Retur til styrelsens hjemmeside Retur til Miljø- og Energiministeriets hjemmeside

Kommuneatlas

Når feltarbejdet er færdigt foreligger resultaterne fra kortlægning og registrering på skemaer, fotos og edb. Både skemaer, fotos og edb har vist sig at være et ressourcebesparende grundlag for kommunernes praktiske sagsbehandling. Men overfor borgerne er der derudover behov for formidling af resultaterne.

Udpegningen af bymiljøer og bygninger med bevaringsværdi i SAVE-arbejdet er ikke juridisk bindende for hverken borgere eller kommune, men kun vejledende. Om et bymiljø eller en bygning skal bevares afgøres alene af kommunalbestyrelsen gennem udarbejdelsen af bevarende lokalplaner eller gennem udpegning i kommuneplanen.

Men en øget omsorg for bymiljøerne kan vanskeligt gennemføres uden borgernes forståelse. Det er derfor vigtigt, at SAVE-arbejdets resultater viderebringes til borgerne i en oversigtlig form. Kommuneatlasset har vist sig at være en hensigtsmæssig måde at skabe dette overblik for både borgere, minister og kommunens politikere og embedsmand.

Kommuneatlasset kan derved fungere som et fælles referencegrundlag for de forskellige interesser, der altid vil være omkring byomdannelser og landområdernes udvikling.

Christianshavns Kanal som eksempel på en arkitektonisk bykvalitet fra Bydelsatlas Indre By/ Christianshavn 1996. Christianshavns Kanal danner akse på Christianshavn og opdeler bydelen i, hvad man kaldte en Nederby og en Overby.
Den karakterfulde randbebyggelse med boliger blandet med erhverv, kajernes træer, det lave bolværks solide tømmerkonstruktion og de mangefortøjede lyst- og husbåde skaber en særlig intimitet og stemning.