -rup.

Herredskort over Slavs herred nær Vejle med indtegnede sogne og ejerlavsgrænser omkring 1820. Efter "Danmarks administrative inddeling", 1984.

I baggrunden nede i den brede ådal ses et lille voldsted, hvor den lokale stormand har opført et forsvarstårn bag høje træbyggede palisader. Her kunne man let forsvare sig i ufredstider. Bagved ligger driftsbygning-erne på en ladegårdsbanke. Der eksisterer stadig en mængde af disse voldsteder fra 1200-1300 årene, som kan være af vidt forskellig størrelse, men kun en mindre del er undersøgt arkæologisk.

Ved åen skimtes en af de vandmøller, som begyndte at vinde udbredelse i den tidlige middelalder. Vandet blev opstemt, og der blev bygget dæmninger og mølledamme, som i høj grad kom til at påvirke de enkelte vandløb. Ofte var vandmøllerne små, men ved de store klostre kunne de blive imponerende anlæg.

Hus, opført med stavbyggede vægge. 

Hus, opført med bulkonstruktion.

Landskabet er iøvrigt præget af store åbne eng- og skovområder, hvor kreaturer, svin og får kan græsse. Landsbyens jorder, kaldet bymarken, er opdelt i lange smalle "høj-ryggede„ agre, hvor muldfjælsploven kan udnyttes bedst. Agrene ligger samlet i såkaldte skifter, der igen er samlet i vanger. Hver enkelt gård i landsbyen har mange små agerstykker spredt ud over hele den opdyrkede del af bymarken, således at alle får lige andel i både de gode og dårlige jorder. Fordelingen af bymarkens jorder mellem de enkelte gårde foregik ved rebning d.v.s. simpel opmåling med reb. Iøvrigt bærer landskabet præg af de mange fortidsminder fra de forhistoriske perioder: stendysser, broncealderhøje, skibssætninger etc.

I bunden af fjorden ses en større handelsplads -- begyndelsen til en regulær købstad, der snart fik kongeligt monopol på områdets handel og håndværk. Byerne lå næsten altid ud til vandet, for størstedelen af handelen foregik via søfarten, der var den hurtigste og billigste form for transport. Efter udenlandsk forbillede blev der etableret en særlig administration i købstæderne, hvor et byråd med en borg-mester i spidsen varetog styret. Der var desuden et særligt byting, hvor man dømte efter byretten. Nogle af de større byer blev befæstet med ringmur og volde, men i mange tilfælde markerede byporten blot grænsen for byens jurisdiktion, hvor man skulle betale told for de varer, man indførte i byen. Torvet og det middelalderlige gadenet er som regel bevaret i de gamle købstæders bykerner, ligesom byens gamle kirke.

Kort over Danmarks middelalderlige købstæder.

Overgangen fra vikingetid til middelalder fik afgørende betydning for landskab og bebyggelse i Danmark, og det var i disse år at rammerne for hele landets struktur op til idag blev skabt. Det var ikke "kun„ et religionsskifte, men i lige så høj grad et systemskifte for samfundet som helhed. I løbet af 1000-1100-tallet fik landsbyerne deres faste placering på ejerlavets jorder og de nye sognegrænser blev etableret. De eksisterer i de fleste tilfælde stadig, og har i høj grad været bestemmende for skel, grænser og strukturer i landskabet helt op til idag. Større landsbyer, som kaldtes "adelbyer„, fik egen kirke, først af træ siden af sten, og der er bevaret ikke mindre end 2.500 af disse kirker, som udgør et enestående vidnesbyrd om den tidlige middelalders dynamiske byggeaktivitet. Sognene var samlet i herreder, der kunne rumme fra otte til tyve sogne, som havde fælles tingsted. Først i 1916 forlod man denne gamle retsinddeling, der i princippet gik helt tilbage til vikingetiden.

Billedet viser i forgrunden en større landsby, som vi kan kalde Vasby, i begyndelsen af 1200-tallet. Landsbyen ligger samlet omkring kirken og et fællesareal kaldet "forten„ med gadekær. Kirken er bygget af tilhuggede natursten og taget er dækket med blyplader. Anvendelsen af ler som byggemateriale i form af brændte teglsten begyndte at brede sig omkring 1200, og mange af kirkerne fik senere i middelalderen tilbygget tårn, våbenhus og kapeller.

