Skov- og Naturstyrelsen
Miljøministeriet

Hele publikationen

[Forside][Indhold][Forrige][Næste]

Skov- og naturstyrelsen ( Heading 4)

Indhold

Indledning

VI. Fremtidens landskab Fremtidens landskab

Litteraturhenvisninger

Indledning

Landskabet i dag er resultat af årtusinders samspil mellem menneske og natur. De seneste generationers præg på omgivelserne er naturligvis dominerende, men hvis man begynder at analysere de grundlæggende bestanddele i landskabet vil man opdage, at de ofte går mange hundrede år tilbage. Forståelsen af denne udvikling giver et spændende perspektiv til vore dages udnyttelse af landskabet og kan forhåbentlig være med til at bevare et alsidigt kulturlandskab til glæde for alle.

Formålet med denne publikation og de tilhørende plakater er at fortælle historien om det danske landskabs udvikling på en ny måde. Ud fra fire forskellige tidstavler følger vi en fiktiv landsby, her kaldet Vasby, gennem næsten 1000 år fra den tidlige middelalder op til i dag. Herigennem illustreres centrale problemstillinger som: Hvilken indflydelse har landbrugets udvikling haft på landskabet, -- hvad har været bestemmende for dannelsen af byer og landsbyer, -- hvordan har veje, havne og jernbaner påvirket landskabets udvikling o.s.v.

Materialet henvender sig primært til gymnasiet og de højere klasser i folkeskolen, men vil også kunne anvendes på lavere klassetrin. Dette vil naturligvis kræve en større formidlingsindsats fra den enkelte lærer, men plakaterne er let tilgængelige og kan anvendes på flere niveauer i undervisningen. Det vil være oplagt at lade materialet være udgangspunkt for f.eks. gruppearbejde, hvor eleverne i deres eget område kan undersøge landskabets historie. Her kan udvælges temaer som landsbyer, købstæder og herregårde eller man kan fokusere på samspillet af elementerne i et særligt udpeget område. Arbejdet med landskabet lægger også op til ekskursioner, besøg og udflugter, og det kan anbefales at man benytter sig af de mange forskellige tilbud om vejledning f.eks. fra de kulturhistoriske lokalmuseer, naturvejlederne ved de statslige skovdistrikter eller måske på en lokal virksomhed.

Vi håber, at elever, lærere og generelt historisk interesserede vil have glæde af plakaterne og vejledningen. Forståelsen af landskabets spændende historie er jo en uundværlig forudsætning for at sikre kultursporene i landskabet, og her vil den ny generation få et særligt ansvar i en tid, hvor udviklingen går stadig stærkere!

Geologiens landskab

Landskabsudviklingen gennem tiden og jordlagenes geologiske sammensætning er naturligvis af afgørende betydning for, hvordan mennesket har kunne udnytte landet og dermed for kulturlandskabets udvikling.

Danmark er et ørige med en kystlinie på i alt 7.300 km, og derfor har fiskeri og søfart til alle tider spillet en stor rolle for bosættelsen. I slutningen af istiden var havoverfladen henved 100 meter lavere end i nutiden, og størstedelen af Danmark var et sammenhængende fastland. Efterhånden som isen smeltede, steg havniveauet og i stenalderen foregik en særlig hurtig og voldsom havstigning med et par meter for hver 100 år. Utallige tidligere landområder blev da oversvømmet og kysten fremstod fliget og ujævn med fjorde og bugter. De ældre bopladser blev sam-tidig oversvømmet, og især i det sydlige Danmark findes rester fra tusindvis af bopladser nu på havbunden. Den nuværende kystlinie var stort set etableret for omkring 2000 år siden, men der foregår stadig en langsom landhævning af den nordlige del af landet, medens den sydlige del synker.

Landet har også oprindelig haft langt flere vådområder. Ikke mindre end 200.000 havådområder er blevet afvandet op til i dag, og man skal derfor forestille sig et langt mere fugtigt naturgrundlag, end vi kender det i dag.

Jordbundsforholdene har også haft afgørende betydning for bebyggelsen gennem tiden. Her er der store geologiske forskelle mellem Øst- og Vestdanmark, der er adskilt af hovedopholdslinien for isen i den sidste istid. Hovedopholdslinien danner en brat grænselinie op gennem Jylland langs den midtjyske højderyg. I Vestjylland, som var isfrit i sidste istid, består jorden af hedesletter med smeltevandssand og af bakkeøer med sand, grus og sten i overfladen. Her er frugtbarheden ringe, og lyngheden har domineret landskabet gennem århundreder. Området har derfor også været meget tyndt befolket, og enkeltgårdene har præget bebyggelsen. I Nordjylland (bortset fra områderne med hævet havbund) og på Fyn og Sjælland, hvor isen skabte varierende bakkelandskaber, består jorden derimod som oftest af det frugtbare moræneler, og her har områderne typisk været tæt befolket. Bebyggelsen har som hovedregel været samlet i landsbyer.

Ved hjælp af pollenanalyser fra de geologiske lag, som er afsat i søer og moser helt tilbage til istiden, kan man følge udviklingen i forholdet mellem skov, agerland og hede. Her afspejles klart de store forskelle mellem et Østdanmark, hvor udstrakte skovområder har eksisteret langt op i tiden, og et Vest- og Nordvestjylland, hvor hede og græsland har præget landet.

