Lige midt i et af de københavnske brokvarterer - den tidligere "Sorte Firkant" - finder man en af hovedstadens mere særprægede og omdiskuterede pladser, Blågårds Plads på Nørrebro. Bemærkelsesværdig ved sin forsænkede form og sin iøjefaldende mangel på skulpturel udsmykning af pladsens midte. Her er en plads som lykkeligvis har undveget den "horror vacui", der ellers synes at herske på landets torve og pladser. En befriende tom flade, som det bør blive et af de væsentligste mål at bevare ved den nylige fredning af pladsen.

I stedet for konger til hest og plaskende springvand befolkes pladsens sider af en mangfoldighed af solide, slidte steneksistenser og buttede granitbørn, som sammen gør Blågårds Plads til mere end blot et tiltrængt åndehul og et presseomtalt centrum for de seneste års bandeopgør i kvarteret. Nemlig til et studie i en af det tidlige 1900-tals store, danske billedhuggere, Kai Nielsen, der her har præsteret et af sine absolutte hovedværker. Uskyldig tager pladsen sig ud en solrig søndag, hvor det er vanskeligt at forestille sig al den ballade som pladsens etablering og udsmykning forårsagede i begyndelsen af århundredet.

Området blev herefter udstykket og opkøbt af isenkræmmer Heegaard, der etablerede et jernstøberi, hvor Blågårds Plads nu ligger. Dengang i meget landlige omgivelser med småhaver, gartnerier og lave træhuse, der i henhold til demarkationsbestemmelserne hurtigt kunne nedrives i tilfælde af krig. Efter 1852, hvor voldene blev opgivet og byggeriet på brokvarterene kunne begynde, ændrede Blågårdsterrænet imidlertid hurtigt karakter. Småindustrier, værksteder og større og mindre lejekaserner skød op i stort antal - en udvikling som kulminerede med det spekulative etagehusbyggeri i 1870'erne og 80'erne.

Omkring 1900 var denne del af Nørrebro et tætbebygget og tætbefolket, usundt kvarter, hvorfor Københavns Kommune i 1898 opkøbte det fraflyttede Heegaardske Jernstøberi med den smukke tanke at anlægge et tiltrængt fristed for kvarterets beboere på støberiets tidligere jord. Kort derefter blev støberiet nedrevet, og en enkel, åben plads, omgivet af rækker af lindetræer, blev anlagt.

Projektet blev med stor majoritet vedtaget i byrådet i 1913, efter at man på bl.a. afholdsorganisationernes anmodning havde forkastet Theodor Philipsens noget smagløse forslag til et springvand med to bryggersvende, der bærer en stor øltønde med relieffer af rusens forskellige stadier.

Som motiver for sit skulpturelle program valgte billedhuggeren dels buttede, legende børn, som han altid har elsket at skildre, dels personifikationer af forskellige håndværk - smeden, snedkeren, mureren etc., alle i færd med at udøve deres respektive hverv. Ikke - som skulpturer dengang sædvanligvis var - placeret på en høj, ærefrygtindgydende sokkel, men integreret iforsænkningens lave granitbrystning, nede i børnehøjde, så ungerne kunne kravle og sidde på de runde og "bløde" figurer og hoppe ned fra brystningen uden at få hul i hovedet.

Heller ikke ved pladsens afsløring i 1918 forstummede de kritiske røster: Kai Nielsens enkle og rå, sammenkrøbne figurer - hvis form og størrelse er betinget af granitblokkenes dimensioner - var stilistisk og motivisk så forskellige fra samtidens øvrige skulpturarbejde i de offentlige byrum, at Blågårds Plads af kvarterets beboere - som den ellers var tænkt at tilgodese - hurtigt og ubarmhjertigt fik øgenavnene "Stenødet" og "Slavepladsen".

Skulpturprogrammet blev kritiseret for at være udtryk for en borgerlig, romantisk forstilling om, hvad det var for en kunst arbejderne virkelig havde brug for - de sammenkrøbne skulpturer blev af nogle anklaget for at savne monumentalitet og forherligelse af den nye, bevidste arbejderklasse, mens andre fandt, at figurernes ansigter udtrykte håbløshed, underkastelse og nedtrykthed. "Et værre rædselskabinet kan man ikke tænke sig med dets forvredne og forhuggede Figurer" fastslog Knud Bokkenheuser sågar i sin samtidige bog om Nørrebro. Anderledes positiv var den fremsynede Poul Henningsen, som i "Vor Tid" i 1918 roste pladsen som moderne skulpturs og arkitekturs foreløbig "eneste storslåede og gennemførte Resultat på Byens Gader og Torve".

Om PH's udtalelse fortsat er gældende efter 80 år bør være op til den enkelte at vurdere. I alle fald er gemytterne faldet til ro på Blågårds Plads, selvom udformningen af det nyere byggeri på to af pladsens sider sagtens kunne give anledning til en ny diskussion. Pladsen - der efter planen snart skal gennemgå en tiltrængt og velfortjent istandsættelse - fungerer efter hensigten som et populært samlingssted, og den patina, som skulpturerne har fået efter mange års slid, er i sig selv beviset på, at det er muligt - som Kai Nielsen og Ivar Bentsen håbede - med Blågårds Plads at skabe et stykke offentlig, funktionel kunst af forbilledlig karakter.