Hvad skal vi med Kulturmiljøet?

Danmark har en lang tradition for fredning og beskyttelse af ikke blot vores natur og landskaber, men også af fortidsminder og bygninger. Den første naturfredningslov blev vedtaget i 1917, og året efter kom bygningsfredningsloven. Herigennem fik man et redskab til at sikre bygninger med væsentlige kulturhistoriske og arkitektoniske værdier og derigennem bevare det bedste i landets bygningskultur. Senere er indført begrebet "bevaringsværdige bygninger", som man gennem lokalplanlægningen skal tage særlig hensyn til, uden at de dog har egentlig fredningsstatus.

Fortidsminderne kunne i starten kun beskyttes gennem frivillige fredninger, men i 1937 gennemførtes en generel fredning af alle fortidsminder indenfor udvalgte kategorier. Hermed fik man standset en katastrofal udvikling, der har medført, at der i dag kun er bevaret ¼ af de fortidsminder, der fandtes for bare 150 år siden. Lovens definition af et fortidsminde er blevet udvidet flere gange, og der er indført en beskyttelseszone omkring de enkelte fortidsminder ud fra både æstetiske og arkæologiske hensyn.

Tilsyneladende er der således etableret et finmasket sikkerhedsnet til bevaring af de kulturhistoriske værdier både i by og på land. Udviklingen gennem de sidste årtier har imidlertid vist, at dette til en vis grad er en illusion. Landskabet omkring os forandres nu i et sådant tempo og omfang, at vi må gøre op med os selv, hvilke værdier der skal bevares og hvordan det skal gøres. Her har såvel staten som amter og kommuner et ansvar - og helt centralt er offentlighedens medvirken. Det bør ikke være øjeblikkets tilfældige omstændigheder, der skal diktere hvordan vore omgivelser ser ud. Vi skal altså debattere kulturmiljøet og træffe de nødvendige beslutninger.

Glænø.
Foto: Ole Malling.

Regeringens redegørelse om kulturmiljøet fra november 1995 blev behandlet i Folketinget i januar 1996, hvor der var bred opbakning til beskyttelsen af kulturmiljøet som miljøpolitikkens 3. dimension - ved siden af forureningsbekæmpelsen og beskyttelsen af dyr og planter. Som en konsekvens heraf fik vi i 1997 en ny bygningsfredningslov og en lov om oprettelse af regionale, faglige kulturmiljøråd. I de statslige udmeldinger til amternes regionplanrevision 1997 og 2001 er kulturmiljøets betydning blevet yderligere understreget, således at planlægningen for fremtiden skal tage større hensyn til bevaringen af et alsidigt kulturmiljø.

Skov- og Naturstyrelsen har igangsat et opfølgningsprogram, som bl.a. har til hensigt at understrege kulturmiljøsynsvinklerne i naturforvaltningen, i forsknings- og udredningsarbejdet og i international sammenhæng.

Denne pjece er udarbejdet for at formidle og anskueliggøre kulturmiljøområdet. Vi håber, at den vil finde god anvendelse i amter og kommuner, blandt museerne, i de nye regionale, faglige kulturmiljøråd og hos interesserede i øvrigt.

Karen Westerbye-Juhl
Direktør

Historien i landskabet - grundlaget for arbejdet med kulturmiljøet

Landets nuværende udseende er resultatet af menneskets udnyttelse af naturgrundlaget gennem årtusinder. Hver generation har sat sit præg på landskabet og bebyggelsen, som derigennem kan fortælle sin egen historie - hvis man forstår at tyde den. Skønt Danmark er et lille land, består det af mange forskellige typer landskaber, hvor det først og fremmest er jordens og havets ressourcer, der har været bestemmende for bosætningen og bebyggelsernes placering. Også de politiske, økonomiske og religiøse hensyn har imidlertid haft stor betydning.

I Thy er der bevaret et stort antal brozealderhøje. Billedet er fra et fredet område ved Boddum, Limfjorden, hvor der er ikke mindre end 32 høje. Foto: Ole Malling.

En stor del af vore fredede fortidsminder er dysser, jættestuer og gravhøje fra forhistorisk tid. De vidner om en ganske anden levevis og kultur, der som regel ikke har nogen forbindelse med udnyttelsen af landskabet i dag. Alligevel har disse monumenter gennem årtusinder været en del af vore omgivelser og udgjort en kilde til både overtro og mange lærde diskussioner og teorier. På sin vis har de derfor en dobbelt betydning - dels som levn fra en svunden tid, der udgør et videnskabeligt forskningsmateriale, dels i kraft af deres rolle som inspirationskilde for eftertiden.