Geologisk kort over Danmark

I. Udviklingen gennem forhistorisk tid

Danmark ligger i den tempererede klimazone, og hvis alt fik lov at vokse til, ville der naturligt være skov overalt i Danmark. Det var der stort set også indtil bondestenalderens begyndelse for 6000 år siden, hvor de store skovrydninger til korndyrkning og kvæggræsning begyndte. Bebyggelsen flyttede nu fra kysterne ind i landet, og de nye dyrkningsmetoder og forbedrede levevilkår medførte et befolkningsoverskud, som resulterede i nye skovrydninger. Landskabet skiftede karakter, og endnu vidner de omkring 2.500 bevarede dysser og jættestuer om bondestenalderens "kulturrevolution". Man regner med, at der oprindelig har været omkring otte gange så mange af disse imponerende gravanlæg, som stadig udgør et markant indslag i landskabet.

Der blev efterhånden stor forskel på landskaberne i Vest- og Østdanmark. I takt med skovrydningerne i Vestjylland bredte hede og græsland sig markant, medens Sjælland og Fyn stadig var præget af store skovområder. I broncealderen (1700-500 f.Kr.) fortsatte skovrydningerne, og nu dukkede bøgen op i de danske skove og blev langsomt fremherskende på bekostning af lind, eg, ask og elm og tætte kratskove af hassel og birk. Der foregik en intens arealudnyttelse, og i nogle områder, f.eks i det frugtbare Thy har der været en tæt bebyggelse på højtliggende bakkekamme. Det er også typisk for placeringen af bronzealderens mange gravhøje, og i Danmark er bevaret op imod 20.000 gravhøje fra denne periode. Nogle af de største er 35-40 m i diameter og 7-8 m høje, og ofte placeret i grupper eller på række langs en ådal eller et gammelt vejforløb.

Stendysse, tegning af Johannes Larsen, 1921.

Fra jernalderen (500 f.Kr -- ca. 900 e.Kr.), hvor kendskabet til at udvinde jern fra mosernes myremalm medførte en helt ny teknologi, begynder vi pludselig at kunne ane svage sammenhænge med det landskab, som vi kender i dag. Medens bebyggelsen i den forudgående periode havde været spredt og præget af enkelt-gårde, bliver gårde og huse nu samlet i landsbyer. Disse gårde bestod af flere bygninger, hvoraf "langhuset" var den vigtigste. Jernalderens landsbyer flyttede med jævne mellemrum rundt indenfor det samme ressourceområde, og man kan således følge disse landsby "ejerlav" langt tilbage. Udgravninger bl.a. ved den nuværende landsby Vorbasse i Midtjylland har vist, at man faktisk kan følge landsbyen helt tilbage til århundredet før Kristi fødsel. Omtrent én gang i hvert århundrede blev den samme landsby flyttet til et andet sted på ejerlavets jorder, formentlig fordi bygningerne var udtjente og man kunne anvende den velgødede jord omkring den hidtidige bebyggelse til dyrkning. Antallet af gårde forblev imidlertid det samme, og det gjaldt også størrelsen af de enkelte gårde. Endelig i 1100-tallet flyttede landsbyen til den nuværende plads, og dermed opgav man det gamle "vandreprincip". Det betyder således, at mange af vore landsbyer kan føre deres historie helt tilbage til jern-alderen. Også navnene kommer i mange tilfælde fra denne periode. Det drejer sig typisk om landsbyer med endelser på -um, -inge, -lev, -løse, -sted. Fra vikingetiden dateres derimod navneendelserne på -by, -tofte, og -bølle.

Kort over udbredelsen af dysser og jættestuer. Den mørkeste farve viser sogne med mere end 20 storstensgrave.

I Jernalderen tager den begyndende statsdannelse form. Det berømte Dannevirke voldanlæg blev anlagt allerede i 600-tallet for at markere Danmarks sydgrænse, og gennem de følgende århundreder blev det udbygget jævnligt. I Harald Blåtands regeringstid blev riget samlet, sådan som det bekendtgøres på den store runesten i Jelling, og samtidig blev kristendommen indført. Dette er ikke foregået gnidningsløst, og de store ringborge ved Trelleborg, Fyrkat, Aggersborg og Nonnebakken, samt det mægtige broanlæg ved Ravning (ca. 760 m langt og 5 m bredt) over Vejle ådal vidner om kongens målrettede militæroprustning i årene 979-80. Vikingetiden var således en voldsom overgangsperiode. Med indførelsen af kristendommen blev Danmark en del af den fælles europæiske kulturkreds, og det fik stor betydning for landskab, bebyggelse og infrastruktur.

Vorbasse som vandrelandsby fra 1.århundrede f.Kr. (nr.1) indtil dens
nuværende placering (nr.8), som blev etableret i slutningen af 1000-tallet.

Grundplan over Trelleborg. Ringborgene var militære anlæg, anlagt af Harald Blåtand og konstrueret efter strenge geometriske principper. De store langhuse i Trelleborg var 29,50 m lange.

Kort over ringborgene i Danmark, der kan dateres nøjagtigt til 979-980.

II. Landskabet i 1200-tallet

Overgangen fra vikingetid til middelalder fik afgørende betydning for landskab og bebyggelse i Danmark, og det var i disse år at rammerne for hele landets struktur op til idag blev skabt. Det var ikke "kun„ et religionsskifte, men i lige så høj grad et systemskifte for samfundet som helhed. I løbet af 1000-1100-tallet fik landsbyerne deres faste placering på ejerlavets jorder og de nye sognegrænser blev etableret. De eksisterer i de fleste tilfælde stadig, og har i høj grad været bestemmende for skel, grænser og strukturer i landskabet helt op til idag. Større landsbyer, som kaldtes "adelbyer„, fik egen kirke, først af træ siden af sten, og der er bevaret ikke mindre end 2.500 af disse kirker, som udgør et enestående vidnesbyrd om den tidlige middelalders dynamiske byggeaktivitet. Sognene var samlet i herreder, der kunne rumme fra otte til tyve sogne, som havde fælles tingsted. Først i 1916 forlod man denne gamle retsinddeling, der i princippet gik helt tilbage til vikingetiden.

