|
|
1526 - 1575 |
||
| Lybækkerne på Hammershus I den sene del af middelalderen dominerede hansestæderne handlen i Østersøområdet. Det skabte mange konflikter, ikke mindst om kontrollen over sejladsen på Østersøen. Især var hansestaden Lübeck indblandet i stridighederne. I de første årtier af 1500-tallet angreb og plyndrede de Bornholm gentagne gange. I året 1522 hærgede de øen både sommer og efterår; den ene gang stormede og indtog de endda Hammershus efter 1½ døgns belejring. Lybækkerne gik straks i gang med at nedrive Hammershus for at fjerne den mulige trussel, som det, set med deres øjne, udgjorde for den fri handel og sejlads i Østersøen. Både soldater og bornholmske bønder blev udkommanderet til nedrivningen. Hammershus havde i forvejen lidt voldsom skade under selve erobringen, så i løbet af få dage var store dele ødelagt. Der blev heller ikke levnet meget af slottets inventar eller forråd. En opgørelse, der blev foretaget kort tid senere, viste, at der ikke var meget at komme efter: en seng, et "skuffemøbel", 4 kedler og 6 gryder. Forrådssituationen var ikke meget bedre: 4 tdr. mel, 4 tdr. rug, 6 kar med oksekød, 9 flæskesider, 2 tdr. lammekød, 70 tdr. malt og 10 tdr. øl. I 1525 måtte Frederik I overlade Bornholm og Hammershus til Lübeck som pant for en periode på 50 år. Efter overfaldene på øen i 1522 havde lybækkerne i et indviklet magtspil støttet den senere Frederik I med penge og soldater mod Christian II, som blev afsat i 1523. Pantet var betaling for denne støtte. De var derfor nu selv interesserede i, at Hammershus var i god stand og kunne fungere som fæstning. Deres egen erobring af slottet få år tidligere havde tydeligt vist, at tiden var løbet fra de gamle forsvarsværker, som måtte tilpasses den ny militære teknologi.
De yderste ringmure blev derfor delvist opgivet og de indre bedre sikret ved forstærkning og tilføjelse af halvrunde tårne. Samtidig blev der etableret kanonbatterier på strategiske steder, ligesom slottet blev bestykket med 150 stk. artilleri af forskellig slags. Det stod klart for lybækkerne, at forsvaret af Hammershus ikke længere var ensbetydende med forsvaret og herredømmet over hele Bornholm. De udtænkte derfor en ny forsvarsplan med et mere fremskudt forsvar. Det bestod i en udbygning af kystskanserne og indførelse af en slags værnepligt med oprettelsen af et landeværn. Selv om lybækkerne fik forbedret øens forsvar, sat skik på de årlige regnskaber, udbedret øens veje m.m., var deres omdømme på øen ikke godt. Bornholmerne sendte talrige klager over lybækkernes embedsførelse og de hårde skatter til den danske konge, der stadig havde den formelle overhøjhed over øen. I 1535 var utilfredsheden blevet så stor, at det kom til væbnet oprør mod lybækkerne. Oprøret blev slået ned, og landeværnets våben, som indtil da var blevet opbevaret i kirkerne, blev fjernet af lybækkerne. I 1576 måtte lybækkerne forlade Bornholm, skønt Christian III mange år forinden var blevet presset til at forlænge pantet. Det løfte var imidlertid aldrig blevet underskrevet af det danske rigsråd. Det benyttede den efterfølgende konge, Frederik II, sig af og nægtede at forlænge pantet, da lybækkerne henvendte sig herom. Lybækkerne forsøgte i stedet at få en godtgørelse for de mange forbedringer og investeringer, de havde foretaget på slottet. Det afviste Frederik II under henvisning til, at de forbedringer og det løsøre, de havde tilført slottet, havde været i modstrid med aftalen ved pantets indgåelse. Den sidste lybske foged måtte derfor forlade øen tomhændet.
|
Lybækkerne føjede et antal halvrunde tårne til murene. Tårnet her
blev senere inddraget i herskabsfløjens bolig. De brede skydeskår
til ildbøsserne ændredes til store vinduer med siddenicher.