![]() |
|
![]() |
De regionale, faglige kulturmiljørådIfølge lov om regionale, faglige kulturmiljøråd (vedtaget i Folketinget i 1997) kan der i hvert amt oprettes et regionalt, fagligt kulturmiljøråd til at rådgive kommunalbestyrelser, amtsrådet og statslige myndigheders varetagelse af kulturmiljøhensyn. I København oprettes et fælles råd med Frederiksberg. Disse kulturmiljøråd skal bestå af 7-9 medlemmer, der udpeges af hhv. amtsmuseumsrådet, amtsrådet, kommuneforeningen, Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, Sammenslutningen af Lokalarkiver samt Danmarks Naturfredningsforening. Rådene nedsættes på foranledning af amternes museumsråd, og de udpegede medlemmer bør dække et bredt spektrum af fagområder, der er relevante for arbejdet. De enkelte råd vil dog alene have rådgivende kompetence, og blandt deres hovedopgaver bliver rådgivning i forbindelse med amternes og kommunernes planlægning for og sikring af de kulturhistoriske interesser i landskabet og de bevaringsværdige bygninger og bymiljøer. Endvidere vil de regionale kulturmiljøråd kunne rådgive om kulturhistoriske spørgsmål i forbindelse med f.eks. lokale naturforvaltningsprojekter. Et vigtigt formål med oprettelsen af kulturmiljørådene har været, at de skulle være med til at styrke den lokale debat og diskussion om kulturmiljøspørgsmål. Det er imidlertid ikke meningen, at rådene skal rådgive enkeltpersoner om f.eks. vedligeholdelsesproblemer. Der afsættes et beløb på 100.000 kr. årligt til hvert af de regionale kulturmiljøråd. |