Bygdeinddelingskort over Danmark. På grundlag af bebyggelsesstrukturen og udnyttelsen af naturressourcerne i 1680’erne er det muligt at foretage en bygdeinddeling, der viser de grundlæggende forudsætninger for bebyggelsen gennem hele historisk tid. En sammenligning med det geologiske kort s. 5 viser den nære sammenhæng med undergrundsforholdene i de enkelte områder.

Billedet viser i forgrunden en større landsby, som vi kan kalde Vasby, i begyndelsen af 1200-tallet. Landsbyen ligger samlet omkring kirken og et fællesareal kaldet "forten„ med gadekær. Kirken er bygget af tilhuggede natursten og taget er dækket med blyplader. Anvendelsen af ler som byggemateriale i form af brændte teglsten begyndte at brede sig omkring 1200, og mange af kirkerne fik senere i middelalderen tilbygget tårn, våbenhus og kapeller.

Grundplan af en typisk sognekirke fra 1100 og 1200-tallet (1). Kirken er bygget i natursten efter et fast mønster med kirkeskib i vest og kor med halvrund apside i øst. I løbet af senmiddelalderen fik mange kirker indbygget hvælv og fik våbenhus og tårn af tegl (2).

Landsbyen består af en række gårde, som hver ligger indenfor et indhegnet område, der kaldtes toften. Gårdenes mange bygninger er opført i træ i henholdsvis bul- eller stavteknik, d.v.s. enten med vandretliggende planker eller med lodretstående planker som i de norske stavkirker. Ude i landskabet skimtes et par af Vasby’s udflytterlandsbyer, de såkaldte "torper„. I den mægtige ekspansion, som prægede middelalderens første århundreder, resulterede befolkningstilvæksten og overskudsproduktionen nemlig i etableringen af en række små udflytterlandsbyer fra de gamle "adelbyer„,-- som regel altid indenfor sognets grænser. De fik typisk navne med endelser på -torp, som efterhånden blev til -rup.

Herredskort over Slavs herred nær Vejle med indtegnede sogne og ejerlavsgrænser omkring 1820. Efter "Danmarks administrative inddeling", 1984.

I baggrunden nede i den brede ådal ses et lille voldsted, hvor den lokale stormand har opført et forsvarstårn bag høje træbyggede palisader. Her kunne man let forsvare sig i ufredstider. Bagved ligger driftsbygning-erne på en ladegårdsbanke. Der eksisterer stadig en mængde af disse voldsteder fra 1200-1300 årene, som kan være af vidt forskellig størrelse, men kun en mindre del er undersøgt arkæologisk.

Ved åen skimtes en af de vandmøller, som begyndte at vinde udbredelse i den tidlige middelalder. Vandet blev opstemt, og der blev bygget dæmninger og mølledamme, som i høj grad kom til at påvirke de enkelte vandløb. Ofte var vandmøllerne små, men ved de store klostre kunne de blive imponerende anlæg.

Hus, opført med stavbyggede vægge. 

Hus, opført med bulkonstruktion.

Landskabet er iøvrigt præget af store åbne eng- og skovområder, hvor kreaturer, svin og får kan græsse. Landsbyens jorder, kaldet bymarken, er opdelt i lange smalle "høj-ryggede„ agre, hvor muldfjælsploven kan udnyttes bedst. Agrene ligger samlet i såkaldte skifter, der igen er samlet i vanger. Hver enkelt gård i landsbyen har mange små agerstykker spredt ud over hele den opdyrkede del af bymarken, således at alle får lige andel i både de gode og dårlige jorder. Fordelingen af bymarkens jorder mellem de enkelte gårde foregik ved rebning d.v.s. simpel opmåling med reb. Iøvrigt bærer landskabet præg af de mange fortidsminder fra de forhistoriske perioder: stendysser, broncealderhøje, skibssætninger etc.

I bunden af fjorden ses en større handelsplads -- begyndelsen til en regulær købstad, der snart fik kongeligt monopol på områdets handel og håndværk. Byerne lå næsten altid ud til vandet, for størstedelen af handelen foregik via søfarten, der var den hurtigste og billigste form for transport. Efter udenlandsk forbillede blev der etableret en særlig administration i købstæderne, hvor et byråd med en borg-mester i spidsen varetog styret. Der var desuden et særligt byting, hvor man dømte efter byretten. Nogle af de større byer blev befæstet med ringmur og volde, men i mange tilfælde markerede byporten blot grænsen for byens jurisdiktion, hvor man skulle betale told for de varer, man indførte i byen. Torvet og det middelalderlige gadenet er som regel bevaret i de gamle købstæders bykerner, ligesom byens gamle kirke.

Kort over Danmarks middelalderlige købstæder.

Overgangen fra vikingetid til middelalder fik afgørende betydning for landskab og bebyggelse i Danmark, og det var i disse år at rammerne for hele landets struktur op til idag blev skabt. Det var ikke "kun„ et religionsskifte, men i lige så høj grad et systemskifte for samfundet som helhed. I løbet af 1000-1100-tallet fik landsbyerne deres faste placering på ejerlavets jorder og de nye sognegrænser blev etableret. De eksisterer i de fleste tilfælde stadig, og har i høj grad været bestemmende for skel, grænser og strukturer i landskabet helt op til idag. Større landsbyer, som kaldtes "adelbyer„, fik egen kirke, først af træ siden af sten, og der er bevaret ikke mindre end 2.500 af disse kirker, som udgør et enestående vidnesbyrd om den tidlige middelalders dynamiske byggeaktivitet. Sognene var samlet i herreder, der kunne rumme fra otte til tyve sogne, som havde fælles tingsted. Først i 1916 forlod man denne gamle retsinddeling, der i princippet gik helt tilbage til vikingetiden.