Landsbyen består af en række gårde, som hver ligger indenfor et indhegnet område, der kaldtes toften. Gårdenes mange bygninger er opført i træ i henholdsvis bul- eller stavteknik, d.v.s. enten med vandretliggende planker eller med lodretstående planker som i de norske stavkirker. Ude i landskabet skimtes et par af Vasby’s udflytterlandsbyer, de såkaldte "torper„. I den mægtige ekspansion, som prægede middelalderens første århundreder, resulterede befolkningstilvæksten og overskudsproduktionen nemlig i etableringen af en række små udflytterlandsbyer fra de gamle "adelbyer„,-- som regel altid indenfor sognets grænser. De fik typisk navne med endelser på -torp, som efterhånden blev til -rup.

I baggrunden nede i den brede ådal ses et lille voldsted, hvor den lokale stormand har opført et forsvarstårn bag høje træbyggede palisader. Her kunne man let forsvare sig i ufredstider. Bagved ligger driftsbygning-erne på en ladegårdsbanke. Der eksisterer stadig en mængde af disse voldsteder fra 1200-1300 årene, som kan være af vidt forskellig størrelse, men kun en mindre del er undersøgt arkæologisk.

Ved åen skimtes en af de vandmøller, som begyndte at vinde udbredelse i den tidlige middelalder. Vandet blev opstemt, og der blev bygget dæmninger og mølledamme, som i høj grad kom til at påvirke de enkelte vandløb. Ofte var vandmøllerne små, men ved de store klostre kunne de blive imponerende anlæg.

Landskabet er iøvrigt præget af store åbne eng- og skovområder, hvor kreaturer, svin og får kan græsse. Landsbyens jorder, kaldet bymarken, er opdelt i lange smalle "høj-ryggede„ agre, hvor muldfjælsploven kan udnyttes bedst. Agrene ligger samlet i såkaldte skifter, der igen er samlet i vanger. Hver enkelt gård i landsbyen har mange små agerstykker spredt ud over hele den opdyrkede del af bymarken, således at alle får lige andel i både de gode og dårlige jorder. Fordelingen af bymarkens jorder mellem de enkelte gårde foregik ved rebning d.v.s. simpel opmåling med reb. Iøvrigt bærer landskabet præg af de mange fortidsminder fra de forhistoriske perioder: stendysser, broncealderhøje, skibssætninger etc.

I bunden af fjorden ses en større handelsplads -- begyndelsen til en regulær købstad, der snart fik kongeligt monopol på områdets handel og håndværk. Byerne lå næsten altid ud til vandet, for størstedelen af handelen foregik via søfarten, der var den hurtigste og billigste form for transport. Efter udenlandsk forbillede blev der etableret en særlig administration i købstæderne, hvor et byråd med en borg-mester i spidsen varetog styret. Der var desuden et særligt byting, hvor man dømte efter byretten. Nogle af de større byer blev befæstet med ringmur og volde, men i mange tilfælde markerede byporten blot grænsen for byens jurisdiktion, hvor man skulle betale told for de varer, man indførte i byen. Torvet og det middelalderlige gadenet er som regel bevaret i de gamle købstæders bykerner, ligesom byens gamle kirke.

Overgangen fra vikingetid til middelalder fik afgørende betydning for landskab og bebyggelse i Danmark, og det var i disse år at rammerne for hele landets struktur op til idag blev skabt. Det var ikke "kun„ et religionsskifte, men i lige så høj grad et systemskifte for samfundet som helhed. I løbet af 1000-1100-tallet fik landsbyerne deres faste placering på ejerlavets jorder og de nye sognegrænser blev etableret. De eksisterer i de fleste tilfælde stadig, og har i høj grad været bestemmende for skel, grænser og strukturer i landskabet helt op til idag. Større landsbyer, som kaldtes "adelbyer„, fik egen kirke, først af træ siden af sten, og der er bevaret ikke mindre end 2.500 af disse kirker, som udgør et enestående vidnesbyrd om den tidlige middelalders dynamiske byggeaktivitet. Sognene var samlet i herreder, der kunne rumme fra otte til tyve sogne, som havde fælles tingsted. Først i 1916 forlod man denne gamle retsinddeling, der i princippet gik helt tilbage til vikingetiden.