Den nuværende bebyggelsesstruktur har sin oprindelse i tidlig middelalder, hvor Danmark blev en del af den europæiske kristne kulturkreds. Sogneinddelingen blev etableret med opførelsen af et stort antal kirker, hvoraf størstedelen - omkring 2500 - stadig er bevaret. Samtidig blev placeringen af landsbyer og købstæder fastlagt, og der blev snart en skarp erhvervsdeling mellem by og land, som kom til at vare helt til midten af 1800-tallet. Købstæderne havde i princippet monopol på handel og håndværk og blev styret med særskilt administration og retsvæsen. Deres indre struktur og vejnet er som regel bevaret i de gamle bykerner. De skattefri adelsgodser med monumentale hovedbygninger begyndte fra ca. 1500 at dominere landskabsudviklingen i store områder.

Landboreformerne i slutningen af 1700-tallet medførte en grundlæggende omstrukturering indenfor landbruget, hvor gårdene blev flyttet ud fra landsbyerne på deres egne jorder. For at redde de sidste rester skov udstedtes i 1805 en "Fredskovsforordning", der forbød bønderne at udnytte underskoven og lade deres svin og kreaturer gå på olden. Herfra stammer de store stengærder omkring mange skove. Manglen på træ havde medført, at man forlængst var gået over til at opføre gårdene i bindingsværk med lerklinet vidjeflet, og den lukkede firlængede gård omkring en gårdsplads blev gradvis typisk for hele det østdanske område.

  Luftbillede over Mols Bjerge.

I 1800-tallet begyndte man at ændre naturgrundlaget i en helt anden målestok end tidligere - søer blev drænet, fjorde blev inddæmmet og tørlagt, hedestrækninger opdyrket og sandflugten standset. Fra de store godser, hvor adelen tidligere havde lovsikrede privilegier, blev udstykket store områder ved lensafløsningen omkring 1900. Hele denne udvikling betød, at der pludselig blev mulighed for opdyrkning af langt større områder end før, og husmandskolonierne spredte sig ud over landet. Antallet af landbrugshuse blev således tidoblet i perioden fra slutningen af 1600-tallet til slutningen af 1800-tallet.

Gennem de sidste 150 år har forandringerne imidlertid antaget en helt ny målestok. Nye byer er skudt op ved jernbanenettet, og gradvis er der sket en affolkning af landområderne i takt med landbrugets nye rationelle driftsformer. Befolkningstallet er mangedoblet, men tilvæksten er primært sket i byerne, hvor 85 % af befolkningen bor i dag. For størstedelen af Danmarks indbyggere har landskabet nu kun betydning i fritiden, og det afspejler sig bl.a. i udbredte sommerhusområder ved de attraktive kyster. Et finmasket net af større og mindre veje sikrer samfærdsel og kommunikation.

Disse radikale forandringer bidrager naturligvis med deres egne kulturhistoriske værdier, men mange steder er kultursporene fra århundreders udnyttelse af landskabet forsvundet, ofte som resultat af en ubetænksom udvikling og en ofte misforstået rationalisering. Alligevel er der efterladt en lang række fine kulturmiljøer, der fortjener at blive bevaret for eftertiden.

Indsatsen i de kommende år vil forhåbentlig sikre, at også de kommende generationer vil kunne læse "historien i landskabet".

Hvad er kulturmiljøet

Dybest set kan betegnelsen "kulturmiljø" omfatte hele Danmark, for her har mennesket gennem tiden sat sit præg på stort set alle landskaber. Egentlig uberørt natur findes næsten ikke, og selv de mest øde og tilgroede naturprægede områder vil som regel ved nærmere eftersyn vise sig at være tilvejebragt ved eller påvirket af menneskets udnyttelse. Men et kulturmiljø kan lige så godt være inde i byen, og her bliver problematikken meden klar definition tydelig. I virkeligheden mener man nemlig som regel et bevaringsværdigt kulturmiljø, når man anvender betegnelsen.

Beskyttelsen af kulturmiljøet indebærer, at der ikke kun er tale om lokaliteter eller snævert afgrænsede områder, men i lige så høj grad om bevaringsværdige strukturer. Det handler om at sikre de historiske dimensioner i landskabet, således at den stadige udvikling og rationalisering ikke skal reducere vore omgivelser til historieløse bebyggelser og produktionsarealer.

Den middelalderlige Vesterport i Faaborg er stadig bevaret. Byporten markerede byens grænse, hvor man betalte told. Til venstre ses et af byens bindingsværksgårde fra ca. 1730 og til højre et fornemt klassicistisk borgerhus fra 1790.