Billedet viser i forgrunden en større landsby, som vi kan kalde Vasby, i begyndelsen af 1200-tallet. Landsbyen ligger samlet omkring kirken og et fællesareal kaldet "forten„ med gadekær. Kirken er bygget af tilhuggede natursten og taget er dækket med blyplader. Anvendelsen af ler som byggemateriale i form af brændte teglsten begyndte at brede sig omkring 1200, og mange af kirkerne fik senere i middelalderen tilbygget tårn, våbenhus og kapeller.

Landsbyen består af en række gårde, som hver ligger indenfor et indhegnet område, der kaldtes toften. Gårdenes mange bygninger er opført i træ i henholdsvis bul- eller stavteknik, d.v.s. enten med vandretliggende planker eller med lodretstående planker som i de norske stavkirker. Ude i landskabet skimtes et par af Vasby’s udflytterlandsbyer, de såkaldte "torper„. I den mægtige ekspansion, som prægede middelalderens første århundreder, resulterede befolkningstilvæksten og overskudsproduktionen nemlig i etableringen af en række små udflytterlandsbyer fra de gamle "adelbyer„,-- som regel altid indenfor sognets grænser. De fik typisk navne med endelser på -torp, som efterhånden blev til -rup.

I baggrunden nede i den brede ådal ses et lille voldsted, hvor den lokale stormand har opført et forsvarstårn bag høje træbyggede palisader. Her kunne man let forsvare sig i ufredstider. Bagved ligger driftsbygning-erne på en ladegårdsbanke. Der eksisterer stadig en mængde af disse voldsteder fra 1200-1300 årene, som kan være af vidt forskellig størrelse, men kun en mindre del er undersøgt arkæologisk.

Ved åen skimtes en af de vandmøller, som begyndte at vinde udbredelse i den tidlige middelalder. Vandet blev opstemt, og der blev bygget dæmninger og mølledamme, som i høj grad kom til at påvirke de enkelte vandløb. Ofte var vandmøllerne små, men ved de store klostre kunne de blive imponerende anlæg.

Landskabet er iøvrigt præget af store åbne eng- og skovområder, hvor kreaturer, svin og får kan græsse. Landsbyens jorder, kaldet bymarken, er opdelt i lange smalle "høj-ryggede„ agre, hvor muldfjælsploven kan udnyttes bedst. Agrene ligger samlet i såkaldte skifter, der igen er samlet i vanger. Hver enkelt gård i landsbyen har mange små agerstykker spredt ud over hele den opdyrkede del af bymarken, således at alle får lige andel i både de gode og dårlige jorder. Fordelingen af bymarkens jorder mellem de enkelte gårde foregik ved rebning d.v.s. simpel opmåling med reb. Iøvrigt bærer landskabet præg af de mange fortidsminder fra de forhistoriske perioder: stendysser, broncealderhøje, skibssætninger etc.

I bunden af fjorden ses en større handelsplads -- begyndelsen til en regulær købstad, der snart fik kongeligt monopol på områdets handel og håndværk. Byerne lå næsten altid ud til vandet, for størstedelen af handelen foregik via søfarten, der var den hurtigste og billigste form for transport. Efter udenlandsk forbillede blev der etableret en særlig administration i købstæderne, hvor et byråd med en borg-mester i spidsen varetog styret. Der var desuden et særligt byting, hvor man dømte efter byretten. Nogle af de større byer blev befæstet med ringmur og volde, men i mange tilfælde markerede byporten blot grænsen for byens jurisdiktion, hvor man skulle betale told for de varer, man indførte i byen. Torvet og det middelalderlige gadenet er som regel bevaret i de gamle købstæders bykerner, ligesom byens gamle kirke.

Overgangen fra vikingetid til middelalder fik afgørende betydning for landskab og bebyggelse i Danmark, og det var i disse år at rammerne for hele landets struktur op til idag blev skabt. Det var ikke "kun„ et religionsskifte, men i lige så høj grad et systemskifte for samfundet som helhed. I løbet af 1000-1100-tallet fik landsbyerne deres faste placering på ejerlavets jorder og de nye sognegrænser blev etableret. De eksisterer i de fleste tilfælde stadig, og har i høj grad været bestemmende for skel, grænser og strukturer i landskabet helt op til idag. Større landsbyer, som kaldtes "adelbyer„, fik egen kirke, først af træ siden af sten, og der er bevaret ikke mindre end 2.500 af disse kirker, som udgør et enestående vidnesbyrd om den tidlige middelalders dynamiske byggeaktivitet. Sognene var samlet i herreder, der kunne rumme fra otte til tyve sogne, som havde fælles tingsted. Først i 1916 forlod man denne gamle retsinddeling, der i princippet gik helt tilbage til vikingetiden.

Billedet viser i forgrunden en større landsby, som vi kan kalde Vasby, i begyndelsen af 1200-tallet. Landsbyen ligger samlet omkring kirken og et fællesareal kaldet "forten„ med gadekær. Kirken er bygget af tilhuggede natursten og taget er dækket med blyplader. Anvendelsen af ler som byggemateriale i form af brændte teglsten begyndte at brede sig omkring 1200, og mange af kirkerne fik senere i middelalderen tilbygget tårn, våbenhus og kapeller.