Billedet viser i forgrunden en større landsby, som vi kan kalde Vasby, i begyndelsen af 1200-tallet. Landsbyen ligger samlet omkring kirken og et fællesareal kaldet "forten„ med gadekær. Kirken er bygget af tilhuggede natursten og taget er dækket med blyplader. Anvendelsen af ler som byggemateriale i form af brændte teglsten begyndte at brede sig omkring 1200, og mange af kirkerne fik senere i middelalderen tilbygget tårn, våbenhus og kapeller.

Landsbyen består af en række gårde, som hver ligger indenfor et indhegnet område, der kaldtes toften. Gårdenes mange bygninger er opført i træ i henholdsvis bul- eller stavteknik, d.v.s. enten med vandretliggende planker eller med lodretstående planker som i de norske stavkirker. Ude i landskabet skimtes et par af Vasby’s udflytterlandsbyer, de såkaldte "torper„. I den mægtige ekspansion, som prægede middelalderens første århundreder, resulterede befolkningstilvæksten og overskudsproduktionen nemlig i etableringen af en række små udflytterlandsbyer fra de gamle "adelbyer„,-- som regel altid indenfor sognets grænser. De fik typisk navne med endelser på -torp, som efterhånden blev til -rup.

I baggrunden nede i den brede ådal ses et lille voldsted, hvor den lokale stormand har opført et forsvarstårn bag høje træbyggede palisader. Her kunne man let forsvare sig i ufredstider. Bagved ligger driftsbygning-erne på en ladegårdsbanke. Der eksisterer stadig en mængde af disse voldsteder fra 1200-1300 årene, som kan være af vidt forskellig størrelse, men kun en mindre del er undersøgt arkæologisk.

Ved åen skimtes en af de vandmøller, som begyndte at vinde udbredelse i den tidlige middelalder. Vandet blev opstemt, og der blev bygget dæmninger og mølledamme, som i høj grad kom til at påvirke de enkelte vandløb. Ofte var vandmøllerne små, men ved de store klostre kunne de blive imponerende anlæg.

Landskabet er iøvrigt præget af store åbne eng- og skovområder, hvor kreaturer, svin og får kan græsse. Landsbyens jorder, kaldet bymarken, er opdelt i lange smalle "høj-ryggede„ agre, hvor muldfjælsploven kan udnyttes bedst. Agrene ligger samlet i såkaldte skifter, der igen er samlet i vanger. Hver enkelt gård i landsbyen har mange små agerstykker spredt ud over hele den opdyrkede del af bymarken, således at alle får lige andel i både de gode og dårlige jorder. Fordelingen af bymarkens jorder mellem de enkelte gårde foregik ved rebning d.v.s. simpel opmåling med reb. Iøvrigt bærer landskabet præg af de mange fortidsminder fra de forhistoriske perioder: stendysser, broncealderhøje, skibssætninger etc.

I bunden af fjorden ses en større handelsplads - begyndelsen til en regulær købstad, der snart fik kongeligt monopol på områdets handel og håndværk. Byerne lå næsten altid ud til vandet, for størstedelen af handelen foregik via søfarten, der var den hurtigste og billigste form for transport. Efter udenlandsk forbillede blev der etableret en særlig administration i købstæderne, hvor et byråd med en borg-mester i spidsen varetog styret. Der var desuden et særligt byting, hvor man dømte efter byretten. Nogle af de større byer blev befæstet med ringmur og volde, men i mange tilfælde markerede byporten blot grænsen for byens jurisdiktion, hvor man skulle betale told for de varer, man indførte i byen. Torvet og det middelalderlige gadenet er som regel bevaret i de gamle købstæders bykerner, ligesom byens gamle kirke.

Landskabet i 1200-tallet

[Forside][Indhold][Til toppen][Forrige][Næste]