Udviklingen skal respektere byernes strukturer og tage hensyn til bevaringsværdige kvarterer og miljøer. Planlægning er derfor nøgleordet, når man skal forsøge at realisere intentionerne i kulturmiljøredegørelsen.

Mens der gennem de sidste 15-20 år er gennemført registrering og kortlægning af bevaringsværdige bygninger og bymiljøer i vore byer, findes der ingen tilsvarende oversigter over de kulturhistoriske bevaringsinteresser i landskabet. Med henblik på at kortlægge disse har Skov-og Naturstyrelsen igangsat projektet "Kulturhistorien i planlægningen" i nært samarbejde med Landsplanafdelingen, Amtsrådsforeningen og Kulturhistorisk Råd. Projektet sigter bl.a. på at anskueliggøre, hvordan man gennem udpegning af bevaringsværdige kulturmiljøer kan sikre de kulturhistoriske elementer i landskabet.

Her defineres et kulturmiljø som: Et geografisk afgrænset område, som ved sin fremtræden afspejler væsentlige træk af den samfundsmæssige udvikling.

Kulturmiljøet skal ikke nødvendigvis indeholde fredede bygninger eller fortidsminder. Det behøver heller ikke at være smukt eller æstetisk værdifuldt, selv om der ofte i praksis vil være sammenfald mellem de æstetiske og de kulturhistoriske interesser. Det afgørende er, at man står overfor en helstøbt, velbevaret struktur eller helhed, som der bør tages hensyn til i planlægningen - det kan være et fiskerleje, et industrimiljø, et hulvejssystem, et herregårdslandskab, en husmandsudstykning, en stationsby, en landsby med sit ejerlav og lignende.

Fredning og bevaring - statsligt, regionalt og kommunalt

Fredningsarbejdet har hidtil primært taget udgangspunkt i en snæver beskyttelse af enkeltmonumenter. En gravhøj er eksempelvis fredet som fortidsminde, og det indebærer en dyrkningsfri 2 m zone omkring fortidsmindets fod og en bredere 100 m zone, hvor der godt må dyrkes, men ikke bygges eller foretages ændringer i terrænet.

Bygningsfredninger omfatter bygninger af væsentlig arkitektonisk eller kulturhistorisk værdi, der som hovedregel skal være mere end 50 år gamle. Som regel er det kun de enkelte bygninger, der er fredet, og kun undtagelsesvis er omgivelserne: haver, gårdspladser etc. inkluderet i fredningen.

Kirkerne er ikke omfattet af nogen fredning, men ændringer og nybyggeri skal godkendes af Nationalmuseet. For kirker med en visuel sammenhæng med det åbne land, foreskriver loven herudover en beskyttelseszone på 300 m omkring kirken, hvor der skal tilladelse til at opføre bygninger med en højde over 8,5 m. I flere amter har man tillige taget hensyn til kirkerne i regionplanlægningen.

Kulturhistoriske hensyn indgår også i de større naturfredninger, men deres primære mål er som regel landskabsæstetiske, geologiske, biologiske og friluftsmæssige hensyn.

Som det fremgår af denne korte oversigt, kunne det hurtigt ende med, at de fredede kulturelementer kommer til at ligge som "øer" i et bybillede eller et landskab, hvor udviklingen har fjernet enhver sammenhæng. Dette har man for mange byers vedkommende modvirket ved udarbejdelsen af kommuneatlas i nært samarbejde med de enkelte kommuner.

Den Hvide Kødby, Halmtorvet, København.

Her har man kortlagt de bevaringsværdige bystrukturer og bymiljøer i kommunen og udpeget særlige bygninger, der bør sikres i planlægningen. Kommunernes interesse herfor er stor, og erfaringerne viser, at den lokale bevaringsindsats er blevet styrket, hvor man har været igennem processen med udarbejdelse af et kommuneatlas.

I samme lys skal man se indsatsen for at sætte fokus på kulturmiljøets bredere sammenhænge i landskabet. Det er i den forbindelse vigtigt at understrege, at der ikke skal laves "museumslandskaber", men at hensynet til kulturmiljøet skal indarbejdes i planlægningen for en fortsat samfundsudvikling.

