Feltarbejdet

Feltarbejdet er, som navnet angiver, en vurdering, der foregår på stedet. Det vil sige, at man ser på de faktiske forhold i byerne og på landet. Feltarbejdet indeholder to væsensforskellige vurderinger. Den ene er en kortlægning og vurdering af bymiljøer. Den anden er registrering og vurdering af de enkelte bygninger.

Kortlægning af bymiljøer
Hensigten med at kortlægge kommunens bymiljøer og bebyggelser er bl.a. at skabe et grundlag for udarbejdelse af lokalplaner. For at opnå en faglig strukturering af de mange forskellige byarkitektoniske sammenhænge, der findes i en by, opdeler SAVEarbejdet bymiljøer i tre forskellige kategorier: Dominerende træk, Bebyggelsesmønstre og Elementer i bebyggelsen.

De dominerende træk udgøres af byens karakteristiske placering i landskabet og gadenettet, som Ofte er bevaret fra byens ops tåen. I denforbindelse spiller den senere placering af højhuse, siloer og andre store bygværker en afgørende rolle for, om man kan genkende og opfatte byens historiske silhuet og særkende.

Bebyggelsesmønstre dannes af de enkelte kvarterer og karréer, som ved deres karakteristiske arkitektur og plan afgrænser et nærmiljøfor de aktuelle beboere. Også erhvervsområder kan have en historisk karakter, som kan være et aktivfor denf-remtidige lokalisering af nye erhverv.

Elementer i bebyggelsen kan være de enkelte gadeforløb og pladser med den omgivende arkitektur. De vil ofte være genkendelige elementer, der strukturerer bymidtenfor byens beboere. Netop disseforhold vil samtidig tiltrække investorer, der stiller krav til ændringer i det byarkitektoniske udtrykfor at markere deres tilstedeværelse.

Dominerende træk
Samspillet mellem topografien og bebyggelsen fremhæves her som et dominerende træk. Bymidtens placering på højen, den markante skrænt mod vandet, kirkens dominans og samspil med torverummet er træk, der i århundreder har tegnet byen.

Bebyggelsesmønstre
Den samme by ved skrænten mod havet består af treforskellige bebyggelsesmønstre. Den "gamle bymidte" med karrébebyggelse og et snævert gadenet, "villabyen " med spredt, åben bebyggelse og 'forstaden" med tæt bebyggelse langs indfaldsvejen og åben bebyggelse mod det omgivende land.

Elementer i bebyggelsen
Samspillet mellem kirkebygningen med det dominerende tårn og torvets lave husrækker kantet af træer er et element i bebyggelsen og kan analyseres for sig.

Kortlægningen foregår på fortrykte skemaer. Skemaet afsluttes med et felt til den arkitektoniske vurdering, hvor man sammenfatter de forhold, der bør tages hensyn til i byomdannelsen og som derfor bør tillægges en bevaringsværdi. Den arkitektoniske vurdering slutter med en anbefaling, der på denne made peger direkte frem mod indholdet i en lokalplan.

Bygningsregistreringen
På bygningsniveau registreres alle bygninger i en kommune opført før år 1940. Registreringen foregår på fortrykte skemaer, som leveres af Kommunedata; hver bygning har sit eget skema og hver bygning fotograferes. Kommunalbestyrelsen kan imidlertid også vælge, at alle bygninger op til i dag skal vurderes. I det tilfælde bekostes denne ekstra indsats af kommunen selv.

Størst interesse er knyttet til den del af skemaet, der omhandler,- vurderingen af bygningen. Bygningen vurderes efter arkitektonisk værdi, kulturhistorisk værdi, miljømæssig værdi, originalitet og tilstand. For hver vurdering tildeles en karakter på en skala, der, går fra 1 til 9. 1 betegner den højeste karakter.

Den arkitektoniske værdi iagttages på stedet. Den enkelte bygning vurderes udefra og ofte under tidspres. Der ses pa' bygningens arkitektur, dens bygningskrop, tag, dør- og vinduesplacering og man konstaterer bygningens placering i stilhistorien. Den stilhistoriske tilknytning falder forskelligt ud, om man er i hovedstaden eller provinsen. Provinsens stilfærdige udgaver af de storeforbilleder vurderes i deres egen ret. Vurderingen hviler på iagttagerens arkitektoniskeforståelse og afspejler en aktuel fortolkning. Det kan umiddelbart svnes som en meget subjektiv måde, men det har vist sig, atforskellige grupperfagfolk kommer til samme resultat i den arkitektoniske vurdering.

Jo ældre en bygning er, jo mere sjælden er den, og desto større vægt får vurderingen af den kulturhistoriske værdi iforhold til den arkitektoniske. Det vil sige, at det mindre antal af en bestemt type bygninger bliver en kvalitet i sig selv; og bliver vurderet derefter. Individuelle bygninger eller samlinger af bygninger, derfortæller om faser i landets eller byens historie, som f eks. missionshuse, byggeforeningshuse, møller eller industrialismens store industrianlæg, vil ligeledes rangere højt på den kulturhistoriske værdiskala.

