Skov- og Naturstyrelsen
Miljøministeriet

1576 - 1700-tallets begyndelse

Lensmanden havde pligt til at holde slottet ved lige, og udgifterne skulle dækkes af hans egne indtægter. Følgen var, at slottet ikke blev vedligeholdt og derfor forfaldt gradvist. Lensmændene selv foretrak efterhånden at bo i Rønne eller på en af øens store gårde.

Med slottets utilstrækkelige vedligeholdelse forfaldt også forsvarsværkerne, artilleriet blev ikke udskiftet, og i 1610 var besætningen kun på 13 mand.

Året efter udbrød Kalmarkrigen mod Sverige. Det satte gang i arbejdet med at sikre øen og slottet mod landgang og angreb. Vægten lagdes på et fremskudt forsvar med skanser langs kysterne, bavnehøje til at signalere fra og fire nye herredskompagnier med en kaptajn i spidsen for hvert.

Det lykkedes Bornholm at komme nogenlunde uskadt gennem Kalmarkrigen og de følgende tredive år, der ellers var præget af små og store stridigheder mellem de to nabolande.

I 1643 og 1657 kom det igen til åben krig mellem Danmark og Sverige.

Bornholm og Hammershus var forberedt på krigene. Lensmanden på Hammershus, Holger Rosenkrantz, havde straks fra sin ankomst i 1624 arbejdet på at sikre og udbygge øens og slottets forsvarsværker. For egne midler indkøbte og udstyrede han slottet med nye kanoner, bøsser m.m.

Tegning af Hammershus ca. 1730, kort tid før det blev endeligt opgivet. Kun Manteltårnet, kirkefløjen og vicekommandantens bolig er endnu intakt.

Alligevel lykkedes det af forskellige grunde svenskerne at foretage landgang, og efter brand og plyndring rundt om på øen indtog de Hammershus i 1645 efter kort tids beskydning. Til slottets forsvar havde Rosenkrantz kun haft et antal hvervede bornholmere, en vagtmester og en ældre artillerimester.

Artillerimesteren var den eneste, der rigtigt kunne betjene slottets ildvåben. Uheldet ville, at netop han blev ramt og livsfarligt såret ved et af de allerførste skud mod slottet. Så trods alle forsvarsværkerne skulle der alligevel ikke mere til: uden artillerimester måtte slottet overgives.

Svenskerne havde nu herredømmet over hele Bornholm.

Deres tid på øen blev dog kort i denne omgang. Ved freden i Brømsebro samme år bestemtes det, at Bornholm skulle tilbageleveres til Danmark. Svenskerne forlod derfor øen, dog først efter endnu engang at have udplyndret og brandskattet øen.

Freden blev ikke lang, og få år efter var Danmark atter i krig med Sverige. Danmark led nederlag og måtte afstå alle østdanske landsdele, herunder Bornholm, ved Roskildefreden i februar 1658.

I løbet af foråret tog svenskerne fast ophold på Hammershus. Nu skulle Bornholm og Skånelandene fuldstændigt indlemmes i det svenske rige. Svenskerne valgte dog i første omgang at føre administrationen af Bornholm videre som hidtil. I begyndelsen syntes dette at gå nogenlunde, men i løbet af det sene efterår samlede der sig en oprørsstemning mod svenskerne. Tilskyndelsen hertil kom fra den danske konge, Frederik III.

En sammensværgelse blev iværksat med henblik på at generobre Hammershus. Planen blev sat i værk den 8. december. Det lykkedes oprørerne, trods dårlig kommunikation og forskellige uheld i starten, at tage den svenske kommandant til fange under et besøg i Rønne. I forvirringen kom de sammensvorne uheldigvis til at skyde ham. De var nu nødt til at føre oprøret helt igennem og måtte så improvisere undervejs.

Heldet var med dem: undervejs til Hammershus pågreb de den svenske artilleriløjtnant. Situationen kunne sammenlignes med den 13 år tidligere, da den danske artillerimester var sat ud af spillet. Nu blot med modsat fortegn: uden kommandant og artilleriløjtnant synes situationen håbløs for svenskerne på slottet. Der blev derfor indledt forhandlinger, som endte med, at svenskerne marcherede ud af slottet for dernæst at blive ført ind igen som fanger.

Bornholmerne havde reelt befriet sig selv.

Den følgende dag holdt man stændermøde på Hammershus, hvor man enedes om at sende en delegation af sted til kongen, Frederik III, med anmodning om: "at nyde kongelig Beskyttelse og gode danske Love". Men uden om det danske rigsråd fik kongen manipuleret delegationsmedlemmerne til at underskrive et gavebrev, hvori de skænkede kongen og hans efterkommere Bornholm som personlig ejendom. Hermed havde kongen banet vejen for den kommende enevælde.

For Hammershus var tiden ved at rinde ud.

Kongemagten var klar over, at enten skulle der foretages meget omfattende ændringer eller også måtte slottet helt opgives og et nyt forsvarsanlæg etableres andetsteds. Kongen valgte det sidste, og et nyt moderne forsvarsværk påbegyndtes i 1684 på Christiansø. Det blev bygget med hjælp fra mandskabet på Hammershus, og byggematerialer herfra blev genanvendt.

Slottet fortsatte endnu en tid som sæde for øens administration og som statsfængsel med Leonora Christine og Corfitz Ulfeldt som de mest berømte fanger. Snart blev også disse funktioner flyttet bort fra slottet.

Hammershus retskreds blev den sidste funktion, der havde til huse på slottet, men omkring år 1700 valgte man at opføre en ny retsbygning i Sandvig.

Hammershus blev endeligt opgivet i 1743. Der blev herefter indgået forskellige kontrakter om slottets nedbrydning, der fortsatte frem til 1814. Få år senere i 1822 blev Hammershus fredet ved kongelig forordning.

Hammershus lever til fulde på til forestillingen om den "romantiske ruin" med minder om en anden og stolt fortid. Talrige malere har været tiltrukket af slottet. Maleri af Anton Edvard Kieldrup (1827-1869).

Danmarks statsbankerot i 1813 og tabet af Norge i 1814 var medvirkende til, at man "genopdagede" det gamle slot med dets stolte fortid. Dette i forening med den romantiske strømning, som prægede samtidens Europa, beredte vejen for Hammershus´ fremtidige rolle: som nationalsymbol og turistmål.

Med sin placering som forpost ud mod Østersøen ligger Hammershus meget udsat for vind og vejr. Det forhold har alle herskere på Hammershus været sørgeligt bevidste om. Det har til stadighed været nødvendigt med vedligeholdelse og udbedringer af slottet for at hindre forfaldet. Det gælder fortsat, selvom Hammershus nu henligger som Nordeuropas største ruin. Undlader man at vedligeholde ruinerne, vil også de efterhånden gå til og en dag helt forsvinde.