Medens ansvaret for det "smalle" perspektiv med fortidsmindebeskyttelse og bygningsfredning ligger hos staten, ligger ansvaret for det "brede" perspektiv i kulturmiljøarbejdet hos amtsråd og kommunalbestyrelser. Hermed menes, at det primært er gennem region-, kommune- og lokalplanlægningen, at indsatsen for at bevare de bredere kulturhistoriske sammenhænge eller kulturmiljøer skal lægges. De fleste amter har allerede udført et betydeligt arbejde for at inddrage de kulturhistoriske hensyn i fredningsplanlægningen, men der er stor forskel på, hvor meget der er medtaget i regionplanlægningen. I de kommende regionplaner forventes hensynet til kulturmiljøet at blive indarbejdet som en naturlig del af den samlede planlægning for det åbne land.

Kommunernes indsats på kulturmiljøomådet har hidtil i det væsentlige være koncentreret om varetagelsen af bevaringshensynene i byområderne. Men kommunerne kommer også til at spille en væsentlig rolle, når hensynene til kulturmiljøet skal indarbejdes i styringen af byudviklingen både i større og mindre bysamfund, i landsbyer, samt i forbindelse med vejanlæg og lignende. Instrumentet er naturligvis i første række kommune- og lokalplanlægningen, herunder bevarende lokalplaner, men også styringen af byfornyelsesmidlerne vil være et væsentligt virkemiddel.

Målsætningen med den fremtidige kulturmiljøpolitik

De overordnede principper for indsatsen er følgende:

• Kulturmiljøområdet skal indgå med større vægt i den fremtidige miljøpolitik, og i det tværsektorielle samarbejde mellem forskellige forvaltningsgrene, myndigheder og lovområder.
• Befolkningens indflydelse på kulturmiljøområdet skal udbygges.
• Kvaliteten i kulturmiljøarbejdet skal sikres i en balance mellem beskyttelse og benyttelse.
  

For at gennemføre disse overordnede mål kræves en stor indsats både på det statslige, det regionale og det lokale niveau. Princippet i arbejdsdelingen med det brede og det smalle perspektiv bør opretholdes, men det er vigtigt at man hele tiden anlægger de nødvendige helhedsbetragtninger. Også i større international sammenhæng har Danmark været med til at fremhæve spørgsmålet om kulturarven i landskabet, bl.a. i "Raphael-programmet" i EU, der er en handlingsplan for den europæiske kulturarv, og i forbindelse med Nordisk Ministerråds udarbejdelse af en nordisk handlingsplan for kulturmiljøet.

Kontrasterne kan være store - her ligger Stigsnæsværket ved Skælskør lige op ad en landbrugsejendom.
Foto: Ole Malling.

Den generelle videnopbygning er af stor betydning for gennemførelsen af den fremtidige kulturmiljøpolitik, og Forskningsministeriet har i 1997 udarbejdet en rapport: "Opbygning af viden på kulturmiljøområdet", hvor man kortlægger behovet for videnopbygning med speciel relevans i forvaltningsmæssig sammenhæng.

Blandt rapportens konklusioner kan bl.a. fremhæves et stort behov for at gennemføre registreringer, temaundersøgelser og metodeudvikling på kulturmiljøområdet og for at koordinere de forskellige initiativer på området. Det udækkede behov for videnopbygning skyldes delvis, at der ikke på kulturmiljøområdet, som på miljø-, natur-, geologi- og skovområdet, er etableret særlige sektorforskningsinstitutioner. Dele af videnbehovet kan dækkes gennem universiteter, læreanstalter og forskningsinstitutioner, medens andet må tilvejebringes gennem konkrete målrettede forsknings- og undersøgelsesprojekter.

Den genskabte Immervad Å i Århus.

I Landsplanredegørelsen: "Danmark og europæisk planpolitik" har regeringen peget på, at der bør gennemføres sammenhængende strategier for bevaringen af de kulturhistoriske spor i landskabet. Kvalitet i planlægningen er helt centralt for at gennemføre grundtankerne i kulturmiljøredegørelsen. Hertil kræves viden og overblik både over kulturmiljøets sammenhænge og forvaltningens muligheder for at beskytte de bevaringsværdige helheder og strukturer.

De regionale, faglige kulturmiljøråd

Ifølge lov om regionale, faglige kulturmiljøråd (vedtaget i Folketinget i 1997) kan der i hvert amt oprettes et regionalt, fagligt kulturmiljøråd til at rådgive kommunalbestyrelser, amtsrådet og statslige myndigheders varetagelse af kulturmiljøhensyn. I København oprettes et fælles råd med Frederiksberg. Disse kulturmiljøråd skal bestå af 7-9 medlemmer, der udpeges af hhv. amtsmuseumsrådet, amtsrådet, kommuneforeningen, Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, Sammenslutningen af Lokalarkiver samt Danmarks Naturfredningsforening.