I SAVE-registreringen er det straks vanskeligere at spore de enkelte mennesker, der har haft relation til bygningerne. Den oversigtlige registrering levner ikke, tid til nøjere arkivundersøgelser afhvem, der har levet i husene, hvorfor netop dette aspekt af kulturhistorien beror pa' den tilstedeværende lokale viden.

Den miljømæssige værdi sammenholder de tilstødende omgivelser med den enkelte bygningsudtryk. I denne forbindelse kan både have, park og landskabstræk indgå, såvel som de tilstødende bygninger. I alle tilfælde vurderes disseforhold som arkitektoniske træk, der relaterer sig til bygningen.

Originalitet refererer til den oprindelige bygningskrop, herunder hvordan efterfølgende udskiftninger og større ombygninger erforetaget. Er bygningen helt ombygget med andre arkitektoniske intentioner end ved opførelsen, benyttes denne ombygning som grundlagfor vurderingen. Det vil f eks. være tilfældet ved en bedømmelse af Holmens Kirke eller en boligblokfra 30 érne med nye altaner og udestuer.

Tilstandsbedømmelsen er medtaget som kriterium,fordi man i nogle tilfælde må betragte et ellers værdifuldt bygningsværk som så ødelagt, at de øvrige bedømmelser bliver meningsløse.

En bygnings bevaringsværdi fremkommer som en skønsmæssig afvejning af de fem ovenfor omtalte delvurderinger. Der lægges mest vægt på den arkitektoniske og den kulturhistoriske værdi. Den arkitektoniske er den mest betydningsfulde, idet der i denne vurdering indgår både bygningens identifikation og fornemmelsen af dens historie som en del af den arkitektoniske tolkning. Eksempelvis fremstår mange købstadskirker eller rådhuse både som symbol for byen og som reference for erindringen, og begge dele indgår i den arkitektoniske vurdering.

Sideløbende med arbejdet i marken indtastes resultaterne fra registreringsskemaerne på edb. Ved udskrift fra edb-registeret opløses skemaets koder og man kan på denne måde bl.a. få oplysning om bygningens konstruktionsdetalier og stilart, men også løbende opdatere de indvundne data til brug for kommunens daglige sagsbehandling.

Der er i denne forbindelse oprettet et landsdækkende dataarkiv i Kommunedata, som kan kobles med BBR-registret og Boligministeriets planregister. Pr. 1. januar 1997 har kommunerne indlagt 250.000 bygninger i dette register efter SAVE-systemet.

København, Absalonsgade, opført 1877.
Arkitektonisk: Femetages beboelsesejendom, hvis højde søges modvirket vedforskellige tværgående opdelinger, og medforskelligt udformede vinduer i hver etage, alt sammen efter gode klassiske forbilleder. Det samme gælder den øvrige detaljering. Det er et absolut nydeligt hus, uden at det kan påberåbe sig at være stor arkitektur: 4.
Kulturhistorie: Udstykket af Svanemøllens jordtilliggende; ellers vides intet om særlige kulturhistoriske interessante forhold: 5.
Miljømæssigt: Hele gaden er opført indenfor samme korte periode og er holdt i en ensartet, behersket udtryksform. Dette hus holder sig indenfor dette mønster: 3.
Originalitet: Nye vinduer af plastik, ellers uforandret: 3.
Tilstand: Velholdt og uden synlige skader: 2.
Bevarinsgværdi: 4.

Aabenraa, Storetorv 9, Redergården, opført mellem 1785 og 1787. Fredet.
Arkitektonisk: Fornemt klassicistisk borgerhus af provinstype. Den fint detaljerede tempelportal flankeres på hver side af tre vindues fag, men huset har fået symmetrien forskudt ved det ekstra, brede fag med porten. Bygningen har en usædvanlig markant, arkitektoniskfunktion som point de vue for enden af hovedgaden: 2.
Kulturhistorisk: Navnet Redergården" hidrørerfra en lang periode i første halvdel af 1800-tallet, da den ejedes af skibsreder Jørgen Bruhn, der oprettede skibsværftet på Kalvø og betød overordentlig megetfor byen. Det symmetriforstyrrende portfag er karakteri.5tiskfor en række af provinsens købmandsgårde: 2.
Miljømæssigt: Gården ligger midt i byens gamle, fornemme del og er selv det ypperste udtrykfor denne hustype: 2.
Originalitet: En korresponderendeskorsten til den eksisterende savnes. Portalen blev genopsat 1974, og husetfremtræder herefter i alt væsentligt som ved opførelsen: 2.
Tilstand: Særdeles velholdt: 2.
Bevaringsværdi: 2.

Nakskov, Lavgraven 9, opført 1882-83.
Arkitektonisk: Sukkerfabrikkens ældste del er opført af Ove Petersen som et uregelmæssigt fabriksanlæg med rig anvendelse af detaljer i nyromansk borgstil. Ret forbygget: 3. Kulturhistorisk: Manifestation af det store landbrugsmæssige og industrielle opsving, so fandt sted på Lolland-Falster sidst i 1800-talle og som har udgjort en væsentlig del af øernes erhvervsliv lige siden: 2.
Miljømæssigt: Kernen i etfabriks- og arbejderbolig-område: 2.
Orginalitet: Megetforbygget og tilbygget: 7. Tillstand: Retforsømt: 7.
Bevaringsværdi: 3.