Landsbyen består af en række gårde, som hver ligger indenfor et indhegnet område, der kaldtes toften. Gårdenes mange bygninger er opført i træ i henholdsvis bul- eller stavteknik, d.v.s. enten med vandretliggende planker eller med lodretstående planker som i de norske stavkirker. Ude i landskabet skimtes et par af Vasby’s udflytterlandsbyer, de såkaldte "torper„. I den mægtige ekspansion, som prægede middelalderens første århundreder, resulterede befolkningstilvæksten og overskudsproduktionen nemlig i etableringen af en række små udflytterlandsbyer fra de gamle "adelbyer„,-- som regel altid indenfor sognets grænser. De fik typisk navne med endelser på -torp, som efterhånden blev til -rup.

I baggrunden nede i den brede ådal ses et lille voldsted, hvor den lokale stormand har opført et forsvarstårn bag høje træbyggede palisader. Her kunne man let forsvare sig i ufredstider. Bagved ligger driftsbygning-erne på en ladegårdsbanke. Der eksisterer stadig en mængde af disse voldsteder fra 1200-1300 årene, som kan være af vidt forskellig størrelse, men kun en mindre del er undersøgt arkæologisk.

Ved åen skimtes en af de vandmøller, som begyndte at vinde udbredelse i den tidlige middelalder. Vandet blev opstemt, og der blev bygget dæmninger og mølledamme, som i høj grad kom til at påvirke de enkelte vandløb. Ofte var vandmøllerne små, men ved de store klostre kunne de blive imponerende anlæg.

Landskabet er iøvrigt præget af store åbne eng- og skovområder, hvor kreaturer, svin og får kan græsse. Landsbyens jorder, kaldet bymarken, er opdelt i lange smalle "høj-ryggede„ agre, hvor muldfjælsploven kan udnyttes bedst. Agrene ligger samlet i såkaldte skifter, der igen er samlet i vanger. Hver enkelt gård i landsbyen har mange små agerstykker spredt ud over hele den opdyrkede del af bymarken, således at alle får lige andel i både de gode og dårlige jorder. Fordelingen af bymarkens jorder mellem de enkelte gårde foregik ved rebning d.v.s. simpel opmåling med reb. Iøvrigt bærer landskabet præg af de mange fortidsminder fra de forhistoriske perioder: stendysser, broncealderhøje, skibssætninger etc.

I bunden af fjorden ses en større handelsplads - begyndelsen til en regulær købstad, der snart fik kongeligt monopol på områdets handel og håndværk. Byerne lå næsten altid ud til vandet, for størstedelen af handelen foregik via søfarten, der var den hurtigste og billigste form for transport. Efter udenlandsk forbillede blev der etableret en særlig administration i købstæderne, hvor et byråd med en borg-mester i spidsen varetog styret. Der var desuden et særligt byting, hvor man dømte efter byretten. Nogle af de større byer blev befæstet med ringmur og volde, men i mange tilfælde markerede byporten blot grænsen for byens jurisdiktion, hvor man skulle betale told for de varer, man indførte i byen. Torvet og det middelalderlige gadenet er som regel bevaret i de gamle købstæders bykerner, ligesom byens gamle kirke.

Landskab og bebyggelse gennem 800 år

På de følgende fire opslag har vi forsøgt at illustrere den generelle udvikling i et typisk dansk kulturlandskab fra begyndelsen af middelalderen, hvor det moderne samfund har sine rødder. Det er et ganske fiktivt landskab, hvor vi følger et område gennem fire tidsperioder, nemlig i 1200-tallet, 1600-tallet, 1800-tallet og idag. Her vil vi søge at skildre ændringerne i natur- og bebyggelsesforhold, vekslende dyrkningsmetoder, byggeskik, vejnet etc. Der vil naturligvis være en lang række usikkerhedsmomenter forbundet med sådanne rekonstruktioner, -- f.eks. vil der i virkelighedens Danmark altid være egnstypiske forskelle både i naturforhold og byggemønstre. Desuden har landskabet større højdeforskelle end hvad der er typisk i Danmark, men det har været nødvendigt for at kunne illustrere et område af en vis størrelse.

III. Landskabet i 1600-tallet

Landskabet har nu undergået en række markante forandringer, bl.a. er et par af de små udflytterlandsbyer blevet nedlagt under pesten og ødegårdskrisen i senmiddel-alderen. Man regner med, at måske op til hver tiende landsby i landet måtte nedlægges under krisen (1350-1450). Skovarealet er blevet formindsket betydeligt, og for at spare på træet gik man over til at bygge i bindingsværk med lerklinede vægge. Bønderne havde ret til at udnytte underskoven til græsning, medens jagtretten og træet i overskoven i reglen tilhørte adelen eller kronen. Gårdene udgør nu som regel 3-4 længede bygningskomplekser omkring en gårdsplads, men de ligger stadig på de gamle tofter omkring kirken. Landsbyens jorder er også de samme, og på en lille stubmølle bliver landsbyens korn malet til mel.

Kort over landsbyen Viby ved Kerteminde, 1798. Det er en såkaldt vejklyngeby, hvor gårdene er placeret langs den slyngede bygade op mod den gamle kirke fra 1200-tallet. Landsbyen har endnu i dag bevaret denne struktur, og en lang række af de gamle gårde findes stadig.

Stubmøllerne var de almindeligste vindmøller helt indtil midten af 1800-tallet. I 1688 blev der registreret 850 vand- og vindmøller i Danmark (undtaget Sønderjylland), og hertil skal lægges hovedgårdenes ca. 350 møller. Mange af de større byer var omgivet af en mængde stubmøller.

Vasby kirke er for længst blevet forsynet med våbenhus og tårn bygget af mursten, og taget er dækket med tagtegl. Landsbykirken har således fået den skikkelse, som stadig i hele Østdanmark er et meget karakteristisk træk i landskabet.