Rådene nedsættes på foranledning af amternes museumsråd, og de udpegede medlemmer bør dække et bredt spektrum af fagområder, der er relevante for arbejdet. De enkelte råd vil dog alene have rådgivende kompetence, og blandt deres hovedopgaver bliver rådgivning i forbindelse med amternes og kommunernes planlægning for og sikring af de kulturhistoriske interesser i landskabet og de bevaringsværdige bygninger og bymiljøer. Endvidere vil de regionale kulturmiljøråd kunne rådgive om kulturhistoriske spørgsmål i forbindelse med f.eks. lokale naturforvaltningsprojekter.

Et vigtigt formål med oprettelsen af kulturmiljørådene har været, at de skulle være med til at styrke den lokale debat og diskussion om kulturmiljøspørgsmål. Det er imidlertid ikke meningen, at rådene skal rådgive enkeltpersoner om f.eks. vedligeholdelsesproblemer. Der afsættes et beløb på 100.000 kr. årligt til hvert af de regionale kulturmiljøråd.

Temadel

Integration af kulturmiljøet i naturfredninger, planlægning og naturforvaltning

Naturfredninger har primært haft natur- og landskabsbeskyttelsen som udgangspunkt, men de kulturhistoriske interesser bliver i stadig stigende grad inddraget som en vigtig del af fredningsarbejdet. Som gode eksempler herpå kan nævnes fredningerne af Ledreborg ved Roskilde, Store Åmose i Vestsjælland, Vestvolden ved København, Rammedige og Døeshøjene i Vestjylland, Illerup Ådal ved Århus og Nydam mose i Sønderjylland.

Kulturmiljøredegørelsen sigter imidlertid ikke på fredning som målsætning i sig selv. Det er i stedet en grundtanke, at hensynet til de kulturhistoriske værdier skal inddrages som en naturlig del af planlægningen og administrationen på alle niveauer og i de forskellige grene af den offentlige forvaltning. Landskabet og byerne skal "leve videre" og udnyttes af mennesket ud fra de krav og behov, som vi har i dag, men det skal ske under hensyntagen til de kulturhistoriske værdier.

Elverhøj ved Stevns.

I de statslige udmeldinger til amternes regionplanlægning er det fremhævet, at det ikke blot er de særlig værdifulde enkeltelementer, der skal sikres, men også de kulturhistoriske helheder. Det er også understreget, at ikke blot planerne med deresretningslinier, men også planprocessernes inddragelse af kommunerne og lokalbefolkningen og planernes informationsværdi er af største betydning for et positivt resultat.

Skov- og Naturstyrelsens projekt "Kulturhistorien i planlægningen" har til formål at skabe et fælles grundlag for amternes samarbejde med lokalmuseer og kommuner om at udpege og sikre de bevaringsværdige kulturmiljøer. Det gennemføres i et nært samarbejde med Amtsrådsforeningen, Kulturhistorisk Råd og Landsplanafdelingen, og gennem to pilotprojekter i Østdanmark og Vestdanmark afprøves i praksis, hvordan arbejdet kan tilrettelægges. I forbindelse med projektet er der indtil nu udsendt to rapporter. Det drejer sig om henholdsvis "De kulturhistoriske interesser i landskabet", bestående af en række temabeskrivelser af de vigtigste kulturhistoriske elementer og strukturer i det åbne land, samt "Kulturhistorisk inddeling af landskabet", der bl.a. indeholder en række kort og beskrivelser, der viser bebyggelsesudvikling og bygdeinddeling omkring 1800. De to pilotprojekter vil blive afrapporteret sidst i 1998.

Naturforvaltningen er et andet vigtigt indsatsområde, hvor man gennem bl.a. naturgenopretningsprojekter kan varetage og sikre de kulturhistoriske interesser i sammenhæng med genopretning af naturområder. Der er siden ordningens start i 1989 gennemført en række større projekter, hvor de kulturhistoriske interesser har spillet en central rolle, bl.a. genskabelsen af Højby sø i Odsherred og Spøttrup sø i Salling, samt sikringen af vikingetidsbroen i Ravning Enge og de arkæologiske fundlag fra stenalderen i Store Åmose. Naturforvaltningsmidlerne forvaltes af både stat og amter, og i 1997 blev der eksempelvis bevilget ialt 145,1 mio. kr til naturforvaltningsprojekter, hvoraf de 35 mio. kr var bloktilskud til amterne.

