|
|
1200-tallets begyndelse - 1525 |
||
Ærkebispens borg
Man regner med, at det skete i begyndelsen af 1200-tallet; en kort fredelig periode i en tid, der ellers var præget af en dyb og indædt strid mellem kirke og kongemagt. Det er derfor muligt, at Hammershus blev bygget efter fælles overenskomst mellem kongen, Valdemar Sejr og ærkebiskoppen i Lund, Anders Sunesen. En anden mulighed er, at det var ærkebiskoppen alene, som satte byggeriet i gang. Bornhom havde fra gammel tid tilknytning til Skåne, da øen i sin tid var blevet kristnet herfra. Ved et forlig i 1149 efter en strid mellem konge og kirke havde kongen, Svend Grathe, overdraget ærkebiskop Eskild af Lund tre af Bornholms fire herreder med ret til at udøve kongelig myndighed og opkræve skatter og afgifter. Det fjerde og vestlige herred beholdt kongen, og her opførte han sin borg, Lilleborg i Almindingen. Under nye stridigheder i 1259 blev Lilleborg indtaget, og hele besætningen blev dræbt af ærkebiskop Jakob Erlandsens bror og fyrst Jaromar af Rygen. Hermed havde ærkebiskoppen herredømmet over hele Bornholm. Hammershus spillede en vigtig rolle i 1200- og 1300 årenes mange konflikter mellem kongemagt og ærkebispesæde. Hammershus blev flere gange indtaget af kongemagten. Hver gang måtte den imidlertid levere det tilbage til ærkebispesædet mere eller mindre frivilligt. Sidste gang var i 1362, da Valdemar Atterdag overlod slottet til ærkebiskoppen efter selv at have fået herredømmet over det året før. Til gengæld forpligtede biskoppen sig skriftligt til at give Hammershus tilbage, når kongen ønskede det. Det benyttede Christian II sig af mere end 150 år senere, da han i 1522 krævede slottet tilbage. Hammershus blev bygget som en stærk fæstning, der levede op til den middelalderlige forsvarsstrategi. Den var baseret på, at eventuelle angribere skulle overvinde den ene forhindring efter den anden: kløfter, volde, forborge, mure m.v. Hvis det det yderste forsvarsværk blev indtaget, kunne forsvarerne trække sig tilbage til det næstyderste osv. I værste fald var det vigtigt at have en port til at slippe bort igennem. På Hammershus var der oprindeligt små porte fra alle forborgene og ind til Slotspladsen. Ud over direkte angreb kunne en middelalderfæstning indtages ved belejring. Det vides, at Hammershus i 1324-25 modstod lang tids belejring. Forhistorien var den, at landets marsk, Ludvig Albertsen, i 1319 havde erobret slottet for kongen, Erik Menved. Kongen døde kort efter, og hans efterfølger, Christoffer II, måtte i sin håndfæstning love at give slottet tilbage til ærkebiskoppen. Det har formentlig været et krav, at slottet skulle tilbageleveres uden yderligere beskadigelse. Man valgte derfor at indtage Hammershus ved belejring for at undgå direkte kamp. Cristoffer II’s nye marsk, Peder Vendelboe, og hans mænd indrettede sig på en lang belejring. De opslog deres lejr på den store bakke foran slottet tæt ved det nuværende besøgscenter. Her er der fundet tydelige spor efter kraftige palisadehegn uden om lejren. Forsvarerne holdt i stand i 16 måneder. Først da kongen havde lovet den gamle marsk, Ludvig Albertsen, penge og gods tilbage, åbnede han porten og overgav Hammershus. Som herre over Bornholm kunne ærkebiskoppen inddrage de mange skatter og afgifter, som øens bønder, håndværkere og handlende blev afkrævet. De blev især betalt i naturalier, og det var ikke små mængder, det drejede sig om. Herom vidner de store magasiner og stalde til opbevaring af smør, korn, kød, sild og levende dyr. Ud over de egentlige afgifter skulle bønderne også stille arbejdskraft til rådighed, køre byggematerialer, vand, brændsel og andet til slottet. En del af de mange naturalier blev forbrugt på stedet til den store husholdning, mens resten blev sejlet til ærkebiskoppen. Hammershus var rammen om mange menneskers liv: Soldater til befæstning, skrivere til administration og domstol samt talrige folk til slottets drift og husholdning. Blandt ærkebisperne var der kun få, der boede på Hammershus i længere perioder. I praksis betød det, at de kirkelige opgaver blev varetaget af en kannik, mens den verdslige administration var overladt til fogeden på Hammershus.
|
Hammershus var en typisk
middelalderfæstning, højt beliggende og omgivet af mange rækker af forsvarsværker.
Beliggenheden var velvalgt også set ud fra øens tilknytning til Skåne.