Landsbyen Sønder Vestud på Møn før udskiftningen. En enkelt gårds jorder er fremhævet med sort. Det fremgår tydeligt, at agrene er spredt over hele "bymarken", således at alle fik lige andele i både den gode og den dårlige jord. Selve landsbyen ligger i kortets nordøstlige hjørne.

Prospekt fra 1663 fra Midtsjælland over området mellem herregårdene Gisselfeldt og Holmegård.

Landsbyen Sønder Vestud på Møn før udskiftningen. En enkelt gårds jorder er fremhævet med sort. Det fremgår tydeligt, at agrene er spredt over hele "bymarken", således at alle fik lige andele i både den gode og den dårlige jord. Selve landsbyen ligger i kortets nordøstlige hjørne.

Den lokale herremandsslægt har opgivet det lille voldsted nede ved åen. I årene mellem 1396 og 1483 havde kongemagten forbudt al privat borgbyggeri for at skabe ro i landet, og det ser ud til at forbudet generelt blev efterfulgt. Efter denne periode fik den skattefri adel vældig fremgang og hovedgårdene fik deres jorder udskilt fra landsbyejerlavet. Nu blev i stedet opført en prangende renæssance herregård i den nye elegante stil med svungne gavle og elegante sandstensbånd. Faren for bondeopstand og borgerkrig var minimal, så det var ikke nødvendigt at forskanse sig med stærke forsvarsværker. Rigets forsvar lå i hænderne på centralmagten, og det var de store rigsborge og byer, der blev udbygget med skanser og bastioner.

Hus i lerklinet bindingsværk.

Landsbyens bønder var underlagt herremanden i et fæsteforhold, som i nogle tilfælde blev skærpet ved at området udgjorde en særlig retskreds "Birk„, hvor herremanden selv udnævnte dommeren. Retterstedet er her indrettet på en broncealderhøj, hvor galgens uhyggelige silhouet har advaret om straffen for simpelt tyveri. Store alléer fører op mod herregården mellem de udstrakte herre-gårdsjorder. I en opgørelse fra 1688 opregnes der ialt 731 herregårde (egentlig kaldet hovedgårde) med en gennemsnitlig størrelse på 42 tønder hartkorn. Det svarer til 7-8 bøndergårde af normal størrelse. Der kunne dog være meget stor forskel på størrelsen af de enkelte hovedgårdes jordtilliggender. Til en sådan hovedgård hørte gerne 30-50 bøndergårde, hvis fæstebønder og tjenestekarle også måtte dyrke hovedgårdens jorder ved hoveriarbejde.

Vejnettet er blevet udbygget, men har tit udgjort et ufremkommeligt søle, når man kæmpede sig frem i hestevogn. Købstaden i bag-grunden er vokset, og borgerne gør meget for at opretholde deres privilegier på handel og håndværk. Borger-standen fik stadig større politisk indflydelse, og de rigeste købmænd havde deres egne skibe i søen.

Netop i dette århundrede satte de voldsomme krige mod Sverige et uhyggeligt præg på landet med besættelse og udplyndring af civilbefolkningen i store områder. Det satte en stopper for en blomstrende fremgang, som ellers er beskrevet i samtidige skildringer. Man regner med at folketallet blev reduceret med omkring 20% og 1/4 af landets bøndergårde lå øde.

For at få hold på forholdene i landet gennemførtes i 1680’erne et stort opmålings- og boniteringsarbejde, som kaldes Christian den V.’s Matrikel (eller 1688-matriklen). Her blev alle landsbyer og hver enkelt gårds ydeevne vurderet med henblik på beskatning, og det udgør idag et godt kildemateriale til at danne sig et overblik over forholdene. Kun agerjord og eng blev beskattet, og afgiften blev beregnet ud fra jordens produktionskapacitet, der blev opgjort i tønder hartkorn.

IV. Landskabet i 1800-tallet

De store landbrugsreformer i slutningen af 1700-tallet var ikke kun resultat af idealistiske statsmænds fremsynethed, men i lige så høj grad tvingende fundamentale omlægninger af et gammelt produktionssystem, der ikke mere kunne klare et "moderne„ samfunds krav.

I Vasby er de fleste gårde blevet udflyttet fra landsbyen på deres egne jorder, men enkelte ligger dog stadig ved kirken. Alle landsbyens jorder er derfor blevet vurderet og kortlagt ved omhyggelige opmålinger, således at der sikredes en retfærdig omfordeling. De nye markskel blev markeret med gærder, skelgrøfter og hegn, og de eksisterer i mange tilfælde stadig. De firlængede gårde er fortsat bygget af bindingsværk med lerklinede vægge, men nu har man fået råd til vinduer med glasruder. Stubmøllen er blevet afløst af en ny stor ottekantet mølle i hollandsk stil med drejelig møllehat.

Kort over Viby ved Kerteminde før og efter udskiftningen. En enkelt gårds jordtilliggende er fremhævet. Sammenlign med kortet s. 17.

St. Viby 1682                                   St. Viby 1798

Stjerneudskiftning af Fogedby ved Næstved.

I 1802 blev der foretaget en registrering af møllerne, hvor det fremgik at der var ialt 630 vindmøller og 855 vandmøller (Sønderjylland undtaget) i Danmark.

Over hele landet var der en katastrofal mangel på træ til bygningstømmer. Fra slutningen af 1600-tallet var skovarealet faldet fra 20% til 3% af landets areal. For at redde de sidste rester skov udstedtes i 1805 en "Fredskovsforord-ning„, der forbød bønderne at udnytte underskoven og lade deres kreaturer og svin gå på græs og olden. Derfor opførtes nu sten- og jordgærder omkring skovene.