Fortidsmindebeskyttelsen

I forbindelse med revisionen af Naturbeskyttelsesloven i 1992 blev definitionen af et fortidsminde udvidet til også at kunne omfatte f.eks. agerspor, sten- og jorddiger, vejanlæg eller sten/træer, hvortil der er knyttet folketro eller en særlig tradition. Hermed er man i virkeligheden på vej væk fra den snævre punktdefinition af et fortidsminde til i større grad at inddrage landskabet i bredere forstand, selv om det naturligvis ofte medfører en anden type beskyttelse. Her er der ikke tale om den "automatiske fredning" som ved f.eks. gravhøje, dysser, jættestuer og runesten, for fredningsbestemmelserne træder først i kraft, når ejeren har fået meddelelse om deres tilstedeværelse.

  En strækning i Nyrup Hegn af Frederik II's gamle, nu fredede kongevej - løber mellem Helsingør (Kronborg) og Hillerød (Frederiksborg Slot).

Som opfølgning på loven igangsatte Skov- og Naturstyrelsen en kortlægning af gamle vejsystemer, og der er indtil nu kortlagt henved 3000 af disse. Herefter skal der foretages en udvælgelse af, hvilke vejspor der skal bevares for eftertiden gennem tinglyste fredninger.

Der er fredet henved 30.000 fortidsminder i Danmark, hvoraf langt størstedelen består af gravhøje og dysser fra forhistorisk tid. For at få et præcist billede af fortidsmindernes tilstand og placering har Skov- og Naturstyrelsen siden 1979 gennemført en nyberejsning, der forventes afsluttet indenfor en kort årrække. Fortidsminderne findes også på havbunden, hvor langt størstedelen består af bopladser fra stenalderen, samt skibsvrag, spærringer og forsvarsanlæg fra middelalderen op til nyere tid.

Ansvaret for fredning og restaurering af fortidsminderne ligger hos staten, medens amterne tager sig af tilsyn og pleje. I forbindelse med restaurering og vedligeholdelse af de fredede fortidsminder er der gjort en stor indsats for at hindre nedslidning og ødelæggelse. Især dysser og jættestuer trænger til istandsættelse, og der har gennem nogle år været afsat ekstra ressourcer til dette. Det er nu målet at foretage en grundig istandsættelse af 100 af de mest besøgte jættestuer.

Eriksvolde ved Maribo.

Også de fredede ruiner fra historisk tid trænger til restaurering, både for at vedligeholde disse sårbare levn, og for at forhindre at de besøgende bliver udsat for fare ved nedstyrtende murpartier etc. Dette arbejde har stået på i en årrække, og det er målet at 250 udvalgte ruiner skal restaureres.

Formidling er en meget vigtig del af indsatsen for Danmarks fortidsminder, for i sidste ende er det befolkningens interesse og velvilje, der skal sikre bevaringsarbejdet fremover. Der er derfor gjort meget for at informere ved udvalgte nationale fortidsminder gennem opsætning af skilte, og i nogle tilfælde bliver der investeret i større formidlingsprojekter. Ved Hammershus slotsruin, der årligt besøges af omkring 400.000 mennesker, er der således bygget et særligt besøgscenter. I forbindelse med større kulturarrangementer er det også vigtigt at få den historiske dimension med, f.eks. blev der som led i "Kulturby 96" gennemført et formidlingsprojekt om Københavns befæstning.

Bygningsfredning

De fredede bygninger repræsenterer det bedste i landets bygningskultur og tegner et sammenhængende billede af den bygningskulturelle udvikling. Der er i dag ca. 9.200 fredede bygninger, og deres antal øges med omkring 50 bygninger om året.

Firelænget bindingsværksgård fra ca. 1800. Et eksempel på de store bygningskulturelle værdier, der kendetegner den ældre landbebyggelse på Fyn. Gården liggger i Skårup.


For at en bygning kan fredes, skal den have væsentlig arkitektonisk eller kulturhistorisk værdi og som hovedregel være mere end 50 år gammel. Men også yngre bygninger kan fredes, når det er begrundet i deres fremragende værdi eller andre særlige omstændigheder. Bygninger fra før 1536 er automatisk fredede.

Da enhver kan foreslå fredning af en bygning bidrager befolkningen aktivt til at sikre den bygningskulturelle arv. Alle forslag forelægges Det Særlige Bygningssyn, der vurderer forslagene og indstiller, hvilke bygninger som kan fredes.

