Indledning

De danske købstæder rummer historiske bymiljøer, som er meget værdifulde også set i et europæisk perspektiv. Deres placering i landskabet, gadenettets struktur og de karakteristiske karrédannelser er kvalitative elementer i borgerens hverdag, der i den stadige byomdannelse må forstærkes og udbygges for at danne levende og funktionsduelige byer med en historisk identitet. Tilsammen udgør de danske købstæder et samlet monument over dansk bybygning, som rækker fra Valdemartiden op til vore dage, og som samtidig udgør et attraktivt miljø for virksomhedernes lokalisering og turistbranchens udvikling.

I takt med de sidste 50 års byomdannelser er interessen for vore bevaringsværdige bygninger og bymiljøer imidlertid vokset stærkt. Besættelsen 1940-45 betød kun få ødelæggelser af værdifulde bebyggelser, men de omfattende saneringer i de følgende årtier udslettede overalt i landet velkendte bybilleder, som mange fandt var en del af deres bys identitet.

For at dæmme op for en udvikling, der sjældent tog bygningsbevaringsmæssige hensyn, oprettedes i 1960'erne og 1970'erne mange lokale bevaringsforeninger, som i tale og skrift udførte et stort arbejde for at vække interesse for bevaring af bygningsmiljøerne.

Også fra statens side var der øget opmærksomhed over for området. Fra omkring 1960 gjorde lovgivningen det muligt at tage bevaringshensyn i forbindelse med saneringer og almindelig byggesagsbehandling. Det særlige Bygningssyn og Nationalmuseet begyndte at udgive bygningsregistranter over ældre købstadsmiljøer som en vejledning for kommunalbestyrelserne. I 1987 påbegyndte Miljø- og Energiministeriet kortlægning og registrering af bymiljøer og bygninger efter det system, der beskrives i dette hæfte. Op til 1997 var der kortlagt 48 kommuner og udgivet de såkaldte kommuneatlas i samarbejde med de enkelte kommuner.

I 1995 fremlagde miljø- og energiministeren en redegørelse om kulturmiljøet i Folketinget. Heri blev kulturmiljøets forvaltningsområder opdelt i et smalt og et bredt perspektiv. Det smalle bevaringsbegreb omfattede beskyttelsen af fortidsminder og bygningsfredningen, mens det brede omfattede beskyttelsen af kulturlandskabet og by- og bygningsbevaringen.

Efterkrigstidens ønske om orden og effektivitet satte sig voldsomme spor i provinsbyerne. Hovedgaderne blev rettet ud, bygninger blev revet ned og nye kom til. Her Algade i Roskilde.

SAVE-arbejdet kan, som nævnt, danne udgangspunkt for udpegning af bevaringsværdige bygninger i kommuneplan eller lokalplan, og derved danne grundlag for de støtteordninger, kommunerne kan oprette i forbindelse med byfornyelsesloven. SAVE-samarbejdet har til hensigt at give politikere og embedsmænd et overblik ikke alene over købstædernes byarkitektoniske kvaliteter, men også mere bredt over de topografiske, kulturhistoriske og arkitektoniske forhold i den omtalte kommune.

Dette overblik er en hjælp, når der skal tages kommunalpolitiske beslutninger og lægges strategier for den fremtidige byudvikling. Samtidig kan kortlægningen fungere som oplysning overfor borgerne og investorer om det vanskelige spørgsmål der melder sig i byomdannelsen: Hvad skal der bevares, og hvad skal ændres for at et givet område er attraktivt for begge parter.

I atlassene beskrives de byarkitektoniske træk både ved hjælp af kortskitser og snit i byen. Her er det havnefronten i Aalborg Syd og udsigten mod Nørresundby. Kommuneatlas Aalborg Syd, 1994.

Aalborg har gennem tiden gennemført markante gadegennembrud. Men på trods heraf er det middelalderlige gadenet stadig synligt. Den oprindelige hovedgade, Algade, ligger østvestgående langs fjorden, medens sidestræderne ligger nord-syd. Kommuneatlas Aalborg Syd, 1994.