Skov- og Naturstyrelsen
Miljøministeriet

Historien i landskabet

[Forside][Indhold][Forrige][Næste]

I. Udviklingen gennem forhistorisk tid

Danmark ligger i den tempererede klimazone, og hvis alt fik lov at vokse til, ville der naturligt være skov overalt i Danmark. Det var der stort set også indtil bondestenalderens begyndelse for 6000 år siden, hvor de store skovrydninger til korndyrkning og kvæggræsning begyndte. Bebyggelsen flyttede nu fra kysterne ind i landet, og de nye dyrkningsmetoder og forbedrede levevilkår medførte et befolkningsoverskud, som resulterede i nye skovrydninger. Landskabet skiftede karakter, og endnu vidner de omkring 2.500 bevarede dysser og jættestuer om bondestenalderens "kulturrevolution". Man regner med, at der oprindelig har været omkring otte gange så mange af disse imponerende gravanlæg, som stadig udgør et markant indslag i landskabet.

Der blev efterhånden stor forskel på landskaberne i Vest- og Østdanmark. I takt med skovrydningerne i Vestjylland bredte hede og græsland sig markant, medens Sjælland og Fyn stadig var præget af store skovområder. I broncealderen (1700-500 f.Kr.) fortsatte skovrydningerne, og nu dukkede bøgen op i de danske skove og blev langsomt fremherskende på bekostning af lind, eg, ask og elm og tætte kratskove af hassel og birk. Der foregik en intens arealudnyttelse, og i nogle områder, f.eks i det frugtbare Thy har der været en tæt bebyggelse på højtliggende bakkekamme. Det er også typisk for placeringen af bronzealderens mange gravhøje, og i Danmark er bevaret op imod 20.000 gravhøje fra denne periode. Nogle af de største er 35-40 m i diameter og 7-8 m høje, og ofte placeret i grupper eller på række langs en ådal eller et gammelt vejforløb.

Stendysse, tegning af Johannes Larsen, 1921.

Fra jernalderen (500 f.Kr -- ca. 900 e.Kr.), hvor kendskabet til at udvinde jern fra mosernes myremalm medførte en helt ny teknologi, begynder vi pludselig at kunne ane svage sammenhænge med det landskab, som vi kender i dag. Medens bebyggelsen i den forudgående periode havde været spredt og præget af enkelt-gårde, bliver gårde og huse nu samlet i landsbyer. Disse gårde bestod af flere bygninger, hvoraf "langhuset" var den vigtigste. Jernalderens landsbyer flyttede med jævne mellemrum rundt indenfor det samme ressourceområde, og man kan således følge disse landsby "ejerlav" langt tilbage. Udgravninger bl.a. ved den nuværende landsby Vorbasse i Midtjylland har vist, at man faktisk kan følge landsbyen helt tilbage til århundredet før Kristi fødsel. Omtrent én gang i hvert århundrede blev den samme landsby flyttet til et andet sted på ejerlavets jorder, formentlig fordi bygningerne var udtjente og man kunne anvende den velgødede jord omkring den hidtidige bebyggelse til dyrkning. Antallet af gårde forblev imidlertid det samme, og det gjaldt også størrelsen af de enkelte gårde. Endelig i 1100-tallet flyttede landsbyen til den nuværende plads, og dermed opgav man det gamle "vandreprincip". Det betyder således, at mange af vore landsbyer kan føre deres historie helt tilbage til jern-alderen. Også navnene kommer i mange tilfælde fra denne periode. Det drejer sig typisk om landsbyer med endelser på -um, -inge, -lev, -løse, -sted. Fra vikingetiden dateres derimod navneendelserne på -by, -tofte, og -bølle.

Kort over udbredelsen af dysser og jættestuer. Den mørkeste farve viser sogne med mere end 20 storstensgrave.

I Jernalderen tager den begyndende statsdannelse form. Det berømte Dannevirke voldanlæg blev anlagt allerede i 600-tallet for at markere Danmarks sydgrænse, og gennem de følgende århundreder blev det udbygget jævnligt. I Harald Blåtands regeringstid blev riget samlet, sådan som det bekendtgøres på den store runesten i Jelling, og samtidig blev kristendommen indført. Dette er ikke foregået gnidningsløst, og de store ringborge ved Trelleborg, Fyrkat, Aggersborg og Nonnebakken, samt det mægtige broanlæg ved Ravning (ca. 760 m langt og 5 m bredt) over Vejle ådal vidner om kongens målrettede militæroprustning i årene 979-80. Vikingetiden var således en voldsom overgangsperiode. Med indførelsen af kristendommen blev Danmark en del af den fælles europæiske kulturkreds, og det fik stor betydning for landskab, bebyggelse og infrastruktur.

Vorbasse som vandrelandsby fra 1.århundrede f.Kr. (nr.1) indtil dens
nuværende placering (nr.8), som blev etableret i slutningen af 1000-tallet.

Grundplan over Trelleborg. Ringborgene var militære anlæg, anlagt af Harald Blåtand og konstrueret efter strenge geometriske principper. De store langhuse i Trelleborg var 29,50 m lange.

Kort over ringborgene i Danmark, der kan dateres nøjagtigt til 979-980.

[Forside][Indhold][Til toppen][Forrige][Næste]