Historien i landskabet
- grundlaget for arbejdet med kulturmiljøet

Landets nuværende udseende er resultatet af menneskets udnyttelse af naturgrundlaget gennem årtusinder. Hver generation har sat sit præg på landskabet og bebyggelsen, som derigennem kan fortælle sin egen historie - hvis man forstår at tyde den. Skønt Danmark er et lille land, består det af mange forskellige typer landskaber, hvor det først og fremmest er jordens og havets ressourcer, der har været bestemmende for bosætningen og bebyggelsernes placering. Også de politiske, økonomiske og religiøse hensyn har imidlertid haft stor betydning.

I Thy er der bevaret et stort antal brozealderhøje. Billedet er fra et fredet område ved Boddum, Limfjorden, hvor der er ikke mindre end 32 høje. Foto: Ole Malling.

En stor del af vore fredede fortidsminder er dysser, jættestuer og gravhøje fra forhistorisk tid. De vidner om en ganske anden levevis og kultur, der som regel ikke har nogen forbindelse med udnyttelsen af landskabet i dag. Alligevel har disse monumenter gennem årtusinder været en del af vore omgivelser og udgjort en kilde til både overtro og mange lærde diskussioner og teorier. På sin vis har de derfor en dobbelt betydning - dels som levn fra en svunden tid, der udgør et videnskabeligt forskningsmateriale, dels i kraft af deres rolle som inspirationskilde for eftertiden.

Den nuværende bebyggelsesstruktur har sin oprindelse i tidlig middelalder, hvor Danmark blev en del af den europæiske kristne kulturkreds. Sogneinddelingen blev etableret med opførelsen af et stort antal kirker, hvoraf størstedelen - omkring 2500 - stadig er bevaret. Samtidig blev placeringen af landsbyer og købstæder fastlagt, og der blev snart en skarp erhvervsdeling mellem by og land, som kom til at vare helt til midten af 1800-tallet. Købstæderne havde i princippet monopol på handel og håndværk og blev styret med særskilt administration og retsvæsen. Deres indre struktur og vejnet er som regel bevaret i de gamle bykerner. De skattefri adelsgodser med monumentale hovedbygninger begyndte fra ca. 1500 at dominere landskabsudviklingen i store områder.

Landboreformerne i slutningen af 1700-tallet medførte en grundlæggende omstrukturering indenfor landbruget, hvor gårdene blev flyttet ud fra landsbyerne på deres egne jorder. For at redde de sidste rester skov udstedtes i 1805 en "Fredskovsforordning", der forbød bønderne at udnytte underskoven og lade deres svin og kreaturer gå på olden. Herfra stammer de store stengærder omkring mange skove. Manglen på træ havde medført, at man forlængst var gået over til at opføre gårdene i bindingsværk med lerklinet vidjeflet, og den lukkede firlængede gård omkring en gårdsplads blev gradvis typisk for hele det østdanske område.

  Luftbillede over Mols Bjerge.

I 1800-tallet begyndte man at ændre naturgrundlaget i en helt anden målestok end tidligere - søer blev drænet, fjorde blev inddæmmet og tørlagt, hedestrækninger opdyrket og sandflugten standset. Fra de store godser, hvor adelen tidligere havde lovsikrede privilegier, blev udstykket store områder ved lensafløsningen omkring 1900. Hele denne udvikling betød, at der pludselig blev mulighed for opdyrkning af langt større områder end før, og husmandskolonierne spredte sig ud over landet. Antallet af landbrugshuse blev således tidoblet i perioden fra slutningen af 1600-tallet til slutningen af 1800-tallet.

Gennem de sidste 150 år har forandringerne imidlertid antaget en helt ny målestok. Nye byer er skudt op ved jernbanenettet, og gradvis er der sket en affolkning af landområderne i takt med landbrugets nye rationelle driftsformer. Befolkningstallet er mangedoblet, men tilvæksten er primært sket i byerne, hvor 85 % af befolkningen bor i dag. For størstedelen af Danmarks indbyggere har landskabet nu kun betydning i fritiden, og det afspejler sig bl.a. i udbredte sommerhusområder ved de attraktive kyster. Et finmasket net af større og mindre veje sikrer samfærdsel og kommunikation.

Disse radikale forandringer bidrager naturligvis med deres egne kulturhistoriske værdier, men mange steder er kultursporene fra århundreders udnyttelse af landskabet forsvundet, ofte som resultat af en ubetænksom udvikling og en ofte misforstået rationalisering. Alligevel er der efterladt en lang række fine kulturmiljøer, der fortjener at blive bevaret for eftertiden.

Indsatsen i de kommende år vil forhåbentlig sikre, at også de kommende generationer vil kunne læse "historien i landskabet".