Kurve over hedearealets udbredelse mellem ca. 1800 og i dag. Kurvens bratte fald vidner om den målrettede indsats for at opdyrke heden, som særlig Det danske Hedeselskab stod i spidsen for.

Kurve over skovarealets udvikling gennem de sidste 400 år. Det fremgår tydeligt, at udviklingen blev vendt ved den store Fredsskovforordning fra 1805. Efter tegning af Peter Munk Plum.

Herregården har fået ny hovedbygning i klassicistisk stil, da forgængeren var for lille og gammeldags. Avlsbygningerne er også til dels ombygget for at kunne modsvare omlægningerne i driften. Galgebakken eksisterer stadig, men offentlige henrettelser blev efterhånden sjældnere. En mængde fortidsminder er blevet jævnet med jorden for ikke at være i vejen for det stadig mere effektive landbrug. Mange stendysser og jættestuer blev hugget op og anvendt til husbyggeri og vejanlæg.

Gennem 1800-tallet satte man ind med dræning og tørlægning af en lang række vådområder. Fra marsken i Sønderjylland havde man erfaringer med inddigning helt tilbage i 1500-tallet, men det var naturligvis et helt specielt område. Nu gjaldt det over hele landet, og allerede i 1795 var Søborg sø i Nordsjælland blevet afvandet. Som nogle af de største landvindingsprojekter kan nævnes inddæmningen af Lammefjorden (1873-1941), samt Vejlerne i Limfjorden (1868).

Opdyrkningen af heden blev også et af de store tiltag, som kendetegner 1800-tallet. Efter nederlaget i 1864 med tabet af Slesvig-Holsten blev Det danske Hedeselskab dannet i 1866 under mottoet "Hvad udad tabes, skal indad vindes". Gennem engvanding og tilplantning med nåletræer blev hedearealet i de følgende år mindsket betydeligt.

I Vestjylland var i 1881 således 34% hede, medens kun 15% var dækket af hede i 1929.

Købstaden er vokset en del, men uden at der er tale om nogen større ekspansion. Vejnettet er blevet udbygget, men egentlig brolægning finder man som regel kun i byerne. Med "Loven om den fri Næring" fra 1853 blev de skarpe erhvervsgrænser mellem by og land ophævet, og købstæderne begyndte hurtigt at brede sig med kvarterer til beboelse og småindustri udenfor den gamle bykerne.

Kort over større landvindings, inddæmnings- og inddigningsprojekter i Danmark.

V. Landskabet i dag

Vore dages landskab har på mange måder ændret sig stærkt siden sidste halvdel af 1800-tallet.

Der er blevet tilplantet store arealer med nåletræ, dels et stort antal hedeplantager i Midt- og Sydjylland, dels klitplantager langs den jyske vestkyst som led i sandflugtsbekæmpelsen.

Dræningen af søer og moser har fortsat næsten til i dag, og et meget stort antal vandløb er blevet udrettet eller rørlagt. Det danske landskab er blevet mere og mere tørlagt og plante- og dyrelivet tilsvarende ændret og gradvis forringet.

Antallet af fortidsminder er kraftigt reduceret, således at man i dag regner med, at man kun har 1/4 af de fortids-minder, man havde for 150 år siden. Først i 1937 blev der gennemført en generel fredning af de resterende fortidsminder.

Ældre fotografi af broncealderhøj, der er ved at blive bortgravet.

Mekaniseringen af landbruget, landbrugets strukturudvikling og senest den industrialiserede husdyrproduktion har medført store ændringer i landskabsbilledet og store forandringer for livet på landet. Vore landområder er blevet kraftigt affolket, og der nedlægges og sammenlægges fortsat et stort antal landbrugsejendomme hvert år. Kvæg er ved at være et særsyn på øerne. Produktion af slagtesvin har fået stadig Den bedre økonomi i landbruget og den voksende sociale bevidsthed inspirerede til oprettelse af tusindvis af husmandsbrug, hvis ensartede strukturer og byggeri har sat sit præg på landskabet.

Søjlediagram over løv- og nåleskovsarealets udvikling 1770-1990.

Andre store landskabsændringer skyldes udviklingen i infrastrukturen. Med den gradvise udbygning af jern-banenettet opstod et stort antal nye stationsbyer, som ikke mindst har præget udviklingen i det tyndt befolkede Vestjylland (Herning, Skjern, Bramming, Vejen, Tarm o.s.v.).

Denne udvikling fandt sted nogenlunde samtidig med andelsbevægelsens start og udvikling, som var inspireret af højskolebevægelsen. Dette var med til at bringe dansk landbrug ind i en rivende udvikling.

Arealanvendelsen i Danmark i 1996.

KIlde: Arealanvendelsen i Danmark 1995-2025.

Den bedre økonomi i landbruget og den voksende sociale bevidsthed inspirerede til oprettelse af tusindvis af husmandsbrug, hvis ensartede strukturer og byggeri har sat sit præg på landskabet.

Storbyerne har deres eget kulturlandskab. På dette luftbillede over København ses Slotsholmen til venstre, hvor Christiansborg ligger på samme sted som det gamle Københavns slot. Her har regering og kongemagt resideret gennem århundreder. De store volde og bastioner til højre er fra 1600-tallet.
Foto: Hasse Christensen.

Med bilismens udvikling op igennem dette århundrede er der sket en stærk udbygning af vejnettet, og der er skabt forudsætning for udvikling af helt nye boligformer: Parcelhuset og sommerhuset. Nu blev det muligt at bo i betydelig afstand fra arbejdspladsen, og familien fik mulighed for at køre i sommerhus i ferierne og weekender.

