Retur til styrelsens hjemmeside  

 

Retur til Miljø- og Energiministeriets hjemmeside
Målsætningen med den fremtidige kulturmiljøpolitik

De overordnede principper for indsatsen er følgende:

  • Kulturmiljøområdet skal indgå med større vægt i den fremtidige miljøpolitik, og i det tværsektorielle samarbejde mellem forskellige forvaltningsgrene, myndigheder og lovområder.
  • Befolkningens indflydelse på kulturmiljøområdet skal udbygges.
  • Kvaliteten i kulturmiljøarbejdet skal sikres i en balance mellem beskyttelse og benyttelse.

For at gennemføre disse overordnede mål kræves en stor indsats både på det statslige, det regionale og det lokale niveau. Princippet i arbejdsdelingen med det brede og det smalle perspektiv bør opretholdes, men det er vigtigt at man hele tiden anlægger de nødvendige helhedsbetragtninger. Også i større international sammenhæng har Danmark været med til at fremhæve spørgsmålet om kulturarven i landskabet, bl.a. i "Raphael-programmet" i EU, der er en handlingsplan for den europæiske kulturarv, og i forbindelse med Nordisk Ministerråds udarbejdelse af en nordisk handlingsplan for kulturmiljøet.

stigsnæs.jpg (20355 bytes) Kontrasterne kan være store - her ligger Stigsnæsværket ved Skælskør lige op ad en landbrugsejendom. Foto: Ole Malling.


Den generelle videnopbygning er af stor betydning for gennemførelsen af den fremtidige kulturmiljøpolitik, og Forskningsministeriet har i 1997 udarbejdet en rapport: "Opbygning af viden på kulturmiljøområdet", hvor man kortlægger behovet for videnopbygning med speciel relevans i forvaltningsmæssig sammenhæng.

Blandt rapportens konklusioner kan bl.a. fremhæves et stort behov for at gennemføre registreringer, temaundersøgelser og metodeudvikling på kulturmiljøområdet og for at koordinere de forskellige initiativer på området. Det udækkede behov for videnopbygning skyldes delvis, at der ikke på kulturmiljøområdet, som på miljø-, natur-, geologi- og skovområdet, er etableret særlige sektorforskningsinstitutioner. Dele af videnbehovet kan dækkes gennem universiteter, læreanstalter og forskningsinstitutioner, medens andet må tilvejebringes gennem konkrete målrettede forsknings- og undersøgelsesprojekter.

IMMERVADny.jpg (27330 bytes)Den genskabte Immervad Å i Århus.

I Landsplanredegørelsen: "Danmark og europæisk planpolitik" har regeringen peget på, at der bør gennemføres sammenhængende strategier for bevaringen af de kulturhistoriske spor i landskabet. Kvalitet i planlægningen er helt centralt for at gennemføre grundtankerne i kulturmiljøredegørelsen. Hertil kræves viden og overblik både over kulturmiljøets sammenhænge og forvaltningens muligheder for at beskytte de bevaringsværdige helheder og strukturer.