Der er i de senere år sket en nyorientering af fredningsarbejdet - fra overvejende enkeltstående fredninger til fredninger på grundlag af Skov- og Naturstyrelsens systematiske gennemgange af landets bebyggelse. Disse temagennemgange har været rettet mod bygningskategorier som er særligt truede af samfundsudviklingen, underrepræsenteret i fredningsmæssig henseende eller opført efter 1850.

På Strandvejen nord for København ligger boligbebyggelsen "Bellavista", tegnet af arkitekt Arne Jacobsen i 1933. Hele anlægget er fredet pga. de væsentlige arkitektoniske værdier.

Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur har en særlig ret til til at fremsætte fredningsforslag. Foreningen kan også forpligte Skov- og Naturstyrelsen til at iværksætte de midlertidige retsvirkninger af en fredning, hvis en bygning, som foreningen ønsker at rejse fredningssag for, er truet af nedrivning.

Når en bygning er indstillet til fredning indledes en høringsproces ved annoncering i lokalpressen. Blandt andre får de regionale, faglige kulturmiljøråd mulighed for kommentere den påtænkte fredning. Når der er truffet beslutning om, hvorvidt bygningen fredes, annonceres påny.

Ejeren af en fredet bygning skal holde bygningen i forsvarlig stand. Bygningsarbejder, som går ud over almindelig vedligeholdelse, kræver tilladelse fra Skov- og Naturstyrelsen. Da administrationen bygger på princippet om, at bygninger bevares bedst ved at være i brug, bliver der løbende tale om en afvejning mellem benyttelse og beskyttelse af fredningsværdierne. Dialogen mellem ejeren af den fredede bygning og Skov- og Naturstyrelsen indtager således en vigtig plads i forbindelse med bygningernes vedligeholdelse og drift.

I særlige tilfælde kan det ved en handlingsplan analyseres, hvilke bygningsmæssige ændringer, der fremtidigt kan gennemføres, uden fredningsværdierne går tabt.

De fredede bygninger er generelt set i god vedligeholdelsestilstand. Men indenfor enkelte bygningskategorier kræves en særlig restaureringsindsats. Det drejer sig først og fremmest om de stråtækte bindingsværksgårde fra 1700-1800-årene, som er stærkt truede. Også visse herregårde har store bygningsmæssige problemer, hvor specielt bevaringen af sandstens-
portaler stiller store restaureringsmæssige krav.

Skov- og Naturstyrelsen yder støtte til istandsættelses- og restaureringsarbejder på fredede bygninger. Støtten gives som økonomiske tilskud, konsulentbistand, projektudarbejdelse og brugte byggematerialer.

Efter ophøret af Statens Bygningsfredningsfond er de økonomiske støtteordninger sammenlagt under Skov- og Naturstyrelsens administration. Herfra ydes løbende vejledning om bygningsvedligeholdelse til ejere af fredede bygninger, men også ejere af bevaringsværdige bygninger kan hente nyttige oplysninger i styrelsens informationsblade om traditionel byggeskik.

By- og bygningsbevaring

Sikringen af landets bygningskultur sker ikke kun gennem fredning. Siden 1990 har Skov- og Naturstyrelsen i samarbejde med de enkelte kommuner udgivet de såkaldte "kommuneatlas", hvor man registrerer bevaringsværdige bygninger og bymiljøer. Her fokuseres således også på de større sammenhænge ved siden af enkeltelementer. Kortlægningen af disse bevaringsværdier indgår herefter i kommunernes planlægning og bygningsadministration, og når der er udarbejdet bevarende lokalplaner er det forbudt at nedrive bevaringsværdige bygninger uden særlig tilladelse fra kommunen. Op til i dag er der udarbejdet 61 kommune- og bydelsatlasser i 48 kommuner over hele landet. Der er kortlagt ca. 1.600 bymiljøer og vurderet ca. 265.000 bygninger, hvoraf lidt under en tredjedel har væsentlige bevaringsværdier.

En billedskitse fra Kommuneatlas Odense I, hvor gadeforløbet i Pjeltedamsgade er fremhævet. Her var byens østgrænse op til svenskekrigenes tid.

Samtidig foretages vurderinger af disse bygningers tekniske tilstand og generelle bevaringsforhold. Fra 1998 er der nye retningslinier for samarbejdet mellem Skov- og Naturstyrelsen og kommunerne, som indebærer at arbejdet og omkostningerne i forbindelse med de enkelte kommuneatlas fremover i højere grad vil påhvile kommunen.