Fra 50’erne og 60’erne igangsattes en omfattende udbygning med motorveje i Danmark, således at Danmark i dag i forhold til sit areal har det længste motorvejsnet i Europa.

Med industrialiseringen blev landskabet gradvis præget af et stort antal elmaster og elledninger. Senere har ønsket om at styrke energiforsyningen med vedvarende energi forsynet vort landskab med et voksende antal vindmøller, der ikke altid pynter i det bløde danske småskalaland-skab. Og med mobiltelefoner-ne kom de mange antennemaster.

Ser vi på Vasby, er der også sket store forandringer. Den lokale skole er nedlagt, og det lille minimarked har også drejet nøglen om. Et par af gårdene har fået nye stuehuse og staldbygninger. Nede ved den udrettede å og den delvis drænede ådal er der anlagt et dambrug, og der er ikke mange rester af det gamle voldsted. Markerne dyrkes med store landbrugsmaskiner, og der er af den grund nedlagt et stort antal hegn og diger. Nogle marker er braklagt eller tilplantet med juletræer. Grænserne mellem by og land er blevet mere udvisket, og en blanding af industriområder og parcelhuskvarterer er skudt op omkring den gamle bykerne. Vejnettet er blevet udbygget og udrettet, og der er dukket nye store vind-møller op. Herregården er omdannet til kursuscenter, og en del af jorden er blevet solgt fra bl.a. til oprettelse af husmandsbrug.

Fremtidens landskab

Bruntland-rapporten 1987

Uanset denne realistiske, men lidt mistrøstige beskrivelse af landskabsudviklingen i denne periode, er landskabet omkring Vasby stadig smukt og varieret. Og det samme kan man sige om Danmark som helhed. Danmark rummer med sine enestående kyster og fjorde og sin meget store variation i landskaber en natur, som vi kan være stolte af. Vi har forstået at samle byudviklingen omkring vore byer og friholdt landskabet. Vi har bevaret ca. 32.000 fortids-minder, som pryder land-skabet, og vi har en enestående skat i vore mange middelalderkirker. Vore vejkanter er friholdt for skæm-mende friluftsreklamer, der er mange uberørte kyststrækninger og Europas måske fineste sandstrande. Mange af kultursporene fra tidligere tider er forsvundet, men meget er stadig bevaret.

De betydelige natur- og kulturværdier, som er bevaret, er imidlertid truet. De passer ikke på sig selv.

Vi har ansvaret for, at de kommende generationer også kan bo i et rent og smukt land. Der er hele tiden pres på udviklingen: Kommunerne ønsker attraktive byggegrunde for at lokke gode skatteydere til, vindmøllerne bliver stadig flere og større. Der skyder skæmmende erhvervsarealer med store reklameskilte op langs motorvejene, som skæmmer landskabet og spreder byudviklingen. Landbrugets brug af gødnings-stoffer og pesticider skaber problemer for drikkevand og grundvand, og udviklingen går fortsat i retning af, at land-skabet bliver mere ensartet med udviskning af tidligere tiders strukturer og kulturspor.

Vi har alle de forskellige instrumenter i lovgivningen, som er nødvendige for at styre udviklingen, men vi skal alle sammen være med til at sikre, at de bliver brugt rigtigt. Landskabet skal også i frem-tiden udgøre de kommende generationers fødegrundlag, og vi skal beskytte de naturlige levesteder for plante- og dyrelivet. Vi skal bevare rekreative værdier og udflugtsmuligheder til gavn for den stadig større bybefolkning. Og så er det vigtigt at bevare variation og egnssærpræg i landskabet og sikre, at man også fremover vil kunne læse "historien i landskabet".

Teginig af Stan Eales fra Fremtidens glæder, København, 1994.

Litteratur

Andrén, Anders:
Den urbana scenen.
Lund 1985.

Det danske landbrugs historie. Bd. 1-4.
Red. Claus Bjørn, 1988-89.
Fritzbøger, Bo: Kulturskoven. Dansk skovbrug fra oldtid til nutid. Århus 1994.

Hald, Kristian:
Stednavne og kulturhistorie.
København 1966.

Hastrup, Fritz:
Danske landsbytyper.
Århus 1964.

Hoff, Annette:
Lov og Landskab.
Århus 1997.

Jensen, R.H. og Kr. M.Jensen: Topografisk Atlas Danmark.
Det kgl. Danske Geografiske Selskab. København 1976.

Matthiessen, Hugo:
Hærvejen. En tusindårig vej fra Viborg til Dannevirke. 1930.

Porsmose, Erland: De fynske landsbyers historie.
Odense Universitet 1987.

På opdagelse i kulturlandskabet. Red. Vivian Etting. Gyldendal 1995.
Rasmussen, Alan Hjorth: Kystfiskeri, landingsplads og havn. Esbjerg 1972.

Steensberg, Axel: Den danske landsby gennem 6000 år.
København 1973.

Topsøe-Jensen, Torben:
Ad hjulspor og landeveje.
København 1966.

TRAP Danmark.
Femte udgave, 1958 ff.

Ulsig, Erik: Danske adelsgodser i middelalderen.
Århus 1968.

Se endvidere rapporterne fra projektet: "Kulturhistorien i planlægningen", der kan
rekvireres i Skov- og Naturstyrelsen. Det drejer sig om:

Kulturhistorisk inddeling af landskabet.
Udg. Skov-og Naturstyrelsen 1997 (82 s.) kr. 95

Udpegning af værdifulde kulturminder i regionplanlægningen.
Udg. Skov- og Naturstyrelsen 1999 (64 s.) kr. 100

[Forside][Indhold][Forrige][Næste]