Arbejdet udføres efter det såkaldte SAVE-system (Survey of Architectural Values in the Environment), der også er anvendt i udlandet, bl.a. Irland, Polen og Tyskland. Systemet er blevet udviklet, således at også ressource-økonomiske vurderinger tænkes indarbejdet i forbindelse med registreringen af bygningernes bevaringsværdi. I Estland har nogle kommuner, ved hjælp af dansk støtte, fået foretaget en bygningsregistrering efter SAVE-metoden, og det første egentlige kommuneatlas er på vej.

Illustration fra et kommuneatlas, hvor strukturer, bygninger og vigtige synsvinkler er fremhævet.
Her er eksemplet hentet fra landsbyen Hammelev i Grenaa Kommune.


Ifølge byfornyelsesloven kan kommunerne oprette såkaldte Bygningsforbedringsudvalg, der bl.a. har til formål at give økonomisk støtte til istandsættelsesarbejder på fredede og bevaringsværdige bygninger.

Udvalget består af 5 medlemmer, udpeget af kommunalbestyrelsen, og de skal repræsentere både de kommunale interesser, grundejer- og lejerinteresser, samt bevaringsinteresser. Sekretariatsfunktionen varetages af kommunen, og grundlaget for udvalgets arbejde er midler fra private bidragydere, kommunen og staten. Støtten ydes som rente- og afdragsfrie lån til ejeren.

Kulturmiljøet - vort fælles ansvar

Befolkningens interesser og respekt for vore fredede fortidsminder og monumentale bygninger har være grundfæstet i lang tid. Det kan imidlertid konstateres, at interessen for de mere brede kulturmiljøværdier også er voksende. Det giver sig udslag i oprettelse af lokalhistoriske foreninger og lokalhistoriske arkiver over hele landet, og det kan ses af de mange lokalhistoriske foredrag og aktiviteter i lokalbladene.

Vandtårn i Nyborg, Dronningens Bastion.

Der er heller ingen tvivl om, at en succesfuld indsats for at beskytte de værdifulde kulturelementer i landskabet og de bevaringsværdige bygninger og bymiljøer forudsætter en lokal opbakning og forståelse. En forståelse hos ejerne, en forståelse i lokalbefolkningen og i offentligheden bredt. Kulturmiljøredegørelsen lægger netop stor vægt på behovet for information og for lokalt engagement og debat.

Det vil derfor være vigtigt, at dette aspekt er højt prioriteret i arbejdet for at bevare vore kulturmiljøværdier, både centralt i Skov- og Naturstyrelsen, i amternes regionplanlægning og informationsvirksomhed, i kommunernes kommune- og lokalplanlægning og Agenda 21-arbejde og endelig i de regionale, faglige kulturmiljøråd.

Nutidssamfundet rummer mange elementer af omskiftelser og rodløshed, og der er derfor, mere end nogensinde før, behov for, at vi i vore omgivelser kan hente identitet og fornemme kontinuitet. Vi har allesammen et medansvar for, at historien ikke forsvinder ud af vort landskab og vore byer. Og det vil ske hurtigt, hvis vi ikke passer på.

Kulturmiljøområdet behandles i følgende kontorer:

Kulturhistorisk kontor
Registrering, bevaring og restaurering af fredede fortidsminder. Kulturhistoriske spørgsmål vedr. naturfredning og planlægning. Fortidsminder på havbunden og historiske skibsvrag. Sekretariat for Kulturhistorisk Råd.

Bygningsrestaureringskontor
Bygningsrestaureringspolitik. Sager om bygningsarbejder, nedrivning og ejerlejligheder.
Tilskudspolitik og -administration. Tilsyn og påbud. Internationalt arbejde.

Bygningsfrednings- og Bevaringskontor
Fredningspolitik. Behandling af forslag om fredning m.m. Sekretariat for Det Særlige Bygningssyn. Registrering og kortlægning af bymiljøer og bygningers bevaringsværdier.

Landskabskontor
Landskabsbeskyttelse og -planlægning. Beskyttelseslinier, friluftsreklamer, godkendelse af større vej- og elanlæg, klitfredning, kystbeskyttelse m.m. Medvirken ved lands- og regionplanlægning, lokalplaner m.m.
De kulturhistoriske interesser i landskabsplanlægningen.

Nyttige links

Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur

Naturbeskyttelsesloven

Kulturhistorien i planlægningen

Regionale, faglige kulturmiljøråd

Sammenslutningen af Lokalarkiver

Danmarks Naturfredningsforening

Danmark og europæisk planpolitik

Opbygning af viden på kulturmiljøområdet

Redegørelse om kulturmiljøet

Yderligere oplysninger

Hvad skal vi med Kulturmiljøet? findes også i en trykt udgave, der kan bestilles her

Retur til forsiden